Musikrådet og bolledejen - interview med Finn Egeland

Af
| DMT Årgang 64 (1989-1990) nr. 06 - side 183-185

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Statens Musikråds prioritering og fordeling årmillionerne har på det seneste været genstand for en livlig debat i både dagspresse og i tidsskrifter. Rådet er i bevillingshenseende blandt andet blevet kritiseret for dets behandling af Ars Nova, Elsinore Players og NUMUS-festivalen. Her svarer Musikrådets formand på nogle af de kritiske bemærkninger.

Af Søren Kassebeer

- Har det nuværende musikråd i sinde af følge linien fra forgængerne?

»I langt den overvejende del af rådets beslutninger er der overensstemmelse mellem den kurs, der er lagt af det forrige musikråd og det nuværende råds egne prioriteringer. I en række tilfælde er der dog tale om, at det siddende råd drejer en støttepraksis i en delvis ny retning, men uden at bryde med den gamle. Der er kun få tilfælde, hvor der i egentligforstand er tale om brud med de retningslinier, der er lagt af det forrige råd. Som et enkelt punkt kan jeg nævne lovrevisionens punkt vedrørende fuldtidsansættelse af Radioens Big Band.«

- Her brød man med den tredelte finansiering mellem staten, Danmarks Radio og hovedstadsområdet, som var forudsat i lovrevisionen?

»Ja. Statens Musikråd vægtede Radioens Big Bands kulturpolitiske betydning så højt, at det valgte at acceptere en finansieringsmodel uden hovedstadsområdets medvirken, selv om det betød, at ansættelsen ikke blev fuldtids og selv om det betød, at hovedstadsområdet endnu engangkom til at køre på frihjul. Det skal tilføjes, at rådets synspunkt blev bakket op af ministeriet, der nu har skrevet aktstykke om frigivelse af den statslige andel af pengene til Big Bandet.«

- Kunne man ikke have lavet en særordning for Ars Nova også - dets høje kunstneriske niveau taget i betragtning?

»Ars Nova har været en pressemæssigt meget varm sag. Jeg skal ikke gentage min redegørelse for dens forløb og forudsætninger. Dethar jeg gjort, senesti Politiken den 21.1.1990. Men jeg kan fastslå, at der til dato ikke er kommet nogen ansøgning til Musikrådet om oprettelsen af et vokalt basisensemble i lovrevisionens forstand. Der er til gengæld fremkommet en lang række ansøgninger fra kor og ensembler om almindelig driftsstøtte - herunder en fra Ars Nova, der har opnået støtte på linie med vore øvrige eliteensembler.«

- Mens Ars Nova tilsyneladende har opgivet at blive landsdelskor, er der en kreds af interesserede i Århus, blandt andre operachef Francesco Cristofoli, som forsøger at opnå støtte fra Musikrådet til dannelse af et landsdelskor med base i Århus. Initiativet, der kalder sig kor 16, skal på en gang være a cappella kor og støttekor for Den Jyske Opera. Er det en hensigtsmæssig model, som Musikrådet kan støtte?

»Jeg ønsker ikke at kommentere den sag nærmere på nuværende tidspunkt, fordi vi endnu ikke har modtaget nogen konkret ansøgning med en samlet redegørelse for aktiviteter og finansiering.«

- Hvad er hensigten med det nye blad, Tvær stand, som Statens Musikråd er begyndt at udgive?

»Det er musiklivet selv, der har ønsket et informationsblad fra Statens Musikråd. Ønsket blev fremsat i forbindelse med lovrevisionens forberedelse i 1985, og der blev sat penge af til at lave bladet for. Der er således ikke tale om, som det hævdes af Niels Krabbe i anmeldelsen af Tværstand i sidste nummer af DMT - og som det mere engageret end sagligt argumenteret fremføres i samme nummers leder - at pengene til Tværstand skal tages fra Musikrådets samlede bevilling og derfor går fra andre områder, f.eks. tidsskrifterne. Der er tale om øremærkede kroner til dette særlige formål. Havde betænkning 1061 ikke indeholdt et forslag om etablering af Musikrådets eget informationsblad, havde disse penge ganske enkelt ikke været der. At undlade at udgive bladet - eller lave det som et hektograferet skoleblad for at stikke de besparede penge til side til andre formål - ville være renlivet bevillingsfusk.«

- Hvem tror du vil læse bladet?

»Jeg går ud fra, at kredsene omkring alle de institutioner, som Musikrådet støtter, altså Musikrådets kunder, om man vil, i det hele taget det, vi definerer som musiklivet, vil læse det. Noget tyder jo også på, at det allerede sker. Det omdeles gratis, ogkan ikkebetragtes som nogen konkurrent til andre blade - det er der slet ikke lagt op til.«

- Med andre blade tænker du måske blandt andet på DMT og OPUS?

»Ja naturligvis. Jeg skal undlade at komme nærmere ind på Anders Beyers leder i sidste nummer af DMT, hvor han fremsætter nogle ret vilde påstande omkring investeringerne og udgifterne i forbindelse med bladet.«

- Men skylder man ikke læserne en redegørelse for Musikrådets overordnede målsætninger - en slags credo - i første nummer af det nye blad?

»Man skal vare sig for at kritisere et blad for, hvad der ikke står i det - og især hvad der ikke står i det første nummer. Det er da klart, at vi løbende vil komme ind på vores visioner, vores støttepraksis og så videre. Når det ikke er kommet i første nummer, hænger det blandt andet sammen med, at vi, i november, da det første nummer blev skrevet, var midt i hoveduddelingen. Dengang kunne vi højst sige, hvad vi havde gjort sidste år. Ved at vente til nummer to eller tre, har vi i hvert fald mulighed for at sige noget om,hvad vi hargjorti forbindelse meddennye hoveduddeling. Jeg er enig i, at sådanne ting bør være i bladet. Men man skal ikke forvente noget i retning af et entydigt credo, hvis man hermed mener et par slagords-agtige formuleringer. Det er forholdene for komplekse til. Niels Krabbe skriver, at en grund til ikke at skrive sit credo kunne være, at man risikerer at blive blive holdt fast p å det. Ja, men sandelig også at blive hængt op på det i meningsløs forstand, hvilket netop vil kunne ske, hvis man proklamerer sine musikpolitiske intentioner i forenklet form.«

- Men Musikrådet har vel lov til at fremsætte markante synspunkter om dansk musikliv?

»Det er da sandelig også det, vi gør. Vi fokuserer for eksempel langt stærkere end det forrige råd på den rytmiske musik, og vi har også, hvad det forrige råd ikke gjorde, focuseret meget stærkt på musikskoleområdet. Vi har op-prioriteret eliten og mobiliseret i forbindelse med indtrædelsen i det indre marked. Vi har arrangeret en konference om det spørgsmål her i marts måned.«

- Kan du sige noget mere konkret om indholdet af denne trussel fra det indre marked?

»Jeg kan da nævne et par ting, som kan være betænkelige. Det er arbejdskraftens frie bevægelighed. Når musikere strømmer over grænserne, hvilke tariffer skal de så spille efter? Der er også spørgsmålet om det store over for det små. Med denne enorme markedskoncentration bliver det ikke sjovt at være et lille pladeselskab - eller måske bliver det netop sjovt at være et lille pladeselskab ... Og to musikpædagoguddanelser, der begge er fireårige og derfor formelt på det samme niveau, kan jo godt være så indholdsmæssigt forskellige, at de bliver fuldstændig usammenlignelige. Hvordan bliver reglerne for meritoverførsel landene imellem, og hvilke eksaminer giver adgang til hvad! Men alt dette er ikke kun trusler -det er også muligheder.«

- Sven Erik Werner skrev for nylig i Information, at 80% af de samlede ressourcer p å konservatorierne går til fejlinvestering i den solistisk orienterede kompetence?

»Ja, det er jeg helt enig i. Jeg tør bare ikke sætte så præcise procenter på.«

- Hvad skal man gøre ved det?

»Der skal flyttes både ideologiske forestillinger og ø-konomiske ressourcer.«

- Bliver det ikke svært at få konservatorierne med på den idé - der er jo også en styrelseslov at tage hensyn til?

»Det er kulturministeriets problem; og hvordan det nærmere skal ske, må man drøfte.«

-Ville det være bedre med en central styring af konservatorierne?

»Jeg mener bestemt ikke, at man skal lave styringsgrupp er for konservatorierne, for de styrer udmærket sig selv. Men man kunne godt nedsætte en arbejdsgruppe - det er mit forslag - som vel at mærke ikke udelukkende bestod af repræsentanter for konservatorierne.«

- Den arbejdsgruppe skulle så kunne gennemtrumfe sine beslutninger?

»Det er klart, at et oplæg fra sådan en gruppe ville skulle vedtages politisk.«

- Men kunne du tænke dig en anden ordning for konservatorierne?

»Konservatorierne plages af to meget alvorlige skævheder. Den ene er skævheden mellem antallet af uddannede musikpædagoger og antallet af rent musikermæssigt udannede. Hvis man sammenligner dette forhold med størrelsen af de tilsvarende arbejdsmarkeder, nemlig musikskolerne og de professionelle orkestre, er skævheden slående. Den anden skævhed er forholdet mellem antallet af uddannelsespladser på det rytmiske og det klassiske område, såvel på pædagog- som musikersiden. Jeg behøver næppe nævne, hvilket område, der er underforsynet. Konservatorierne har ikke vist nogen særlig vilje til at rette op på disse skævheder.«

- Men konklusionen er ikke blevet draget endnu? »Nej, det ville være forhastet. På Vingsted-konferencen kom der en række forslag frem, strækkende sig fra det meget lidt vidtgående, at lade konservatorierne selv prøve at sadle om inden for de eksisterende ordninger, bl.a. ved at opfordre de studerende til at vælge den pædagogiske linie, og derudover lave et rytmisk spor på konservatorierne - til langt mere radikale formuleringer gående ud på at nedlægge konservatorier og lægge ressourcer over på nye institutioner. Dertil barske forslag om en radikal arbejdsdeling mellem de fem gamle konservatorier. Som sagt et meget bredt spektrum af forslag.«

- Hvad er din holdning?

»Hvis du dermed spørger, om jeg på fem minutter kan lave et samlet konservatorieforslag, er svaret nej. Det kræver meget store overvejelser. Det er derfor, vi indkaldte til uddannelseskonferencen på Vingstedcentret. Rådet er ved at udarbejde en rapport fra konferencen, som skal drøftes på vores tredages møde i begyndelsen af marts. Derefter kommer vi nok med det næste udspil.«

- Skal vi fortsat have en opdeling i rytmiske og klassiske konservatorier?

»Jeg er personligt af den overbevisning, at som tingenes tilstand er nu, er det nødvendigt med selvstændige rytmiske institutioner. Jeg tror, at de rytmiske elementer ellers vil blive klemt af storebror, som den klassiske musik jo stadig er, i hvert fald i uddannelsessammenhæng. Så selv om jeg er af den opfattelse, at man på længere sigt må satse mod en institution, der rummer alle former for musik, mener jeg, at vi på nuværende tidspunkt skal have selvstændige institutioner for de to store musikalske områder. Men der kan også argumenteres lødigt for det modsatte synspunkt.«

- Er det en god idé at indføre treårige bacheloruddannelser på konservatorierne?

»Det mener jeg ikke. Tre år er for lidt. Man risikerer, at der ikke er nogen, der vil bruge kandidaterne - eller hvad der er værre: Nemlig at man bruger dem, selv om de ikke er noget værd. Så det er efter min mening indiskutabelt, at vi må have en uddannelsesstruktur med fire år som minimum.«

- Man kan vel forvente et politisk pres for at få indført treårige uddannelser?

»Det er muligt, men så er det om at stå sammen. Jeg går ud fra, at der er enighed i musiklivet om, at en konservatorieuddannelse for at fungere på pædagogniveau må være sammensat af både en rimeligt høj specialkompetence og en stor bred og generel kompetence. Der er mange mulige balancepunkter; men tre år vil være for lidt til at opnå den nødvendige kombination af de to former for kompetence.«

- Du prioriterer en ny musikskolelov meget højt?

»Ja, jeg mener, at det er det vigtigste overhovedet for landets musikliv. I opgangstider har det været unødvendigt at sikre musikskolerne lovmæssigt, fordi kommunerne har haft penge-rigelighed. Jeg er ovenikøbet overbevist om, at de allerfleste kommuner er meget positive over for musiklivet og musikskolerne. Men i nedskæringstider vil det uvægerligt gå på den måde, at ikke-lovbeskyttede områder får kniven først. Når kommunerne skærer i deres tilskud, kan der ske et af to: Enten at aktiviteterne indskrænkes, eller at elevbetalingen sættes op. Men så bliver resultatet en stadigt mere skæv social rekruttering til musikskolerne.«

- Skal man stille betingelser til indholdet af undervisningen på musikskolerne?

»Musikrådets forslag, som i næsten uændret form er fremsat af SF og S i folketinget, opererer med, at undervisningen skal leve op til en række bestemmelser, der nedfældes i vejledende retningslinier for musikskoleundervisningen. De skal udarbejdes i fællesskab med de interesserede parter. Her vil man kunne vælge at benytte meget stramme formuleringer, både med hensyn til lærerkvalifikationerne og med hensyn til undervisningens indhold; men man vil også kunne formulere sig blødere og mere generelt.«

- Vil du selv foretrække, at der bliver stillet strængere krav til indholdet?

»Kravene skal selvfølgelig ikke være så rigide, at der er umulige at leve op til; for så bliver det hele bare et slag i luften. De skal være så rummelige på den ene side og så stramme på den anden, at de skubber vognen i den rigtige retning.«

- Og den rigtige retning er ...?

»Det er først og fremmest et krav om alsidighed i undervisningstilbuddet, og et krav om faglige og pædagogiske kvalifikationer hos lærerne. Men det er også sådanne ting, som at man beskæftiger sig med nutidig musik. Det er jo heldigvis ikke noget problem på det rytmiske område. Men at vi stadigvæk tærsker rundt i dementis sonatiner på klaver, og spiller de samme, overvejende barok/klassiske satser på violin, detburde der gøresnoget ved. Det er ikke mærkeligt, hvis elevernes musikalske åbenhed sander til. Der er ikke noget område inden for amatørmusikken, der er så konservativt som netop de klassiske amatører. Hvis man ser på amatørsymfoniorkestrenes repertoireplaner, hvad der spilles på deres stævner og kurser, og så videre, er det evident, at vi har at gøre med en yderst konservativ del af musiklivet.«

- Landsdelsorkestrene har også lidt svært ved at leve op til kravene om at spille ny musik?

»Ja, og derfor sparkede Musikrådet lidt i bolledejen, da vi udsendte vores rapport for perioden 1983-87. Vi mener, at de ikke lever op til deres forpligtelser i henhold til loven. Her er der igen en lang række af mulige foranstaltninger, fra den bløde henstilling til mere barske indgreb - simpelthen at binde bevillingerne op på, at orkestrene overholder deres forpligtelser.«

- Hvad mener rådet, der skal gøres?

»Jeg vil gætte på, at vi vælger et forholdsvis markant synspunkt, når vi skal vejlede om, hvordan man bedst håndhæver repertoireforpligtelserne. Vi må vise lands-delsorkestrene, at det her er et område, der skal tages alvorligt. Man kunne endda tænke sig, at man på den ene eller den anden måde strammede lovens formulering op i forbindelse med en revision af musikloven.«

Årgang 64/1989-1990, nr. 06