Ny Musik i København efteråret '89

DMT havde for nogle år siden en række artikler om ny musik-koncerterne i København; Jørgen L Jensen skrev i krønike-form om koncerter og andre musikbegivenheder. Vi har taget idéen op igen: skribenter i Jylland, på Fyn og i København ser nærmere på ny musik-aktiviteter i landsdelene. I København har vi sendt stud. mag. Trine Boje Mortensen på en koncert-odyssé i efterårs-sæsonen '89.

Af Trine Boje Mortensen

At adskille koncerter med ny musik fra andre mere "klassiske" koncerter er egentlig en kunstig situation. Billedet af koncertkulturen som helhed bliver kraftigt fortegnet, når man, som undertegnede har gjort det i denne sæson, går til koncert, alene af den grund, at der bliver spillet et eller flere værker skrevet efter 1945. På den anden side tror jeg, at den ny musik har behov for speciel opmærksomhed. Bl.a. på grund af dens ringe publikumstilslutning. Hvorfor ellers holde liv i en ny musikkultur, når der maksimalt kommer 70 mennesker til de enkelte koncerter? Og hvorfor egentlig skrive denne artikel i det blad, hvor man må regne med at læserne faktisk er netop de mennesker, der kommer til koncerterne?

De to spørgsmål hænger sammen i kraft af de svar som ihvertfald jeg vil give. Svaret på det første er det sædvanlige: fordi den ny musik er det værd. Der bliver skrevet så meget høreværdig og god musik idag, at det giver mening at "kæmpe' for at få den udbredt, ogudbredelsen sker bl.a. i den hæderkronede gamle koncerttradition. For at udnytte denne tradition på bedste vis, er vi nødt til at diskutere dens berettigelse og dens eksistensgrundlag i vores nuværende samfund; og hvor kan en sådan diskussion føres bedre end i dette blad? Det bliver så svaret på det andet spørgsmål.

Sæsonen efteråret 89 har været godt fyldt op med den moderne kompositionsmusik. Jeg har kunnet tælle 30-35 koncerter med et eller flere værker skrevet efter 1945, fra midten af august til slutningen af december. Ikke så dårligt. En trediedel af dem har haft uropførelser på programmet.

I Tivoli har Tivolis/Sjællands Symfoniorkester stået for Niels Rosing-Schows "Epoke" for mandskor, bassolist og orkester skrevet til Studentersangforeningens 150 års jubilæum og Bo Holtens "Plainsongs", koncert for trompet og orkester.

Niels Rosing-Schows "Epoke" viderefører den gamle mandskortradition, der har sine første store værker fra ca. samme tid som Studentersangforeningens begyndelse. I "Epoke" viser denne tradition sin berettigelse også idag, idet den kan skabe rum til et stykke musik, der fornyer og aktualiserer, i så høj grad som netop Niels Rosing-Schows gør det. Det er et gennemtænkt og utroligt flot værk, til en spændende moderne tekst af Pia Tafdrup. Man kan kun håbe, at Studentersangerne har mulighed for at sætte det fast på repertoiret. Med "Epoke" og sin mini-opera "Brand", uropført på Lerchenborg musikdage i slutningen af juli, markerer Niels Rosing-Schow sig som en af de mest interessante komponister, vi har hørt i denne sæson.

Sjællands Symfoniorkesters anden uropførelse var også et bestillingsværk, nemlig Bo Holtens trompetkoncert "Plainsongs", med Palle Mikkelborg som trompetsolist. Blandingen af partitur- og improvisationsmusik er en meget god og ofte frugtbar idé, sådan som man bl.a. har kunnet se det i de Østen i Vesten - projekter, der har fundet sted i løbet af firserne, hvor både Holten og Mikkelborg har medvirket. Men der er grænser for, hvor længe en god idé og en velspillende solist kan holde en koncert oppe. I dette tilfælde faldt koncerten på en fatal mangel på udvikling af det musikalske materiale. Tre grundidéer - en markeret sydamerikansk blæser- og percussionafdeling, et senromantisk, fedt strygerafsnit og en a la Stravinsky, stærkt rytmiseret del - bliver præsenteret igen og igen uden at komme i konflikt, ja uden at det ender i hverken krise eller apoteose. Det hele bliver gnidningsløst præsenteret afsnit efter afsnit, uden nogen form for tematisk, formal eller udtryksmæssig udvikling.

På Sjællændernes turnéprogram stod Hans Abra-hamsens "Nacht und Trompeten". Det er en god manifestation af den danske kompositions- elites gode kvalitet, at værker som dette bliver spillet i udlandet af danske orkestre.

Af andre uropførelser i Tivoli klan nævnes Ilja Berghs og Nes Lerpas multivision "Sound/colour injections". Et visuelt meget flot DIAS-show, med spændende fortolkninger af Lerpas farverige billeder, men en rent auditivt en noget stillestående, new-age agtig affære.

Fælles for Holten-koncerten d. 1.11 og Bergh/Lerpa koncerten d.22.8 var en forfriskende og anderledes publikumssammensætning. Til Bo Holtens trompetkoncert var der mange jazz-interesserede, som var kommet på grund af Palle Mikkelborgs navn på plakaten, og det samme galdt for Nes Lerpas vedkommende. Alene det, at der er flere end de sædvanlige 70 til disse koncerter giver et utroligt løft i stemning og interesse blandt publikum, og at det så er interesserede deltagere med et andet felt end det klassisk musikalske gør det ikke mindre spændende. Det er såvidt jeg kan se en af de veje man kan tage henimod løsningen af det rent akutte publikumsproblem til ny-musikkoncerteme; en større vægtning af et blandet publikum, kan få den ny kompositionsmusik ud af den ghetto den befinder sig i.

Det blandede publikum gjorde sig også gældende ved Morten Zeuthens solo-koncert i Østre Gasværk. Her udgjorde teaterfolk en betragtelig del af publikum; den fascinerende bygning og det artistiske ved selve programmet - ikke mindst Andy Papes stykke - gjorde koncerten til lidt af en københavner- event. En del mere festligt end man er vant til!

I DUT-regi blev der uropført et værk. Gunnar Bergs "Éclatements 6,7 & 8" for klaver, opført ved Gunnar Berg mindekoncerten d. 19.11. Af DUTs tre koncerter i Gammel Dok var det Gunnar Berg koncerten der gjorde mest indtryk. Komponistens til tider komplicerede, men altid meget udtryksfulde musik var en stor oplevelse for undertegnede, der kun kendte Gunnar Berg af navn. Synd, at der kun var ca. 20 publikummer.

Danmarks Radio som formidler af ny musik

Danmarks Radio er den største formidler af ny musik, og har i denne sæson haft et meget flot program - et væld af koncerter med ny dansk og udenlandsk kompositions-musik. Men i løbet af sæsonen kom der skår i glæden. De enkelte programpunkter var stort set allesammen spændende og gode; og de blev godt opført både af det store symfoniorkester og af de mindre ensembler. Men formidlingen af den spillede musik var ofte under al kritik.

Det er med en blanding af glæde - over de gode værker der blev spillet - og frustration - over de dårlige vilkår disse værker fík - at man må se tilbage på denne sæson i DR. Den blev skæmmet af dårlig programlægning, manglende annoncering og dårlige programmer og programnoter. Til flere af koncerterne med solosang og ensemble, manglede den sungne tekst i programmerne. Programmerne til de to 1900-middage og koncerten med Ensemble Moderne var smukke, men stort set ubrugelige, i deres dårlige vægtning af indhold, og deres mangel på oplysning.

Tilbage står selve koncerterne; åbningskoncerten d. 14.10, hvor der først på programmet blev spillet Poul Ruders "Saaledes Saae Johannes". Det er glædeligt at se nye 'klassikere' komme på de 'store' koncertprogrammer, ved lejligheder hvor man må forvente at publikum er blandet og ikke mindst meget stort.

Koncerten d.22.11 med det tyske Ensemble Modem blev især en stor oplevelse. Måske sæsonens største. Ensemble Modern spillede et spændende og velvalgt program med engagement og overbevisning. Desværre skulle man have set radioens sæsonprogram for overhovedet at ane, at koncerten fandt sted; der var maksimalt 60 mennesker i salen.

Derudover var der gedigne og gode koncerter på de sædvanlige mandags og torsdagskoncerter. Radiokam-merkorets vægtning af dansk og italiens musik ved flere koncerter både i og udenfor radiohuset, Lutoslawski koncerten d.27.10, der gav et godt indblik i hans musik, og dermed et godt udgangspunkt for reflektion over komponisten, værkerne oghans betydningfor den nye polske musik. Koncerterne med musik af Vagn Holmboe og ikke mindst selve festkoncerten d. 14/12 var gode og perspektivrige.

Bl.a. på baggrund af en koncert som torsdagskoncerten d. 2.11 med Schnittkes cellokoncert og Sandströms kantate "Drömmar", der viste en meget flot og usædvanlig programlægning, virker det helt uforståeligt, at man

5 dage inden havde været til den ene af de to Efter 1900-middage, der rent programlægningsmæssigt var rene katastrofer.

Det virker nærmest som om DR skulle have optaget så meget ny musik som muligt for så få penge som muligt i en koncertsal med publikum. Mellem kl. 13 og kl. 17 var der begge lørdage puttet mere end tre timers effektiv spilletid, spækket med god og spændende musik. Musik, der mere end nogen anden, kræver at man lytter til den; og det var der ikke store muligheder for til disse to arrangementer. Fire timers koncentreret moderne musik -i flere tilfælde kompliceret musik - af forskellig karakter, med forskellig besætning, af forskellige komponister er umenneskeligt for såvel musikere som publikum; og det yder bestemt heller ikke komponisterne og deres værker retfærdighed.

Den første Efter 1900-middag fandt sted d. 9. 9 på Louisiana og programmet bestod af Per Nørgård, Anders Nordentoft, Anders Brødsgaard, Steen Pade, Bent Sørensen og dagens hovednavn, den spændende og mystiske italienske komponost Giacinto Scelsi (se også artiklen om Scelsi andetsteds i bladet, red.). Et overvældende program. Ind imellem alt dette var der puttet 5 klaver/sang eller soloklaverstykker af Puccini! Stykkerne var små, søde og inderligt ligegyldige i forhold til resten af programmet. Hvorfor skal man dog mase et koncertprogram sammen på den måde? Horror vacui?

Dagens forløb var delt op i tre afdelinger: en dansk/italiensk, en italiensk og en dansk. Jeg vil vove at påstå, at man uden at komme i problemer, ville kunne lave én koncert med de fem Scelsi-stykker alene, én koncert med de

6 danske kompositioner alene og så smide Puccini ud i denne omgang. Det ville ihvertfald have skabt rimelige vilkår for de to uropførelser af Brødsgaard og Pade.

Anden Efter 1900-middag havde fuldstændig samme problematiske opbygning som den første. I denne omgang var det den sovjettiske musik, der var hovedtemaet, med fokus på komponisterne Elena Firsova, Sofia Gubaidulina, Edison Denisov og Dmitri Sjostakovitj fra Sovjet og Karl Aage Rasmussen, Henning Christiansen og Mogens Winkel Holm fra Danmark. (Sjostakovitj er en anelse mere relevant i denne sammenhæng end Puccini var i den forrige, men endnu engang må man spørge sig selv, hvorfor et i forvejen presset program skal fyldes op med - denne gang - en klassiker som hans 13. strygekvartet).

Begge koncerter var på en eller anden måde en forrn for portræt-koncerter. Den ene af Scelsi og den anden af en generation sovjettiske komponister. Men som portrætkoncerter fungerer de ikke. Hvis en portrætkoncert som Scelsi-koncerten skal lykkes, må man forsøge vitterlig at tegne et protræt og ikke bare smaske nogle musikstykker sammen. Man må på den ene eller den anden måde være loyal overfor den kunstner man vil portrættere. Ligeledes gælder det for et portræt af en generation sovjettiske komponister. Hvis det derimod er sammenstillingen, modstillingen af to landes komponister man ønsker, er det nødvendigt at koncentrere sig om færre, strække det over flere koncerter, og ikke mindst at spille flere værker af de enkelte komponister.

Der er grund til at dvæle så længe ved disse to koncerter, for de viser på sin vis en form for nytænkning i og omkring koncertsituationen. Men en nytænkning som denne må altså også finde sig i at få på puklen af det publikum, der bliver udsat for den, og som nytænkningen forhåbentlig er til benefice for!

Det er tankeløst at udsætte musik, der er skrevet direkte ind i en kammermusikalsk tradition, for en problematisering af denne tradition, i stedet for at lade værkerne komme til deres ret.

Der er raison i at tage det enkelte værk, problematisere det og dets udsagn ved at opføre det på en opsigtsvækkende, utraditionel, eksperimenterende måde, og på den måde belyse værket fra sider som komponisten ikke selv har lagt op til. Men det er ikke særlig frugtbart at kvæle det enkelte musikalske udsagn i et bjerg af andre musikalske udsagn. Det er på denne måde en noget ulige kamp den ny musik kæmper med den 'garnie'. Et spørgsmål om kvantitet overfor kvalitet, ikke i værkerne, men i koncerterne.

Kvalitet/kvantitet

Al den her beskrevne musik er skrevet for, på en eller anden måde at fungere i en eller anden form for koncertrum, med et lyttende publikum. Men det er i mange tilfælde ikke lykkedes at skabe denne situation, på grund af for få folk på stolerækkerne. Det er en falliterklæring når man som moderne-musik-lytter kan finde på at sige, at en koncert har været velbesøgt, hvis der har siddet 40 mennesker! Kan man begynde en opbrydning af koncerttraditionen for at hjælpe på problemet, a lå 60erne? Eller er der andre måder, hvorpå man kan bevidstgøre om og udvide de forskellige måder at gå til koncert på? Eller på jævnt dansk: Gøre det attraktivt at lytte til moderne musik i en koncertsal.

Der er mange muligheder. Men det, det til enhver tid og under enhver form drej er sig om er r eflektion, kritik og loyalitet fra koncertarrangørernes side. Hvis man som koncertarrangør ikke føler, at man kan være loyal overfor et værk og dets muligheder, er der ingen grund til at spille det. Og hvis man kan være loyal overfor værket, hvis det er det værd, er der utallige måder man kan opføre det på. I de enkelte koncerter drejer det sig om kvalitet fremfor kvantitet både i musikalsk og planlægningsmæssig forstand. Den musikalske kvalitet har været rimelig høj i denne sæson, men man kan sagtens få mere ud af den rent planlægningsmæssige side end vi har set det i efteråret '89.