Musik på computer - værktøj eller blændværk?

Når man snakker med musikere om brugen af computere indenfor musik, kan deres reaktioner deles op i to store grupper. Den ene gruppe synes computere er umenneskelige, fremmedgørende ognytteløse - mens den anden gruppe hæmningsløst og ukritisk går ind for alt, hvad der foregår på en skærm. "Sandheden" ligger som sædvanlig er sted midt imellem, og det er på sin plads med en god portion sund sands. Jeg vil i det følgende give nogle råd om brugen af computere som etværktøj, der ikke laver mirakler, men som kan befri komponister og arrangører for en god del slavearbejde.

Hvad kan computerprogrammer til musik egentlig?

Det vigtigste kendetegn ved musik på computere er, at musikken som regel opbevares som MIDI, dvs. en abstraktion i stil med "noder". Musikkens parametre opbevares som digitale data, hvor hver tone beskrives som tonehøjde, længde, anslagsstyrke, instrumentvalg, vibrato, pedalbrug, tone"bøjning" etc. Desuden kan mere globale parametre som tempo, temposkift, crescendo/ diminuendo, accelerando/rallantando m.m. gemmes som MIDI-data.

At gemme musikken som MIDI-data har den fordel, at disse data i princippet kan forstås af alle instrumenter med MIDI og alle computere forsynet med MIDI.

Og så til det vigtigste: når musikken findes på denne måde, kan man ud fra dataene repræsentere værket på flere måder: som lyd (i valgfri instrumentation), som noder, som rå data etc. - og man har en næsten grænseløs mulighed for kreativt at bearbejde musikken, når den findes som MIDI-data.

I et stykke musik kan man tilføje, slette, kopiere, flytte, transponere m.m. - alt lige fra en enkelt tone til store afsnit. En enkelt musikalsk begivenhed (som regel en tone) kan flyttes i rnikrotrin og justeres minutiøst på mange forskellige måder.

Computerprogrammer kan i princippet gøre hvad som helst med MIDI-data, men som regel vil programmer være specialiserede til bestemte anvendelser, og her som andre steder gælder det, at "normale" anvendelser vil dækkes af flest programmer, da der så selvfølgelig kan sælges flest. Det gælder først og fremmest områder som sequencing(MIDI-båndoptager + redigering), nodeskrivning og lydredigering. Der findes også udmærkede programmer til f.eks. algoritmisk komposition, men de er vanskelige at få fat på. Endelig kan man med et programmeringssprog som Pascal, C, Basic, Comal eller lignende selv konstruere sit eget program (dette kan dog kun anbefales til folk der ved noget om programmering i forvejen - og som kan undvære nattesøvnen i lange perioder).

Nogle praktiske eksempler

Lad os tage nogle eksempler på, hvad man kan med et (godt) musik-program til en computer:

Sequencing. Musik kan - via MIDI - indspilles i computeren, hvor det kan viderebearbejdes. F.eks. kan man indspille stemmerne til en komposition een efter een, og så afspille dem med valgfri instrumentation. Tempo, styrke og meget andet kan løbende redigeres, ligesom fejlspil kan rettes og nye idéer tilføjes.

En sequencer kan bruges som en skitseblok, eller den kan bruges som det endelige medium, da musikken kan overspilles til bånd eller afspilles ved en koncert.

Nodeskrivning. Musik kan skrives eller spilles ind i en computer, hvor MIDI-dataene kan oversættes til noder og udskrives i stemmer og partitur i transposition m.m. efter eget valg.

Dette kan - med et ordentligt program - være en særdeles tidsbesparende hjælp, selvom man kun bruger computeren på denne måde som en "nodeskrivemaskine". Og så kan man som regel også høre sin musik og på denne måde auditivt kontrollere, at den er som den burde være.

Hvilken forskel er der på programmer?

For det første er de fleste programmer ofte beregnet til en bestemt computertype - og de kan som regel ikke bruges på andre. Hvis man har en computer i forvejen er det derfor ofte - af økonomiske grunde - kun relevant at se på programmer til dette ene computermærke.

Hvis man ikke har nogen computer i forvejen, vil jeg stærkt anbefale at starte med at vælge det program, der bedst dækker ens behov - og derefter vælge den computer, der passer til programmet.

Men selv indenfor programmer til et enkelt mærke findes der forskelle:

Prisen. Prisen er ofte - men ikke altid - proportional med antallet af funktioner i programmet. At arbejde med musik på computer er en særdeles kompliceret abstraktionsproces (tænk f.eks. på, hvor svært der er for et levende menneske at transskribere musik til noder), og programmer der kan håndtere specielt oversættelse til noder er derfor sjældent billige.

Forholdet mellem funktioner og sværhedsgrad. Igen: intet er gratis. Generelt kan man vælge mellem programmer der håndterer "normal" musik hurtigt og effektivt, men hvor muligheden for brugeren til at gribe ind og ændre på programmets valg er små. Eller man kan få programmer, der kan gøre snart sagt alt - men hvor brugeren til gengæld skal gøre meget af arbejdet selv, fordi der hele tiden er en masse valgmuligheder.

Sagt på en anden måde: hvis man f.eks. først og fremmest har brug for et program, der kan befri een for slavearbejdet med at skrive stemmer og parti tur ud - og vi taler om almindelig notation - så findes der programmer, der kan gøre dette med et minimum af manuel indgriben. Men hvis man derimod insisterer på et program, hvor man kan råde over nodesystemer med 2 eller måske 9 linier, nøgler på hovedet, trippel-punkterede septoler, firkantede nodehoveder- ja, så får man kam til sit hår.

Support. Nu er der jo noget af en masochist gemt i mange af os, så vi til tider nyder at tumle med næsten uløselige problemer. Men hvis man køber et program i sydamerika, eller hos en skoledreng i Hvidovre, så er der store chancer for at man får brug for disse skjulte talenter, når det viser sig, at programmet ikke opfører sig, som man mener det burde.

Hvis man har problemer, der ligger i grænseområdet mellem musik og edb, findes der desværre kun få herhjemme med kapacitet, viden og lyst til at beskæftige sig med sådanne professionelle brugere. Det er dog ofte billigere at købe programmet hos skoledrengen, fordi han ikke skal beregne tid til at hjælpe og vejlede (eller sætte sig ind i programmet overhovedet).

Omvendt: hvis man står foran at skulle anskaffe sig udstyr "fra bunden" - dvs. program, computer, instrumenter etc. - så findes der faktisk kompetente folk, der kan demonstrere forskelligt udstyr, hvor man kan få afprøvet sine egne behov, og hvor man kan få leveret alt udstyret. Så er man også fri for at blive sendt fra den ene forhandler til den anden, hvis der er problemer. Hvis man ellers spørger en forhandler, så skyldes problemer næsten altid fejl hos en anden leverandørs udstyr.

Hvilken computer skal man vælge?

Hvis man ikke har nogen computer i forvejen - og valget af program ikke allerede har dikteret computer - er der flere ting at tænke på. Til professionel brug vil j eg mene, at der er 2-3 computere at vælge imellem. Her er nogle stikord om dem:

Atari. Denne computer er meget udbredt blåndt professionelle (rock-)musikere, bl.a. fordi der tidligt kom udmærkede programmer til den. Atari-programmer er generelt "udstyrsstykker" med flot grafik og en masse funktioner. Nogle programmer kan virke overlæssede med esoteriske funktioner og lidt svære at finde rundt i. Hvis man holder sig fra udvidelses- og specialudstyr, er Atari den billigste computer af de her nævnte. Atari er på verdensplan ikke særligt udbredt, selvom der findes mange af dem i Norden, så man bør være bekymret for dens overlevelseschancer på lang sigt.

IBM (-kompatible) computere er uden sammenligning den mest udbredte computertype, vel faktor 10 eller mere i forhold til de andre. Bruges meget i undervisningssektoren og blandt nogle arrangører/musikere. Fås i alle prisklasser, enten fra IBM med diverse rabatordninger eller fra en af de mange klone- (efterlignings)-fabrikanter. Udbudet af musikprogrammer er mindre end til de andre computere, men hvis man vil arbejde med andet end musik (selv meget specielle opgaver) kan man være sikker på, at hvis der ikke findes et passende program til IBM-verdenen, så findes det nok ikke.

Macintosh. Teknologisk en meget avanceret maskine, der desværre også er meget dyr. Programmerne er ofte af høj kvalitet, selvom de kan lide af de samme "for-stoppelses"-problemer som nogle af Atari-programmerne. Macintosh er udbredt i USA som musik-computer, men kun meget lidt herhjemme. DIEM i Århus har den som deres hjertebarn, og man kan måske tænke sig, at den bl.a. derfor vil få en vis udbredelse blandt de såkaldt seriøse komponister.

Det er desværre ikke almindeligt at forskellige programmer kan udveksle data-filer, da de ikke forstår hinandens sprog. Mellem forskellige computere bliver det helt galt, da de ofte ikke engangkan læse hinandens disketter. Der er dog lysning forude i den såkaldte "Standard MIDI File Format", der er på vej ind som en fælles udvekslingsnormfor MIDI-data. Hvis du har brug for at kommunikere med andre, bør du sikre dig, at dit program kan læse og skrive i dette format (også).

IBM-computere med 3,5" diskettedrev kan læse disketter fra Atari-computere, hvis disketten er formateret (klargjort) i en IBM-computer. Hvis man vil udveksle filer mellem Macintosh og IBM eller Atari må de konverteres hos specielt kyndige, eller man må gribe til specialiteter som overførsel via modem (telefonnettet) eller lignende.

Brugerflade

Dette mærkelige ord - brugerflade - dækker over den måde, man kommunikerer med sin computer. Da det ikke (endnu?) er muligt via sonder på hjernen (eller hvor sådan noget nu skal placeres) at made computeren med input, så må man vælge mere traditionelle metoder.

Groft sagt findes der to: den ene metode bruger computerens keyboard, mens den anden bruger en "mus" hvormed man peger og kukker på skærmen. PC-keyboardmetoden kan tage længere tid at lære, men er til gengæld hurtigere end musen i brug. IBM-verdenen har haft tradition for en meget tastatur-baseret kommunikation, mens Atari og Macintosh har haft tradition for at bruge musen. I fremtiden vil man dog få en tilnærmelse mellem de to metoder, så man kan bruge musen i starten (og til visse special-opgaver), og så gå over til tastatur-kommandoer, når man bliver mere øvet - uanset computermærke.

Man skal ikke undervurdere den tid, det tager at sætte sig ind i et program, selvom programmerne generelt bliver lettere og lettere at gå til. På den anden side viser det sig som regel, at ens musikalske horisont bliver udvidet som en ekstragevinst.

Hvad skal man bruge af udstyr?

Til et musik-computer system hører flere ting:

- en computer (Atari, IBM, Macintosh m.fl.)

- et (eller flere) programmer

- et MIDI-interface (et mellemled mellem computeren og musikinstrumenter med MIDI). Atari-computere er født med MIDI-interface.

- et eller flere MIDI-instrumenter (synthesizer, Digital-klaver, MIDI-trommesæt, MIDI-guitar... ogevt. afspilleudstyr som MID I-moduler, der kan afspille mange forskellige stemmer på een gang)