Den ny musik i Århus

Af
| Årgang 65 (1990-1991) nr. 03 - side 99-100

Et vue over det århusianske musikliv afslører straks NUMUS-festivalen som den ny kompositionsmusiks flagskib. Her opføres både dansk og udenlandsk musik, her opføres den ny musiks 'klassikere' og her er (endnu) plads til eksperimenter. Her opføres værker af unge talenter side om side med værker af anerkendte komponister, og frem for alt giver festivalen os lejlighed til at mødes med andre ny-musik-interesserede, så vi gennem diskussioner og almindelig småsnakken får dyrket vores fælles lidenskab. Så kan det naturligvis diskuteres, om NUMUS har det bedst under Århus Symfoniorkesters beskyttelse eller den skal udspringe af græsrødderne - om det skal være en festival med international profil eller et forum først og fremmest for nye eksperimenter. Mest ønskeligt ville det være, om festivalen kunne danne ramme om eksperimenter på internationalt plan. Det værst tænkelige ville være, hvis man i bestræbelserne på at give festivalen internationale dimensioner satsede på det sikre, og fratog de unge danske komponister lejligheden til at lade deres musik prøve kræfter med et kvalificeret publikum.

Men lad os lade alt det om NUMUS ligge - det er allerede behandlet i tidligere numre af bladet - og i stedet spørge hvordan det i grunden går med den ny musik i Århus, når der ikke lige er NUMUS-festival.

Institutionerne

To institutioner står centralt når det gælder fremførelse af ny musik: AUT og Århus Symfoniorkester. AUT arrangerer spændende koncerter. Symfoniorkestret satser på det mere sikre og har et stort publikum.

AUT har budt på 7 koncerter i forårssæsonen 89. Heraf var de tre koncerter festivalagtigt placeret i løbet af en uge i januar (en uge, hvor jeg desværre ikke havde mulighed for at høre koncerterne), og de øvrige fire koncerter fandt sted i løbet af forårsmånederne. Hver af de fire koncerter havde flotte ting at byde på: Det engelske Capricorn-ensemble, som spillede dansk og engelsk musik var i sig selv en oplevelse. Tage Nielsen portrætkoncerten viste gode sider af komponistens produktion, og en orgelkoncert rummede det allernyeste inden for dansk orgelmusik (ældste værk var fra 1986). Alle koncerterne vidnede om, at AUT-folkene udfører et stort og grundigt arbejde med at programsætte ny musik og med at skaffe solister og ensembler, som faktisk fremfører musikken på et højt professionelt niveau og med den nysgerrighed, som den ny musik nu kræver.

Det blev den fjerde af forårskoncerterne, som satte sig de dybeste spor i min bevidsthed. Ved koncerten medvirkede Stephen Montague og Philip Mead, og der blev spillet værker af Berry Anderson, Simon Emmerson, Christopher Fox og Stephen Montague. Instrumenterne ved koncerten var computer/elektronik og klaver, og koncertens rum skabtes i spændingen mellem det rent akustiske, det elektroakusitiske og rent elektroniske. Den aflen mærkede vi vingesuset fra den internationale ny musik-scene i Århus, og for mit eget vedkommende blev koncerten den største musikoplevelse i den sæson. - Og alligevel var koncerten en katastrofe: Koncertsalen var stort set tom. Vi sad ca. 10 mennesker spredt på de forreste stolerækker.

Mit generelle indtryk af AUT-koncerter er ellers, at de er nogenlunde velbesøgte, og jeg må nødvendigvis spørge mig selv, hvorfor publikum vælger at gå til koncerter med ny dansk musik, men ikke kommer når den den internationale avantgarde præsenteres. Jeg håber, jeg tager fejl, men jeg er bange for, at tendensen kunne være udtryk en dansk andedams-selvtilstrækkelighed. Ny kompositionsmusik associeres mest med ny dansk musik, og det er der selvfølgelig nogle naturlige forklaringer på. En af forklaringerne kunne være, at universiteternes undervisning i ny musik (ihvert fald vest for Storebælt (og her er jeg selv skyldig)) centrerer sig om dansk musik alene af den grund, at her er materialet let tilgængeligt. En anden forklaring kunne være musikinstitutionernes forpligtelse til at udbrede kendskab til dansk musik. - En forpligtelse, som naturligivs er uhyre vigtig, men som ikke må føre til, at vi fordyber os i et dansk eller nordisk univers og glemmer at tage pulsen på den internationale musik.

Perspektiverne skræmte mig den aften i Musikhuset, og jeg kan kun på det kraftigste opfordre til, at den ny musik orienteres internationalt, og at både publikum og komponister betragter ny dansk musik i et langt mere globalt perspektiv end det sker for øjeblikket.

Den anden store musikinstitution i Århus, som fremfører ny musik, symfoniorkestret, har ikke de sammeproblemer med publikumsopbakningen som AUT. Symfoniorkestret har sit eget stampublikum, og vel at mærke et publikum, som gerne lægger øre til en klaverkoncert af Fade, blot det får en symfoni af Bruckner bagefter. løvrigt gør symfoniorkestret et stort stykke arbejde for at udbrede ny musik. Den væsentligste del af orkestrets repetoire er naturligvis de store klassikere, men ud over de store, gamle værker spiller orkestret faktisk en del ny musik. Symfoniorkestret medvirker ved den årlige NUMUS-festival, og ellers er der ny musik på programmet ved adskillige koncerter i løbet af en sæson. Navnlig ved orkestrets kammerkoncerter har man ofte lejlighed til at høre nye og spændende værker. Orkestret har god sans for at spille ny musik, og det er en fornøjelse at opleve nye værker spillet med samme selvfølgelighed og professionelle musikalitet som gamle klassikere. Det er mit klare indtryk, at publikum er glade for den ny musik og gerne vil høre mere, og således har orkestret jo en vældig opdragende funktion. I den forbindelse skal det da også nævnes, at symfoniorkestret som noget nyt i denne sæson tilbyder koncertintroduktioner forud for koncerter med ny musik. Ved disse introduktioner har f.eks. Per Nørgård fortalt om sin violinkoncert, Steen Pade har fortalt om sin klaverkoncert, og studerende fra Musikvidenskabeligt Institut, København, introducerede værker af Ligeti i forbindelse med koncerten ved overrækkelsen af Sonnings Musikpris. Introduktionerne er velbesøgte, og der spores en tydelig interesse hos koncertgængerne for at få skabt en åbning mod den ny musik. Jeg synes, det er et godt initiativ fra orkestrets side. Bliv ved med det!

Og musikken

Koncerten i marts med Philip Mead, Stephen Montague, og Ligetis værker, som blev opført ved NUMUS-festivalen og enkelte andre værker, som har været spillet i sæsonens løb, satte den danske musik i relief. Man skal sandelig lede længe efter danske værker med international gennemslagskraft. Paul Griffiths er tæt på sandheden, når han i omtalen af NUMUS-festivalen (DMT nr. 8, '89/90) betegner dansk musik som et hemmeligt sprog, som kun deles af et par hundrede indviede, på baggrund af den nationale baggrund som noget centralt for den danske musik. På mig virker det som om, den ny musik træder vande for tiden. Jeg har ikke hørt et eneste dansk værk i denne sæson, som har rystet mig i en grad, så jeg måtte vende tilbage til det ved først givne lejlighed. Tværtimod synes jeg, en høj grad af forudsigelighed præger den danske musikscene. Det har været svært at blive overrasket ved koncerterne i denne sæson. Det er som om, den slatne version af postmodernismen har holdt sit indtog: Hele det historiske materiale er tilgængeligt for komponisten. Der er ingen stil, der er alment forpligtende, og musikken skal først og fremmest være kommunikativ. Der er stærk interesse for publikumskontakt og eksperimenter er noget, der foregår på det strukturelle plan (her tænker jeg bl. a. på fraktale strukturer og vektorberegnede tonefølger). Betragtningen er naturligvis forenklet, men jeg synes, tendensen kan spores. Den postmodernisme, som vi alle sammen lever i, og som navnlig kunsten ikke kan komme uden om, har lagt sin klamme hånd på musikken i stedet for at virke som katalyserende udfordring. Den postmodernistiske avantgardehenviste til det sublime som et fraværende indhold i kunsten. Det er klart, at tiden ikke er til autentiske kunstværker, men lige så klart må det være, at en kunst, der ikke viser ud over sig selv og hen mod det, som nok kan fattes men ikke fremstilles, er dømt til at mislykkes. Og det uanset om den har publikumsopbakning eller ej. Jeg kan godt forstå komponisterne, når de taler om publikumskontakt. Jeg kan godt forstå, musikerne vil spille for et publikum, og jeg kan godt forstå institutionerne, når de vil formidle musikken til så bredt et publikum som muligt. Men musikkens overlevelse afhænger ikke af indpakningen. Musikken må vise ud over sig selv for at opretholde sin status som støtte værdig kun start.

Det er ikke blevet lettere at være komponist - tværtimod, men det kan stadig lade sig gøre at skrive værker, som besætter os, fordi vi mærker suset af det sublime. Den internationale avantgarde gør det. Den danske må kaste sig hovedkulds ud i det og gøre forsøget.