Den kommunikative adfærd

György Ligetis Aventures-stykker, som opføres på den kommende NUMUS-festival, handler om det. Jürgen Habermas har skrevet en tyk bog om det. På alle de højere læreanstalter bliver man undervist i det. Ja, hele samfundet er så at sige baseret på det: Kommunikation.

Undertegnede kan for eksempel sidde bag skærmen og kommunikere med den norske kollega på tidsskriftet Ballade, sådan Mac til Mac. Det sparer en masse tid, penge og energi, når man kan tale sammen direkte og udveksle erfaringer og idéer.

Kan vi herhjemme lære noget om kommunikation og informationsteknologi inden for vores branche, hvis man tør anvende et så merkantilt ord om kunstnerisk arbejde? Hvis man ser på de forskellige institutioner i musiklivet, som anvender EDB-teknologi, er svaret bekræftende: Det er slående i hvor høj grad, der savnes overordnet planlægning. Hvis tid er penge, så kunne der spares millioner ved at koordinere grupper af institutioner, som arbejder med beslægtede områder. Tag eksempelvis de institutioner, som er tilknyttet Statens Musikråd - her har der øjensynlig slet ikke fundet nogen form for planlægning sted: Musikrådet investerer en stor bunke penge i nyt EDB-udstyr, som hverken kan tale med Musik Informations Centret, ROSA, Jazzkredsen, DIEM, Landssekretariatet for dansk amatørmusik, OPUS eller for den sags skyld dette tidsskrift. Kompatibilitet hedder det med et fint ord, på mere jævnt dansk betyder det at tale sammen, eller forstået i videste forstand: Planlægning med omtanke. Det søges hermed. Det modsatte haves i det Musikråd, som vil blive husket for mere -rod end -råd, og som åbenbart fungerer bedst udfra devisen om, at de bedste samtaler fører man med sig selv.

Når Musikrådets formand skal svare på kritiske røster, sker det også ud fra en vilje til at kommunikere, omend på en lidt speciel måde. Som f.eks. i sidste nummer af DMT: Her er båndudskriften af Egeland-interview'et, sammenlignet med den af formanden redigerede version af samme, en interessant studie. Der er nemlig tale om en særegen nivellerings-teknik, som går ud på at neutralisere alle udtalelser, så de bliver skudsikre og i sidste instans uskadelige. Det kan være noget, der ligner et kontroversielt synspunkt, som bliver påhæftet med et »Men der kan også argumenteres lødigt for det modsatte synspunkt.« Eller undertegnedes »fuldstændigt vilde påstande«, som i den reviderede udgave blev til »ret vilde påstande«. Det skal i parantes bemærkes, at disse 'påstande' er indhentet hos en af musikrådets egne medarbejdere.

Når professor Egeland skal forklare, hvordan det kan lade sig gøre at bevilge 50.000 kr. om året til redaktøren af Musikrådets blad Tværstand - redaktøren er hentet fra Rådets midte - skal det blive interessant at bemærke, hvilken 'på den ene og på den anden side-formulering' der anvendes. Nu er det ikke logik, som præger beslutningerne, men hvis ikke Rådet vil høre nærmere om proportionsforvrængning, må erkendelsen af, at det er dyrt og tager tid at lave tidsskrift, betyde, at Rådet ser med overordentlig velvilje på ansøgninger fra tilknyttede tidsskrifter, når der kommer forespørgsler om øgede bevillinger.

Den absurde form for kommunikation, er hvad en del af Ligetis musikteaterstykker drejer sig om: "Musikkens fremtid - en kollektiv komposition", eller "Rondeau" ( som bringes i en dansk oversættelse længere inde i bladet). De handler blandt andet om at lade være med at tale sammen og så se, hvad der sker. Der sker en masse: De involverede bliver frustrerede og rasende og begynder at slå hinanden oven i hovedet.

Men hos Ligeti handler det ikke udelukkende om absurditeter, det viser dette nummer af DMT, som er et temanummer. Gennem en række artikler af og om manden tegner vi et billede af komponisten, forfatteren, debattøren m.m. - György Ligeti.

Anders Beyer