Mellem afslappet imødekommenhed og kompromisløs stræben

Af
| DMT Årgang 64 (1989-1990) nr. 07 - side 275-278

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Edition S
  • Annonce

    Kunstkritikk

En slags rapport fra fællesorkester-seminaret i Odense i marts måned med en utrættelig og generøs Lutoslawski


Af Bertel Krarup

»Lyder det ikke grimt?« - »Jo!«. Til min almindelige bekymring talte dette replikskifte mellem en af Lutoslawski-seminarets ankermænd, Jørgen Voigt Arnsted, og min fire-årige søn Mathias utvetydigt sandt. Og det var vel at mærke møntet på passager i musikken, der bestemt ikke fra komponistens side var tilsigtet grimme - snarere tværtimod. Her efter et par timers prøve på seminarets første dag (søndag d. 18. marts) var der bestemt intet, der tydede på, at afslutningskoncerten i Carl Nielsen Salen den efterfølgende lørdag skulle kunne gå hen og blive mindeværdig - ihvertfald ikke for det gode. Men allerede i løbet af mandagen ændredes billedet betydeligt. Der kom så småt form over tingene, ligesom der heller ikke kunne herske tvivl om de medvirkende studerendes oprigtige ønske om og forsøg på at yde deres bedste. Af det her i marts 1990 ad hoc-sammensatte Musikkonservatoriernes Fællesorkester, som Aksel Wellejus (efter at have forestået de første halvanden dags indledende prøver) tirsdag morgen kunne overdrage til Lutoslawski, kunne man således klart begynde at ane konturerne af et orkester, der nok skulle nå at få tingene på plads i tide. Ja faktisk var der øjensynlig ligefrem grundlag for funderinger over, om der ikke var afsat for megen prøvetid i den resterende ende af forløbet.

Her havde jeg nu ikke behøvet at bekymre mig. For selvom det klart at se var en tilfreds (og lettet(?)) Lutoslawski, der et par timer senere kunne sende de unge musikere til frokostpause, var der naturligvis meget at tage fat på, ikke mindst når der blev stilet efter så høje mål, som Lutoslawski tydeligvis lagde an til. Det sidste fik vi i de følgende dage adskillige markante prøver på.

Vigtigt var imidlertid, at der hurtigt etableredes en meget befordrende atmosfære af venlig varme og et stadigt menneskeligt-personligt nærvær, ikke mindst takket være (mindre kendte?) træk hos den 77-årige usædvanligt levende komponist, som muligvis i højere grad kommer til udtryk overfor unge musikstuderende end i relation til professionelle orkestre, men som muligvis også hænger sammen med hans åbenlyse og optimistiske tro på de folkelige politiske kræfter i Østeuropa, der jo i det forløbne år endelig har formået at vende op og ned på mere end fyrre års totalitære urimeligheder. Eller er det måske blot et tegn på alderdommens afklaring?

Forpligtende landvindinger

Under alle omstændigheder kunne han lide unge studerende, og de ham. Her var overhovedet ingen barrierer, hverken på det personlige plan eller over for det angiveligt så uforståelige og vanskelige ny tonesprog. Lige så forbeholdent kritiske en gruppe unge kompositions-studerende i Århus i sin tid var efter Lutoslawskis fire uger lange virke som lærer i komposition på Det jydske Musikkonservatorium i 1968 (jvf. Tage Nielsens artikel i DMTnr. 6), lige så uforbeholdent begejstrede varde 94 deltagende instrumentalstuderende fra de fem klassiske konservatorier for deres kapelmester og hans musik under og efter Odense-seminaret. Ny musik som sådan vandt ganske enkelt terræn med mange længder. -Hvad kan dette ikke bruges til, hvis det på passende måde følges op og dimensioneres?

Nu er der naturligvis milevid forskel på de funktioner, som Lutoslawski varetog i de respektive sammenhænge. Som Tage Nielsen skrev, har Lutoslawski allerede for længe siden erkendt, at han ikke er nogen god kompositionslærer, og at han som en konsekvens heraf efterhånden valgte at indstille dette virke. I den forbindelse kan det her tilføjes, at Lutoslawski ikke blot bekræftede dette, men tilmed understregede, at det faktisk var det månedlange ophold i Århus, der fik ham til at beslutte aldrig mere at undervise i komposition. Men heldigvis forholder det sig stik modsat m.h.t. at dirigere og instruere studerende i egne værker for orkester og ensemble, og på dette såvel som på andre områder orker han tilsyneladende det utrolige. Kort før Odense-opholdet havde han således dirigeret et beslægtet studenterorkester i Norge, oghan henviste til flere andre lejligheder, hvor han havde arbejdet på denne måde med studerende (»der er så dejligt uberoende af forskellige musikken uvedkommende ting, modsat mange professionelle musikere«), bl.a. i USA.

Perfektionistisk ubestikkelighed - uden at musikeren lades i stikken

Netop den omstændighed, at Lutoslawskis musik - alt andet lige - er meget musiker- og lyttervenlig, var naturligvis også med til at bane vejen for den vellykkede kommunikation mellem dirigent og orkester. 'Mur-brækker-effekten' i relation til et i almindelighed så krævende område som ny musik skyldtes derfor ligeligt de tidligere nævnte personligt-inenneskelige egenskaber parret med en overbevisende kapacitet som dirigent - også målt med gængse alen - såvel som musikkens karakter af på én gang ubestikkelig seriøsitet, om man så må sige dens 'etiske dimension', og dens imødekommende kraft og klangskønhed. (Her må det for en god ordens skyld indskydes, at alle de programsatte orkesterværker, "Mi-parti", "Chain 2" og "3. symfoni", på meget o-verbevisende måde beviste deres bæredygtighed, og derved gjorde den i de senere år af og til forekommende diskussion om denne musiks kunstneriske kraft og troværdighed fuldstændig til skamme.) Da det heller ikke ligefrem skortede på forskellige humoristiske e-pisoder i Odense (Lutoslawski har en veludviklet sans for sådanne situationer), er forudsætningerne for den uhyre afspændte atmosfære hermed ridset op i hovedtræk. Det vil dog være på sin plads lige at supplere dette rids med et konkret eksempel fra prøveforløbene.

Meget talende var her Lutoslawskis måde at tackle f.eks. messingspillerne i hans 3. symfoni på: Hurtigt blev det klart, at der forholdsvis tidligt i symfonien var et ømt, et særdeles vanskeligt sted for den nævnte blæsergruppe.

Med blid tålmodighed prøvede Lutoslawski allerede den første dag det pågældende sted om og om igen adskillige gange, og skønt han tydeligvis ikke nåede frem til et rigtig tilfredsstillende resultat, kunne man som tilhører i salen nok føle sigfristet til den antagelse, at her var et sted, som han formentlig ville blive tvunget til at resignere over for. Men nej. Det skulle de følgende dage vise sig, at han tværtimod stædigt havde sat sig det mål, at dette sted simpelthen skulle på plads. Det varede da heller ikke længe, før alle tilstedeværende i salen kendte passagen til hudløshed - naturligvis ikke mindst de implicerede studerende, der stred som besatte. Atmosfæren blev imidlertid aldrig pinlig, og når enkelte andre af orkestrets medlemmer lejlighedsvis kunne føle sig fristet til lidt (forlegen?) fnisen, lød det straks fra Lutoslawski (men overbærende og med glimt i øjet): »Le ikke, det er virkelig svært at spille trompet«. Kendetegnende nok følte de implicerede messingspillere sig derfor meget hurtigt ansporede til på eget initiativ at arrangere supplerende gruppeprøver om morgenerne. Her var noget, der simpelthen skulle klares. Og med alle disse sejl sat lykkedes det da også i sidste ende - dagen før koncerten - at få passagen på plads. Blandt de gladeste var Lutoslawski, der tilmed proklamerede, at det sjældent lykkedes at få dette sted spillet korrekt selv med et professionelt orkester, ligesom han til alles overraskelse dybt beklagede og undskyldte, at passagen ganske enkelt var dårligt komponeret. Den havde, sagde han, forekommet ham meget enklere at udføre, da han lavede den, men det var en u-nødvendig urimelighed over for musikere, at den rent faktisk var næsten umulig at få til at fungere.

Da de pågældende messingblæsere fredag aften (d. 23.) medvirkede ved seminarugens anden FUT-koncert med Lutoslawskis "Mini ouverture" for blæserkvintet (fra 1982) var en af de ivrigste gratulanter efter den vellykkede opførelse netop Lutoslawski (som med utrættelig iver overværede og deltog i alle arrangementer), der sammenlignede denne opførelse med Philip Jones-ensemblets (som ouverturen er skrevet for) - og tilmed til de studerendes fordel. Det er næppe vanskeligt at forestille sig, hvor meget de fik lært den uge i marts - og hvilke skred i deres forhold til ny musik, der hermed blev dannet basis for.

Det vidtfavnende engagement

Beldringe lufthavn uden for Odense, mandag aften d. 19. marts: At Lutoslawski og hans hustru vitterlig var med det aftalte fly var naturligvis ventet, men ikke desto mindre var det set fra et arrangør synspunkt betryggende at se dem betræde asfalten i Beldringe i ø-jensynlig fin form. Nogle minutter senere skulle det imidlertid vise sig, at deres baggage ikke var med maskinen, og det var jo knap så rart. Ægteparret kom direkte fra London, og den forsvundne baggage indeholdt bl.a. Lutoslawskis personlige partiturer - dem han skulle bruge ved prøvearbejdet allerede fra næste morgen. Bekymringen reduceredes dog betydeligt, da det hurtigt viste sig, at den slags småting ikke syntes at anfægte hverken Lutoslawski eller hans kone særlig dybt. Så da alt var rapporteret, og vi kunne fornemme, at intet ville blive sparet for hurtigst muligt at fremskaffe den dyrebare last (der da også kom til Odense i god behold allerede sent samme aften), tog vi (d.v.s. Lutoslawski med frue, Aksel Wellejus og undertegnede) direkte hotellet, hvor vi fra konservatoriet de næste totre timer indtog et aftensmåltid sammen med et sjældent levende og veloplagt polsk par, som det var påfaldende let at komme på tæt hold, og som meget snart gik i lag med en yderst spændende og engageret redegørelse for de nuværende politiske omvæltninger i hjemlandet (såvel som i de andre berørte central- og østeuropæiske lande) - bl.a. belyst via forskellige traumatiske oplevelser gennem tidligere årtier. Man fik straks fornemmelsen af en kunstner, der aldrig var gået på kompromis, aldrig havde lånt sig til politiske funktioner eller personer, som han ikke hundrede procent kunne gå ind for. Selv i de mørkeste år, tiden fra 1949 til 1954-55, var han - der i 1949 behæftedes med smædebeteg-nelsen formalist - aldrig gået på akkord. Han havde ganske vist skrevet brugsmusik, men aldrig på dekret eller for partiet. løvrigt vedkendte han sig da stadig at skrive brugsmusik i ny og næ - som f.eks. "Mini ouverture" eller "Epitaph" (skrevet i 1979 på nu afdøde Janet Craxtons anmodning og til minde om hendes mand Alan Richardson). Omvendt: trods omvæltningerne i hjemlandet lever fortidens skygger tydeligvis stadig, hvilket f.eks. med stor styrke kom frem, da en reception på Den polske Ambassade blev bragt på tale. Nej tak! Flere gange senere i løbet af ugen, bl.a. ved daglige frokostsamtaler uddybedes mit kendskab til denne fascinerende kunstner, der dels beredvilligt kommenterede sin egen musik (og også var en åben, fordomsfri og interesseret, når samtalen gik på andres værker), og dels også holdt af at referere til oplevelser med historisk vingesus - som f.eks. i en snak om dirigerende komponister og deres dyder og udyder, hvor han ikke blot refererede til sine oplevelser af komponister som Stravinsky og Hindemith, men f.eks. også huskede at have oplevet Ravel i dirigerende egenskab - eller hans beretninger fra adskillige ISCM-festivaler: fra før krigen, lige efterkrigen (i 1947 i København, hvorfra han meget tydeligt erindrede en lysende ung begavelse ved klaveret, Niels Viggo Bentzon, der spillede sin "Partita") og selvfølgelig sidenhen.

Forpligtigelsen

Afslutningskoncerten lørdag d. 24. marts blev uden diskussion en betagende oplevelse (hvad samtlige dagbladsanmeldere da også var enige i,"Eventyr i Odense", "Et orkester for fremtiden" lød overskrifterne bl.a.). For os der arbejder med konservatorieuddannelser i det daglige var det imidlertid ikke blot koncerten i sig selv, der var betagende, det var i særdeleshed også dens perspektiver: Man kan nemlig lave alverdens fiksfakserier, når det gælder opprioritering af ny musik i studieplaner m.m. (og det skal man naturligvis også gøre), men sammenlignet med betydningen af sådanne besøg - Stockhausens i 1987 og nu Lutoslawskis - er og bliver det for bagateller at regne.

Behøver jeg at sige, at vi på Det fynske Musikkonservatorium naturligvis vil gøre alt for at videreføre denne linie, og derfor allerede nu går med planer for det næste besøg?

Og så skulle jeg lige hilse fra fire-årige Mathias og sige, at på sjettedagen (under generalprøven på "Chain 2", som han var med til at høre) lød musikken smadder godt.

Årgang 64/1989-1990, nr. 07