Anmeldelser

Af
| DMT Årgang 65 (1990-1991) nr. 01 - side 33-35

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Fra tysk vækkelsesmusik til dansk eventyr

Markus Stockhausen/Simon Stockhausen/Jo Thönes: ""Aparis"". ECM 1404 841 774-2 (CD og LP).

N.H.Ø.P./Palle Mikkelborg: ""Hommage/Once Upon A Time"". Sonet SLPCD 1662 (CD).

Af Alan Tyson

Der er blevet talt meget om den helt specielle lyd, som det tyske pladeselskab ECM står for; en europæisk lyd helt i særklasse, en sound, som kun fremkommer på en ECM produktion. Det fik engang en amerikansk anmelder til at sige om ECMs lyd: »It is the most beautiful sound next to silence«. En smuk og rammende beskrivelse. Det er produceren Manfred Eicher, manden bag de fleste ECM udgivelser, som står bag ECM's lyd-image. Således også den ny CD-udgivelse med gruppen Aparis. Det er en trio, som blev dannet i 1989, og den består af trompetisten og flugelhornisten Markus Stockhausen, saxofonisten og keyboardspilleren Simon Stockhausen, og trommeslageren Jo Thönes.

Den foreliggende CD består af seks kompositioner, der alle er komponeret af de to Stockhausen brødre. Og udgivelsen formulerer nok engang den gammelkendte meningsløshed omkring genrebestemmelse af visse former for musik. Det er nemlig lykkedes Aparis at skabe et udtryk, der rummer dimensioner fra forskellige musikalske verdener. Et udtryk, der får lytteren til at føle sig i en tilstand af at være hævet over stilkategoriseringer. Ikke desto mindre synes gruppens udgangspunkt at være den intuitive, improvisatoriske musik, med tydelige rødder i jazz og jazz-fusion. Dette viser sig tydeligst i de forskellige grooves, der opstår i forbindelse med de solistiske udfoldelser. Der er tale om en konstant vekselvirkning mellem stemningsmættede klangflader og mere tematiske passager, som igen bliver afløst af improvisatoriske forløb. I den forbindelse er det nok de tre længste kompositioner, titelnummeret ""Aparis"", og numrene ""Poseidon"" og ""Rejoice"", som kalder på størst opmærksomhed. Specielt tekstdelen i sidstnævnte nummer, indtalt af Markus Stockhausen og mixet ind som udvisket baggrund i kompositionen, danner belæg for gruppens insis-teren på musikkens erkendelsesmæssige muligheder. Gruppen synes at have et budskab, der nærmer sig den religiøse dimension, som ligger i ordet. Der er nedfældet en art hemmelig mystik sorn baggrandslærred for musikkens bevægelser i forgrunden. Man kan så efter smag og behag vælge at anskue/lytte til musikken fra flere synsvinkler og lag. Allerede gruppens navn Aparis, knytter an til noget messiansk; i et DMT-interview (nr. 6, 1988/89) har Markus Stockhausen beskrevet Aparis sådan: »Jeg plejer atkalde det »et fantasinavn på etfremti-digt menneske, til hvem vi alle giver fødsel i os selv.««.

Jeg vælger at se dette aspekt hos gruppen som en ud-tryksvilje, en vilje til atville noget med musikken: en vilje til at kommunikere. Det ytrer sig som en utrolig intensitet hos musikeren Markus Stockhausen, som smitter af og præger samarbejdet med de to andre i trioen, og som får deres musik til at fremstå som en uadskillelig helhed. For faren i denne musik er, at den med mindre begavede udøvere ville blive banal. Hos Stockhausens bliver det enkle, de banale strofer, til noget kraftfuldt og vedkommende. Som vel at mærke sker på baggrund af en for Markus Stockhausens vedkommende frygtindydende teknisk beherskelse af instrumentet. Fysisk og mental bevidsthed sætter ham istand til at spille toptoner, præcis intonation og egale linier, som ikke mange kan gøre det efter. Måske er det livtagene med såvel den klassiske musik som arbejdet med faderen, Karlheinz Stockhausens musik, som så at sige kommer igen med renter i Markus Stockhausens egen musik.

Simon Stockhausen står stærkest som keyboardspilleren, der forstår at udnytte de muligheder, som ligger i den moderne elektroniks instrumenter. Fornuftigt nok er hans rolle som saxofonist nedtonet, f.eks. i nummeret ""Carnaval"". Ikke fordi han falder igennem, men i selskab med de to andre instrumentalister, kommer den side af hans spil til at virke en smule blegt.

Gruppens trommeslager, Jo Thönes, arbejder ligeså teknisk overlegent og som Markus Stockhausen; det til tider polyrytmiske virvar og de tilsyneladende kaotiske stemninger, får Thönes til at gå op i en højere endhed.

Men at gruppen vil mere end blot teknik og flotte stemningsbilleder, kan der ikke være tvivl om. Det antydes allerede i CD book-lettens apokryffe forsidefoto af Dieter Rehm, med en oppefra kommende flammeagtig 'tornado', som med et lyn slår nedietjordisk landskab, det ligger i CD'ens omtalte tekstdel - og det ligger måske også i musikken.

Dansk duo

Once upon a Time - sådan starter alle eventyr. Med udgivelsen af ""Hommage/Once Upon A Time"" med to af dansk jazzmusiks store personligheder, Niels Hennng Ørsted Pedersen og Palle Mikkelborg, er det endnu en-ganglykkedes at lave en dansk pladeproduktion, der kan sælges uden for landets grænser. Og dette på trods af et solidt udgangspunkt i den danske sangskat: kendte melodier og børnesange. Der er en ""Spørge Jørgen"", en Lu-llabye-bye"", en 'Tango Jalousi"" osv. På den bagrund kan det undre, at CD'en opererer med noget så prætentiøst som en 'prologue' og en 'epilogue'. Som om CD'ens numre præsenterer en helhed, eller fortæller en historie med en begyldelse, midterdel og slutning. Som om CD'en vil mere end den faktisk er: en række solide, lytteværdige numre, som mestendels er omarbejdelser af allerede eksisterende musik.

Umiddelbart kunne man tro, at der er tale om en 'farmor-børn-produktion', i forlængelse af duo-produktion-erne med N.H.Ø.P./Kenny Drew. Og det er vel også i nogen grad tilfældet. Men selvom CD-udgivelsen ikke markerer sig med Værker, som skriver musikhistorie, så kan man aldrig blive træt af at lytte til nye fortolkninger af det traditionsbundne materiale. Mikkelborg og Ørsted Pedersens CD er et eventyr i tid og rum, og den er en hyldest (Hommage) til flere store danske og udenlandske komponister og sangskrivere. Der er således kun to af CD'ens 9 numre, der er o-riginale kompositioner af Palle Mikkelborg.

På den let og elegant måde serverer Palle Mikkelborg og N.H.Ø.P. de gammelkendte melodier i en indpakning, der rummer næsten alt fra klassisk tradition, f.eks. kor og strygerarrangementer, over mere nutidige funk/latinrytmer, til helt traditionelt fortolkede jazz-standards. Duoens fortolkning af Gades ""Tango Jalouisi"", suppleret med solide musikere fra den danske jazz-scene, rummer det hele på én gang. Men nummeret indbefatter også musikken og stemningen fra restaurant NIMB; og indsmurt af korsovs af Års Nova-koret, bringer udtrykket i betænkelig nærhed af den høy-bye'ske staldvarme. Når det er sagt, må man i-gen og igen tage hatten af for gennemtænkte idéer og indfald, som hæver musikken over det banales niveau.

Jeg kan ikke lade være med at fremhæve N.H.Ø.P.s fremragende basspil. Som på utallige af hans indspilninger viser han os endnu engang, at han fortjener status som verdens-klasse-bassist. Ikke mindst i nummeret ""J.P."", som måske er en hyldest til kollegaen og basgeniet Jaco Pastorius.

Mikkelborg er den gennemgående arrangør på udgivelsen. Hér er intet overladt til tilfældighederne: hver eneste detalje i instrumentering og frasering er gennemtænkt og klarlagt, intet er overladt til tilfældighederne. Alligevel efterlader man CD'en med det indtryk, at komponisten Mikkelborg (i det mindste i denne sammenhæng) er meget mere spændende end arrangøren Mikkelborg. I de to numre af ham, som der er ble vet plads til på udgivelsen, løfter musikken sig til det uforudsigelige og eksperimenterende. Hér genkendes trompetisten med den efterhånden så karakteristiske 'luftige' lyd og komponisten, som vidner om en kunstner af stort format.

Men et spørgsmål står stadig ubesvaret: hvad får Palle Mikkelborg til at søge et udtryk i de gamle sange og melodier, når han selv og vi andre ved, at han som komponist formulerer langt mere vidtrækkende og substantielle musikalske tanker? Her tænkes på projektet med Miles Davis, nedfældet i CD'en ""Aura"", eller projektet ""Journey to ..."", som man for nylig kunne opleve under Copenhagen Jazzfestival. Skal man søge svaret i at Mikkelborg præcis på dette punkt ikke adskiller sig fra andre jazz-musikere, for hvem det er ganske almindeligt at tage gamle sange og standards op i egen fortolkning? Jeg foretrækker den grænsesøgende Mikkelborg, som afsøger ukendte områder i det musikalske landskab.

Det er bogstaveligste forstand guld værd for et pladeselskab, at få musikere af Palle Mikkelborgs og Niels Henning Ørsted Pedersens format til at indspille noget, der til tider tenderer det uforpligtende. Spørgsmålet er, om det på længere sigt også er til fordel for de medvirkende kunstnere.

Årgang 65/1990-1991, nr. 01