Troldmandens lærling kan selv

Af
| DMT Årgang 64 (1989-1990) nr. 06 - side 208-210

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Steen Pade overtager NUMUS-festivalen


Af Anders Beyer

Spænding er der nok af for tiden i dansk musikliv. Alle de gode initiativer synes at være truede dyrearter, som kæmper for at overleve; lige som man troede at NUMUS' nye struktur med kunstnerisk komité og ditto koordinator skulle føre festivalen ind i sit andet årti, udsendte Karl Aage Rasmussen den 5. februar en pressemeddelelse om, at den planlagte festival ikke alene var aflyst i '90 men for good!

Det var Rasmussen, der i 1978 tog initiativet til dannelsen af festivalen for ny musik, som op igennem 1980-erne voksede til internationalt format i takt med kunstneriske ambitioner og erfaringer. NUMUS-festivalen blev noget nær en publikumssucces og havde det samme behagelige problem som Roskildefestivalen på et tidspunkt også måtte slås med: Den var ved at blive for stor til at styre for én mand. For selvom Rasmussen fik hjælp bl.a. fra AUT-folkene, så var det so oder so et enmandsfo-retagende. (Undervejs havde andre dog fået lov til at prøve kræfter med arrangementet: I årene 1985-87 havde Steen Pade og Hans Abrahamsen den kunstneriske ledelse). Fælles for alle var honoraret: Æren.

Så festivalen fik lov at fejre tiårs jubilæum i '88, derefter meddelte Rasmussen de bevilgende myndigheder at der måtte andre boller på suppen: Hvis ingen penge så ingen festival.

Under alle omstændigheder var løbet kørt for '89-festivalen - en ny struktur kunne ikke stables på benene her og nu, og man satsede på 1990. Rasmussen nedsatte en kunstnerisk komité bestående af ham selv plus Per Erik Veng, Steen Pade, Wayne Siegel og Poul Ruders. Selvom økonomien ikke var helt på plads, tøvede man ikke med at ansætte en kunstnerisk koordinator på forventet efterbevilling. Men heller ikke den fest ville Musikrådet deltage i, og Rasmussen kunne slutte sin pressemeddelelse med ordene: »Jeg skal ikke skjule min uro over et musikråd, der har flere penge end noget tidligere, og som administrerer en lov der fra sin fødsel har lagt vægt på at sikre den skabende, søgende, ny-orienterende og uetablerede del af musiklivet, men som i løbet af mindre end et år har kunnet notere sig for nedlæggelsen af bl.a. Ars Nova, The Elsinore Players og nu NUMUS festivalen.«

Den 6. februar opstod festivalen imidlertid som en fugl Føniks af asken: Aarhus Symfoniorkesters chef Steen Pade meddelte, at han ville videreføre festivalen, ikke bare i '90, men også fremover! Det er jo for så vidt også pragtfuldt, at Pade og hans symfonikere griber ind og redder festivalen, men at insistere på at fastholde festivalen under symfoniorkestrets vinger, mener nogle er forkert. Hans Abrahamsen mener f.eks., atfestivalen skal bevares uafhængigt på sit idégrundlag; i et læserbrev i Berlingske Tidende den 15. februar kommer han ind på problematikken, og skriver om bevillingen til festivaladministrationen som det vigtigste problem: »... Dette (administrationen) er sagens kerne, og det havde tjent Steen Pade og hans symfoniorkester til ære, hvis de havde støttet denne sag. Nu scores i stedet nogle lette point ved med et snuptag at lægge festivalen permanent ind under orkestret, hvor den slet ikke hører hjemme. Og værre er det, at orkestret således tager luen af den nødvendige diskussion om en musikrådspolitik, der langsomt kvæler etablerede græsrodsinitiativer som NUMUS og Ars Nova.«

Som det ser ud medio februar, bliver festivalen altså til noget alligevel. Og det kan man kun råbe hurra for, men det er altså måden, mener nogen; forhåbentlig sker der ikke det, som en komponist med vanlig sans for den ironiske distance formulerede om sagens forløb: »Fra smilets by til hadets by«.

Heldigvis handler musiklivet også om selve musikken. Og ved NUMUS-festivalen i år (2S.-29. april) er det ikke musik af hvem som helst: György Ligeti bliver hovednavn, med opførelse af en række af hans centrale værker. Godt nok var Ligeti fornemt placeret ved forrige NUMUS festival i '88, men da Ligeti i år skal modtage Sonnings Musikpris, med prisoverrækkelse i Århus og med opførelse af klaverkoncerten og etuderne, var der raison i at slå to fluer med et smæk og placere ham som hovednavn ved NUMUS-festlighederne.

Sonningfondens musikalske afdeling havde vist oprindelig tænkt sig at opføre operaen "Le Grand Macabre" på dansk, men af mystiske grunde blev denne idé forladt - havde man glemt at librettoen skulle over sætte s? For så vidt helt i Lige tis ånd; hele stukturen og planlægningen i forbindelse med Ligetis forestående besøg i Danmark, synes at ligge i lige forlængelse af komponistens intende-ret intentionsløse værker - "Musikkens fremtid - en kollektiv komposition", "Poème Symphonique" for 100 metromoner, "Trois Bagatelles" for klaver, "Rondeau" for skuespiller og båndoptager og "Fragment" for kammerorkester. Set fra den synsvinkel burde arrangørerne - hvem det så end måtte være til april - indlede festivalen medspilleforspillettil"Le Grand Macabre"(stykketforl2 bilhorn) i Musikhusets forhal, som en slags programmusikalsk motto for hele begivenheden. - Anmelderen Børge Friis har også slået sine folder blandt Sonning-folkene. I anmeldelsen af Ib Nørholm/Harrison Birtwistle-koncer-ten (se omslagets side 3 i dette nummer) foreslår Friis inddragelse af en kanon. Den hører efter undertegnedes mening slet ikke hjemme hos de nævnte komponister. Men hos Ligeti ville den sagtens kunne indpasses. Man kunne stille den op uden for Musikhuset; forestil Dem virkningen af, at Friis kravlede opikanonen og Ligeti personligt fyrede den af og sendte ham helt over til Frederiksborg Amtsavis, eller om muligt endnu længere væk!

På et tidspunkt i den absurde historie, forlød det endvidere, at Sonningfonden ville springe prisuddelingen over i år, og så give Ligeti prisen næste år. Var problemet, at man så pludselig havde to kandidater at slås med i '91? Under alle omstændigheder blev den mulighed efter lidt 'frem og tilbage' også lagt i skuffen. Og gæt hvem der reddede stormen af og tilbød at ordne paragrafferne: Pade og hans symfonikere. Endnu en fjer i Pades hat - den hat, som nogen åbenbart føler de har fået trukket godt ned over hovedet. - Århus Symfoniorkester under ledelse af Elgar Howarth opfører således Ligetis "Klaverkoncert" med Volker Banfîeld som solist. Banfield opfører som nævnt også klaveretuderne, som er et work in progress: Siden Banfield og Ligeti var i København med samme program (efteråret '88), er der kommet to nye etuder til rækken, således at der nu er otte (komponisten har planlagt ialt tolv af slagsen).

Men selvom andre går ind og lapper de økonomiske huller efter Musikrådets afslag om tilstrækkelig økonomisk støtte, bliver det ikke muligt at gennemføre festivalen som planlagt; festivalens første dag, som var helliget forskellige former for musikteater, må (jævnfør overfor) desværre opgives.

Under alle omstændigheder må vi være lykkelige over, at NUMUSfestivalen er reddet i denne omgang. Man kan så spørge sig selv, om ikke bevilgende myndigheder i denne omgang så at sige slap for billigt; lad os nu feste i Århus til april, men så til gengæld derefter gå i gang med de diskussioner og musikpolitiske overvejelser, som knytter sig til en af de væsentligste institutioner i dansk musikliv, NUMUS-festivalen.

Det øvrige program er også for Ligetis vedkommende før hørte klange, men som bestemt tåler at blive gentaget: Den polske cembalovirtous Elisabeth Chojnacka spiller Ligetis værker for hendes instrument, Esbjerg ensemble spiller Aventures-stykkerne, Kontrakvartetten spiller 2. Strygekvartet og Århus Symfoniorkester spiller ud over klaverkoncerten også Clocks and Clouds, San Francisco Polyphony og Cellokoncerten (med Erling Bløndal Bengtsson som solist). Det hele dirigeret af Elgar Howarth. - Endelig er det lykkedes at få den engelske kritiker og Ligeti-specia-list Paul Griffiths til at komme og holde foredrag om komponisten.

Man går heller ikke forgæves, hvis det er dansk musik, som har interessen; New Jungle Orchestra åbner ballet onsdag aften i Huset (arr. : Open Door Music/Huset) med uropførelser af Dørge, Tchicai og Becker. Derefter kører det slag i slag med Musik for 4 hænder & 4 fødder, Electronic Lunch, Unge spiller unge, Ny dansk musik for soloinstrumenter, Ensemble, elektronik & video, Ny dansk og udenlandske musik, Morgenmusik: Mod afgrunden... Hvad der gemmer sig af spændende musik under disse overskrifter, kan De få oplyst ved at rekvirere festivalens forfolder (se annoncen side 209).

Årgang 64/1989-1990, nr. 06