Verden i Nordjylland

Af
| DMT Årgang 64 (1989-1990) nr. 05 - side 164-165

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Pulsar Festival 2020

Annonce

Edition s

N.U.T.-festival i Aalborg 2.-5. november 1989


Af Peder Kaj Pedersen

Det har altid været en af N.U.T.- festivalernes pointer at konfrontere lokale nordjyske kræfter med impulser udefra, danske eller internationale. En Mogens Christensen, en Erik Bach, en Martin Knakkergaard - for at nævne nogle af de tilbagevendende og mest opførte lokale komponistnavne - har haft selskab af en Per Nørgaard, en Karl Aage Rasmussen, en Olav Anton Thommesen, ligesom international ny musik har spillet en rolle på programmerne. Denne linie fortsættes i 1990, hvor man har kontrakt med Peter Maxwell Davis om at komme og dirigere et program af egne værker med Aalborg Symfoniorkester. I år var der ikke noget internationalt komponistnavn til stede, men festivallen - den femte i rækken - havde et markant islæt af nyere nordamerikansk musik. Den i DMT nr. 2 omtale pianist Gilbert Kalish måtte ganske vist melde fra i sidste øjeblik, men det lykkedes at få en fuldgod erstatning i Alan Feinberg. Ved åbningskoncerten på Nordjyllands Kunstmuseum spillede Feinberg andre værker end Kalish skulle have spillet, men trods den korte varsel spranghan ind og overtog Lou Harrisons klaverkoncert på det afsluttende program med Aalborg Bymfoniorkester i prøve- og koncertsalen "Symfonien". Særligt indtryk ved åbningskoncerten i de smukke omgivelser på kunstmuseet gjorde Roger Sessions' i gestus meget stort anlagte Klaversonate nr. 3 fra 1965. I kraft af Feinbergs sikre greb om det tekniske, hans evne til at differentiere an slaget og til at tegne distinkte fraser selv i meget stof- og artikulationsmættede omgivelser virkede musikken medrivende og stærk. Harrison-koncerten var et virtuost og ikke just progressivt firesatset værk af stor formal bredde. Jeg ved ikke, hvorfor man kom til at tænke på John Wayne ved at høre denne musik. Måske var det det vitale, veldrejede, underholdende præg, f.eks. i en sats som den lange ultra-energiske andensats, der fik cowboyfysiognomiet til at tone frem. Musikken var i hvert fald uden europæisk subtilitet. Måske bortset fra denne, at Harrisson anvender en særlig ren stemning ("Kirnberger nr.2") af flyglet. Dette forhold blev dog sat i nærmest komisk relief af, at orkestret spillede så overmåde urent - og i øvrigt også rytmisk upræcist-, som tilfældet var. Det var synd, for Feinberg gjorde det glimrende. Også en række mindre - og for en dels vedkommende mindre interessante - værker ved åbningskoncerten havde vist Feinbergs format. Det drejede sig om værker af Milton Babbitt, Robert Helps og Charles Wuorinen, samt - i sameksistensens navn - asserbadianeren Javanshir Kuliyev.

Mest nordjysk

Festivalen bød ikke på nye nordjyske komponistnavne. Der var tale om gengangere, men dog om en række nye værker af nogle af disse gengangere. Det var først og fremmest fredagens traditionelle nordjyske aften på Nordjysk Musikkonservatorium, der skridtede de lokale fronter af, og uden at byde på store overraskelser eller gennembrud vidnede aftenen om lokal stabilitet. Fremhæves må således Bendt Astrup, der synes at vokse støt ogroligt fra år til år. Her kunne man høre en velformet og stemningsrig sangcyklus på fem sange til engelsksprogede tekster, af Rabindranath Tagore. Astrup er af årgang 1932, men er kommet sent i gang. Modsat er Knud Riishøjgård tidligt på den, og her trådte han frem med et ganske ambitiøst værk for et kammerensemble på ti musikere, "Ricercare". Det afsøgte med ganske stor suggestiv kraft forskellige klangvirkninger - vel ikke alle sammen "nie erhörte" -, men spændende var det, og ganske glimrende udført af N.U.T.-ensemblet, dirigeret af den spanskfødte, i Norge virkende dirigent, Ricardo Odriozola. Ensemblet er en nyskabelse, og det var med til at hæve udførelsesniveauet af en række af de nordjyske værker ganske betydeligt i forhold til, hvad man somme tider har måttet lægge øre til på tidligere festivaler og også kom ud for ved denne. Den nordjyske aften bød også på nye værker af Martin Knakkergaard -en strygekvartet, der var vanskelig at blive klog på på grund af en ret dårlig udførelse -, Niels Christian Rasmussen - hvis blege musik i det hele taget efter min opfattelse er svær at blive klog på -, Bjørn Veierskov Alexandersson og Viggo Steincke Bertelsen. Også den lokale komponistveteran, Erik Bach, havde en - udførelsesmæssigt mindre vellykket - uropførelse på programmet, foruden et genhør med hans o. 15 år gamle smukke og intense tête à tête med Dvorak, den anden strygekvartet, "Portræt af en romantiker".

Marathondansen

N.U.T.-festivalen var mere sammentrængt end nogen af de tidligere. Fire koncerter på fire dage og ingen af de - ofte meget tyndt besøgte - koncerter i dagtimerne, som man har haft på programmet de andre år. Prisen var til gengæld, at der - bortset fra åbningskoncerten og den afsluttende symfonikoncert - blev tale om to meget lange koncerter de to mellemdage: aftenen med nye nordjyske værker om fredagen og Lørdagens ni timer lange sondering af forskellige grænselande mellem ny musik og andre udtryksformer under titlen "Omkring en jukebox", inspireret afspillestedets "Skråens" vidunder af en gammel Würlitzer. Det kunne for så vidt være miljøskabende og dermed en god idé at sammenlægge spredte arrangementer, men det stiller betydelige krav til struktureringen og afviklingen af de lange arrangementer, hvis man da forudsætter, at det man fremfører er koncentreret opmærksomhed værd. Og det stiller betydelige krav til publikums udholdenhed. Om fredagen var der tolv mennesker tilbage til at høre Viggo Steincke Bertelsens suite "Kaleido-skopier", der afsluttede programmet. Ved lørdagens mammutkoncert på "Skråen" var der betydelig flere til den syvende(l) og sidste programafdeling, rock-gruppen Picnic. Men det var kun et mindretal, der havde hørt alt det andet eftermiddagen og aftenen igennem. Sidst på eftermiddagen var det startet med slagtøj sgruppen Touch, der spillede, hvad der i sig selv kunne have gjort det ud for et fuldt koncertprogram - værker af Per Nørgård ("I Ching"-satser). Wayne Siegel og Poul Ruders (trommehindetorturen "Regime") samt af japanerne Toru Takemitsu, Toshi Ichiyanagi og Tokuhide Niimi. Det fortsatte med forskellige eksperimenter med dans og musik og billede og musik, omgivet af to afdelinger med improvisationer af saxofonisten Morten Carlsen, den sidste computerassisteret. Man ofrede urimelig megen opmærksomhed på et langt billed/lyd-forløb ved elever fra Aalborg Kunstskole, et forløb, der vistnok slet ikke var beregnet til koncentrer et be skuen og lytten, og som i h vert fald ikke tålte den. Og desværre altfor lidt på Francis Ford Coppolas mesterlige film "Koyaanisquatsi" med musik af Phillip Glass, der begyndte fem timer inde i arrangementet. Det var kun de virkelig hårdføre der forenede sig med "Skråens" almindelige lørdagspublikum til Picnic. Til dem hørte jeg ikke.

Hvad hjertet ikke er fuldt af

N.U.T. har gennem de tre seneste festivaler fået etableret et samarbejde med Aalborg Symfoniorkester, således at en symfonikoncert er blevet fast ingrediens i festivalen. Ved denne lejlighed rummede det symfoniske program, ud over den allerede omtalte Harrison-koncert, to uropførelser af lokale kræfter, Mogens Christensen og Erling D. Bjerno. Det var den i og for sig udmærkede britiske dirigent Lionel Friend, der dirigerede orkestret, men koncerten faldt tamt ud. Det lød som om der mere var tale om pligtarbejde end om engagement fra orkestrets side, og selv om et værk som Bjernos sjette symfoni næppe er nogen fornøjelse for en orkestermusiker, så kunne man ikke være tilfreds med standarden, hverken i dette værk eller i akkompagnementet til Harrisons klaverkoncert. Først på programmet stod uropførelsen af Mogens Christensens orkesterstykke "Zurvan Akarana". Christensen komponerer lys og langsom musik, og også i dette værk -iflg. komponisten navngivet med det oldpersiske begreb for overjordisk tid, men inspireret af Kandinsky-billedet "Årer" - var der tale om et meditativt stykke gjort af fragmentarisk materiale i en langsomt flydende strøm. Til forskel fra en række andre af Christensens værker var der henimod slutningen optræk til en mere fyldig sats med klædelig bund og volumen, som måske antydede, at Christensen er på vej mod nye regioner. Det kunne være spændende, hvis det var tilfældet. Det næsten diskrete, der er over Mogens Christensens musik, ligger øjensynlig slet ikke til Erling D. Bjerno. Hans sjette symfoni var usminket og bastant religiøs forkyndelse, båret af en langstrakt tekst. Men trods åbenbart engagement så levede værket ikke symfonisk. Stoffet var uprægnant, det formale rapsodisk og løst, og mange partier af orkestersatsen ganske ildeklingende, hvad der ikke alene skyldtes dårligt orkesterspil. Men ringe var det. Det er almindelig erkendt, at Aalborg Symfoniorkester skal være med i N.U.T.-sammenhængen, men det var måske at forvente, at man også havde hjertet med i denne sammenhæng, At hjertet næppe banker for ny musik, var Jakob Levinsen inde på i Berlingske Tidende (d. 7.11.). Han hæftede sig ved, at de tre værker ved N.U.T.-orkesterkoncerten for Aalborg Symfoniorkesters vedkommende udgjorde præcis en trediedel af sæsonens N.U.T.idige repertoire, (hvilket kun er rigtigt, hvis man regner et værk som Stravinskijs "Ildfuglen", med som "ny" musik; ellers ser det endda en anelse sortere ud) og at de to danske værker udgjorde præcis halvdelen af ny dansk musik på repertoiret og dertil sæsonens eneste uropførelser. D et bør retfærdigvis nævnes, at orkestret netop har udsendt en fortræffelig CD med ny dansk musik, Steen Pades Klaverkoncert, Tage Nielsens orkesterstykke "II Giardino Magico" og Erik Norbys "Rilke Lieder" dirigeret af den nu fratrådte chefkapelmester Peter Eros (Point PCD 5083). Det bekymrende er, at orkestret for tiden er uden egentlig kunstnerisk ledelse, så der er grund til at nære bange anelser og det ikke alene med hensyn til den ny musiks placering på repertoiret. Men det er en anden historie. Som nævnt må der stilles forventninger til Symfoniorkesterkoncerten ved N.U.T.-festivaleni 1990. Program sat er bl. a. Maxwell Davis' Violinkoncert og en af hans Taverner-fantasier. Festivalen finder sted fra tirsdag d. 12. til søndag d. 16. oktober 1990 med symfonikoncerten som åbningskoncert.

Årgang 64/1989-1990, nr. 05