How about letting in some fresh air

Af
| DMT Årgang 65 (1990-1991) nr. 01 - side 2-2

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Cembalisten Elisabeth Chojnacka, som portrætteres længere inde i bladet, præsenterer sig i en folder med ovenstående opfordring: Hvad med at lufte ud og prøve at slå et slag for den ny musik! Efter publikumstilstrømningen til ny musik-koncerter at dømme, rammer spørgsmålet et centralt problem, som angår den ny musik: der ikke mange, som interesserer sig for den. Den historie er diskuteret til bevidstløshed, kunne man sige. Og det kan man kun være enig i, men hvis centrale koncertinstitutioner og musikformidlere glemmer forpligtelsen om at præsentere vor egen tids musik i lyd og på skrift, så er diskusionen altid relevant; i dette nummer tages den op igen på debatsiden af komponisten Michael Nyvang.

Men står det virkelig så slemt til - bemærkningen 'forkælede komponister' høres jo nu og da! Når man ser på de forskellige institutioner i musiklivet, ikke mindst på baggrund af de musiklivsartikler DMT bragte i forrige årgang, er der måske grund til visse steder at foreslå en forsigtig udluftning og nytænkning. Her tænkes for eksempel på DMT's redegørelse for situationen på konservatorierne, i Statens Musikråd og på universiteterne. Generelt om de nævnte institutioner kan man sige, at den systematiske grundforskning, undervisning og formidling i ny musik ikke synes at spille nogen større rolle. I hvor høj grad har konservatorier og musikinstitutter markeret sig med undervisning og publikationer, som bidrager til forståelsen af dette århundredes musik og musikæstetik? For slet ikke at tale om den danske kompositionsmusik? Spredt fægtning.

Som man også kan læse i rapporten fra festivalen i Koupio længere inde i bladet, afspejles denne kedelige situation også i den nye rapport fra en komité, nedsat af kulturministeriet. Rapporten hedder Culture f or the European Citizen Year 2000, og afsnittet om nutidig musik opregner en lang række punkter, hvor der kan sættes ind: udover en forbedring indenfor de ovenfor nævnte områder, foreslås bl.a. et europæisk center for ny musik, og konferencer for ny musik-organisatorer og -formidlere. Som det hedder i rapporten: »De rer en mangel på koordination blandt de folk, som formidler ny musik; denne musik har tilbøjelighed til at forblive i en ghetto, og det er uholdbart.« Rapporten kan endvidere oplyse, at det nuværende budget for kulturprogrammer i Fællesmarkedet udgør 0,0001 % af det totale budget. Og forfatterne kan konkludere, at »Ingen kulturelle strategier i Europa, som vil tages alvorligt, kan effektueres uden en meget radikal forøgelse af dette budget.«

Hvis vi zoomer ind igen og ser på hjemlige forhold, hvad gør komponisterne så selv for at præsentere de nye strømninger, komme ud til et publikum. Det er faktisk ikke så lidt: alene i dette halvår, er der dukket to ny musik-festivaler op herhjemme: Ebeltoft Festivalen og Komponistfor eningens Biennale. Og man skal heller ikke glemme, at de fire UT-foreninger i mere eller mindre grad er opstået omkring komponist-miljøer. Ebeltoft Festivalens kunstneriske leder, komponisten Bent Lorentzen, interviewes i dette nummer af DMT. Her insisterer han på åbenhed i den ny musik: »Hvorfor skal den ny musik befinde sig i en gyselig ghetto. Det er helt sikkert, at vi engang troede, at Schönbergs musik ville blive allemands-musik. Det er den jo fjernere fra end nogensinde før. Det bliver den aldrig. Nu må vi gøre et alvorligt forsøg på at give almindelige mennesker mulighed for at forstå, hvad vi laver.«

Om dette betyder en opfordring til komponisterne, om at æde nogle kompositions-æstetiske kameler og skrive ny-venlig musik, eller om det er formanende ord om oprustning i de institutioner, som har til formål at viderebringe den ny musik som sådan, må foreløbig stå hen i det uvisse. Det sidste synes at være mest presserende.

Anders Beyer

Årgang 65/1990-1991, nr. 01