Ny musik på Fyn

Flagskibet i det fynske musikliv er naturligvis Odense Symfoniorkester med et forrygende koncertudbud og en publikumstil strømning, der trodser enhver beskrivelse. Så vidt jeg ved, er abonnementstallet landets største i forhold til befolkningsgrundlaget. Glædeligt for orkestret, men tilsvarende generende for den tilhører, der vil købe billet 'på døren'. Det er ofte umuligt at skaffe sig adgang.

Repertoiret lægges an på det bevarende og underholdende. Ny musik hører til de sjældne gæster på programmerne, der foruden de kendte og kære til gengæld søger fornyelse i bredden: svinkeærinder fra de 'gjen-grodde stier' som for eksempel: ikke symfoni af Brahms, men "Orkesterserenade", ikke "Messias" eller "Juleoratoriet" men "Judas Maccabæus", af Tjajkovskij den "polske", klaverkoncert af Mendelssohn og ikke ...

Det er ikke musikken, men solister og dirigenter, som præsenteres som 'spændende og nye', eller det er kendte populære gengangere, Alexander Lazarev fylder altid - fortjent - Carl Nielsen-salen til bristepunktet, og Anne Sophie Mutter. Hun spiller selvfølgelig Beethoven og ikke Lutoslawskis "Chain 2".

Et statistisk overslag - lemfældigt, det skal indrømmes, men velvilligt over for programlægningen - viser, at 14 af 56 værker fordelt på 4 koncertserier er fra det 20. århundrede, altså præcis 25%. Det ser jo flot ud, men så er også alt taget med, fra Carl Nielsens "Fire Temperamenter" (1901) over Weberns "Passacaglia" (1908) til Szymanowskis 1. violinkoncert (1917) og videre frem. Men kun 6 af komponisterne er nulevende, og af dem har kun finnen Kaija Saariaho fødselsdag for under 50 år siden.

De enkelte programmer, hvor tden nye musik' optræder, kan komme til at tage sig ud som en sær salatblanding: noget for alle og derfor for ingen. Se følgende menu: forret: Gudmundsen-Holmgrens "Mester Jakob" -hovedret: Beethovens G-dur koncert - mellemret: Weberns "Passacaglia" og endelig som dessert: Haydns "Paukeslag". Slig smags- og stilforvirring giver ikke det ukendte og nye nogen chancer og virker snarere kvælende og efterlader i sidste ende tilhøreren i kulturelt mørke.

Den finske orkesterkoncert 12. oktober derimod præsenterede en linie, hvor de 4 værker belyste hinanden: Sibelius først og sidst ("Karelia" og 7. Symfoni) indrammede Erik Bergmans violinkoncert og Saariahos "Verblendungen". Koncerten indledte som bekendt årets Musikhøst, så her havde FUT en betydelig finger med i spillet ved programvalget.

Chancen for at vise alle abonnenterne, at det her kunne fortælle noget, var der. Imidlertid lød det desværre, som om orkestret ikke kunne lide musikken. Bergman blev musiceret forsigtigt bag den engageret udtryksfulde solist. Saariahos stykke efterlod den opladte koncertgænger i stor forbløffelse, højttalerne udsendte mere sus end klang, og musikerne afgav med åbenlys munterhed tut, pift og hvin, mens dirigenten takterede sammenbidt. Og rundt om det hele påpasselig Sibelius; aftenen smuldrede hen i en samvittighedsfuld kontorchefs betragtninger over C-dur, en bekræftelse af hans artige medarbejdere.

Også Per Nørgårds "I Ching" med orkester (den 23. november) havde man (til en forandring) valgt at besvare i C-dur, Schuberts 9. denne gang. Den nørgårdske fortælling om den blændende virtuos (Gert Mortensen er jo den musik), der igennem koncerten opildner orkestret til i slutsatsen at kaste sig dristigt ud på det dybe og ikke blot spille op til men med solisten, blev virkelig en oplevelse, der fik mig frem i sædet. Når nu solisten var gået, skulle vi bare høre: orkestret alene på banen ville folde sig ud lyrisk, dramatisk, klangfuldt, opspændt i den timelange guddommelige. Der blev ikke foldet noget, afleveringen af symfonien lød tværtom, som en tilkendegivelse af, at dette her har vi gjort for ofte og I ved jo, hvad der kommer.

Gode programidéer kan kun realiseres, hvis alle -musikerne ikke mindst - er med på vognen, og bliver man ved at spille 'de gode gamle', må det dog være for at overbevise tilhørerne om, at de er værd at høre. Ellers ender de som tandløst lirum-larum med bas og trommer. Hooked on classics?! Det farlige ved at spille den gamle musik er, at det er snydelet at gøre den kedelig.

Men Odensesymfonikerne har tag i publikum, alle rammer sprængtes med 7 populære nytårskoncerter, 2 gange Beethovens 9. var tilløbsstykke. Kvantitet lig med kvalitet? I hvert fald beviste man sin berettigelse over for politikerne, og det er vigtigt.

Messiaens "Turangalîla" rejser ikke noget programproblem. Den udfylder en aften med sine 10 satser og blev hørt den 1. februar af en fuld sal som sæsonens bud på samarbejdet mellem Odense og Sønderjyllands symfoniorkestre. En prisværdig idé, der har gjort det muligt tidligere at vise "Sacre" og Mahlers 6. såvel for fynboer som sønderjyder. Godt at det kan lade sig gøre.

Jeg har aldrig været i sal med "Turangalîla" før og var forbløffet over, at blæsersektionen ikke er større i det stykke, men hvad trompeterne ikke kan overkomme i lydstyrke, klarer Jeanne Loroid med sit Ondes Martenot. Værkets karakter passer til dirigenten Otmar Maga, Frode Steengaard var en imponerende klaversolist, og dog efterlod den meget 'dynamik og livskraft' blot det kætterske indtryk af et vulgært-naivt showpiece. Stockhausen skal iflg. koncertens program have udtalt, at Messiaen "vækker det døde til live" - og det er måske netop, hvad der sker? Hvor der er lyd, er der liv.

Orkestrets 5 plader, alle i samarbejde med Unicorn -Kanchana Records, afspejler smukt tendensen i koncertprogrammerne: Mozarts "Odensesymfoni", Nielsens forår og Aladdin, H.C.Andersen-musik, bl.a. Louis Glass' Elverhöi suite og Hartmans Ravnen ouverture. Mere Nielsen (Færøerne, Pan, Opus l, Maskerade) og senest 80 minutter Lumbye cå CD, alt sammen bevaringsværdigt og fornøjeligt. Årsbrochuren udtaler, at Odense Symfoniorkester har "bestræbt sig på at finde nogle musikalske tnicher', som ikke konkurrerer direkte med de store internationale orkestre" - man kunne forsigtigt antyde muligheden af en niche med ny dansk orkestermusik, som næppe vil konkurrere med noget som helst. Ikke noget at betænke sig på.

"Historien om en soldat" på Vintapperteatret i Odense blev en sikker vinder sidste forår, som på mange opfordringer blev gentaget i november som led i teaterfestivalen. Vanskelighederne ved at samle tropperne, musikere fra symfoniorkestret såvel som skuespillere, er øjensynlig store, så det blev ved den ene opførelse. Men der havde mageligt været tilskuere til flere, nu blev stolene rykket sammen i det lille teater. Vi stod og sad på trappetrin og fjeldræve, et broget publikum i alle aldre. En vældig god forestilling. Musikken midt i rummet som skabt til den tætpakkede intime atmosfære blev frisk fyret af i tæt samspil med selve spillet: Fortælleren, soldatens fortrolige, en pige i uniform, djævelen - kan ikke være andet end en kvinde i talrige forklædninger, den dansende prinsesse er oppe imod for stærke, erotiske kræfter, og slutningen bliver en virkelig djævelsk forførelse.

Jeg har lyst til at nævne 2 navne: Gustav Hetsch, hvis knudrede syntaks åbenbart er knyttet til opførelsesretten - hvordan kunne Danmarks Radio slippe for den? Og Freddy Caspersen, paukist i Odense Symfoniorkester, med glimrende dirigenttalent. Forestillingen blev velfortjent belønnet med den ene part af Fyns Amtsmusikpris 1989.

Ny dansk musik var ikke ret meget på Fyn uden FUT. Ikke specielt ny fynsk musik, antallet af øens komponister er som bekendt beskedent. Til gengæld har foreningen profileret sig bredt orienterende med festivaler omfattende portrætter af en komponist eller et enkelt lands nutids musikalske output.

Ved mange koncerter har øens egne engagerede og kompetente musikere medvirket, men lige så selvfølgeligt har FUT præsenteret ikke-fynske og udenlandske solister og ensembler som specialister så at sige (Sonanza, David Bürge, m.m.fl.)

Ud over den finske Musikhøst i oktober var der 2 arrangementer i efteråret. Indholdet er sandsynligvis københavnerne bekendt, men de indgår begge naturligt i FUTs programpolitik. Niels Viggo Bentzon fik en særlig tilknytning til Fyn, da han var hovedpersonen i Musikhøst 1988 og vendte derfor tilbage den 23. september for også her at fejre sin 70-årsdag med ikke mindre end 2 opførelser afbind 6 og 7 af sine tempererede klaverer. Taditionens 24 smådele forekommer nu omformet til en fantastisk sammenhæng. En bestemt grundstemning fastholdes, især den intense melankoli i nr. 7 begrundet på at hele værket spilles og ikke bare udpluk deraf. "Duo Konzertante" for violin og kontrabas opus 531 adskilte effektfuldt de 2 klaverværker på aftenkoncerten.

Den 5. november - samme dag som Stravinsky i Vin-tapperstræde - spillede den veloplagte danske saxofonkvartet 3 vidt forskellige danske værker. Først sammenbidt Stubbe-Teglbjærg ("Skel" hedder de 9 stykker), hvorefter Fl. Chr. Hansens "Ala mémoire de Dali" og Jan Kaspersens pjankede kvartet opus 9 uropførtes.

Førstegangsopførelser i Danmark af solostykker af Scelsi og Berio ved Per Engholm og Lucie Roberts "Tetraphones" indledte programmet. Roberts stykke var nær ved at tage fusen på danskerne, hvade det ikke været for ekstranummeret "Contrapunctu IV" af Kunst der Fuge, som både klangligt og rytmisk blev artikuleret så smukt, at man skulle tro, det var en originalkomposition!

Det beskedne besøg ved begge koncerter har nu fået FUT til at gå bort fra weekend'erne og sprede forårets koncerter ud over ugedagene. Men konservatoriet er -velsagtens fortrinsvis af økonomiske årsager - fortsat FUTs faste tilholdssted.

Og så kunne vi gå til konservatoriets 60 års fødselsdag, der varede i 8 dage. Her var der mulighed for at høre elever og lærere i både gammelt og nyt. En Kagel-musikteateraften var så succesrig, at gruppen har etableret sig og gentog opvisningen i FUT-regi i maj. Jeg var til 2 koncerter, der hver især strålede af engagement og spilleglæde - og dertil rummede udførelser af en misundelsesværdig grad af professionalisme. Ved åbningskoncerten lørdag den 18. november opførte konservatoriets consortgruppe, dirigeret af Jan-Inge Wijk, Monteverdis "II ballo dello Ingrate" som et levende og nærværende stykke - selvom man ikke forstod et kuk af teksten - og ikke bare fordi Ulrik Gold var med. Og dertil en smuk udgave af Messiaenskvartet, så omhyggelig at tiden næsten ingen ende ville tage.

Orkestret var flyttet hen i Rådhushallen til den egentlige fødselsdagsfest den 25. november og spillede dansk, et program af den art, som Odense Symfoniorkester gerne måtte lade sig inspirere til. Ossianouver-turen indledte naturligvis, men hovedparten afprøvetiden var tydeligvis anvendt til Sven Erik Werners "Skrålys", som Aksel Wellejus fik orkestret til at give en velfortjent og ja - lysende - udførelse, der gjorde uropførelsen ved Odense Symfoniorkester til skamme. Aftenens store oplevelse var Koppels 3. klaverkoncert, som solisten Peter Borel havde tilegnet sig som en naturlig nutidig klassiker.

Ny musik på Fyn uden FUT? Jo, der sidder en mand på Langeland, der stædigt mener, at også dét er umagen værd. Første gang jeg var til koncert hos ham, hang der en håndskreven seddel i Brugsen i Tranekær om Peter Pears og Ossian Ellis i Snøde kirke. Siden er det blevet til trykte programmer, flere store navne, musik fra alle tider, også den nye: til Rudkøbings 700 års jubilæum i 1987 arrangerede han en ren Per Nørgård eftermiddag med komponisten som fortæller i den stopfyldte kirke. I maj 1989 kom turen til en anden 'langelandsk' komponist, Hans Abrahamsen, i Stoense kirke.

Det er sommerkoncerter, han arrangerer, så der er ikke noget at skrive om i efterårssæsonen, men han skal med her, fordi amtets musikråd har påskønnet hans indsats ved at tildele ham den anden del af den fynske musikpris for 1989. Lægmærke til navnet: Vincent Chr. Steensen-Leth 'Steensgaard'. Hvad han laver, er ofte en rejse værd.

»Selvfølgelig er der en ny musik«, som den finske kulturattaché sagde ved åbningen af Musikhøst, »for det er ligesom at køre på cykel, man må træde for at komme frem. Holder man op, vælter man, og så er der ikke mere, det er slut«.

FUT træder. Og greven på Steensgaard.