Avisudklip

ÅRHUSGADE 108 E4. 2100 KØBENHAVN Ø TELEFON 31 42 74 01

Frederiksborg Amts Avis

3400 Hillerød, den 1 1 FE6, 1990

Kildeangivelse uden ansvar

Hvilke djævlebesværgelser!

Fabula tremens og tungtåndende forestilling om vor dansende verden i en koncert med gode musikere og skrækkelig musik

Radiosymfoniorkestret unoler ledelse af Richard Duffafa, solist: Erling Bløndal Bengtsson (hørt i Radiohusets Koncertsal)

IKKE ET ONDT ORD om cellosolisten Erling Bløndal Bengtsson, ej heller om Radiosymfoniorkestret eller om den amerikanske dirigent Richard Duffalo. De gjorde deres pligt.

Men hvad var det dog, de spillede!

Egentlig har jeg slet ikke tid til at skrive dette her. Det haster nemlig med at komme til ørelæge, og bagefter til en psykolog. For mistet hørelse og kontenance. Men så siger man til sig selv: Tag dig nu sammen, mand. Hvad skal så musikerne sige, der sad midt inde i suppedasen!

Aftenens emner bestod af uropførelsen af Ib Nørholms Cellokoncert (opus 108) og den danske førsteopførelse af den engelske komponist Harrison Birtwistle's »Earth Dances*. Ikke mindst sidstnævnte værk må være velegnet til eksorcisme, på dansk »djævleuddrivelse«.

Og Ib Nørholms værk? Denne begavede komponist, er han da helt gået amok? Hvordan kan han udtale, at »vore relationer til andre mennesker er en

stærk drivkraft i vores tilværelse«, og at han vil »henvende sig til folket«? Det er så rigtigt og sandt! Men mener han det virkelig? Selv siger han i programmet, at hans cellokoncerts ærinde er »at give mæle til en facetteret og kvalificeret dialog mellem solist og orkester«.

Der var ingen dialog mellem cello og orkester - tværtom flød de bestandigt sammen i en hovedløs fabuieren. I en fabula tremens. Kun ganske få solistiske lysglimt af Bløndals mesterspil, der straks efterfulgtes af det tunge blæserskyts' lavineskred eller vrede violinslagsmål. Men en halv times bestandige abruptheder virker i længden som en stampen i gulvet uden videreudvikling. Komponisten taler selv om sin anvendelse af det enklest tænkelige kim: den lille terts d-es. Og det lyder jo ganske vittigt, for ikke at sige vanvittigt.

De tre satser havde betegnelserne. 1. With open eyes. 2. Echoes, og 3. Reflections on Simplicity. Men det gjorde ingen forskel. Og hvorfor absolut på engelsk. Er det virkelig finere? I et dansk værk! Vi må som Jeppe sige: Tal dansk, din sorte hund!

EFTER DEN STORE pauseudvandring kom blodtrykket til at stige yderligere, da det gjaldt det engelske værk om »Jordens danse«. En rullen og rallen, en buldren og banken, en dunken og hamren! En jamren og lamenteren og en tænder-flænsende brølen og grynten! Og en skingrende piben! Sikke en tungtåndende forestilling om

vor dansende verden! Med flere hundrede slagtøjsremedier under - vel at mærke: bestandig -udfoldelse, betjent af seks specialister. Man manglede blot en kanon!

Udsagn? Programteksten siger meget indlysende: Det paradoksale forhold mellem en kun delvist defineret raofcrostru Jctur og en minituøst detaljeret mikrostruktur analogiserer Birtwistle med naturen,

Tænk, hvor lidt stilfærdig tænksomhed og refleksion om samme natur ville have pyntet! Spørgsmålet er: Blev komponisten dermed af med sine aggressioner? Vi tvivler.

Verden er ikke slet og ret e« inferno. Den køber vi ikke a Birtwistle! Den er jo også dejlig.

Børge Friis