MIC-enquete

Af
| DMT Årgang 65 (1990-1991) nr. 01 - side 20-22

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Dansk Musik Informationscenter (MIC) kan i efteråret fejre 10 års jubilæum. Centrets direktør, Knud Ketting, har netop fået et års orlov, for at kunne tiltræde en stilling som kunstnerisk leder af Ålborg Symfoniorkester. DMT har bedt en række musikfolk og MIC-brugere om at udtale sig til enqueten "10 år med et dansk musikinformationscenter". Svarene er sendt til Knud Ketting og til formanden for MIC's bestyrelse, Finn Slumstrup, med opfordring til at kommentere dem i næste nummer af DMT, når MIC's bestyrelse har haft lejlighed til at diskutere enqueten.

Musikinformationscentret har efter min opfattelse tre hovedfunktioner: MIC skal netop være et informationscenter, men det skal ogsåfungere som samarbejdscenter og desuden skal MIC 'sælge' dansk musik i ind- og især udland, bl.a. ved at arrangere udstillinger og koncerter.

Som informationscenter,der kan hjælpe med alle disse spørgsmål om dansk musik og musikliv (ved egen viden eller henvisning til andre) -måske også som dokumentationscenter - har jeg ikke nogen speciel fornemmelse af, hvordan MIC fungerer. De gange, Danmarks Radio har haft brug for MIC i den henseende, har det fungeret rimeligt godt.

MIC's funktion som samarbejdscenter finder vel nok sted, men meningen er ikke helt klar. Det Musikeksportudvalg, jeg har siddet i som DR's repræsentant, er alt for optaget af blot at samle information - i stedet for at fungere igangsættende. Formodentlig fordi målet med aktiviteterne er for vagt. Derfor kommer der kun noget egentligt ud af det ved forskellige former for tilfælde - f.eks. Carl Nielsen-året med koncerterne i England, USA og Paris (ved Musicora-udstillingen). Når der er områder, hvor vi kunne arbejde sammen, er initiativerne eller tilbagemeldingerne fra MIC få eller ingen. MIC kan for nogen virke som en sig-selv-nok institution.

MIC udfører utvivlsomt en del arbejde på dette område, men det er nok ikke det helt rigtige, man gør - målet er i hvert fald uklart.

Som udstiller og arrangør er MIC også aktiv i et vist omfang, men også her mangler der klarhed mht. hvordan MIC skal fungere i forhold til omverdenen. For at slå igennem på internationalt plan i medieverdenen må man prioritere skarpt, vurdere mulighederne for at slå igennem i det enkelte land. Man er nødt til at acceptere stjernesystemet - eller i hvert fald kun promovere solister, der er i absolut international klasse. Man må tilpasse sig de musikalske miljøer, man vil have indpas i og man må have mere fornemmelse af, hvor Danmark er international og hvor vi ikke er det.

Det er jo nemt nok at kritisere, men grundlæggende tror jeg, det er vigtigt at ville noget og kunne forklare omverdenen, hvorfor det skal være sådan.

Bent-Erik Rasmussen

P2-kanalredaktør, Danmarks Radio

At MIC bestiller noget står ikke til diskussion: der registreres og arrangeres koncerter som aldrigfør. Til gengæld er det efterhånden blevet spørgsmålet, om MIC blive brugt til det, der turde være et musikinformationscenters egentlige formål, nemlig at informere nationalt og internationalt om dansk musik. Er det med de efter eget udsagn begrænsede ressourcer, MIC har til rådighed, rimeligt at institutionen bruger så mange kræfter på et omfattende registreringsarbejde, som vel lige så godt kunne foretages i andre regi'er? Er det rimeligt at MIC bruger megen arbejdskraft på at lancere diverse danske ensembler - fra statsensemblet Kontrakvartetten til amatørkoret Vox Danica -i udlandet, og dermed giver de private impresarier ublu konkurrence,samtidig med at information om danske komponister og ensembler tit og ofte er en mangelvare ved væsentlige musikbegivenheder i såvel ind- som udland? Og er det, med al respekt for Herman D. Koppel og Steen Pade, rimeligt at MIC af uransagelige grunde har valgt at koncentrere hovedparten af sit arbejde for nutidige danske komponister om lige netop disse to, samtidig med at andre, i udlån det langt mere efterspurgte, mere eller mindre negligeres?

Svarene blæser i vinden. Og det er igennem de seneste år mere og mere kommet til at virke, som om MIC's målsætning også gør det.

Jakob Levinsen

Kulturredaktør ved Berlingske Tidende

Når boet skal deles er ingen grund til at gå efter manden, nu da han selv er gået. Selvom de, der foretrækker at gå efter bolden, gør klogest i ikke helt at glemme, at det er manden, der har spillet bolden.

MIC's problem er ikke kun et lederproblem. MIC er forkert tænkt helt fra starten. På een gang for stort og for småt. Det er den sædvanlige historie om kulturministerielle tiltag: man vil det hele, men vil kun betale for det halve. Sagkundskaben siger først kategorisk fra, men hopper så alligevel på vognen i håb om, at noget vil vise sig. Et mirakel f.eks. Hellere komme galt afsted end slet ikke komme af sted.

Mirakler har det med at udeblive. Alligevel indgår de i vores vurdering af andres succes eller fiasko. Det ligger nok sandheden nærmere at hævde, at skiftende musikråds bevillingsmæssige principløshed har været udtryk for en ubevidst erkendelse af projektets basale umulighed. En erkendelse, der i stedet for at udmøntes i handling, har artikuleret sig som slet skjult irritation over, at det ikke var lykkedes at finde en leder, der kunne gå på vandet.

MIC har nu hutlet sig igennem sine første 10 år. Men agter ikke at fejre bedriften. Det er der ikke råd til, siger man. Der er nu heller ikke rigtig noget at fejre. Det skulle lige være den erfaring, at kvalificeret og engageret musikinformation formidles bedst af musikmiljøerne selv. Uden daglig, inspirerende og motiverende kontakt med de strømførende lag ender det hele let i avisklipperi, registrering af registre og mondæne tilfældigheder på de bonede gulve.

Den rytmiske musiks folk indså det for et par år siden og meldte fra. MIC's vedtægter blev lavet om for at give plads for en fornuftig skelnen mellem generel og specialiseret informationsvirksomhed.

Dansk Komponistforening blev hængende. Mere af nød end aflyst. Og nøden var ikke kun økonomisk. Opgavens notoriske ufremkommelighed dikterede en lav profil, som alt for længe har været med til at legitimere et foretagende, ingen rigtig tror på.

Det må være slut nu. Fødselsdag og vagtskifte er passende anledninger til hovedrengøring. Komponistforeningen har uden konkurrence Danmarkshistoriens mest monstrøse og uopfyldte behov for synliggørelse og må derfor selv spille ud med brugbare alternativer til den MIC-model, som et massivt flertal af foreningens medlemmer finder værre end ingenting.

Og når så MIC-boet skal deles, vil der heldigvis være mange til at huske, at det netop var komponistforeningens behov, der skabte MIC.

Hvad der derefter måtte blive tilbage af det, der i militær sprogbrug heder personelle og materielle MIC-ressourcer, lader sig friktionsløst indpasse i de daglige rutiner på Gammel Strand eller i Gammel Dok. Placeringen af dette kontor til oppudsning af musikalsk arvesølv bør finde sted efter lodtrækning, bivånet af Notarius Publicus.

Sven Erik Werner

Komponist, medlem af MIC's bestyrelse

Da det første udkast til en lov om MIC forelå for en halv snes år siden, havde musikbibliotekarerne meget svært ved at indse nytten af en sådan elitær institution. De første medlemmer af Statens Musikråd var meget klassisk orienterede, og man ønskede at MIC primært skulle tage sig af nyere dansk kompositionsmusik.

Musikbibliotekarerne følte sig - måske lidt med urette - tilsidesat som mindre velegnede formidlere af den ny-klassisk musik, selvom det fra alle sider betonedes at der da skulle et udstrakt samarbejde til.

Det blev nu ikke meget i den første leders tid. Af flere årsager: vi var nok lidt småfornærmede, og for os at se blev klare bibliotekariske opgaver lagt alt for meget i hænderne på universitets- og konservatorieuddannede akademikere. Desuden var de midler man puttede i MIC - man fristes til at sige: selvfølgelig - helt utilstrækkelige.

Men ganske langsomt fik MIC da mere styr på tingene og begyndte at kravle ned fra elfenbenstårnet. Midlerne blev lidt flere, materialesamlingerne og udklip sdyngerne voksede, der blev ansat indtil flere bibliotekarer, og folk i det ganske land fik efterhånden at vide, at MIC også kunne bruges til noget praktisk og fornuftigt.

Stilskiftet skyldtes ikke mindst Knud Ketting, siden 1984 MIC's handlekraftige og initiativrige leder - han indså nødvendigheden af at få MIC ud af et selvforstærkende tomrum som københavnsk prestige-organisation for de få frelste.

Musikbibliotekarerne og MIC er endnu kun ved at lære at udnytte hinandens ressourcer. Vi bruger dog nu MIC en del mere end for nogle år siden, hvorimod det er mindre sikkert at MIC bruger Musikbibliotekerne. Det gør til gengæld temmelig mange biblioteksbenyttere, som indirekte nyder godt af MIC's ekspertise, nå vi musikbibliotekarer husker at bruge MIC.

At det kniber med at have MIC med i baghovedet, skyldes nok at det for os, som beskæftiger os med hele det musikalske spektrum, stadig forekommer for begrænset at dansk musikinformation kun omfatter moderne kompositionsmusik - således er f.eks. Anne Linnet kun medtaget i MIC's database for sine konservatorietids-produkter, og ikke for sine mange plader, som er både væsentlige, populære og toneangivende indenfor dansk rytmisk musik.

Men samarbejdsrelationerne har udviklet sig mellem MIC og musikbibliotekerne; vi er begge institutioner der er uundværlige i dansk musikliv, og i udvalg og på musikmesser undlader vi ikke at gøre opmærksom på dette. For vi er her jo med det samme sigte: at udbrede kendskabet til og glæden ved musikalsk aktivitet - som lyttende, skabende eller udøvende.

Ingeborg Rørbye og Freddy Larsen

Bestyrelsesmedlemmer i MU*FA (Faggruppen for Musikbibliotekarer).

MIC??! Hvad er MIC? Nogenlunde sådan lyder svaret, når man forsøgsvis vil høre lidt nærmere om, hvordan MIC har plantet sig i den almindelige musikbevidsthed. Nå ja, det er nok sat lidt på spidsen, men omvendt dækker det til fulde den fornemmelse af mærkværdig ikke-tilstedeværelse, som desværre knytter sig til Dansk Musik Informationscenter og en stor del af dets virksomhed.

I en lille og meget ydmyg blå folder, hvormed MIC forsøger at markedsføre sig selv, hedder det om formålet bl.a., at MIC skal »udbrede kendskabet til dansk musik og musikliv inden for alle genrer i ind- og udland.«

Vel vidende at virksomhed af den art naturligvis må ses i lyset af eksisterende og normalt utilstrækkelige resourcer, har det ikke desto mindre her i Odense vakt undren, at MIC, i alle de år FUT har arrangeret festivaler med ny musik - siden 1985 MUSIKNYTÅR og siden 1988 MUSIKHØST, ikke en eneste gang har følt anledning til at bidrage til begivenhederne, hverken ved direkte tilstedeværelse eller for den sags skyld ved blot at sende noget relevant udstillingsmateriale (her tænker jeg selvsagt på materiale der rækker udover de i sig selv udmærkede små komponistfoldere, som MIC igennem årene har produceret).

Særlig mærkværdigt føltes dette i 1988. Emnet var rent dansk (ganske vist i høj grad WH-komponister) og omfattede bl.a. en markant præsentation af Pierre Dørge -både i egenskab af komponist og som musiker, og dertil både i vante omgivelser (med New Jungle Orchestra og med trio) og i mere sjældne kombinationer på tværs (med Esbjerg Ensemble og med Niels Viggo Bentzon). Her var virkelig mulighed for at få lidt andre end de vanlige publikumscirkler i tale, mulighed for at informere f.eks. jazzfolk om ny dansk kompositionsmusik og vice versa. Men nej!

Og hvis det f.eks. var forlaget Wilhelm Hansens 'tilstedeværelse', der her spillede negativt ind, rimer dette kun dårligt med følgende ordlyd i den lille informationsfolder: »Centret koordinerer og supplerer anden allerede eksisterende informationstjeneste.«

I den forbindelse bliver det naturligvis spændende at se, om efterårets MUSIKHØST 1990 - igen med rent dansk tema (Ruders, Syberg og Thomas Clausen) - vil kunne appellere til MIC. »MIC driver (jo) en opsøgende virksomhed, bl.a. i form af plancheudstillinger i forbindelse med festivals eller markante uropførelser« - ihvertfald i følge den lille blå.

Naturligvis er Centret da ind i mellem repræsenteret ved diverse relevante lejligheder. Men desværre forekommer denne tilstedeværelse ret ofte meget halvhjertet - som f.eks. under Nordiske Musikdage i Stockholm 1988, hvor det danske udstillingsmateriale ikke ligefrem dominerede.

Halvhjertet er ligeledes den betegnelse, der bedst dækker et helt andet MIC-projekt, nemlig et internationalt mesterkursus i Carl Nielsen-interpretation med Herman D. Koppel, som fandt sted på Fyn i slutningen af juni. Man havde lejet sig ind på Det fynske Musikkonservatorium, men havde samtidig udtrykkeligt understreget, at dette kursus var helt lukket, idet det kun rettede sig mod udlændinge. Der udgik da heller ikke skyggen af information herom, hverken til konservatoriet eller andre lokale instanser.

Stor var derfor min forundring, da tidspunktet oprandt, og det gik op for mig, at kun fire udenlandske pianister deltog (forundringen varede dog kun til jeg blev bekendt med, at kursusinvitation først var udgået fra MIC få måneder før kurset skulle finde sted), og at man derfor mødte op med supplerende danske klaverstuderende - udvalgt efter gud-ved-hvilke principper. Forundringen blev til irritation (både for mig selv samt en del af vore egne klaverlærere og klaverstuderende), da man i forskellige aviser om kursusugens afsluttende koncert på Egeskov Slot kunne erfare, at de optrædende deltagere i Koppels Master Class, bl.a. omfattede studerende ved Det fynske Musikkonservatorium.

Sådan noget er ganske enkelt uprofessionelt.

Men selvfølgelig har vi brugfor MIC. Hvis ellers Centret kunne bekvemme sig til lidt mere præcist at leve op til de oprindelige formålsbestemmelser.

Problemet er jo, at MICs ambitioner om i stigende grad selv at arrangere f.eks. koncerter og kurser stjæler al for megen tid, opmærksomhed og resourcer fra det egentlige informations- og dokumentationsarbejde. Og det er musiklivet ikke tjent med.

Bertel Krarup

Rektor ved Det fynske Musikkonservatorium og formand for Fyns Unge Tonekunstnere (FUT).

Te

Årgang 65/1990-1991, nr. 01