Omkring et Carl Nielsen symposium på Musikvidenskabeligt Institut i København

Af
| DMT Årgang 64 (1989-1990) nr. 07 - side 278-281

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Pionerer & outsidere
  • Annonce

    Alice
  • Annonce

    Lyden af fremtidens rum

På Musikvidenskabeligt Institut ved Københavns Universitet har man taget Carl Nielsen festlighederne lidt på forskud. Den 18. maj blev her under titlen "Arven efter Carl Nielsen" afholdt et symposium knap en måned før det for alvor går løs med fejringen af 125-året for Carl Nielsens fødsel. Et panel bestående af lektor Jørgen I. Jensen, professor Jan Maegaard, komponisten Steen Pade og lektor Torben Schousboe kom vidt omkring Carl Nielsen og hans verden i løbet af de seks timer symposiet varede. Tilhørerne holdt ved til det sidste, så helt uvæsentligt kan det ikke have været!

Ingen vil vel drage i tvivl, at Carl Nielsen er vores største komponist. I hvert fald er han den mest kendte danske komponist i udlandet sådan i bredere kredse. Når man snakker musik med udlændinge og talen kommer på det særligt danske, kan man være sikker på, at Carl Nielsens navn på et eller andet tidspunkt vil blive nævnt - meget ofte sådan lidt undskyldende, fordi dette navn er det eneste den pågældende kan komme på, og det på den anden side er så oplagt!

Men også vi selv mener utvivlsomt, at ingen af de afdøde danske komponister kan komme op på siden af ham. Den eneste alvorlige konkurrent er Niels W. Gade. Også han var som bekendt et betydeligt navn ude i Europa, specielt i Tyskland i kraft af sin virksomhed som Mendelssohns assistent ved Gewandhauskoncerterne i 1840'erne. På en eller anden måde er der alligevel noget underligt uvedkommende ved hans tonesprog, sammenlignet med Carl Nielsens. Allerede generationsforskellen på Gade og Carl Nielsen spiller her en rolle. Mens Carl Nielsen, trods sine 125 år, stadig har noget at sige os om livet og døden, for nu at udtrykke det lidt overordnet, virker Gades musik mere som historisk musik, fast forankret i en bestemt historisk situation uden samtidig at være andet og mere. løvrigt giver det ikke rigtig mening at sammenligne de to; her er det kun gjort, fordi de trods alt begge bejler til positionen som Danmarks betydeligste komponist. Set med nutidens øjne, går Carl Nielsen her af med sejren.

Men straks melder spørgsmålet sig: hvorfor anser vi Carl Nielsen for så stor en komponist? Er det fordi vi ikke har dem bedre? Er det i kraft af et særligt kompositorisk mesterskab? Er dogmet om hans betydning blevet en selvforstærkende myte - altså et rent receptions-historisk anliggende? Eller er det måske fordi han repræsenterer det rendyrkede danske på godt og ondt, eller hvad?

Musikalsk analyse

Hvad det med musikken angår, kom man ikke rigtig for alvor ind på dette i løbet af symposiet. Det gør man forresten sjældent. Naturligvis er der sagt og skrevet meget om Carl Nielsens tonesprog: om de små og store tertser, om 'det antikke toneprincip' (som den ofte noget miskendte Ludvig Dolleris i sin Carl Nielsen monografi fra 1949(1} kaldte komponistens brug af den sænkede septim), om det folkelige, spillemandsagtige og musikantiske i mange passager osv. Og naturligvis er der da også en række specialafhandlinger og en enkelt monografi (Robert Simpsons bog om symfonierne25, der går mere grundigt til værks i denne henseende. Men en egentlig kortlægning af Carl Nielsens musikalske særpræg ud i alle de musikalske parametre er da vistnok ikke foretaget. På symposiet talte man en del om instrumentationen. Nogen uenighed var der at spore på dette punkt mellem komponisten Steen Pade på den ene side og forskeren Torben Schousboe på den anden. Kort fortalt drejer det sig om at afgøre, hvorvidt steder med ubehjælpsom instrumentation skyldes dårligt håndværk eller er en bevidst udtryksform hos komponisten i den givne musikalske situation. Denne diskussion blev illustreret med udvalgte eksempler fra 1. sats af 4. Symfoni.

I forbindelse med påstanden om behovet for en e-gentlig musikalsk beskæftigelse med Carl Nielsens tonesprog, kunne man i høj grad efterlyse en analytisk kvalificering af det påståede Tbrud i produktionen mellem 5. og 6. symfoni. Ligesåvel som der blandt mange musikelskende lægfolk er en myte om det ufordærvede naturbarn, er der i løbet af de sidste 25 år blevet oparbejdet en 'myte' om en gennemgribende musikalsk nyorientering efter den 5. symfoni - i meget høj grad som et naturligt modstykke til den gængse Carl Nielsen opfattelse. Synspunktet blev vel for alvor fremført med større vægt af Jan Maegaard i hans berømte artikel fra DMT-nummeret i anledning af 100-års dagen i 1965: "Når boet skal gøres op efter Carl Nielsen..."3. På symposiet kom det frem påny, indforstået og nærmest hævet over diskussion. Det skal ingenlunde drages i tvivl her, men hvori består det - sådan mere musikalsk håndgribeligt? Og kan det ikke nuanceres en smule? Der er dog et og andet i f.eks. 5. symfonis første sats som tydeligvis bygger bro til tonesproget i sene værker som 6. symfoni, klarinetkoncerten og de posthume klaverstykker op. 59.

I denne forbindelse er det værd at minde om Povl Hamburgers med rette berømte forelæsninger på Københavns Universitet over Carl Nielsens symfonier o. 1963/64. Så vidt jeg ved var det første gang i fagets historie, at en ikke-professoral lærer holdt egentlige musikhistoriske forelæsninger over et så specielt emne; de var derfor lidt af et tilløbsstykke både fra fagets egne studerende, men også fra adskillige interesserede uden for universitetet. Kurset bestod af en analytisk gennemgang af værkerne et for et - til og med femte symfoni! Allerede i den første forelæsning havde Hamburger meddelt, at han ikke ønskede at beskæftige sig med den sjette. Skulle den omtales på kurset, måtte en af de studerende tage sig af det! Og den gang var det ikke så almindeligt med studenterstyret undervisning, og da slet ikke i Hamburgers timer!

I symposiets diskussion af disse spørgsmål var det specielt Jørgen I. Jensen, der forsigtigt plæderede for den opfattelse, at der trods klare tilspidsninger i tonesprog og udtryk i de sene værker dog kan findes mange varsler om disse fænomener også i de meget tidlige værker omkring århundredeskiftet; det var netop dette påståede 'intellektuelle' over meget af Nielsens musik, som tidligt skræmte mange fra den etablerede københavnske musikverden.

Forskning

Et væsentligt emne på symposiet var en status over Carl Nielsen forskningen. Det er blevet hævdet, ikke mindst af den amerikanske Carl Nielsen forsker Mina Miller (hvis navn herhjemme er kendt fra talrige artikler om Carl Nielsen i dette tidsskrift, en samlet udgave af klaverværkerne på WH samt en omfattende annoteret Carl Nielsen bibliografi på engelsk), at dansk Carl Nielsen forskning misrøgter sine forpligtelser. Som afslutning på sin introduktion til den nævnte bibliografi skriver Mina Miller bl.a.:

"In view of the importance of Nielsen's music in general, and his specific position in Danish culture today as a 'national treasure', it is disappointing that even Danish scholars have not been more industrious in investigating and documenting Nielsen's life and work... Denmark has not been as active a research center as one might have hoped. For example, Danish universities have produced no more graduate theses to date on Nielsen than American and British institutions..."(4)

Det sidste er vel ikke så forbavsende; Danmark har tre universitetsinstitutter, England har 33 og USA formodentlig det dobbelte eller mere.

På symposiet gjorde Torben Schousboe status over Carl Nielsen forskningen. Uden at komme direkte ind på den kritik, som Mina Miller fremfører i sin bog, og som hun iøvrigt i noget kraftigere vendinger gjorde sig til talskvinde for på den nordiske musikforskerkongres i Abo i 1988, måtte Schousboe konkludere at Carl Nielsen forskningen - ligesom enhver anden forskning - er underlagt en række vilkår af kildemæssig, ophavsmæssig og personlig art. På godt og ondt er disse vilkår medbestemmende for forskningens resultater, og set på denne baggrund fandt Schousboe at Carl Nielsen forskningen befandt sig på et stade, som man udmærket kunne være bekendt. Han måtte således afvise enhver snak om, at mere burde have været gjort.

Når man - som undertegnede - betragter disse spørgsmål udefra, er der alligevel et og andet, der springer i øjnene. Det mest påfaldende er nok, hvor få der egentlig forskningsmæssigt beskæftiger sig med Carl Nielsen. Det gælder her, som på så mange andre felter inden for musikverdenen, at vi er et meget lille område i et meget lille land! Af netop den grund - men også af misforstået loyalitet eller som følge af den næsten fredhellige tradition for individuel forskning i centraleuropæisk forstand - opstår der meget let en vis form for lukkethed omkring bestemte forskningsområder. Det gælder ikke specielt for Carl Nielsen forskningen, men det gælder til en vis grad hele den danske musikforskning. Dengang vi konkurrerede om stillinger og avancementer, kunne man måske forstå det. Men nu, hvor der hverken er mulighed for det ene eller det andet, virker disse forhold lidt gammeldags og sommetider også lidt forstemmende.

I hvilket omfang Carl Nielsen forskningen i Danmark er omfattet af disse problemer, skal jeg i denne sammenhæng lade være usagt, og i stedet trække et par iøjnefaldende forhold frem, som utvivlsomt har deres 'naturlige' forklaring, men som i dag alligevel nok er en omtale værd. For enhver større komponist må man forvente, at i hvert fald tre hjælpemidler er tilgængelige for musikbrugere og forskere: en samlet udgave af musikken, en fyldig monografi over liv og værk samt en tematisk-bibliografisk fortegnelse over den samlede produktion og kildebestand.

Lad det være sagt med det samme og med fuld respekt for dansk Carl Nielsen forskning: der er gjort betydelige forarbejder til samtlige disse tre nævnte projekter, og det er da også muligt, at de vil blive realiseret i løbet af de kommende år. Alligevel må det undre og dybt beklages, at de ikke 125 år efter komponistens fødsel er en realitet.

Sammenlignet med andre nationale 'koryfæer' er Carl Nielsen væsentligt dårligere stillet på disse punkter. Udover en omvurdering af nogle forsknings-paradigmer kræves der også penge! Her ser det lidt mørkt ud. Man kan frygte, at det af Dansk Selskab for Musikforskning sø satte ambitiøse Niels W. Gade projekt vil båndlægge fondsmidler (og personlige ressourcer for den sags skyld også) til musikformål så mange år ud i fremtiden, at det har lange udsigter med f.eks. en Carl Nielsen udgave. Men det er en helt anden sag!

Carl Nielsen og eftertidens danske musik

Et af symposiets mere markante træk var forskellen på den måde, hvorpå de to tilstedeværende komponister beskrev deres forhold til Carl Nielsen. Det skyldes naturligvis, at Jan Maegaard og Steen Pade tilhører to forskellige generationer, og netop dette gjorde deres personlige bekendelser og musikalske eksempler spændende. Jan Maegaard uddybede sin beskrivelse fra den tidligere nævnte DMT artikel fra 1965, om hvordan en ung komponist på konservatoriet i 50'erne oplevede at få stillet et bestemt - og efter Maegaards mening alt for ensidigt og faktisk 'u-nielsensk' - Carl Nielsen ideal op som stilistisk forbillede. Hvordan Carl Nielsen æstetikken hæmmede ham i hans udvikling og han gennem en foreløbig tilegnelse til sidst endelig, næsten vrængende, måtte frigøre sig og direkte tage afstand fra den - altsammen demonstreret gennem uddrag af egne værker. "Carl Nielsen som kæledyr", som Maegaard beskrev situationen, skulle overvindes før man overhovedet kunne se, at der også var modernistiske træk hos Nielsen at knytte an til.

Ifølge sagens natur kunne Steen Pade indtage en anderledes distance til det store forbillede. Han oplevede ikke på samme måde arven som tyngende, men på en række områder tværtimod som inspirerende både for sig selv og for en række af sine komponistkolleger. Den 'respekt for materialet', som Carl Nielsen lægger for dagen, bør enhver komponist holde sig for øje, mente Steen Pade. En række 'overbevisende' musikeksempler af Nørgård, Gudmundsen-Holmgreen, Abrahamsen og Pade viste, at Carl Nielsen endnu spiller en rolle for denne musik - enten på det bevidste eller ubevidste plan. Også på dette punkt har opbruddet efter 50'ernes dogmatisme vel haft betydning.

I dette spændende sammenstød mellem to komponist-generationers forhold til fortiden blev nogle grundlæggende receptionshistoriske tendenser - man fristes til at sige lovmæssigheder - tydeligt tegnet op. Også et andet spørgsmål blev berørt - omend kun flygtigt -, et spørgsmål som knytter an til de betragtninger, Paul Griffiths gør sig i sin omtale af NUMUS festivalen 1990 andetsteds i dette nummer: findes - og hvad er i givet fald - det specifikt danske i musikken? Er det i sidste instans en sådan 'dansk tone', måske ligefrem 'dansk kunstnerpersonlighed', der gør Carl Nielsen aktuel også for den my musik, snarere end hans personalstil?

Tiden

Jørgen I. Jensen, der karakteristisk havde kaldt sit indlæg for "Carl Nielsen og livsanskuelserne" demonstrerede i et bredt kulturhistorisk overblik, hvordan en række skiftende 'strømninger' i årtierne før og efter århundredeskiftet udmønter sig i Carl Nielsens musik, og derved bringer hans musik ind i universer, der iøvrigt er præget af malerkunst og litteratur. Også et sådant forsøg er jo i hvert fald indirekte et opgør med myten om Carl Nielsen som den uspolerede bondeknøs, der frejdigt trodser alt og alle og med benene solidt plantet i den fynske jord taler Roma midt imod. En sådan gennemgribende kortlægning af det åndelige klima i Carl Nielsens Danmark og af det som kom udefra, ville utvivlsomt være givende og bidrage til en nuancering af vores forståelse af komponisten. Nyt i denne forbindelse var Jørgen I. Jensens stærke understregning af Nielsens tilhørsforhold til symbolismen - hans åndelige slægtsskab med kunstnere som Willumsen og Sophus Claussen. En sådan tankegang skylder naturligvis på et tidspunkt at gøre rede for hvordan symbolismen viser sig i musikken; som bekendt er det en af de få af tidens mange '-ismer', som ikke normalt bruges i musikalsk sammenhæng. Dette rokker naturligvis ikke ved relevansen af at indføre den i forbindelse med Carl Nielsen, selvom man altid bliver lidt på vagt, når forskellige begreber for en bestemt'tidsånd'markedsføres. Faren for den helt uforpligtende jongleren med stilarter og tendenser, som vi kender så godt fra mange årtiers stilhistorie-skrivningligger lige for; penselstrøgene kan også blive for brede. På den anden side var det en forfriskende ny tilgang, der blev præsenteret på Musikvidenskabeligt Institut.

Man kan jo ikke nå omkring alting på en enkelt dag. Men et generelt træk ved hele dette symposium var, at man ikke på noget tidspunkt bevægede sig bort fra o-verbygningsplanet, for nu at bruge et lidt umoderne udtryk i disse måneder af almindelig eufori over systemsammenbrud o. lign. Carl Nielsen var vel også samfundsborger, hans musik er vel også på et eller andet plan et svar på en samfundsmæssig tilstand. Politiske brydninger, systemskifte, husmandsbevægelse, arbejderbevægelse for nu blot at nævne nogle stikord gik næppe hans næse forbi. Satte de sig spor i hans musik, er det vel også værd at beskæftige sig med; gjorde de det ikke, var det vel også en omtale værd! Denne side af sagen var nok blevet bragt på dagsordenen, såfremt Finn Mathiassen ikke havde måttet melde afbud; hans lidet omfangsrige, men af den grund ikke mindre læseværdige bog om Carl Nielsen beskæftiger sig just med dette(5).

Hvad kom der så ud af denne dags snak om Carl Nielsen blandt komponister og for skere? For det første, at de to grupper tilsyneladende har glæde af at snakke sammen - i hvert fald om dette emne. I modsætning til hvad der f.eks. er tilfældet i DDR, er der hos os ikke tradition for at komponister og musikforskere mødes, med mindre det lige drejer sig oin den ny musik. Helt fint ville det have været, såfremt de der spiller Carl Nielsens musik havde været repræsenteret. Det havde givet det hele yderligere et perspektiv.

Dertil viste det sig, at man til trods for at han nu er 125 år gammel, ikke sådan uden videre kan sætte Carl Nielsen hen på museumshylden blandt de andre 'historiske' mestre. På en eller anden måde er han stadig vedkommende og udfordrende både som objekt for musikforskning og som inspiration for de, der som profession har taget arven op efter ham. Som Jørgen I. Jensen sagde det i sit indlæg: »Der er stadig grund til at undre sig«.

Fodnoter:

(1). Ludvig Dolleris, "Carl Nielsen, En Musikografî", Odense 1949.

(2). Robert Simpson, "Carl Nielsen Symphonist 1865-1931", London 1952.

(3). Dansk Musiktidsskrift, maj 1965 s. 89 fif.

(4). Mina F. Miller, "Carl Nielsen. A Guide to Research" (Garland Composer Resource Manuals, vol. 6, N.Y. og London 1987, s. xv-xvi.

(5). Finn Mathiassen, "Livet, Musikken og Samfundet. En bog om Carl Nielsen", Århus 1986.

Årgang 64/1989-1990, nr. 07