Debat

Suppehøns i Århus

Hermed en lille historie, om miljøet til miljøet. Den foregår i Århus, april 1990. NUMUS-festivalen er igang igen. Gamle og nye komponenter rystes i den let bulede cocktail-ryster og søde historier opstår.

Kontra Kvartetten havde sagt ja til at medvirke med værker af Rasmussen, Abrahamsen og Ligetis ""2. Strygekvartet"", som er lige så berygtet som berømt. Og NUMUS lå midt i den periode, hvor Kontra Kvartetten både skulle fungere som statsensemble og passe orkestrene, en del af vor møjsommeligt opnåede orlovsordning.

I ugen inden vores NUMUS-koncert, søndag, afholdt vi i samarbejde med MIC en lille Nielsen/ny dansk musik-festival i Paris (fire koncerter). Og mandag skulle vi så i orkester igen.

Ugerne inden Paris var blevet ryddet for alt, hvad der kunne flyttes, og vi havde fået lært Ligetis strygekvartet. Og også promoveret den (og os selv) med en stor forsideartikel i Berlingske Tidende. Og vi så frem til mødet/ prøven med Ligeti inden koncerten.

I Paris blev Anton Kontra imidlertid syg. Er der mon nogle af læserne, der har prøvet det: ømme muskler, heftig hoste, høj feber osv.? Anton tog nattoget umiddelbart efter vores sidste koncert i Paris, fredag. Og vi andre indhentede ham i Århus, lørdag aften.

Den aften var der krisemøde på Hotel Ritz. Dog begiver vi os i samlet spejderopstilling til Musikhuset søndag morgen kl. 9. Vi konfererer med flere højtstående danske komponister og planlæggere, og enes om at sende Anton i seng med flere piller. Ligetis ""2. Strygekvartet"" er et af komponistens hovedværker og bl.a. derfor helt central for festivalen. Alle håber.

Da rådhusuret slår tolv, samles vi igen og Antons radikalt decimerede gestalt taler for sig selv: Kvartetten plus de centrale officials konstaterer, at koncerten ikke kan gennemføres. Og vi afleverer vores kun andet afbud i vort 16-årige virke. Efter at have hilst på Ligeti, begiver vi os trætte og triste hjem med uforrettet sag. En måneds hårdt arbejde er spildt.

Få dage efter er 'denne fjer', denne Danmarks mest klokkerene sygemelding, vokset til fede suppehøns, som skamløst hopper ud af selv gode venners munde: med malice-blandet munterhed snakkes om at »kolde fødder nemt kan afstedkomme selv seriøse forkølelser«, at »rygtet gik«, at »den almindelige mening« osv. var, at stats-kvartetten ikke havde fået lært Ligetis strygekvartet. Rygtets værste version gik på, at Ligeti havde overværet vores prøve og forbudt os at spille værket!!

Det er i sig selv både betænkeligt, svært og lidt pinligt, at skulle forsvare sig mod rygter. De smutter som våd sæbe ognogen dialogkommer der naturligvis aldrigud af det. Men af en eller anden grund har denne bagvaskelse vokset sig så livskraftig, at den overalt, hvor jeg har forhørt mig, har taget skikkelse af 'sandhed'. Derfor dette indlæg.

Kære ny musik-miljø: er det rimelig behandling efter 16 års samarbejde? Er det den slags flovser og ansvarsløs møf vi har brug for lige nu?

For lige at slutte historien af: vi har ikke fået nye jobs med Ligetis ""2. Strygekvartet"" her i Danmark, men vi skal spille værket ved Helsinki Biennalen og i England efter årsskiftet. Vi satte den selv på vores Tivoli-koncert i august, men så ikke meget til det ellers så veloplagte NUMUS-publikum ved den lejlighed.

For Kontra Kvartetten, Morten Zeuthen

Skal U udskiftes med E ?

""Fem perler"" skriver Jan Andersen i Politiken om DUT's efterårssæson 1990. Nu skal man ikke kaste perler for svin, men jeg vil alligevel stikke trynen frem og rode lidt i møddingen: DUTs efterårssæson er en skandale!

Fem danske værker opføres - mindre end 25% af værkfremførelserne - intet under, at jeg blandt mine kompositionsstuderende sporer en animo site t mod DUT. Jeg erindrer kun forårssæson'en 1989 som endnu værre. Her blev der opført 3 danske værker ud af 15, og så rettede mini-festivalen på Louisiana kun lidt op på det!

Hvis dét er fremtidens DUT må U udskiftes med E: De Etableredes Tonekunstnerselsskab. Man må se i øjnene at Statens Musikråds fremtidige forpligtelse overfor et DET er mindre, for der er behov for at de unge komponister (dem under 30, for at sætte en arbitrær alder) støttes til at få opført deres musik uden etablerede kulturpingers præ-normerede kvalitetskrav.

For at sige det ligeud (ogfor at hindre enhver misforståelse), jeg har ikke siden 1981 haft nogen speciel interesse i DUT: da jeg forlod DUTs bestyrelse havde jeg siddet i den i 10 år, og følte en latent fare for nedgroede negle. Siden har størsteparten af mine opførelser fundet sted udenfor UT'ernes regi.

Alligevel kan der måske spores lidt bondeanger. DUT-sæsonen 79/80, som jeg planlagde sammen med Hans Abrahamsen, var den første, hvor E-tendensen blev formuleret. Vores intention var at gøre DUTs koncerter mere professionelle og mere orienterede mod udlandet. Til trods for denne orientering mod udlandet, blev der spillet ikke færre end 54 værker af 32 danske komponister. Herudover var der danske opførelser i ""Børnemusikugen"", ""Musiknytår"" (i Danmarks Radios regi), to LYT-koncerter og Louisianas portrætkoncerter og ""Gruppen for alternativ musik"". Dette var en atypisk sæson, men lidt (tilfældig) statistik fra 70'erne viser følgende tendenser:

Efterår 1975: 20 danske komponister Efterår 1976: 27 danske komponister Forår 1978: 15 danske komponister

Alle de hernævn te har haft mindst én opførelse, flere har haft et par ogfå virkeligt mange. Skønsmæssigt udgør andelen af danske fremførelser mere end 60%. Jeg har ikke kunnet inkludere tal for opførelser i LYT, AUT og ""Gruppen for Alternativ Musik"".

Nu kan man sige at bevillingerne dengang var større end de er idag, og det er både rigtigt og forkert: UT-erne tilsammen modtager mere end DUT, dengang i 70'erne. For at sammenligne, kan man medtage alle UT'ernes efterår 90-sæson, men samtidigt bør man erindre at væsentlige bidrag er udeladt i Statistiken ovenfor:

FUT opfører 9 danske komponister AUT opfører 5 danske komponister DUT opfører 5 danske komponister

(Jeg har ingen tal fra NUT, der ser ud til at holde skansen). lait er 15 forskellige nulevende danske komponister repræsenteret i de tre nævnte UT'er og ""Mu-siknytår""s arvtager ""Musikhøst"". Hvad jeg heller ikke har undersøgt, er spredningen af de fremførte komponisters alder: her er min fornemmelse, at den var langt større i de ovennævnte sæson'er. Set på landsplan er E-tendensen heldigvis endnu ikke slået igennem, men det må også modvirkes, for at sikre at partiturmusikken får arvtagere i den yngste generation af komponister.

Hvis en U-forening skal beholde sit U, er det vigtigt at den føler en forpligtelse overfor de unge komponister. Bredt set er alle nulevende komponister unge, men forpligtelsen må stige ogkulminere med de yngste årgange. Vækstbedet og det kun lidt prøvede, de endnu eksperimenterende må have muligheder for at etablere deres publikum, uden at skulle tænke på om deres eksperimenter er attraktive for de professionelle og etablerede kulturformidlere. De unge komponister skal selvfølgelig have manicureret deres negle, i konfrontationen med de mere etablerede indenlandske og udenlandske komponister, men udenlandske opførelser kan ikke være U-foreningens centrale anliggende, og slet ikke en hovedforpligtelse for en dansk statslig kulturstøtte.

Blandt danske kunstnerorganisationer har der vist sig den consensus, at, i det kommende indre marked, må bredden i den europæiske kultur støttes gennem regionale støtteordninger. Disse må kunne fungere som hjælpere for den regionale rigdom og ikke for en centralistisk strømlignet kultur. Også U-foreninger må her være deres ansvar bevidst i denne sammenhæng. Det nyligt fremkomne moms-direktiv om moms'ning af kunstneriske ydelser er kun ét af mange angreb mod accepten af, at kunstneriske frembringelser adlyder andre love end udveksling af varer og tjenesteydelser. Men det viser at EF-kommissionen foretrækker enhedssyn

fremfor pluralisme. Det er også meget nemmere!

E-tendensen udsprang af en erkendelse af, at anmelderne og publikum var negative overfor eksperimentelle program-satsninger i DUT. Når presseomtalen var negativ, blev det sværere at argumentere for, at der kun var et snævert publikumsgrundlag overfor bevillingsgivere. Derved blev der strammere økonomiske resourcer, dette medførte mindre attraktive programmer, færre publikum, mindre bevillinger osv. i en ond nedadskruende spiral. E-tendensen har vist sig ikke at være nogen løsning, men understøtter negative kulturpolitiske tendenser og afskærer vækstsbedets muligheder.

Kanonen skal derfor rettes mod tendensen og de institutioner som søger at fastholde denne tingenes skæve sejlen sig selv i sænk. Lad os støtte UT'erne i at fastholde at mangfoldigheden og frodigheden er positive kvaliteter, for en mødding indeholder grobund for ny planter.

Ivar Frounberg

»Oh, große Macabre, töte uns nicht«

- svar til Ivar Frounberg

Først en beroligelse til Frounberg: undertegnede, som er ansvarlig for DUT s efterårssæson, er ikke længere med i DUT's bestyrelse og vil ikke dér i overskuelig fremtid komme til at præge koncert-programmerne.

Jeg har lyst til at svare på kritikken, fordi den angår en vigtig, principiel diskussion: hvad skal DUT stå for, hvor skal man koncentrere indsatsen. I den periode jeg har været involveret i DUT's arbejde, har det største problem for mig at se været, at ingen i bestyrelsen har følt det som en nødvendighed at lave koncerter. Med undtagelse af Hans Abrahamsens minifestival på Louisiana, foråret 1989, har ledelsesstrukturen i DUT været ikke-eksisterende. Betegnende nok var Abraham-sen dengang ikke med i DUT, men blev hentet ind u-defra, som kunstnerisk leder. Foreningen har haft komponister siddende på den vigtige formandspost, hvis indsats og anlægfor jobbet jeg skal undlade atkommen-tere. Alt for tilfældigt sammensatte (nød)programmer kombineret med en total manglende evne til at synliggøre foreningen, har langsomt forvandlet DUT til noget, som ingen rigtig tror på, hverken komponister, anmeldere eller publikum. Alle tre instanser kan tage fejl, men jeg tror det ikke. Og baggrunden er ikke »eksperimentelle program-satsninger«, som Frounberg skriver, men de grunde jeg har nævnt. Det DUT har brug for nu og i fremtiden, er insisterende, 'irriterende' ildsjæle med kunstnerisk overblik af typen Louise Lerche-Ler-chenborg, der ustan selig-undksyld udtrykket- checker i hoved og røv.

DUT henvendte sig til en bred vifte af unge komponister, inklusive Frounbergs elever, da den nuværende bestyrelse skulle etableres. Ingen ønskede at gå ind i DUT-arbejdet og præge programmerne. At stå udenfor og råbe op om, hvor elendigt foretagenet fungerer, når man samtidig er blevt indbudt til at deltage i beslutningsprocesserne, er fornøjeligt i en Storm P.-tegning, men forstemmende, når man oplever det i virkeligheden. De unge komponister, og heller ikke mange af de ældre, synes at føle nogen forpligtelse overfor DUT. Og de kommer ikke til koncerterne. Jeg har været til stede ved de fleste DUT-koncerter i en årrække, hvor 3 (tre) komponister jævnligt har været tilhørere ved koncerterne -jeg kan vist godt nævne dem uden at genere nogen: Per Nørgård, Poul Ruders og Pelle Gudmundsen-Holmgreen. Tankevækkende.

DUT's bestyrelse tegnes således nu af personer, som kendes fra SKRÆP-miljøet (men ikke udelukkende). Og det ser jeg ikke som et krisetegn, men som et signal om, at DUT står i et vadested og måske i kraft af udviklingen er på vej mod noget andet - i bedste fald et mere åbent og synligt komponistforum.

Denne skitserede baggrund var udgangspunktet, da efterårssæson'en 90 skulle planlægges. Her er det vigtigt at understege, at det ikke har været hensigten at indføre en slags tping-dynasti' i DUT. Idéen var enkel: i løbet af efterårssæson'en at sætte fokus på foreningen ved at lave kvalitets-programmer, som fik folk til at komme til koncerterne og derefter melde sig ind i foreningen. Dette på baggrund af en længere planlægnings-periode, som bl.a. inkluderede kurser på Musikvidenskabligt Institut i København, hvor energiske studerende har planlagt undervisningsmateriale om de involverede danske komponister. Studerende og komponister turnerer i dette efterår på uddannelsesinstitutioner, hvor de præsenterer komponist og værk. Osv. osv. Derefter gennem et solidt benarbejde og langtidsplanlægning at overbevise om, at vi iøvrigt også har gode unge komponister som Stubbe Teglbjærg m.fl. Hvis Frounberg havde kontaktet DUT, ville han have fået oplyst dette, og at den færdige forårs-sæson '91 ligger i forlængelse af den skitserede planlægning, med opførelser af en lang række danske komponister.

Hvad angår DUT's efterårssæson '90, som efter Frounbergs mening er en »skandale«, så forløber den indtil nu efter planen: den første koncert i Pumpehuset med Palle Mikkelborg og Markus Stockhausen, er blevet beskrevet særdeles fyldigt i den samlede presse (minus TV), med stort opsatte foromtaler og anmeldelser. Omtale til komponistforeningen blev der også plads til, idet nogle af vore kulturskribenter var stemt for, at Pumpehus-koncerten skulle henføres til komponistforeningens biennale-aktiviteter. Nevermind, der var fuldt hus til koncerten, masser af nye ansigter, nye medlemmer i foreningen - en pragtfuld oplevelse.

Fagforenings-statistikker, som dem Frounberg disker op med, giver mig røde knopper. De burde ikke have noget med kunstnerisk praksis at gøre, og de resulterer i uspiselige koncert-menuer. Valkendorfssalat.

Anders Beyer