Koncerten der blev væk

Jeg har nu i nogle år været interesseret lytter ved -UT-foreningernes koncertserier og også et par gange selv været impliceret i disse enten som udøver eller komponist. Og det er derfor heller ikke undgået min opmærksomhed, at der af og til er lidt rigeligt med stole at vælge imellem når man frygtsomt indtager sin plads blandt alvorligt, i programnotelæsning fordybede, ligesindede. Den lavmælte mumlen, der lyder i krogene inden musikken indtager salen, kunne nemt forlede en til at tro, at man var havnet blandt 'fladtjords' tilhængere, eller sekteriske religiøse, snarere end blandt unge fremstormen-de ildsjæle. Heldigvis dementeres sådanne urovækkende fornemmelser (i reglen) af musikken, der spilles med en medrivende entusiasme aflangt de fleste ensembler/ solister, som jeg har oplevet på -UT-foreningernes koncerter. Også programlægningen er af stor kvalitet og interesse - således forbavser det mig f.eks., at -UT-forenin-gerne er i stand til at præsentere så mange højt kvalificerede udenlandske ensembler med det underskudsbud-get, der køres med.

Imidlertid virker det lidt som om, at ny musik koncerter lanceres på linie med live-shows eller pornobiografer. Man må snige sig ind af mørke porte (af og til i tvivlsomme havne- eller industrikvarterer) for at få sine uskyldige ungdommelige vildfarelser om gærende ny musik miljøer med propfyldte sale savlet til af de gamle garvede i branchen, der med himmelvendte øjne og syrlige bemærkninger fortæller en, hvor man kan gøre af sine tanker om økonomisk rentable koncertserier og/eller ensembler. Nu er det jo også himmelråbende naivt at forestille sig, at -UT-foreningerne skulle lave koncerter, som kunne betale sig, eller i hvert fald sig selv uden statsstøtte, men helt åndsvagt var det vel ikke, hvis -UT-foreningerne kvitterede for statsstøtten ved at gøre sit iøvrigt fortrinlige produkt lidt mere synligt i gadebilledet, end tilfældet er nu. Selvfølgelig bliver der gjort noget (og nogen ville endog irriteret sige meget og tørre sveden af panden), der bliver annonceret i dagspressen og DMT, der bliver sendt foromtaler ud til medlemmerne, og enkelte plakater og foldere bliver da også hængt op/delt ud. Men alt sammen bliver ordnet af ulønnede frivillige (ellers skulle jeg da tage meget fejl), som sikkert også har mange andre ting, de skal have lavet, der sikkert også var af mere blivende værdi end de par plakater, de får hængt op hist og pist.

At musikken er det væsentligste, og at der sikkert heller ikke ville komme ret mange flere til koncerter selv ved en stærkt forøget PR-virksomhed, kan jeg egentlig kun være enig i. Men det er politisk uheldigt, at langt den overvejende del af beboerne i -UT-foreningernes hjem-stå vnsbyer overhovedet ikke engang ved, at de eksisterer eller hvad f.eks. FUT betyder (de fleste tror vel, at det er en art venskabsforening til DSB). Når der med jævne mellemrum fremkommer populistiske debatører, som anklager nulevende komponister for både det ene og det andet (jvf. f.eks. Jørgen Thorgaard, der i Aarhus Stifts-stidende den 6.9.90hævder, at vore dages komponister er i færd med at begå en århundredelang nedslagtning af vor tonekunstneriske tradition (hvad måske heller ikke er helt løgn, men han synes nok ikke, det er nogen god i-dé)), for derefter at kræve af politikerne, at de tager støtten væk fra den ny musiks udøvere, så står vi desværre ikke særlig stærkt, når vores koncertvirksomhed har loge- eller klubpræg. Når vi hidtil har undgået alvorlige nedskæringer inden for vores felt, så kan man nok ikke sige, at det skyldes en ihærdig og stigende oplysningskampagne om vores aktiviteter, og jeg er bange for, at vi ender med at få røven på komedie, hvis vi ikke snart sørger for at blive ligeså uundværlige i den danske andegård som den lille havfrue. NUMUS-festivalen og de andre ny musik-festivaler spiller selvfølgelig den væstenlig-ste rolle, da det netop er ved sådanne lejligheder, at pressens opmærksomhed rettes mod alle os, der holder af (ny) musik og laver/spiller den. Men også græsrodsarbejdet i -UT-foreningerne har en afgørende betydning for vores forhold til offentligheden (om de hader os eller elsker os er som bekendt lige meget, men etikke-forhold er utåleligt), og derfor mener j eg, at det må være meget vigtigt netop nu at få forbedret markedsføringen af-UT-koncerterne.

Det kan i og for sig gøres meget enkelt, ved at man 'ansætter' en PR-medarbejder for f.eks. en sæson ad gangen. Det skal selvfølgelig ikke dreje sig om en prof. PR-mand/ kvinde, som man ikke kan betale sig fra, men derimod en stud. el.lign. med interesse for sagen, som godt kunne bruge en lille ekstra skilling, og som har talent for den slags. Lønnens størrelse skulle så på lumpen vis afhænge af antallet af betalende publikummer - det skulle ganske enkeltvære alt, hvad der kom ind i entre (eller næsten

- det kunne jo være han/hun blev for god). Det kan umuligt være noget problem at undvære den klatskilling i -UT-foreningernes budget, for selv med 50 betalende publikummer er der ikke til mere end en underbetalt musiker, og der findes nu engang ikke en bedre motivation for at bestille noget end det ansvarsforhold en fast ansættelse giver, samt det forhold, at jo mere effektiv du er - jo flere kroner kommer der i kassen.

Måske kan noget sådant ikke lade sig gøre p.gr.a. -UT-foreningernes vedtægter el.lign. -jeg ved det faktisk ikke

- men under alle omstændigheder vil jeg gerne efterlyse lidt opfindsomhed ogungdommeligoptimismetil atdæm-me op for de ældres opgivende sarkasme, så det om ganske få år ikke længere vil være muligt at gå igennem en af de større danske byer uden at få øje på mindst 3 store flotte plakater emd græsrodsbevægelsernes logo og program (og måske fulde navn - så ingen er i tvivl om, at det drejer sig om musik og ikke togdrift).

Når den rytmiske musik tør råbe højt om sine aktiviteter, hvorfor i aller himlens strofer og marker skulle vi så ikke gøre det???!

Michael Nyvang

Komponist, stud. ved D. J.M. hos Per Nørgård.