NUMUS-festivalen 1990

Af
| DMT Årgang 64 (1989-1990) nr. 07 - side 266-267

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Edition S
  • Annonce

    Kunstkritikk

Problemet for en udenforstående er naturligvis sproget. Jeg tænker ikke så meget det verbale sprog - skønt det har sine egne problemer, når alle programnoterne er på dansk, og det er umuligt at gætte sig til mere end en linje eller to i Michael Stranges digte sat i musik af Bent Sørensen i hans "Popsange" - men snarere på det musikalske sprog, som ingen af os endnu tror på er internationalt. Der var et slående eksempel på dette i Per Nørgårds "Syn" for blæserkvintet (1988), som komponisten forklarede mig var baseret på en sammenfletning af to danske melodier, som er velkendte for enhver dansker. »Hvordan det virker på andre«, sagde han, »tør jeg slet ikke forestille mig«. Og her var problemet måske endda knap så alvorligt af den simple grund, at man var advaret på forhånd om, at man ville savne noget. Men hvordan kunne man vide, hvad man ville savne i for eksempel Mogens Winkel Holms "ARIA - et fugledøgn" for blæserkvintet (1989-90), hvis dette var det første stykke musik af ham, man hørte, og - mere vigtigt - hvis man kom det imøde med et meget overfladisk kendskab til ny dansk musik, et kendskab som ikke rakte videre end til et par værker af Nørgård, Nør-holm, Bentzon, Rasmussen, Ruders, Abrahamsen og Sørensen og ikke meget andet?

Den nationale baggrund synes at være vigtig i Danmark, til dels fordi den er så iøjnefaldende i publikums sammensætning: alle komponister følges ad til koncerterne, sidder tavst på rækkerne og applauderer høfligt efter hvert værk uden hensyn til, hvor stor en æstetisk afstand der er i forhold til deres egen musik. Ofte kan det synes som om, publikum udelukkende består af komponister, suppleret med en enkelt kritiker eller to, og at værkerne er udtænkt som træk i et nationalt skakspil, hvor hvert stykke forholder sig til, hvad der netop er gået forud. Den besøgende, som ikke kender hele historien bag spillet og kun har en svag f ore stilling om reglerne, må sidde tilbage med en stille undren og konstatere, at dansk musik er blevet til et hemmeligt sprog, som kun deles af et par hundrede indviede. Eller han kan måske komme i tvivl om sine egne reaktioner, når han oplever, at han beundrer Nørgård mere end Winkel Holm af den simple grund, at han kender mere af Nørgårds end af Winkel Holms musik. Den følgende dagbog skal derfor læses, som var den skrevet af en undrende outsider.

Fredag den 27. april kl. 15.00.

En halv time efter at være ankommet til Århus sidder jeg som tilhører til en kort koncert med musik af unge komponister spillet af unge musikere. Det har sin særlige charme, at min festivaldeltagelse indledes med et Beatles nummer, bearbejdet 20 år efter i Anders Brøds.-

gaards "Blackbird" for klarinet og klaver (1987), men komponistens begejstring for melodien er noget uklar, og citatstumperne står uformidlet i forhold til resten.

Fredag den 27. april kl. 17.00.

Koncert med dansk musik for solo instrument har på programmet Erik Kaitofts livfulde udførelse af Steen Pades takkord-happy' Klaversonate nr. 2 (1988-89), og Erling Møldrups tålmodige fortolkning af Pelle Gud-mundsen-Holmgreens lange dystre "Solo for el-guitar" (1972), men det mest fascinerende stykke er Bent Sørensens "The Lady of Shalott" for bratsch (1987). Her dukker problemet med det nationale kunstneriske sprog op påny. Stykket bygger på et velkendt engelsk maleri fra det 19. århundrede, John William Waterhouse's "The Lady of Shalott", som hænger på Täte Gallery. Det ville være vanskeligt at forestille sig en britisk komponist bruge et så velkendt prærafaelistisk billede som afsæt - eller i hvert fald at forestille sig det gjort i fuldt alvor. Alligevel synes det, som om Sørensen her har fået indsigt i sin egen drøm om England, ikke som hjemsted for nostalgi men for intens, hengiven grubien.

Fredag den 27. april kl. 20.30.

Winkel Holms kvintet efterfølges af et andet stykke af Sørensen, "Popsange", hvoraf disse fem, som er dateret i 1990, bebudes som en første gruppe. I modsætning til "The Lady of Shalott" er de blide og helt igennem smukke, komponeret for lyrisk tenor (Ole Hedegård) med et diskret klaverakkompagnement. Man mister utvivlsomt adskillige lag af poetisk og musikalsk ironi ved o-verførelsen fra popsang til kunstsang. I anden afdeling er vi i hænderne på den dygtige Aarhus Brass Quintet, som spiller Nørgårds stykke (jeg kan naturligvis ikke høre nogen danske melodier, men ekkoer af "Also sprach Zarathustra" i de brudte treklange i de dæmpede ydersatser, som omkranser den noget voldsommere midtersats) samt en dristig, klart profileret og velklin-gende "Intrada" (1990) af Bent Lorentzen, som opnår sin særlige klangkarakter i kraft af, at cornet og euphonium er dobbelt besat.

Lørdag den 28. april kl. 12.00.

Et andetkammermusikprogram viser, at Danmark har et sidestykke til den mindre betydelige amerikanske minimalist i skikkelse af en mindre betydelig amerikansk minimalist Wayne Siegel, hvis "Sound Pattern" for klarinet, cello og klaver (1987) får sin førsteopførelse. Heldigvis er der også Per Nørgårds "Lin" for samme besætning (begge stykker bliver spillet af Lin Ensemblet). Der er også to duo'er for violin og kontrabas. Isang Yun's "Together" (1989) bevæger sig elegant fra det modsætningsfyldte til det konverserende; Niels Viggo Bentzons "Duo Konzertante" (1989), udformet i en række dynamiske satser, er bemærkelsesværdig på grund af sit opusnummer 531.

Lørdag den 28. april kl. 15.00

Elisabeth Chojnacka spiller de tre cembalostykker af Ligeti, "Continuum", "Passacaglia ungh'erese" og "Hungarian Rock" samt en række stykker skrevet til hende selv. Blandt de sidste kan nævnes Xenakis' "Khoai", som forvandler cembaloet til et frustreret klaver, Francois Bernard Mache's "Korwar" med et afrikansk tale-og musikbånd, som påviser forbindelsen mellem cembaloets mekanik og tungens smæld, samt Zygmunt Krauze's vittige forsøg på at begynde forfra i hans "Commencement". Men musikken overvældes næsten af udførelsen. Chojnacka sender projektørlys ud i mørket, med 'heavy' forstærkning, mens hus kaster noderne bag sig efterhånden som hun når gennem programmet, således at gulvet til sidst er fyldt med affald bestående af overmalede nodepapirer.

Lørdag den 28. april kl. 20.00

Festivalens Lige ti-af deling f år en fin start med en koncert med Esbjerg Ensemble under ledelse af Frans Rasmussen. Komponisten er tydeligvis begejstret for deres opførelse af hans "Kammerkoncert" og "Melodien", men højdepunktet er klart nok "Aventures" og Nouvelles Aventures". Vokalsolisterne Vibeke Roldskov, Ulla Wang og Lars Thodberg Bertelsen giver fuld dækning for både humoren og forunderligheden, mens Helen Poulsen ved at foretage skøre ting i fuld alvor viser, at også slagtøjsspilleren er solist.

Den lange dag slutter med at Volker Banfïeld spiller Ligetis otte første klaveretuder - usædvanlig dygtigt og usædvanligt hurtigt for den førstes vedkommende -omsluttet af Skrjabins sonater (nr. 10 og 8).

Søndag den 29. april kl. 11.30

Påny noget forbavsende slagtøjsmusik, denne gang fra Gert Sørensen i Poul Ruders' "Towards the Precipice" (1989). Når man ser på instrumentariet på forhånd, kommer man til at tænke på "Zyklus" med dets opstilling i en cirkel, men her har vi en mere grundlæggende sammenstilling af trommer, bækkener, gong-gong og tam tam, og også musikken viser sig at være mere grundlæggende: 20 minutters stadig tiltagende spærreild af barsk rytme, som udviser en umådelig kraft og udholdenhed hos musikeren, men som efterlader én i tvivl om hvorvidt det har noget andet formål. Komponistens halvanden side programnote står tilbage som en foruroligende gåde.

Søndag den 29. april kl. 12.30

Foredrag om Ligeti; bemærkelsesværdigt kun fordi komponisten ikke er istand til at genkende, at et af de forespillede eksempler stammer fra Brahms' Horntrio, til trods for at hans egen horntrio bærer undertitlen "Hommage à Brahms". Senere forklarer han, at eksemplet var fra slutningen af den langsomme sats, og så langt har han formodentlig aldring lyttet tidligere. Det er livet for kort til, siger han.

Søndag den 29. april kl. 20.00

Koncerten med Kontrakvartetten, der efter planen skulle have indeholdt værker af Ligeti, Rasmussen og A-brahamsen, må desværre aflyses på grund aflederens sygdom, men festivalen kan slutte for fuld udblæsning med Århus Symfoniorkester under ledelse af Elgar Ho-warth udelukkende med Ligeti på programmet. "Clocks and Clouds" gør en god virkning med sangerne siddende blandt orkestermusikerne. Så kommer Mogens Andersen og komponisten på scenen med henblik på o-verrækkelsen af Sonningprisen. Påny sprogproblemer, som ikke bliver mindre af, at Ligeti taler svensk, eller snarere det han kalder Tantasisprogf beslægtet med svensk. Men meningen er god nok, da han minder om, at prisen oprindeligt blev givet til Stravinsky og på rørende måde placerer sin egen musik på et meget lavere niveau. Denne vurdering forekommer nu irrelevant i lyset af den musik, som følger efter: "Klaverkoncerten", som Banfield raser igennem med et faretruende tempo for førstesatsens vedkommende; cellokoncerten med Erling Bløndal Bengtsson som en både ivrig og kølig solist, og der afsluttes med "San Francisco Polyphony".

Oversættelse fra engelsk: Niels Krabbe

Årgang 64/1989-1990, nr. 07