Debat

Tanker om bestillinger af orgelmusik i almindelighed og om "Octopus" i særdeleshed.

Genlæsningen af Pelle Gudmundsen-Holmgreen's artikel i DMT (1986/87 nr.3) om tilblivelsen af hans slagtøj skoncert - hvordan 4 små træstykker blev til et helt vognlæs instrumenter - har sat gang i nogle spredte tanker om bestillingsværker.

Faktisk var det netop et orgelstykke af P.G-H. "Mirror III", som gav mig idéen til at bestille to værker for 2 organister. I "Mirror III" kræves det nemlig, at bladvenderen i to af de fire satser spiller en rytmisk ret vanskelig stemme, hvilket gør stykket svært at opføre. Ved så at give komponisten 2 hele organister - tilsammen 8 lemmer - at gøre godt med, mente jeg, at der også rent praktisk måtte være sækningfor komponistens mange idéer. Jeg burde have forudset, at det slet ikke var tilfældet!

P.G-H.'s stykke blev til "Octopus" - for to organister og to registranter. Jeg havde selvfølgelig regnet med at få brug for en bladvender/registrant, som i al anden orgelmusik, men ikke med to aktive "medspillere".

"Octopus" er komponeret for og delvist ved Vestkirkens orgel, hvis direkte og kraftige klang understreger komponistens idéer, men det kan dog flyttes til andre store orgler. Der kræves ganske vist helt bestemte klangfarver i de rigtige fodhøjder (16', l' osv), men de blandinger findes på de fleste store orgler. Så vidt, så godt.

Værket spiller 20-25 min. ogbestår groft sagt af tre dele, både hvad angår styrke, stemmernes tæthed og klangskift - med det stilfærdigste og mest statiske afsnit i midten. Teknisk set er det slet ikke umuligt, men rytmen er svær. Og værre bliver det, når registranterne kommer på. Registreringen er nemlig så at sige en selvstændig "stemme", som går på tværs af det musikalske forløb. På den måde brydes spillernes skæve rytme af en endnu skævere ved, at de absolut mest påfaldende og arrige registre trækkes kortvarigt; nogle gange så kortvarigt, at der kun kommer en halvkvalt lyd ud af det.

Ogher var det, organisterne stejlede: Registrene kunne ikke reagere så hurtigt og præcist, som det skulle bruges her, det ville komme til at lyde klumpet og sygt at registrere om midt i et legatoforløb, det var imod orglets natur, det var umuligt for den stakkels registrant osv. Men efterhånden som vi kunne se finessen ved at bruge den "klumpede" registreringsmåde som gennemgående virkemiddel, følte vi os bedre tilpas, og efter første gennemspilning var vi overvældede - og det er vi stadig!

"Octopus" er ikke et stykke musik, man spiller igennem fra begyndelsen til afsluningen; det er en tilstand, man er i, en fremmed verden. Man har en fornemmelse af en kraft, der bliver sat i gang, som lever uden at man

egentlig kan gøre hverken fra eller til. Man kan kun deltage ved at holde den i live med de impulser, der er tilmålt én. Det er en særpræget og fantastisk oplevelse for en organist, der er vant til at råde og regere enevældigt.

Hvis den ny orgelmusik skal udvikle sig hele tiden ligesom anden instrumentalmusik, er det vigtigt at få orgelværker frem fra komponister, som ikke er kirkemusikere eller orgelkyndige. De er nemlig ikke påvirkede af, hvordan orgelmusik "plejer" at være.

Til gengæld kan man risikere, at de i den grad falder for orglets "special effects", at de bygger musikken op på et bestemt orgels klangfarver og tekniske specialiteter. På den måde brgrænses mulighederne for at opføre musikken flere steder helt automatisk. Ligesåbegrænses andre udøvendes interesse for at gå i gang med den. Det er - kort sagt - fordelene og ulemperne ved de spændende, indviklede eksperimenter.

Hvis det skal være fristende for mange at spille ny orgelmusik, er der brug for en masse forskellig musik, som ikke kræver de store falbelader, men er lige til at gå til. Musik, som kan spilles på mindre orgler, måske endog uden en hjælper til at registrere.

Egentlig må opgaven også være fristende for komponisterne, når man tænker på, hvor gode betingelser orgel-ogkirkemusikken har. Organisterne har gratis "koncertsal", de fleste har pligt til at holde flere koncerter om året, og der er masser af kirker. Mulighederne ligger åbne ...

Eva Feldbæk

Om provincialisme

Er Provinsen provins eller er København? spørger Anders Beyer sig selv og læserne i DMT nr. 4 som afslutning på sin Musikhøst-anmeldelse.

Een afgrundene til, at man kan komme i tvivl er den måde, en del københavnere ser på provinsen, f.eks. når Anders Beyer mener, at Danmarks Radio ikke rigtigt viste sig under Musikhøst i Odense. Kun en gang - og det endda kun "indirekte", da det var Radio Fyn, der stod for transmissionen.

Må jeg gøre opmærksom på:

- at Danmarks Radio har ni regionale afdelinger, hvis arbejde det er at sende regionalt - og at levere stof til landsprogrammerne l, 2 og 3,

- at distrikternes leverancer alene til Kanal 2 er af samme omfang, som Kanal 2's egenproduktion - og

- at indhold, form og omfang af stoffet fra de ni dis-triktsafdelinger fastlægges i samarbejde mellem Kanal 2-redaktionen og musikredaktionerne i distrikterne.

I min kontrakt og på mit ID-kort står der Danmarks Radio. Jeg er så heldig at være stationeret på Nordjyllands Radio, som er Danmarks Radio i Nordjylland. Jeg har vanskeligt ved at betragte mit forhold til Danmarks Radio som indirekte.

- Men ellers har Anders Beyer ret: Københavnske betragtningsmåder er ofte ret provinsielle...

Evan-Th. Vestergaard Programmedarbejder, Nordjyllands Radio (DR)