Anmeldelser - Minimalmusikkens græsrødder

Af
| DMT Årgang 64 (1989-1990) nr. 07 - side 284-284

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Edition S

Tom Johnson: The Voice of New Music. New York City 1972-1982. Het Apollohuis, Eindhoven 1989. 544 s., Hfl. 40. (fås hos Stichting Het Apollohuis, Tongel-resestraat 81, NL-5613 DB Eindhoven, Holland).

Af Jakob Levinsen

Fra La Monte Young til Terry Eiley til Steve Reich til Philip Glass - den amerikanske minimalmusiks 'kongerække7 er velkendt, og et veletableret begreb hos de fleste der skriver om det vigtigste musikalske sporskifte i partiturmusikken siden serialismen. Som minimalmusikken på samme tid var en reaktion imod og en udløber af - både Young, Riley og Reich startede med at skrive seriel musik, og selv om de klingende resultater unægtelig er forskellige, går den systematiske, rækkebaserede grundholdning igen, og i et værk som Stock-hausens "Luzifers Tanz" er det svært at bestemme hvornår serialisten Stockhausen holder op og minimalisten Stockhausen tager over.

Men ligesom i al anden historie er kongerækken kun toppen af isbjerget - hvad der for minimalismens vedkommende navnlig vil sige den del af det, der lod sig eksportere til Europa. Riley og til dels Young som led i sen-60'ernes bevidsthedsudvidende musik, Reich og Glass i løbet af 1970'erne. At det, der igennem årene er blevet samlet under en ofte meget rummelig hat med skiltet 'minimalmusik i virkeligheden er udsprunget af et langt større og frodigere miljø, snarere end som følge af fire enkeltpersoners inspiration, er derimod ikke blevet belyst særlig ofte - højst antydet i forbindelse med bredere overblik, f.eks. i John Rockwells "All American Music" eller interview-antologien "Soundpieces".

Det har den 50-årige amerikanske komponist og kritiker Tom Johnson imidlertid rådet bod på nu med en mursten af en antologi, udsendt på det hollandske forlag Het Apollohuis. Johnson, der i dag bor i Paris, er navnlig kendt som komponist til "The Four Note Opera", som også har været opført herhjemme af Den jyske Undergrund. Fra 1972 til 1982 virkede han imidlertid tillige som anmelder og kommentator ved The Village Voice, hvor han - som en af de allerførste - skrev om eksperimenterende musik i New York, det der senere med en etiket hentet fra billedkunsten skulle blive kaldt minimalisme, og det er et udvalg (!) af Johnsons artikler herfra, der udgør det halve tusinde sider i "The Voice of New Music".

Det er minimalmusikkens afgørende årti, Johnson har dækket, udviklingen fra yderligtgående eksperimenter frem mod et bredere, mere vidtfavnende tonesprog -hans første artikel er passende nok også om minimalmusikkens første storværk, Steve Reichs "Drumming". Og en af de ting, der gør ham til en fremragende kritiker, er hans lydhørhed ikke bare over for musikken men også overfor sine egne synspunkter - hans mod til at tage sine egne standpunkter op til fornyet overvejelse, som han gør det både hvad angår den tidlige, radikale minimalmusik, og dens indbyggede begrænsninger, og hvad angår hans oprindelig ret så hårdtslående stillen amerikansk musik op mod europæisk. En af hans begrundelser for at sige sin stilling ved The Village Voice op er netop, at han efter at være flyttet til Paris er nået frem til den overbevisning, at det er fra Europa, fornyelsen af den a-merikanske musik må komme - og ikke længere omvendt.

løvrigt er Johnson også en strålende skribent, der på kort plads - flertallet af hans artikler kunne mageligt have stået i et dansk dagblad - formår at præsentere ny musik både uhøjtideligt, engageret og lettilgængeligt- og sågar ofte også morsomt.

Og Johnson må have haft travlt i det årti, han var aktiv som skribent. Som sagt er det kun et udvalg af hans artikler, der her er optrykt - nemlig de af dem, der handler om ny New York-musik. Men hvad han har nået at høre alene af den, er ærefrygtindgydende - man får indtryk af, at der sjældent har været en obskur komponist, der afholdt en obskur koncert på et obskurt galleri, uden at Johnson var til stede med åbne øren og opladt sind.

Med det resultat, at "The Voice of New Music" ikke blot er en beskrivelse af, hvordan et nyt musikalsk sprog bliver udviklet af en lang række forskellige personer. Hvoraf nogle af de ifølge Johnson centrale - folk som Phil Ni-block, Max Neuhaus eller Charlemagne Palestine dårligt nok er nået til Europa af navn, endsige af gavn. Eller nåede - for en del af dem har forladt New York-scenen eller kastet sig over andre kunstarter.

"The Voice of New Music" bliver samtidig også til en beskrivelse af et blomstrende kunstnermiljø, der var- er? - væsensforskelligt fra hvad vi kender i Europa. De musikalske eksperimenter i 1970'ernes New York var ikke knyttet til konservatorier eller universiteter, men til kunstgallerier og teatergrupper, hvor man ubesværet bevægede sig fra den ene kunstneriske udtryksform til den anden til den tredie - det miljø, som for alvor skabte performance-begrebet, og dermed vel nok efterkrigstidens mest radikale omvurdering af forholdet mellem komponist og udøver.

Tom Johnsons artikler er ifølge deres natur ikke tænkt som en fortløbende krønike - det er en nysgerrig og i ordets bedste forstand indforstået lytter og skribents korte postkort til sine læsere om hvad han har oplevet de sidste par uger. Men den grundighed og fingerspidsfornemmelse han skriver med gør, at antologien af hans artikler formodentlig er så tæt på at være historien om New York-minimalismens storhedstid, som man kan komme, en sværvægter indenfor ny musik-litteraturen både af omfang og indhold - og det eneste man for alvor kan beklage ved den er, at Johnson ikke fortsatte med at skrive, da han flyttede til Europa. Det ville have været ikke så lidt spændende at læse hvad en så eminent ny musik-observatør havde at sige om både åndsbeslægte-de europæere som Louis Andriessen, Michael Nyman og Zoltan Jeney - eller om europæisk musik iøvrigt.

Årgang 64/1989-1990, nr. 07