Ny musik på fyn

Af
| Årgang 65 (1990-1991) nr. 03 - side 100-101

Arrangementerne omkring Witold Lutoslawski og Carl Nielsen var hovedbegivenheder i foråret


Af Ole Lauritzen

Witold Lutoslawski's besøg i Odense blev en succes, og foråret blev spillet ind for fuldt udtræk. Arrangementet, en studieuge hvor de forenede konservatoriers orkester skulle indstudere 3 værker, kunne på forhånd synes hermetisk lukket. Forhåndsomtaler i pressen sørgede for, at der blev varmet op til den offentlige afslutnings-koncert. Allerede Lutoslawski's ankomst fangede Stiftstidende (ubevidst) i en blanding af det formelle (rektor Krarup byder velkommen i lufthavnen på fotografiet) og det pudseløjerligt jordbundne: overskriften handlede om den celebre gæsts bortkomne bagage.

Lad være, at det lød frygteligt ved de indledende prøver, som Bertel Krarup har fortalt det i et tidligere nummer af DMT, men Lutoslawski's evne til venligt og myndigt at styre tropperne med stilfærdig humor fik orkestret til at overgive sig fuldstændigt til den fine, gamle herre. Den uforbeholdne, hjertevarme forbindelse mellem Lutoslawski og orkestret var synlig - og hørbar -på ugens to kammerkoncerter: de studerende var langt fra trætte af ham efter dagens prøver, men mødte om aftenen igen, tydeligvis fordi de kunne lide det.

De to konservatorieelever, der spillede "Partita" for violin og klaver, virkede som katalysator for den begejstrede hyldest fra den stopfyldte sal, og Lutoslawski talte selv ved koncerten om fredagen om sin musik. Hans glæde ved arbejdet og samværet understregedes i Stiftens interview, der kom netop som appetizer til lørdagens orkesterkoncert. Jeg synes, programmets værker var velvalgte (som bekendt "Mi-Parti", "Chain 2" for violin og orkester samt "3.Symfoni"). Det er musik, der er umiddelbart hørevenlig, lukker sig op, og derved er velegnet til at fjerne nogle fordomme over for ny musik. Her skal man huske, at i Odense optræder en sådan koncert som en enlig svale.

Solidt pressearbejde, fyldige foromtaler, anmeldelser og interviews og hertil en informativ plakat gjorde sit til at gøre arrangementet vellykket. Nu hastigt til det, der måtte være forårssæsonens hovedanliggende på Fyn.

Fynsk forår, så hele øen gungred. Carl Nielsen blev 125 år. Nu, hvor han omsider er ved at slippe Danmark og blive international, kunne en belysning af hans værker i forhold til omverdenen vel fortælle noget om, hvorfor han overhovedet er værd at fejre. Selvfølgelig spilles han, hovedværkerne, symfonierne især jævnligt, "Commotio" ligeledes (den var finaleværk på den nyligt afsluttede orgelkonkurrence i Skt.Knuds kirke), og der er vel intetsteds, hvor vi har hørt violinkoncerten så flittigt som ved de tilbagevendende violinkonkurrencer.

Hvor netop violinkonkurrencerne bliver festligt omtalt og synliggjort med plakater, streamers og store transparenter i gaderne, er det påfaldende, hvorledes fødselsdagsarrangementerne i år så at sige sneg sig ind ad køkkendøren. De internationale violin- og orgelkonkurrencer slår virkelig på tromme for Carl Nielsen, så det falder lige for at omtale MICs hemmelige mesterkursus på Fyns Musikkonservatorium med Herman D. Koppel. Ingen vidste noget om det, før det var slut, og vi kunne se det i TV. Her havde dog været mulighed for et 'lift' i fødselsdagsugen, uanset hvor initiativet kom fra! Men kager i New York var åbenbart vigtigere!

Som det var, indvarsledes fødselsdagen af en plakat, der i sig selv er et overordentlig smukt stykke fotokunst, som svenskeren Ewa Jacobsson har udført inspireret af Carl Nielsens musik. Som blikfang er dens effekt mere end tvivlsom, ikke mindst den sort-hvide udgave, som blev præsenteret i avisen og på programbogen: et undervandsmiljø med en lodret fisk eller synkende ubåd, samt en enkelt ål? Samt den lakoniske meddelelse, at Nielsen bliver 125 år i 8 dage i Odense.

En lille brochure meldte om 14 arrangementer omfattende syng-sammen, korsang med billeder til, brassband på Flakhaven og kirke- kammer- og orkesterkoncerter af mere traditionelt tilsnit. Økonomien spiller naturligvis en rolle. Bikuben var sponsor for selve fødselsdagskoncerten og distribuerede også billetterne. Ellers skulle man i Carl Nielsen Museet efter billetter til de øvrige arrangementer, hvis der ikke var gratis adgang. Et partoutkort var der altså ikke blevet enighed om. Det var åbenbart meningen, at publikum skulle tage efter behag af det store kolde, og lade resten stå.

Det gjorde man så - og resultatet var et højst ujævnt fremmøde til de forskellige arrangementer. De mange kokke havde kogt et program sammen i den hensigt at vise komponistens bredde. Et samlet billede fortonede sig. I stedet frem stod et forvirrende potpourri, der efterlod indtrykket af, at enhver frembar det, man kunne (og havde lyst til). Symfoniorkestret åbnede f.eks. festen den 9. juni med den 2. symfoni, som de havde spillet på årets Spaniensturné, her koblet med "Fynsk Forår".

De enkelte andre komponister, som Nielsens musik var sammenstillet med, virkede i høj grad tilfældige. Rautawaras "Magnificat" på kirkekoncerten (d.l O.juni "Commotio", 3 mottetter) optrådte som uindbudt, stykket var ikke programsat på forhånd. Carl Nielsen-kvartetten greb lejligheden ved koncerten i Nørre Lyndelse (d.l O.juni) til at gentage Lutoslawski, hvilket ikke just var til fordel for fødselarens g-mol kvartet, der blev noget fad som finaleværk. Af ren promenadekarakter blev de to 'grøntsagskoncerter' med symfoniorkestret.

De mange musikstykker blev afviklet som perler på en snor, og de få perspektivdannende muligheder var det op til tilhøreren at få øje på. Carl Nielsen Museets udstilling "Carl Nielsen og teatret" blev modsvaret af lidt operamusik og en sjældenhed, nemlig musikken til "Snøfrid". Og betydningen af Hans Abrahamsens revision af blæserkvintetten og hans 'genkomponering' af de tre klaverstykker (opus 59) var slet ikke betonet. (Hvor var Charles Ives?). Koncerten (d. 13.juni) var med disse to stykker, som blev svigtet totalt af publikum; det var simpelthen det tyndeste besøg, jeg længe har set.

Interview med fødselsdagskomponisten i avisen var umuligt, men nogle gedigne foromtaler (eller en fødselsdagskronik) havde været velanbragt.

Carl Nielsen er jo altid go', men sammenholdt med Numus, hvor publikum i år blev trukket af hus, fordi Ligeti fik Sonningprisen, Musikhøst og for den sags skyld Århus Symfoniorkesters Carl Nielsen programmer her i efteråret, blev Carl Nielsen-ugen i Odense - alle gode viljer til trods - et yderst provinsielt foretagende.