Lutoslawski i London, Århus og Warszawa

Komponisten Tage Nielsen har kendt Witold Lutoslawski gennem en lang årrække. Han var rektor for konservatoriet i Århus, da Lutoslawski var gæstelærer dér i 1968. Her fortæller Nielsen om nogle af sine indtryk fra møderne med Lutoslawski.

Af Tage Nielsen

Mit første møde med Witold Lutoslawski fandt sted i maj 1962 under ISCM-festen i London. Efter en afkoncerterne var de nationale delegationer inviteret til en stor reception hos en excentrisk britisk tekstil-millionær - excentrisk på den måde, at hans hovedinteresse her i livet var ny musik. Han holdt en smuk velkomsttale og var åbenlyst smigret over at have besøg af celebriteter som bl.a. Heinrich Strobelog Sten Broman.iîJQrn Tiietva Tp Tagtfaldt. Et stort penthouse på toppen af en 6-7 etagers ejendom i Kensington-kvarteret. I hallen og stuerne hang der, hvad jeg i første omgang troede var usædvanligt vellykkede Matisse- og Picasso-reproduktioner, men som ved nærmere eftersyn viste sig at være de originale billeder. Vi fik champagne ved ankomsten, udskænket af liberi-klædte tjenere. Til at begynde med sparede vi på de kostbare dråber, mens vi konverserede. Alle troede, detbare var en velkomstdrink, og at det måltid, der var blevet stillet os i udsigt, ville blive ledsaget af simplere vine. Men det viste sig ikke at blive tilfældet; resten af aftenen blev der kun serveret - ikke sekt eller spumante, men ægte fransk champagne. Og da jeg senere på aftenen aflagde besøg i et af lejlighedens marmorbeklædte badeværelser, mødte dermiget af de skønneste syn,jeg mindes athave oplevet: et stort badekar fyldt til randen med champagneflasker og knust is.

Det blev et ret animeret party. Bl.a. husker jeg, at Mogens Andersen og jeg under en spadseretur på husets tagterrasse var helt overbeviste om, at vi kunne flyve. Det var bare at kaste sig ud over rækværket, så ville vi svæve hen over Londons tage. Heldigvis svigtede modet os, eller måske blev vi frarådet at gøre alvor af vores forehavende af de to øvrige danske deltagere, Poul Rovsing Olsen og Lavard Friisholm.

Det var ved denne mindeværdige reception at jeg første gang så Witold Lutoslawski. Der blev ikke spillet noget af ham på festivalen, så hjan må have været i London i egenskab af medlem af den polske ISCM-delegation. Jeg vidste udmærket godt, hvem han var - der stod allerede dengang stor respekt om hans navn - og jeg kendte flere af hans værker, bl.a. "Koncert for orkester", som Paul Klecki havde dirigeret på en torsdagskoncert, samt "Sørgemusikken" for strygeorkester og "Jeux Vénitiens", som jeg begge havde hørt i Paris ved Unescos udvekslingsarrangement for ny musik, det såkaldte Rostrum of Composers. Men nu blev jeg præsenteret for ham, og vi konverserede på fransk. Hvad vi talte om, har jeg glemt; men jeg husker hans nuancerede og accentfri fransk, som jeg slet ikke kunne hamle op med, og hans udtryksfulde gestik, den samme, som han benytter sig af, når han dirigerer, opdagede jeg senere. Da vi forlod selskabet, var det sidste j eg så gennem døren fra hallen ind til stuen netop den gestikulerende Lutoslawski, hvis bevægelser i løbet af aftenen var blevet endnu mere følsomt elegante.

Man kan altså ikke påstå, at jeg kom komponisten særlig nær ved den lejlighed. Og det gjorde jeg på en måde heller ikke seks år senere, hvor jeg ellers havde med ham og hans kone at gøre næsten hver eneste dag gennem de uger, han tilbragte i Århus som gæstelærer ved konservatoriet. Bag den uhyre venlige og forekommende facade er Lutoslawski nemlig et ret reserveret menneske, ja i visse henseender nærmest sky. - Bagmanden bag besøget i Århus var Mogens Andersen, som mente, at den omstændighed, at komponisten havde fået Sonning-pri-sen burde udnyttes. Han skulle ikke bare optræde ved en enkelt koncert oghave sin check overrakt; man burde forsøge at overtale ham til også på anden måde at sætte sig spor i musiklivet. Derved opstodidéen om at invitere ham til at overtage kompositionsundervisningen i Århus i en 4-ugers periode, fra den 20.november-20. december 1968. Og Lutoslawski lod sig uden større vanskeligheder overtale.

Jeg mod tog ham og hans kone på Århus Banegård den 20. november om aftenen. De kom direkte fra Hagen i Ruhr di strikte t, hvor hans "Livre pour Orchestre" var blevet uropført to dage forinden. Vi havde reserveret plads til dem på Hotel Royal lige ved Domkirken. Og allerede i løbet af et par dage havde de omdannet deres værelse til et hyggeligt lille hjem med blomster på natbordene og bøger stillet op i boghylden og på toiletbordet. På daværende tidspunkt læste de begge med flittig brug af ordbøger engel sk litteratur f or at perfektionere sig i sproget, som de først var begyndt at tilegne sig få år forinden, hvor Lutoslawski var blevet inviteret til at lede et 8 ugers sommerkursus i Tanglewood. - løvrigt talte de begge to glimrende engelsk - han med udpræget Oxford-accent. - Det store skrivebord havde fru Lutoslawski okkuperet. Hun er arkitekt af uddannelse og tegner trykforlæggene til både çartiturer og stemmer til mandens værker. Mens de var i Århus, arbejde hun med stemmematerialet til hans Livre, som endnu ikke forelå trykt

Undervisningen på konservatoriet var tilrettelagt på den måde, at Lutoslawski simpelthen overtog de individuelle lektioner i komposition. Desuden holdt han et u-gentligt seminar på et par timer, hvor han beskæftigede sig med kompositionsteknik på grundlag af egne værker, især den dengang nye 2. Symfoni. I løbet af perioden blev der også afholdt en værkstedskoncert, hvor han deltog, med Aarhus Byorkester under ledelse af den tjekkiske dirigent Josef Hrncir; her blev der opført musik af tre af de studerende, nemlig Gunner Møller Pedersen, Ole Buck og Timme Ørvad, og der blev også spillet et stykke af Svend Nielsen, som dengang allerede var teorilærer på konservatoriet. De øvrige deltagere i undervisningen var Karl Aage Rasmussen og Erik Bach. Desuden var jeg selv med ved seminarerne, hvor også Fuzzy nogle gange deltog. - Begivenheden blev afspejlet i flere radioudsendelser (hvilket var med til at finansiere besøget), som Sven Erik Werner stod for, bl.a. i en rundbordssamtale, som fandt sted efter at Lutoslawski var rejst igen, og hvor de deltagende komponister forsøgte at gøre status over udbyttet af hans besøg.

Hvordan var han så som lærer? Uden at sige for meget kan man vel slå fast, at det først og fremmest er manden som en betydelig og fintmærkende personlighed, man husker fra den lejlighed, og ikke så meget hans pædagogiske indsats i snævrere forstand. Han har selv i sine samtaler med Tadeusz Kaczyn-ski givet en meget præcis karakteristik af sig selv som lærer. Han fortæller her om sine kurser i Tanglewood og Århus og forklarer så, hvorfor han siden er holdt helt op med at undervise: »Jeg er ikke nogen god lærer, undervisning er ikke mit erhverv. Jeg har ikke tilegnet mig den nødvendige viden; en god kompositionslærer må kende alle eksisterende teknikker, men jeg har udelukkende koncentreret mig om mine egne. Jeg tilbragte år med at udvikle mit eget musikalske sprog, og j eg har ikke længere energi til at studere andres bestræbelser grundigt. Jeg føler, at jeg kun kan undervise i min egen teknik...« (1)

I den nævnte rundbordssamtale gav de studerende temmelig uforblommet udtryk for et tilsvarende syn på hans undervisning. Jeg husker, at jeg sad og krummede tæer over deres ungdommeligt kritiske bemærkninger, mens jeg stædigt fremhævede, hvor værdifuldt alene mødet og det sociale samvær med en komponist af hans format havde været.

Vi var meget sammen med vore polske gæster uden for arbejdstiden. Vi gik undertiden ud og spiste med dem om aftenen, og vi var også til en koncert i AUT, hvor bl.a. Fuzzy og Tom Prehn optrådte med et meget morsomt, delvis improviseret stykke fuldt af skøre påfund for to flygler og to telefoner. Og to eller tre gange havde min kone og jeg inviteret alle deltagerne hjem til os selv. - Vi boede dengang i Egå nord for Århus i et nyt og rummeligt men ellers temmelig ordinært parcelhus. Ægteparret Lutoslawski kunne imidlertid ikke blive trætte af at beundre den håndværksmæssige kvalitet i huset - hvor godt træværket var udført, hvor præcist vinduerne passede ind i deres karme, og hvordan der i parketgulvene ikke et eneste sted var mellemrum mellem stavene osv. De sagde, at en sådan kvalitet fandt man ikke i Polen. Jo, i gamle bygninger, men ikke i noget hus bygget efter krigen.

Vi havde det tit morsomt de aftener - også selv om ægteparret næsten ikke rørte vin eller øl og slet ikke de stærkere sager. Komponisten fortalte, at han var holdt op med at drikke allerede i begyndelsen af 40'erne. Han ernærede sig dengang som pianist på en af Warszawas kaféer - de eneste steder polsk musik - og kulturliv havde tilbage under krigen. Her spillede han sammen med sin kollega Andrzej Panufnik, og de fremførte et stort repertoire, som de selv komponerede eller arrangerede for to klaverer ("Paganini-variationerne" hører hjemme i denne sammenhæng). Og for at holde tilværelsen ud drak de temmelig tæt, så tæt, at Lutoslawski en dag opdagede, at han simpelthen ikke kunne se, hvad klokken var. Da han kikkede op på uret, var viserne og tallene væk, kun den nøgne urskive var tilbage. Den oplevelse gjorde ham så bange, at han siden da kun havde rørt spiritus sjældent og i små mængder. Men som sagt, vi morede os alligevel - og opdagede snart, at Lutoslawski i høj grad har sans for humor. Ikke mindst husker jeg en aften, hvor Fuzzy var med. Han improviserede en af Lutoslawskis forelæsninger på et kosteligt engelsk og med mange eksempler på klaveret. Det var en parodi, hvor der ikke blev lagt fingre imellem, og vi skævede til at begynde med lidt ængsteligt til komponisten for at se, om han nu kunne klare mosten. Men det kunne han sagtens. Og jo mere nærgående Fuzzys portræt blev, jo mere lo han. Til sidst gled han ned ad sofaen, lå på knæ på gulvet og dunkede hovedet mod armlænet næsten kvalt af latter. Det var lige før vi allesammen - ikke mindst hans kone - blev alvorligt bekymret for hans helbred. -En anden aften morede han sig over vores søn, som dengang var 5 år gammel. Barnet elskede, når der var gæster i huset, og forsømte ingen lejlighed til at gøre sig selv til selskabets midtpunkt. Men ved den lejlighed havde vi bestukket ham med 2 kroner i timer for atholde sigvæk. Ikke desto mindre sto d den lille fyr pludselig i køkkendøren i underbukser og råbte ud over forsamlingen, mens vi sad og spiste: »Min mor er 39, nu bliver hun s'gu snart 40!« - Det var den mest sårende bemærkning, han overhovedet kunne komme i tanke om, nårdetgjaldtom at tiltrække sigopmærksomhed. Og den fungerede. Vi lo alle sammen, ikke mindst Lutoslawski, som straks fik replikken oversat.

Ved den omtalte værkstedskoncert gjorde især Ole Bucks "Punctuations" indtryk på Lutoslawski, erindrer jeg. Han syntes, det var et originalt og sikkert formet partitur, selv om dets minimal-teknik lå hans egen æstetik temmelig fjernt. Derimod brød han sig ikke om Gunner Møller Pedersens 'Two Songs", som ved selve værksteds-arrangementet blev fremført i amputeret skikkelse; sangstemmen blev nemlig først ved hjælp af play backteknik føjet til senere, inden stykket blev sendt i radioen. Men orkesterpartiet blev altså indspillet ved den pågældende lejlighed. Jeg var selv imponeret af Gunner Møller Pedersens flotte orkesterbehandling, husker jeg; der bredte sig en ægte stemning af prærie og western i koncertsalen. Men den kunne Lutoslawski altså ikke lide. Jeg tror, det for en komponist af hans støbning, for hvem det at komponere dybest set er et etisk anliggende, lød for meget af film og Hollywood - for letfærdigt simpelthen.

Halvandet år efterÅrhus-besøgetblevjegpåLutoslaw-skis foranledning inviteret til Warszawa Efterår, som det år, dvs. i 1970, havde et ret markant dansk islæt (et resultat af komponistens ophold i Danmark): på en af symfonikoncerterne ble v Per Nørgårds "Luna" opført, og en af festivalens midnatskoncerter blev varetaget af et ensemble fra Århus med Fuzzy og Tom Prehn i spidsen; de fremførte under stor jubel bl.a. den omtalte happening for to flygler og to telefoner. - Selvom Lutoslawski oghans kone havde travlt i festivalperioden - han var dengang involveret i ledelsen af foretagendet - fandt de alligevel tid til at tage sig af deres danske gæster. Bl.a. tog de os med til pressemøder i Komponistforening, mindes jeg. Og jeg blev inviteret til frokost i deres hjem sammen med et par yngre polske musikfolk og en tysk kritiker eller radiomand, hvis navn jeg har glemt. Blot husker jeg, at Lutoslawski ikke så gerne ville tale tysk; han beherskede nemlig ikke tysk nær så godt som fransk eller engelsk, og perfektionist det er han - når han komponerer såvel som i livets øvrige forhold. - Også ægteparrets hjem bar præg af denne perfektionisme - og menuen med for den sags skyld (den bestod bl.a. af polsk rødbedesuppe). Huset er en ganske stor ejendom i to etager omgivet af en næsten parklignende have, som passes af statslige gartnere. Møbleringen er gjort med udsøgt smag, domineret som den er affine polske antikviteter. - Bedst husker jeg komponistens rummelige og lyse arbejdsværelse, der ligger på 1. sal, og som er præget af gennemført orden alle vegne. Dengang var det udstyret med bl.a. et musikanlæg af dansk fabrikat, et flygel, et arbejdsbord og en særlig pult til at skrive noder ved. Pulten var forsynet med et lille rullegardin, som kunne trækkes hen over nodebladet og knappes fast forneden, formentlig for at undgå støv og snavs på papiret. Et kort øjeblik lod han gardinet gå op, så vi fik lov til at kaste et blik på de skitser, han var igang med - også de var udført med perfekt sirlighed.

Som opsummering af mine indtryk fra møderne med Lutoslawski vil jeg sige: Jeg tror, der findes meget få komponister, ja skabende kunstnere i det hele taget, hvor personlighed og værk i den grad hænger sammen som det er tilfældet hos ham. Han formelig ligner sin musik og vice versa. Begge er de præget af fornem alvor, perfekt beherskelse af de valgte udtryksmuligheder, udsøgt balance og samtidig af både humor og lidenskab. Mangler der noget? - Ja, måske et stænk af galskab -jeg ved det ikke.

Fodnoter:
(1) Tadeusz Kaczynski: Leipzig 1976).

"Gespräche mit Witold Lutoslawski,