Ligeti- dokumenter - et rapsodisk vue

Ove Nordwall var en af de første, der beskæftigede sig analytisk og kildekritisk med Ligetis musik. Han har korresponderet med komponisten i en årrække og har udgivet bøger om ham: "Det omöjligas konst. Antegninger kring György Ligetis musik"og"Ligeti-Dokumente"foruden antologien"Från Mahler til Ligeti". I denne artikel gives et indblik i nogle af de problemer, der kan opstå ved dokumenteringen af materialet.

Af Ove Nordwall

I The New Grove (1980; bind 10, s. 855) er der på grund af en misforståelse ikorrekturen anført et værk af Ligeti, som ikke eksisterer: "3 Objekte" for to klaverer, dateret 1976.1 virkeligheden er det en arbejdstitel til "Monument - Selbstportrait mit Reich und Riley (und Chopin ist auch dabei) - Bewegung". Angivelsen burde have været korrigeret i de senere oplag, men det er interessant at følge, hvordan den i løbet af firserne er vandret over i referencelitteraturen, endda til et værk som The Oxford Dictionary of Music, der ellers er anset for at være pålideligt.

Selvom det trykte ords autoritet kan være alt for stor, kan de trykte ords antal imidlertid opbyde et endnu større problem. Bare det at samle alt, hvad der publiceres og er blevet publiceret om eksempelvis Ligeti i de sidste ca. 40 år, ville selv for den mest flittige og hengivne arkivar være en livslang opgave, - at udforske kildekritisk, ordne og tolke materialet må være uoverstigeligt. Det kan gå så vidt, at så væsentlige ting som musikværkerne selv kan gå tabt midt i denne overflod af information, når originalmanuskriptet bogstavelig talt går til grunde. Man kan let blive skuffet i sin tillid til teknikkens mulighed for at bevare dokumenter.

1 1974 omarbejdede Ligeti sit cembalostykke "Continuum" (fra 1968) til en version for to harper. Oprindelsen til denne version var et udkast han havde fået til godkendelse fra et amerikansk ensemble, han ikke kunne acceptere. »I sandhed den eneste måde at få musik fra mig i en fart«, kommenterede han. Den autoriserede omarbejdelse blev sendt af sted og siden har man ikke hørt nærmere til dens eksistens. Fra en nu også forsvunden fotokopi, som Ligeti selv havde beholdt, blev der til mit arkiv lavet endnu en kopi, hvis skrift efter 15 år nærmest er blevet umulig at tyde. Tabet ( eller næsten-tabet) af versionen for to harper har Ligeti ikke taget så tungt; han siger, at han alligevel hele tiden har været i tvivl om den overhovedet kunne spilles, med de ekstreme krav til hurtige pedalskift. Derimod beretter han fornøjet om en fantastisk klingende version, han havde fået fra anden side, for lirekasse, som dog endnu er upubliceret.

Han har også godkendt, at værket spilles på et barok-instrument med tilsvarende registrering (to 8-fodsstemmer), på trods af nodernes anvisninger. Den fransk-canadiske cembalist Kenneth Gilbert ville - i sin egenskab af musikforsker - se dette godkendt på skrift, ikke fordi han selv tvivlede på det, men fordi det meget vel kunne tænkes, at andre i fremtiden ville sætte spørgsmålstegn ved dets autenticitet. At nævne alternativet i et nyt oplag af nodeudgaven mente Ligeti bl.a. kunne støde på modstand fra forlæggeren, men han gav alligevel Gilbert tilsagn om dette i et brev. Først hermed, mente Gilbert - givetvis korrekt - var der sikret en primær kilde til den alternative udførelse.

(nodeeksempel, s.234-235)

(tekst til nodeeksempel s.234-235:)
[Første side af Ligetis egen omarbejdelse af Cembalostykket "Continuum" til to harper. Originalen er forsvundet og værket er ikke trykt. Fra den eneste bevarede fotokopi blev der nogle år senere lavet en kopi på fotografisk papir, som i det mindste reddede en del af forelæggets nu næsten helt udviskede tekst.]

(følgende tekst er gengivet som billede af original, s.236:)
[Continuum: ja, bin einverstanden, wie Eva es spielt auf das historische Instrument, ohne Pedalschaltung. Möchte das aber in der Ausgabe nicht vermerken, denn 4' ist schon die ursprüngliche Intention. Ich glaube, dass auf, die auf ein historisches Instrument spielen, es wagen werden ohne Pedalschaltung. Übrigens: es ist auch GANZ HYPOTHETISCH irgend eine neue Bemerkung oder Änderung bei einer Neu-Auflage zu erriechen: einmal gedruckte Noten werden stets so nachgedruckt, eine Änderung kann man nicht durchsetzen (das ist meine bisherige Verlagserfahrung, auch druckfehl er kann man nicht mehr berichtigen).]

('billed'-tekst til ovenstående:)
[Uddrag af et brev fra Ligeti, Wien 26. december 1983. Ligetis skriftlige autorisation af "Continuum" ved opførelse på barok-cembalo uden de registerskift under spillet, som manuskriptet og nodeudgaven foreskriver. Det var cembalisten Kenneth Gilbert, der forlangte dette på skrift: »"Continuum": jaf jeg er indforstået med, hvordan Eva spiller det på det historiske instrument, uden pedalskift. Vil dog ikke lave denne anmærkning i den trykte udgave, da 4-fod (i slutafsnittet) var den oprindelige intention. Jeg tror, at alle, som spiller på et historisk instrument, kommer til at vove at gøre dette. For øvrigt: det er også helt umuligt at få en anmærkning eller ændring indført i et nyt oplag: noder som en gang er trykt bliver bare trykt om som de står, det er ikke muligt, at få en ændring igennem (det er min hidtidige forlagserfaring, heller ikke trykfejl kan man få rettet).«]

En på sin vis omvendt forlagssituation opstod ved publiceringen af "Passacaglia ungherese" (dec. 1978). Manuskriptet indeholder anvisningen »for middeltonestemt Cembalo«; musikken bygger i høj grad på de otte svævningsfrie tertser/sekster og kontrasten til det stærkt dissonerende interval es-gis, som opstår ved denne stemning. Ved en ligesvævende stemning vil dette givetvis gå helt tabt. Forlæggeren mente, (fejlagtigt, som det senere skulle vise sig) at kun et fåtal cembalister i verden ville bryde sig om stykket, hvis forskriften middeltonestemning stod at læse i titlen. Ligeti blev derfor tvunget til at gå med til, at den i en anmærkning blev forvandlet til en blot og bar rekommendation.

I "Hungarian Rock" (maj 1978) nøjes Ligeti med foreskriften »to manualer« (hvilket fremgår umiddelbart af musikken) og »højreohånd: melodien skal fremhæves tydeligt«. Hvordan dette skal realiseres overlades til cembalisten alt efter de forskellige instrumenters vilkår og muligheder. Men 1900-tallets repertoire har helt frem til midten af halvfjerdserne - altså også Ligetis "Continuum" - været bestemt af komponisternes forestillinger om en for ældre musik allerede opgivet 'moderne' instrumentkonstruktion: en tung pianokrop med knipsemekanik snarere end den store lut med klaviatur', som Gilbert

(nodeeksempel, s.236)

(tekst til nodeeksempel, s. 236:)
[Begyndelsen af "Passacaglia ungherese" i originalmanuskript, med foreskriften om middeltone stemning. At kun et fåtal cembalister inden for nutidig musik kunne interessere sig for dette kan have været sandt i slutningen afhalvfjerserne - og specialisterne i opførelsespraksis af gammel musik interesserede sig næsten ikke for den ny musik. Nu, næsten ti år senere, er situationen i begge henseender en anden. Derimod tog Ligeti fejl, da han i 1983 forestillede sig, at "alle som spiller på et historisk instrument" på eget ansvar ville se bort fra den trykte nodeudgaves regestreringsanvisninger (se billedteksten i eksempel 2).]

(nodeeksempel, s.237)

(tekst til nodeeksempel, s. 237:)
[Denne duet - "spåner fra horntrioens arbejdsbord" (Ligeti brevkommentar) - er her gengivet som Tonfallets Rosenberg-nummer juni 1982 (nr.7). Uropførelsen fandt sted med medlemmer af Gotlandskvatetten ved en hyldestkoncert i Stockholm. Senere er den blevet spillet flere gange bl.a. af medlemmer af Arditti-kvartetten, nedog i svensk radio.] karakteriserer instrumenttypen. At gå nærmere ind på disse instrument- og spilletekniske detaljer er ikke muligt i denne artikel, men det er værd at bemærke, at Lige-ti foruden de tre solostykker har anvendt cembalo i yderligere syv af sine værker siden '57: "Apparitions" (1958-59), "Fragment" (1961), "Aventures" (1962) og"Nouvelles Aventures"(1962-65),"Requiem"(1963-65),"Kammerkon-zert für 13 Instrumentalisten" (1969-70) og "Le Grand Macabre" (1975-77).

Efter "Le Grand Macabre" og cembaloværkerne, offentliggjorde Ligeti ingen ny musik i henved fire år, bortset fra et timelangt sammendrag af operaen til koncertbrug. Da han i 1982 vendte tilbage med horntrioen, 'Hommage a Brahms', var det med en betydelig forandret stil. Væk var kompositionerne med klangfarver i tætte kromatiske clusters og den mikropolyfone struktur; i deres sted træder en polymetrik opnået ved komplekse rytmiske mønstre og en klar og tydelig tikke-diatonisk diatonisk' (Ligeti) harmonik og melodik. Der findes dog foreløbere til dette: i det indledningsvis nævnte værk for to klaverer, i "Continuum" og så langt tilbage som i "Poème Symphonique" for 100 metronomer fra 1962. Ved opførelsen af "Melodien" i Nürnberg 1971 spurgte Klaus Scholl (fra forlaget Schott), om ikke det næste stykke kom til at hedde "Rhytmen", en idé, som Ligeti syntes at tage med større alvor, end Scholl måske havde forestillet sig. På samme tid fik Ligeti en bestilling fra Mario di Bonaventura på to solokoncerter: én for horn og kammerorkester og én for klaver. Trioen har i det mindste en del af sine rødder i den aldrig komponerede hornkoncert, - klaverkoncerten blev skrevet i årene 1985-88, mere end femten år senere.

Den genvundne melodi i horntrioen lader Ligeti også komme frem i to småstykker fra samme år: en lille duet for violin og cello og et enkelt solostykke for trompet. Duetten er en hyldest til Hilding Rosenberg på hans 90-års fødselsdag, »med besvärjandet av Bartoks anda«, som Ligeti har skrevet i titlen. Trompetstykket har på sin vis dansk baggrund!

Historien er følgende. Da Rikskonserter, i Sverige, efteråret 1982, fejrede Per Nørgårds 50 år, med komponisten til stede ved alle koncerter, var Eva Nordwall cembalosolist. Under rejsen til turnéens anden koncert, i Jönköping 9. november, bad hun Nørgård om at komponere en lille fanfare til sin dengang 9-årige søn, Martin Nordwall og hans trompet. Nørgård fandt idéen tiltalende og skrev om natten "Skala - Fanfare - Variation". Andre komponister fulgte snart efter, blandt de første netop Ligeti med "Den store Skildpadde-fanfare fra Det sydkinesiske Hav". Efterhånden blev det til næsten 30 højst forskellige stykker af en halv snes svenskere - fra Holewa og Back til Maros og Eliasson - foruden Berio, Feldman, Kagel, Lutoslawski, Rihm, Sierra etc. etc. 23 af dem blev samlet i en 'Trompetbüchlein fur Martin", som for knapt et år siden udkom på Universal Edition under titlen "Fanfares - New Trumpet Pieces for Young Players". Det var altså med Nørgård, at det hele begyndte. Bo Wallner, som med stigende interesse så samlingen vokse frem, bemærkede, at komponisterne vel næppe anede, hvilket selvportræt de samtidig havde skabt. - Og med Ligetis formodentlig ubevidste selvportræt ved begyndelsen til en ny periode i hans musik, vil det være passende at sætte punktum for dette rapsodiske overblik.

Oversat fra svensk af Eva Hvidt.