Anmeldelser - Et subjektivt FORTISSIMO!

Af
| DMT Årgang 64 (1989-1990) nr. 07 - side 250-250

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Edition S

Musikalsk analyse efter Forte-metoden

Fire essays af Carsten Høyer, Lars Erik Jensen, Jan Maegaard, Claus Røllum-Larsen.

Musikvidenskabeligt Institut, Københavns Universitet 1988.

Publikationen er med sit beskedne ydre tydeligt rettet mod et indforstået publikum: et gråt papiromslag, skrivemaskinetypografi og indklæbede eksempler vil ikke kunne sælges, ikke engang fra et støvet musikforlag. Hvorfor dog ikke bruge DTP med indscannede eksempler, det er man efterhånden vant til fra betydeligt mindre væsentlige publikationer fra udlandet?

Claus Røllum-Larsens bidrag er det langt om-fangsrigeste og beskriver den historiske baggrund for udviklingen i retning af sæt-teoretiske overvejelser brugt på musik. Man kunne ønske sig flere navne nævnt, f.eks. er Elliott Carter nok så væsenlig i denne sammenhæng, ligesom Olivier Messiaens skala'er med begrænsede transpositioner. Men det fremgår med stor tydelighed at sæt-dannelser er et kompositorisk redskab.

Herefterfølger en indføring i Forte-metoden. Denne afsluttes med en kort beskrivelse af Jan Maegaards tilføjelse: en intervalbeskrivende primærform å la den Regener indførte, men her bruges bogstaver istedet for tal. Det siges at Maegaards bestræbelse går ud på at fjerne den formel-praksis andre Forte-analyser lider af. Her er vi ved et vigtigt kritikpunkt, der bør anskues anderledes. Man kan kritisere manglen af en musikalsk funderet konklusion fra de numeriske data, men ikke selve brugen af formler, de er højst en uvant beskri-velsesform. Maegaards tilføjelse overbeviser ikke, fordi den overser noget af det vigtigste ved sæt-beskrivelser: de er uordnede mængder og derfor er primærform-beskrivelsen mindre væsentlig end intervalvektoren.

Claus Røllum-Larsen slutter med en gennemgang af Fortes analyse af Schoenbergs op. 16,3 "Farben" i relation til andre analyser og kritiserer berettiget bl. a. segmenteringens lejlighedsvise karakter af postulat og fraværet af instrumentatorisk indblik.

Carsten Høyers bidrag beskriver den matematiske basis for Fortes metode. Relevansen af dette essay kan diskuteres, idet det alene, omend langt klarere, er en anden måde at beskrive hvad Claus Røllum-Larsen allerede har beskrevet.

Lars Erik Jensen analyserer Weberns op. 11 og

Maegaard behandler Schoenbergs op. 11,1 og her mangler i begge tilfælde, synes jeg, den konklusion der bringer talmængder og bogstavmængder tilbage til en basal, musikalsk funderet, iagtagelse. Det er kort sagt dødkedelig læsning, og det er måske Forte-metodens stærkest virkende side i analytisk sammenhæng. Som komponist inå jeg dog sige at den fungerer glimrende som styringsmekanik, og at den er uundværlig i brug af computere, kunne man opleve ved Magnus Lind-bergs vitale foredrag ved computermusikfestivalen sidste år i Århus.

DMT-konkurrence

DMT er med på tidens trend: Musik som sportspræstation; gæt eller vås dig frem til det rigtige svar, og vind 10 af DMT's flotte Kirkeby-postkort i A4-format.

Hvad er professor Tournesol:

a) Professor, b) Mahlerforsker, c) Til grin.

Redaktionen skal have svaret senest den 1. maj 1990.

Årgang 64/1989-1990, nr. 07