Lerchenborg workshop 1990

Af
| DMT Årgang 65 (1990-1991) nr. 02 - side 67-69

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Hvad angår miljø, har denne lytter ikke været på nogen festival, som overgår den særlige stemning og uhøjtidelige atmosfære på Lerchenborg Slot. Med dette års workshop og koncerter, er arrangementet som helhed - kunstnerisk planlægning, opførelsesniveau m.v. - nået et foreløbigt højdepunkt, som placerer Lerchenborg på landkortet over de bedste festivaler. I takt med indhøstede erfaringer, er Musikdagene nemlig gået hen og blevet en ikke blot central dansk ny musik-festival, men også en kulturmanifestation man lægger mærke til i udlandet. Og hvis arrangøren skulle blive træt af at lave festival, må hun kunne nedsætte sig som professionel fund-raiser; 32 bevilgende instanser, lige fra Isefjordværket til Unibank, har ydet støtte til Musikdagene. Og et ligeså imponerende opbud af medvirkende med tilhørende virvar af tråde at trække i, vidner om en vilje og tæft for arbejdet, som gør arrangørens indsats til intet mindre end en bedrift. Man kan kun beklage, at langt størstedelen af tilhørerne stadigvæk er 'rejsepublikum', nemlig de ny musik-interesserede man altid ser ved lignende arrangementer. Det intime ville naturligvis forsvinde, hvis workshop og -koncerter blev overstrømmet af en masse mennesker, men det ville være forfriskende at se nye ansigter blandt de kendte. Der synes allerede at tegne sig et billede af, at 'konkurrenten', Ebeltoft Festivalen, er for de mange og Lerchenborg for de få. Det der i høj grad adskiller de to festivaler er rammerne: et slot signalerer eksklusivitet, en brandstation det modsatte. Det behøver ikke at være sådan, og stemningen er ikke logepræget på Lerchenborg. Langt flere mennesker - hvor er f.eks lokalbefolkningen? - kunne have glæde af at gæste workshop-arrangementerne.

Musikdagene kunne i år fejre 25 års jubilæum, og det med manér: den gedigne programbog var spækket med spændende musikaktiviteter i et sådant omfang, at det måtte tage pusten fra selv de mest garvede festivalister. Som udgangspunkt for jubilæumssæsonen, havde arrangøren bedt centrale komponister fra tidligere workshops om at pege på en ung komponist fra deres eget land, som skulle præsenteres med opførelser og komponistintro-duktioner. Det blev til Gérard Pesson (Frankrig), Jan Pokus van Roosendael (Holland), Jaroslaw Kapuscinski (Polen), Simon Holt (England), Maroru Fujieda (Japan), Bent Sørensen og Ivar Frounberg (Danmark). Som samlende musikpersonlighed deltog den italienske komponist Niccolo Castiglioni.

Nye håb

En ofte hørt bemærkning, når det gælder ny musik, er at danske musikere og ensembler ikke er gode nok, ikke kan stå distancen med udenlandske udøvere. Vel har vi ikke en Arditti-kvartet, en Harry Sparnaay eller et ASKO-

ensemble, men præstationerne ved dette års Lerchenborg Musikdage viste, at der eksisterer en talentmasse af unge danske musikere, som i de kommende år kan gå hen og blive fremragende. Oglidt ældre danske ny musik-fortolkere synes nu at have fået fast grund under fødderne.

Hvad de unge angår tænkes der her på Athelas Ensemblet under Flemming Windekilde, som ved en koncert opførte værker af Gudmundsen-Holmgreen, Castiglioni, Loevendie og Nørholm så overbevisende, at der grund til at nære optimisme for sinfonietta-ensemblets fremtid. Det blev dannet sidste år i forbindelse med uropførelserne af minioperaerne på Lerchenborg. Nu har Athelas-folkene vist, at de også kan arbejde sammen på længere sigt, og de vil gerne i kontakt med interesserede arrangører. Anbefaling i form af en kontaktadresse: Hans Peter Stubbe Teglbjærg, Ryesgade 103 a, 2100 København Ø.

Hvad de lidt ældre angår, så tænkes først ogfremmest på musikerne bag LIN-ensemblet: Jens Schou (klarinet), Svend Winsløv (cello) og Erik Kaitoft (klaver). Trioen hed tidligere Den fynske Trio. Hér ønskede man repertoi-remæssigt at vægte både ny og gammel musik. Det gav problemer med den rette ensemblesammensætning -problemer som den nye trio har løst ved udelukkende at koncentrere sig om den ny musik. De beviste det, bl.a. ved at spille den mest gribende version af Góreckis tre kvarter lange- ""Recitativa i Ariosa"" (Lerchenmusik'), denne lytter har hørt. Når værket har arbejdet sig frem til kla-verkoralen i 3. sats, er musikken renset for modstand og tillader en overvældende skønhed. Men det er en skønhed set igennem det forudgående og derfor indeholder erfaringens smerte. Måtte LIN-ensemblet dog beholde dette værk på programmet lang tid endnu!

Men her stoppede festen ikke, for Workshop Ensemblet under Svend Aaquist Johansen leverede en lang række eminent gode opførelser. Hatten af for et ensemble, der kunne levere så mange værker i så gedigne udførelser. Af de værker Workshop Ensemblet opførte, skal et omtales her: Poul Rosing Olsens ""Patet"" (opus 55, 1966). Det er komponeret som en hyldest til indonesisk musik. Rovsing Olsens etnologiske interesse smittede af på hans kompositoriske virke, det er en kendt sag. Men hvor godt kender vi egentlig komponistens produktion? At hans værker i mange tilfælde står som 'nye' og nøgternt klare, det kunne det henved 25 år gamle værk ""Patet"" give en formodning om. Er tiden ikke inde til en større retrospektiv præsentation af Rovsing Olsens værker? Danmarks Radio ogfestivaler rundt omkringi landet kan gøre det. Opfordringen er hermed givet.

Deus ex machina?

Spørgsmålet bliver ofte stillet i disse år: er detfra'maskin-musikken' fornyelserne skal komme? Dagbladsanmelderne var ikke i tvivl, hvad angår computermusikken på Lerchenborg; Jens Brincker fra Berlinske Tidende skrev den 7. august om uropførelsen af Ivar Frounbergs ""Time and the Bell"": »Vi fik præsenteret fortroppen til en revolution, der totalt kan forandre musikundervisningen og den ny musiks betydning for almindelige udøvende. En revolution der kan give Spil-Selv-bevægelsen nyt indhold og frisætte tusinder af almindelige musikelskeres kreativitet. Hvis den får lov til at udvikles i kreativitetens tjeneste.«

Udgangspunktet i stykket er en interaktion mellem udøver og computer, i dette tilfælde mellem slagtøjsspilleren Gert Sørensen og Macintosh-computeren. Det vil sige at udøveren reagerer på maskinen, som så at sige svarer igen. På den måde samarbejder menneskelig og kunstig intelligens, og værket tillader visse steder improvisation (aktion/reaktion) og det kan udvikle sig i forskellige retninger.

At Frounberg er på forkant med udviklingen kan der ikke være tvivl om - komponisten har det til fælles med den geniale opfinder Georg Gearløs, at der altid er noget som går i fisk - og at der ligger mere end simpel sience fiction fascination gemt i værket, kunne man også fornemme. Om det er revolutionerende vil tiden vise. Men det, der foreløbig må stå som det mest 'nyskabende' for undertegnede, er Frounbergs praktiske anvendelse afsætteorien. Nyskabende i gåseøjne, fordi Frounberg længe har arbejdet med sætteorien som praktisk styremekanisme. Den teori, som siden Forte har været et overordentlig stort hjælpemiddel for teoretikere ved undersøgelse af kombinatorik, anvender Frounberg til brug for etablering af grundmoduler, bl.a. til værket ""Time and

the Bell"". Det må spare komponisten for det enorme arbejde, det må være manuelt at opstille forskellige kombinationsmuligheder. Men det vigtige i den sammenhæng er, at Frounberg, på samme måde som Magnus Lindberg gør det, går ind og 'piller' ved systemet, så han opnår præcis den ønskede farve eller toning. Valget bliver således afgørende som den subjektive kontrolinstans, og rationalitet og udtryk bliver til stadighed balanceret. Dette kan man både høre (og se via scene-setup) i værket: musikalsk udvikling, nærmest i bølger', og moduler med labyrintisk karakter (et sted i partituret citerer Frounberg T.S. Eliot: »Or say that the end precedes the beginning«).

Simon Holt

Man må formode, at det er Harrison Birtwistle som har foreslået den unge Simon Holt (f. 1958). På mange måder er der fællestræk mellem de to komponister, hvad angår musikalsk udtryk. Holt var den eneste af de unge udenlandske komponister, jegkendte i forevejen. Da jeg hørte et værk af ham for nogle år siden, mindede hans stil og instrumentation lidt om Poul Ruders': fabulerende, gestisk, billedskabende og meget flot. Både Ruders og Holt er blevet spillet på the Proms, og det signalerer jo en hvis form for anderkendelse. Den har Holt altså opnået i relativ ung alder. Det ikke uden grund: af de unge udenlandske, var han den mest spændende komponist. Holt arbejder meget langsomt og ved klaveret (et værk tager omkring et halvt år for ham at komponere). Her sidder han og eksperimenterer, lytter sig frem, så at sige fra akkord til akkord - Holt afslår enhver form for matrice, som lægges ned over værket og bestemmer form og indhold. Denne elastiske formfornemmelse var tydelig i de værker, komponisten spillede ved sin værkpræsentation, og i det mest vellykkede værk som blev spillet på Lerchenborg, ""Danger of the Disappearance og Things"" (1989).

Niccolo Castiglioni

Måtte nødvendigvis udgøre et centrum i kraft af person og værk. Det var et længe ventet besøg; lige siden Frode Stengaards version af ""Krigs- og kærligheds-symfonier"" ved ISCM-festen i Århus 1983, har komponistens værker råbt på en nærmere præsentation. Det som fascinerer ved Castiglioni er hans stædige søgen efter nye udgangspunkter eller synsvinkler. Han befinder sig som en Robinson Crusoe ved hvert værk: et nyt ståsted, hvorfra nye horisonter kan opsøges. Hvis der så alligevel er noget som går igen hos Castiglioni, må det være, at også han er på sporet af en tabt tid, nemlig barndommens uskyldige idéverden. Det sker gennem et pluralistisk og ofte neo-inspireret sprog, som desværre ikke har været foreneligt med god (italiensk) tone. Ligesom Scelsi har Castiglioni derfor været udenfor de centrale og etablerede kredse. Den sene Castiglioni står således som en ret isoleret outsider. At det er urimeligt, beviste de værker som blev opført på Lerchenborg; det naive aspekt forbilledligt fremstillet af Rosalin Bevan i de små klaverstykker ""Come io passo L'estate"" (1983), og af Workshop-ensemblet i ""Osterliedlein"" (1990). Tilføjet det hverdagsagtige, i ttaf-felstykket ""Filastrocca"" (1989). Men at Castiglioni ikke er naiv og at han kompositioner er gennemtænkte og ikke blot supermarked, kan man umiddelbart høre. Karl Aage Rasmussen er inde på dette i sit portræt af komponisten i programbogen, som fortjener at blive citeret: »... han (Castiglioni) er ikke en videnskabsmand, ansat af den musikalske forskning i et indbildt eller virkeligt fremskridts tjeneste. Snarere en musikalsk drømmetyder, i stand til at drømme mens det kunstneriske intellekt er lysvågent. Og dét, han drømmer, er kun musik, musikken før os, bag os, mellem os, efter os. Han er noget så uforståeligt som en program-musiker uden program, en tonedigter der fortæller eventyr om musik i musik: renaissance, barok, klassisk, romantik, moderne osv. er altsammen nok historiske perioder, men i hans musik optræder de som opdagelser af facetter i menneskets natur, opdagelser uden datomærkning.«

Rundbordssamtale

Selvom 50'ernes og 60'ernes kompositoriske og æstetiske problemstillinger af naturlige årsager ikke har samme gyldighed for nutidens komponister, så er Boulez' 'erklæring fra 1954 »Hvordan redegøre for rent tekniske beskrivelser og samtidigfylde disse med substantielle æstetiske betragtninger« stadig højaktuel. Komponisternes selvportrætter og rundbordssamtalen viste det. Viste hvor svært det er nu at diskutere fornuftigt om musik, hvor de fleste skjuler sig under det læhegn, som hedder 'alt er tilladt og vi lever alle i fredelig sameksistens i vores frugtbare forskellighed'. Noli me tangere stod malet i panden på rundbordskomponisterne, når forholdet til traditionen gererelt og til andre af dette århundredes centraleuropæiske komponister specielt, blev bragt på tale. Med den meget talende Betsy Jolas i den gule førertrøje. Spørgsmål som: 'æstetiske kriterier', 'værkets er-kendelseskarakter', Torstaelighed, ""kompleksitet', 'lytterproblemer', osv. synes, i det mindste på det verbale plan, at være ikke-eksisterende problemstillinger for de deltagende komponister. Den eneste af de indbudte komponister, som havde en formuleret holdning og erklæret æstetisk ståsted, var den unge polske komponist Jaro-slaw Kapuscinski. Desværre var det også det eneste positive han havde at byde på - hans værker var pasticher på dette og hint og rentudsagt helt forudsigelige i deres forsøg på at være det modsatte.

At det for mange komponister ikke mere er en nødvendighed at diskutere disse ting, er ikke noget specielt dansk fænomen. Det kan man få en formodning om, ved at læse rapporten fra Darmstadt Feriekurserne andetsteds i bladet. Hvorfor det forholder sig sådan, er en anden og større kulturhistorisk analyse, som venter på at blive udført.

DMT's venner - læsernes kontaktpersoner

DMT har kontaktpersoner, som er tilknyttet de forskellige orkestre og uddannelsesinstitutioner. Det giver mulighed for en tættere kommunikation med udøvende kunstnere og stu derende. Kontaktpersonen - eller vennen - gør opmærksom på DMT's eksistens gennem oplysning om tidsskriftet på opslagstavler, uddeler frieksemplarer til interesserede. DMTs venner er: Niels Rosing-Schow, docent (Detkgl. danske Musikkonservatorium), Mette Stig Nielsen, docent (Detfynske Musikkonservatorium), Jørgen Mortensen, docent (Vestjysk Musikkonservatorium), Rolf Ruggaard, docent (Nordjysk Musikonservatorium), Jan Ole Traasdal, lærer (Konservatoriet for rytmisk improvisationsmusik), Frederik Gislinge, musiker, docent (Esbjerg Ensemble/ Vestjysk Symfoniorkester), Steen Pade, Musikchef (Aarhus Symfoniorkester), Per Erik Veng, kor- og orkesterchef (Danmarks Radio), Sussie Grevsen, stud. mag. (Musikvidenskabeligt Institut, Kbh.), Peder Kaj Pedersen, lektor (Aalborg Universitetscenter), Erling Kullberg, lektor (Musikvidenskabeligt Institut, Århus), Inge Sørensen, bibliotekar (Lærerhøjskolen).

Årgang 65/1990-1991, nr. 02