10 år med et dansk musikinformationscenter (II)

I forrige nummer af DMT skrev en række musikfolk til en enquete om Dansk Musikinformationscenter. Her svarer Knud Ketting (MIC's leder) og Finn Slumstrup (formand for MIC's bestyrelse) på indlæggene

Af Knud Ketting

Undren

Den første reaktion er undren. En mild undren over, at DMTs redaktionelle fantasi strækker sig til fem enquete-bidrag, der dækker en så snæver del af MIC's kontaktflade. Hvor er den rytmiske del af musiklivet? Hvor er den udøvende del af det klassiske musikliv? Hvor er grammofonselskaberne? Hvor er forlagene? For nu slet ikke at tale om en meget afgørende del af vores kontaktflade: hvor er udlandet? Hertil føjer sig en mild undren over, at det kan være så uforståeligt for DMT's redaktør, at det ikke er muligt for en daglig MIC-leder at begive sig ind i en offentlig polemik med et medlem i MIC's bestyrelse (Sven Erik Werner), før indlægget har været behandlet i et bestyrelsesmøde.

For det skal da ikke være nogen hemmelighed, at jeg gerne ville have haft udryddet de misforståelser, som præger nogle af enquetens øvrige indlæg, allerede i det samme nummer af DMT, sådan som det var aftalt med den ansvarshavende DMT-redaktør på forhånd.

Det gælder først og fremmest Bertel Krarups indlæg. Når Krarup anfører, at MIC ikke har været til stede ved de af FUT arrangerede festivaler for ny musik (siden 1985 MUSIKNYTÅR og siden 1988 MUSIKHØST) må det bero på en fejlhuskning: Bendt Viinholt Nielsen fra MIC var på plads i Odense i 1986 (hvor en række af de deltagende udenlandske musikere blev udsat for hans fredeligt insisterende bearbejdelse), og såvel BVN som undertegnede var der i 1987. Krarup nævner det som særligt mærkværdigt, at vi ikke var der i 1988, hvor en-met var rent dansk, men overser eller ved måske ikke, hvor dybt vi på det tidspunkt var involveret i Dansk Komponistforenings landsdækkende ""Lyt Dansk""-pro-jekt. Det lykkedes for os også i dt år at opretholde vor mangeårige tradition om en udstilling ved NUMUS-fes-tivalen, men selv ikke med den bedste vilje af verden havde der været muligheder for at gøre mere aktivt i Odense end tilsendelse af trykt materiale præcis det efterår.

Krarup endevender derefter det mesterkursus, som MIC arrangerede for midler og arbejdskraft uden for sin sædvanlige bevilling (arbejdskraften var stort set ube-

talt!). Han harcelerer over, at den internationale information gik sent ud. Jeg skal gerne indrømme, at vi ville have sat pris på at have kunnet sende den ud før begyndelsen af marts (hvor kurset fandt sted i slutningen af juni). Men det var nu engang ikke muligt (eller måske snarere ansvarligt) at annoncere begivenheden, før der var økonomisk dækning for den, og når vi ikke havde sikkerhed for det tidligere, så skyldtes det, at vi måtte rykke TV-2 adskillige gange for en endelig stillingtagen til projektet (skønt de havde fået en højofficiel henvendelse om det via Udenrigsministeiet). Det var nemlig ikke muligt at gennemføre det uden pengene fra TV-2, bl.a. fordi Bertel Krarups institution, Det Fynske Musikkonservatorium, skulle have 12.000 kr. i leje. Krarup er også utilfreds med pressens omtale af, hvem der egentlig deltog i afslutningskoncerten på Egeskov Slot. Den har vi imidlertid ikke haft noget ansvar for: arrangementet var E-geskovs, og da den ene af Egeskovs to musikalske konsulenter, docent ved Det kgl. Danske Musikkonservatorium Friedrich Gürtler, oven i købet havde siddet med i udvælgelseskomiteen til mesterkurset, kan MIC ikke med rimelighed lastes for den af Krarup anførte fejlinformation. Krarup nævner, at der mod forventning var danske deltagere med i kurset. Det var ganske rigtigt ikke meningen oprindelig, men det blev nødvendigt for at få et rimeligt deltagerantal, bl.a. pga. et par sene udenlandske afbud. Udvælgelsen af disse danske deltagere var Krarups kollega fra konsevatorieverdenen Friedrich Gürtler også med til, så den anså vi ærlig talt for at være uproblematisk. Alt dette kunne Krarup uden videre have fået afklaret ved en opringning til MIC. Og det havde måske været nemmere end at skulle ulejlige DMTs i forvejen hårdt prøvede læsere.

Jakob Levinsen mener, at vi koncentrerer hovedparten af vort udenlandske arbejde for nutidige komponister om Herman D. Koppel, men har måske overset de pressemeddelelser, vi har sendt, også til Berlingske Tidende, om en Nielsen-festival i Paris, som foruden Nielsen rummede musik af Koppel, Abrahamsen og Nørgård. Heraf blev Nielsen og Abrahamsen radio-udsendt. Eller om USA-aktiviteterne, hvor Abrahamsen sammen med Pade fik stor succes, og hvor Washington Post komplimenterede MIC for valget af musik. At Koppel i dobbeltrollen som komponist og pianist med sin særlige for bindelse til Carl Nielsen har spillet en central rolle i dette Nielsen-jubilæumsårs aktiviteter, burde ikke undre nogen, heller ikke Jakob Levinsen. Det var takket være denne særlige forbindelse, at vi fik etableret en stor omtale af dansk musik i en søndagsudgave af New York Times - en omtale så omfattende, at der mig bekendt ikke findes fortilfælde for den overhovdet.

Såvel Krarup som Levinsen mere end antyder, at vi på MIC negligerer de efterspurgte komponister. Allerede de netop anførte eksempler turde tjene som bevis på, at det ikke er rigtigt, og jeg kan da tilføje, at vi eksempelvis i forbindelse med Sjællands Symfoniorkesters uropførelse af Poul Ruders' ""Saaledes saae Johannes"" arrangerede en udstiling om Ruders, som fulgte orkestrets rejserute. Alligevel er det et synspunkt, som af ressource-mæssige årsager har lige præcis så meget forbindelse med virkeligheden, at vi gennemfører en så fuldstændig registrering som mulig af en hvilkensonhelst dansk komponists skaben, og at vi på anmodning gerne leverer information på den bredest tænkelige basis, men nødvendigvis må fortage et valg, hvad vor aktive promotion angår.

Det vil vist være umiddelbart forståeligt, at man ikke med troværdigheden i behold kan rejse ud i verden eller for den sags skyld Danmark og påstå, at al musik skrevet af medlemmer af Dansk Komponistforening er genial. Derfor traf j eg umiddelbart efter min tiltræden en aftale med Dansk Komponistforenings formand, ifølge hvilken vi altid ville have en løbende opdateret liste over værker, som vi skulle prioritere højt. Det er en aftale, som ikke siden har været anfægtet, og som vi konstant gør os stor umage for at efterleve.

Efter omhyggelige overvejelser i MIC's bestyrelse følger vi tillige den linje i vor aktive promotion, at vi giver en lidt højere prioritet til komponister og/eller værker, om hvilke vi ved, at de ikke uden videre klarer sig selv eller har andre aktive fortalere, f.eks. i form af et musikforlag. Også denne beslutningsproces satte jeg igang umidel-bart efter min ansættelse. Synspunktet er flere gange blevet bekræftet i bestyrelsen, uden at Dansk Komponistforenings skiftende repræsentanter på noget tidspunkt har haft indvendinger. Om de pågældende også har delt denne viden om MIC's bestyrelsesvedtagne praksis med deres bagland, er et spørgsmål, som det ike tilkomer mig at besvare. Men mange ting tyder på, at man burde tage spørgsmålet op til fornyet overvejelse, måske på baggrund i en analyse af den seneste tids ændringer i den danske musikforlagsverden.

Bent-Erik Rasmussen beskæftiger sigi sit indlægisær med vor funktion som samarbejdscenter og eksemplifi-cerer den ved det musikeksportkoordineringsudvalg, som på MIC's initiativ blev nedsat i marts 1988. Det var en tanke, som vi længe havde forsøgt at føre ud i livet, men som efter lang tids ministeriel opposition lod sig etablere i kraft af, at vi udtrykkelig vedtog, at udvalgets medlemmer ikke mødte med noget egentlig mandat, dvs. i første

omgang kun for at udveksle oplysninger og så godt som muligt sikre at de sparsomme offentlige penge, som står til rådighed for musik eksport, også bliver udnyttet maksimalt. Heldigvis har udvalgsarbejdet af sig selv udviklet sig i retning af, at skiftende kombinationer af udvalgets medlemmer har gennemført samarbejdsprojekter. For god ordens skyld har jeg forelagt udvalget Bent-Erik Rasmussens indlæg, og jeg tror godt, at jeg tør kalde det symptomatisk for de øvrige udvalgsmedlemmers holdning til MIC's rolle, når Rasmussens DR-kollega i udvalget, Erik Moseholm, udtrykte sin store tilfredshed med udvalgets arbejde og udtrykkelig gjorde opmærksom på, at udvalgets arbejde aldrig ville kunne blive mere end summen af de anstrengelser og den ansvarlighed, de deltagende personer lægger for dagen på deres respektive institutioners vegne. Det er via dette udvalg for første gang lykkedes at skaffe en løbende og nogenlunde samlet oversigt over rejseplaner, incl. repertoire, for de danske musikere, ensembler, kor, orkestre etc., der er på vej afsted for at vise det danske flag i udlandet.

Som det tydeligt fremgår af Ingeborg Rørbye og Freddy Larsens indlæg, så herskede der i sin tid i bibliotekarkredse noget, som man måske med et neutralt ord kan karakterisere som skepsis, både i tiden op til MIC's etablering og i de første par år eller tre af institutionens levetid. Heldigvis har vi nu et frugtbart og aktivt samarbejde med landets musikbiblioteker, hvor vi prøver at fungere som deres bagland, der kan træde til med ekspertviden om dansk musik og danske musikere, når det stedlige biblioteks ressourcer slipper op. Her kommer vort meget omfattende avisudklipsarkiv os til nytte, og takket være telefaxen kan vi meget hurtigt stille også mere omfattende information til rådighed end den, der med rimelighed kan formidles pr. telefon. Vi føler, som også Rørbye og Larsen skriver det, at vi har det samme sigte, og jeg føler mig overbevist om, at de ved nærmere eftertanke vil opgive deres indvending omkring vor inddatering af Anne Linnet. Den værkbase, som de omtaler, og som jeg i et forsøg på at undgå den slags misforståelser har beskrevet udførligt i en artikel i musikbiblio te-karernes eget fagblad ""Musikbiblioteket"" (nr. 4-5, 1988), har som ramme udtrykkeligt nedskreven musik. Vi kan også sagtens give oplysninger om Anne Linnets mange plader, fordi vi (i øvrigt i lighed med mange biblioteker) har adgang til Danmarks Radios diskoteks-søgesystem. Men derudover også til Nordisk Copyright Bureaus værkoplysninger. Så vi er faktisk godt ekviperet til at kunne sammenstykke fyldige oplysninger om skabende kunstnere, der bevæger sig på tværs af de grænser, som fortiden satte op mellem fløjene i dansk musikliv.

Konklusionen da? Tja, nogen entydig er der vel ikke. Udover den allerede indledningsvis nævnte undren, som må give anledning til overvejelser om, hvad man kan gøre for at fortælle omverdenen mere om, hvad vi kan, og også hvad man ikke bør forvente sig af os. Vel vidende, at det er en næsten umulig balancegang at fortælle endnu flere mennesker om vor eksistens eller fortælle de allerede vidende mere om, hvad vi egentlig kan, uden at det medfører så mange og/eller så arbejdskrævende henvendelser, at vi enten kommer ubehjælpeligt bagud med at besvare dem eller sakker agterud i den dokumenta-tionsvirksomhed, som er nødvendig for at levere kvalificerede svar byggende på opdateret viden, og som vi er nødt til selv at foretage i den udstrækning den ikke findes i brugbar form andre steder.

For vi kan vel ikke forvente, at denne enquete, sådan som DMT-redaktionenhar sammenstykket den, har hjulpet dem, som har muligheder for at sætte penge i dansk musikinformationsvirksomhed, til en bedre forståelse af det næsten desperate behov for bedre ressourcer. Et behov, som er så meget desto mere tydeligt, hvis vi sammenligner med, hvad vore nordiske kolleger har at gøre godt med. Eller kan vi måske alligevel håbe på, at disse mange linjer ikke blot har tjent til den retfærdiggørelse, som vi jo ikke rigtig kan komme uden om, men også til et mere frugtbart formål???