Festival i Finland

Af
| DMT Årgang 65 (1990-1991) nr. 01 - side 28-30

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Koupio Dance and Music Festival 1990


Af Anders Beyer

Finland Festivals. For gamle DMT-læsere efterhånden en fasttømret institution. For nye: en lille snes festivaler i sommerperioden, spredt ud i den sydlige halvdel af Finland. Festival freaks kan så efter smag og behag udvælge blandt de mange tilbud, eller, som nogle gør det, bruge sommerferien til at rejse rundt og gæste flere festivaler. Hvis det er ny musik man går efter, er der flere muligheder: først og fremmest Helsinki Biennalen og Viitasaari festivalen, som udelukkende har ny musik på programmet. Men også Helsinki festi valen, Savonlinna Operafestspil og Kuopio Dance and Music Festival inddrager ny og anderledes musik i programlægningen. Og Kammermusikfestivalen i Kuhmo, som i mange år udelukkende har præsenteret klassisk musik, opfører nu også ny musik.

Man fornemmer at den ny musik i Finland er en så integreret del af den nationale selvforståelse, at den helt selvfølgeligt opføres og promoveres. Men for finske kulturformidlere er det ikke nok at fremhæve landets egne kulturelle særpræg, det er i lige så høj grad magtpåliggende at præsentere vigtige strømninger ikke blot fra Centraleuropa, men også fra fjernere kulturkredse. Som i år i Kuopio, hvor langt størstedelen af festivalen var helliget musik og dans, som har sit udspring i traditioner fjernt fra det høje nord.

Kuopio - Finlands hjerte

At en by som Kuopio med knap 80.000 indbyggere kan have en stor festival, et symfoniorkester og et nyt musikhus, hører med til historien om Finlands Wirtschaftswunder, der er vilje og økonomiske midler til professionelt at profilere byen som et kulturcentrum. Byen ved det selv -i markedsføringen henvender man sig til turister, som både ønsker oplevelser i naturen og i kunstinstitutionerne. Og vanlig finsk forståelse for vigtigheden af, at alle relevante institutioner samarbejder om arrangementerne, bevirker at folk strømmer til. Til sammenligning: har man herhjemme til en ny musik festival set et samarbejde mellem
kulturministeriet og udenrigsministeriet, som inviterer kulturskribenter fra hele verden? Man gør det i Finland! Jeg fristes til at indskyde en parantes: herhjemme haves et kulturministerium, der just har udsendt det første nyhedsbrev om EF og kulturen, som i rækken af konkrete projekter ikke nævner den ny musik med et eneste ord. Det gør til gengæld "Culture for the European Citizen Year 2000", en ny rapport af en 'kultur-konsulent-komité'. Her fremgår det, at det nuværende budget for kulturprogrammer i Fællesmarkedet udgør 0,0001% af det totale budget. Selvom rapporten af kulturministeriet kun omtales som »et uforbindende idékatalog« er det en tankevækkende rapport, som slutter med at konstatere: »No European cultural strategy, taken seriously, can be executed without a very radical augmentation of this budget.«

Musik og dans

Komponisten og dirigenten Esa-Pekka Salonen, som skal arrangere den næste biennale I Helsinki, udtalte til DMT i 1989, at han ville lave en etno-biennale, som skal sætte forskellige musikkulturer under samme tag. En forsmag på denne festivalramme kunne opleves i Kuopio (3.-10. juni), hvor de største attraktioner var en præsention af Cristina Hoyers' flamenco-trup fra Spanien, musik og dans af Les Ballets Maliens, Mali - Magic Dances of Zaire, Zaire og Les Ballets Africains, Guinea.

Den 35 mand store trup fra Guinea, som iøvrigt også gæstede Dancin' City i København i juni, præsterer mere end et "eksotiskt cirkus' med farvestrålende, pittoreske indslag, akkompagneret af voldsomt trommespil". Noget i den retning formulerer mange vestlige anmeldere deres kritik. Man overvældes af et show, der på samme tid er raffineret spektakulært og som fremstår med en umådelig kompliceret musik og koreografi.

Dette er i og for sig ikke en nyopdagelse, mange europæiske komponister vedkender åbent en afgørende inspiration fra ikke-europæiske kulturer - Boulez, Ligeti, Nørgård - for blot at nævne nogle få. Og Guinea-gruppens forestilling er anskuelsesundervisning i forbindelsestrådene mellem afrikansk polyrytmik, over Ligetis inhærente patterns i værkerne fra sidste halvdel af 80'erne, til det, der i Jørgen I. Jensens bog om Per Nørgård beskrives som 'det mellemværende7. Det drejer sig om den musikalske oplevelse af flere simultane tempo- og rytmelag; når flere lag spilles samtidig - som vel at mærke ikke drejer sig om simpel materiale-pluralisme - opstår der på perceptionsplanet en tredie, ikke-noteret musik, der så at sige træder ud aflydbilledet. Man kan så flytte opmærksomheden fra et niveau til et andet, opleve i forskellige hierarkier. Når musikken så, som det er tilfældet hos truppen fra Guinea, tilføjes bevægelsesmønstre - til og med i et rasende højt tempo - giver det en rumlig og 'flydende' polyfoni, der virker næsten hypnotiserende.

Syden i norden

Det centrale spørgsmål, som trænger sig på når festivaler præsenterer musik og dans, der har sit udspring i helt andre kulturer, ligger lige for: går det an at flytte en kunstform, en kunstnerisk praksis, som har helt præcise funktioner, som er intenderet i forhold til et lands traditioner og måde at opfatte/opleve på? Er det muligt at transportere en landsby-stemning i Mali, sandet, solen til en nordeuropæisk koncertsal? Denne problemstilling var både udøverne fra Afrika og Spanien bevidst om. I stedet for at præsentere separate numre med plastikpalmer hængende ned over scenekanten, og med buk og klap efter hver nummer, var det helaftensforestillinger komponeret i kæmpeforløb med lys og lyd. Derved forblev udøverne tro over for kravet om at udtrykke bestemte kultursæregenheder, men samtidig blev musik og dans gjort nutidig i kraft af subtile lysvirkninger og temposkift. Oprindelse, historie, magt, stolthed, magi, glæde, smerte og håb, er dele af den selvforståelse, sorn for de afrikanske udøvendes vedkommende blev genfortalt i nutidig sammenhæng. Forestillingerne ramte noget vigtigt for den udenforstående gennem nøje planlagte spændingsforhold mellem myte og moderne.

En anden afgørende grund til at de afrikanske og spanske dansere og musikere er så overbevisende er måske også, at de så at sige spiller sig selv. De agerer i et rum, som er en så selvfølgelig del af deres liv, deres hverdag, at det autentiske trænger igennem ydre rammer, de være sig nok så fjerne i forhold til oprindelsesstedet. Til sammenligning - og med al respekt - så tror jeg hverken August Bournonville eller Carl Nielsen, som er hovedfigurer i vores egen kulturelle arv og mest nærliggende at sammenligne med, står mejslet i den almindelige danskers bevidsthed med samme selvfølgelighed.

Når forestillingen lykkedes ligeså overbevisende for Christina Hoyers' kompagni som for de afrikanske dansere og musikere, skyldes det en fastholden af rødderne til spansk flamencotradition, men samtidig en fornyelse af denne. F.eks tilføjes en moderne attitude til dansen i de s.k. Cafés Gantantes, de små dansesteder, hvor den traditionelle flamenco-dans praktiseres. På baggrund af en videreudvikling af teknikken, inspireret af den klassiske ballet, tillader hun stilistiske variationer, små afvigelser i forhold til gængs praksis, som skaber den uforudsigelighed, der gør forestillingen spændende.

Christina Hoyers er den helt centrale figur i ensemblet. Det betyder ikke at de øvrige blot er en slags backing-group, som agerer i forhold til stjernen. Men det faktum at hun i forhold til et ungt kompagni i kraft af alderens tyngde kan udtrykke en alvor og intensitet, som i Flamencoens emotionelle udtryksform er karakteristica universalis, placerer hende som et helt naturligt centrum. Hvad de unge dansere har af teknisk overskud, indhenter hun gennem udtrykkets autoritet. Med sig i gruppen har hun to fabelagtigt gode guitarister, der fik denne lytter til at glemme at Paco da Lucia også har arbejdet sammen med Christina Hoyers. Hun har i mange år været et stort navn i Spanien, blandt andet gennem samarbejdet med den spanske danser og koreograf Antonio Gades, men det internationale gennembrud fik hun først gennem sin medvirken i Carlos Sauras Carmen-film fra 1983. Efter nogle år med filmarbejde og klassisk ballet, dannede hun sin nuværende trup, hvis medlemmer alle er hentet fra Sevilla.

Østen i vesten

Det politiske tøbrud i øst har naturligt nok fået mange festival-arrangører til at programsætte komponister fra øst-landene, som hidtil har måttet fungere bag lukkede grænser; DUTs minifestival i maj præsenterede musik fra DDR, Polen, Sovjet og Estland; Ebeltoft festivalen satte fokus på estiske komponister, Århus Festuge havde kunst fra øst som gennemgående tema, og ved dette års feriekurser i Darmstadt var øst-komponister og -videnskabsfolk centralt placeret.

Festivalen i Kuopio havde inviteret den estiske nationalballet. Og det var unægtelig en problematisk affære, som, sammenholdt med oplevelser af anden hidtil indelukket kunst fra øst, formulerede spørgsmålene: er man for tidligt ude? Er man for ukritisk i præsentationen af ikke før hørte øst-kunstnere for en vestlig offentlighed? Gør man dem i virkeligheden en bjørnetjeneste ved her og nu at kaste dem foran et undrende publikum, inden de har fundet deres egne ben? Specielt når de insisterer på at være moderne i vestlig forstand, lave kunst på vestens præmisser; når balletten fra Estland danser moderne, er det til "Melody of Love" i James Last-versionen (den med panfløjten). Og hvis den moderne dans har udviklet sig igennem de seneste 70 år, så er den af naturlige årsager gået fuldstændig hen over hovedet på kompagniet fra Estland. De har stadig til gode at lære det meste af, hvad Martha Graham og andre pionærer har udviklet. Man danser på alle toner og taktslag og det bliver helt utilsigtet parodisk og vulgært.

At der i det mindste på musiksiden givetvis kommer nye og spændende ting fra øst-landene i de kommende år, og at vi kun har set toppen af isbjerget med komponister som Gubaidolina, Denisov, Pärt m.fl., er der god grund til at tro på. Og at der, som det står at læse andetsteds i bladet, er politiske grunde til at det ser ud som det gør nu, er indlysende. De 'ukendte' komponister må have tid til at orientere sig efter nye æstetiske og kompositoriske landvindinger. I de kommende år bør vi gennem invitationer give dem mulighed for at gæste vestlige uddannelsesinstitutioner og musikarrangementer, hvis det vel at mærke er det de selv vil. Og hvis den form for enhedskultur overhovedet er at eftertragte.

Finsk kulturfremstød i København

I løbet af efteråret er der i København mulighed for at opleve og få indblik i, hvad finsk kultur står for. Et samarbejde med den finske kulturataché i Danmark, Kristofer Gräsbeck, og en række københavnske kulturinstitutioner, har ført til en række udstillinger og koncerter: Kunstglasudstilling i Illums (1.-15.9), finsk kor i Grundtvigs-kirken mandag den 3.9., Finlands trækirker på Københavns Rådhus 20.-29.9., finske film i Vester Vov Vov og Delta Bio fra 12.-18.10., arkitektur i GI. Dok 16.10-14.11. Og sidst i august erobrer Finlands Nationalballet Det Kongelige Teater, hvor man den 30., 31. august og 1. september bl.a. opfører "Fire Temperamenter" (Balanchine/ Hindemith) og "Verklärte Nacht" (Christe/ Schönberg). På Charlottenborg er der fra den 7.9. - 30.9. ikke mindre end otte forskellige udstillinger: finsk maleri og skulptur fra de sidste 20 år, med værker af bl.a. Marika Mäkelä, Kaija Mäenpää og Matti Kujasalo. Af billedkunstneren og professoren Björn Weckström udstilles de seneste bronzeskulpturer. En monumental tekstiludstilling præsenterer Finlands mest fremtrædende tekstilkunstnere. Desuden en udstilling med grafiske arbejder af fem kvindelige grafikere, en akvareludstilling med værker af bl.a. Olli Lyytikäinen, som repræsenterede Finland ved Scandinavia Today i USA. En video workshop giver mulighed for at udføre forskellige grafiske arbejder ved hjælp af Nokia dataudstyr, sideløbende med en præsentation af finsk videokunst.

I tilknytning til udstillingerne arrangeres flere koncerter i udstillingsbygningen og i Charlottenborgs gård: kammermusik, jazzmusik, folkemusik, korsang - bl.a. med guitaristen Jukka Tolonen og kapelmester Lehtinen. Information om de finske udstilinger: R. Veranen, Knabrostræde 20, 3. o.g., 1210 Kbh. K Tlf. 33 12 31 74.

Finsk musikuge i Tivoli. I dagene 18.8. - 25.8. danner Tivoli ramme om otte koncerter med finsk musik. Finlands Radios Symfoniorkester åbner ballet den 18. med Sibelius "Kuliervo-symf bni", dirigeret af Jukka-Pekka Saraste. Samme orkester og dirigent opfører dagen efter Kokkonens "Cellokoncert" og Sibelius "5 Symfoni". Mandag den 20. er det ungdomskoret "Tapiola-koret", hvis musikudøvelse i en lang årrække har været et af de fornemste beviser på, at børnekor ikke behøver at være baseret på og æh-bæh-buh-pædagogik. Den 21. opfører Trio Finlandia værker af Kaipainen og Mendelsohn og aftenen efter er scenen ryddet til fordel for en klaver-recital med pianisten Ralf Gothoni. Torsdag aften er det Tivolis Symfoniorkester, der under ledelse af Okko Kamu spiller værker af Sallinen, Klami, Nielsen og Sibelius. Fredagen er en ren sang-aften med Jorma Hynninen - Ralf Gothoni akkompagnerer. Den finske uge i Tivoli slutter med Radiosymfoniorkestret under Leif Segerstam, som spiller værker af Sibelius. Alle koncerterne i Tivoli er kl. 19.30.

A.B.

Årgang 65/1990-1991, nr. 01