Ruders reception

Af
| Årgang 65 (1990-1991) nr. 03 - side 86-87

- London, København, Horsens


Af Jens Brincker

Det er heldigvis ikke så sjældent, at der uropføres en dansk symfoni. Dette efterår by der mindst på fire uropførelser: Bentzons ""Randerssymfoni"", Nørgårds ""Femte"", Nørholms ""Ottende"" og Ruders' ""Himmelhoch jauchzend - zum Tode betrübt"". Men det hører til sjældenhederne, at en ny dansk symfoni får to forskellige opførelser i rap, og er genstand for så meget opmærksomhed, som Ruders' symfoni har været det. Derfor dette forsøg, der ikke giver sig ud for at være udtømmende, på at beskrive lanceringen og modtagelsen af symfonien, som den fandt sted i London, København og Horsens.

De tre nedslagspunkter er valgt ud fra følgende kriterier: Uropførelsen af Ruders symfoni fandt sted i London ved en promenadekoncert, der blev transmitteret af DR med BBC's symfoniorkester og Michael Schønwandt den 3. 9. Symfonien fík sin danske førsteopførelse ved en torsdagskoncert den 11.10. med RSO dirigeret af Leif Segerstam. Og i forbindelse med et efteruddannelseskursus for gymnasielærere i musik den 26. - 30. august, hvor Poul Ruders' symfoni stod på programmet, valgte to lærere på Horsens Statskole, Kirsten Dollerup og Bente Laursen, at gennemgå symfonien med to klasser, der havde musik på hhv. højt niveau og mellemniveau.

Den engelske presse var meget positiv over for symfonien og opførelsen. The Times, Financial Times og The Independent var enige om at fremhæve komponistens mesterlige greb om det store orkesterapparat og den sikre måde, hvorpå han væver citaterne sammen med sit eget materiale i den store 1. sats. 2.sats' statiske, men alligevel fascinerende, musik optager et par af de engelske kritikere stærkt: »Maksimal økonomi bliver imidlertid nået i 2. sats: B-mol og Des-dur akkorder, yppigt instru-menteret, rokker stille frem og tilbage i omkring 10 minutter, skaber og opretholder en stemning, der både er nedtrykt og mærkeligt fredelig. Kun lejlighedsvise slag på en gong eller en dissonerende rørklokke giver en slags kontrast - som den meningsløse lyd fra en markeringsbø-jepå et øde hav...Men hvordan lykkes det såfor værket at holde opmærksomheden fangen, så hver lille vibration er betydningsfuld? Gentagne opførelser er nødvendige, hvis vi skal finde ud af det, helst med samme dirigent og orkester.« (Stephen Johnson, The Independent}.

I Danmark anmeldtes koncerten i Berlingske Tidende og radiotransmissionen i Politiken med generelt samme positive holdning.

London-opførelsen

Lanceringen af Ruders' symfoni begyndte i The Independents lørdagsudgave den 1. 9., hvor der var et stort opsat interview med komponisten. Den danske presse fulgte op med et interview i Berlingske Tidendes søndagsudgave 2. 9. og foromtaler af radiotransmissionen 3. september i Politiken og Berlingeren, og samme eftermiddag var der i London Pre Concert Talk hvor Poul Ruders blev inter-view'et af en medarbejder fra BBC på Royal Academy of Music foran et stort og spørgelystens publikum. Wilhelm Hansen havde arrangeret en lille, men instruktiv udstilling af Ruders-materiale i Royal Academy s foyer, det engelske forord til symfonien var duplikeret og blev delt ud til alle, og der var rigeligt med partiturer til særligt interesserede. Man så adskillige tilhørere med det karakteristiske lyseblå partitur under armen ved aftenens koncert i Royal Albert Hall - også på anmelderrækkerne.

Lanceringen af symfonien virkede engageret og professionel. Man skulle gøre sig umage f or ikke at vide, hvad værket handler om: Styrtet fra den himmelstormende begejstring til det dødelige tungsind. Citaterne fra Bach og ""Lad det klinge højt i sky"" og inspirationen fra Milan Kundery var behørigt sat på plads både i foromtaler og i det udførlige program. Og anstrengelserne bar frugt. Selv om Royal Albert Hall ikke var fyldt, var der vel en 1.500 tilhørere til uropførelsen, hvilket er pænt i millionbyen London. Ugen før havde Boulez dirigeret en koncert med bl.a. værker af Stockhausen, hvortil der ifølge

København-opførelsen

Den danske førsteopførelse blev præsenteret i Radioens nye programblad, P2 Musik, med en udførlig artikel, der dels citerede Berlingske Tidendes anmeldelse af uropførelsen i London, dels bragte fyldige referater og citater fra Poul Ruders forord, og artiklen blev fulgt op i radiotrans-missionenafetinformativtog dybtgående interview, som Sven-Erik Holgersen havde med Poul Ruders i pausen før uropførelsen af symfonien. Det var tydeligt, at den danske opførelse ikke skulle stå i skyggen af den engelske. Alle sejl var sat til, også fra orkestrets og Leif Se-gerstams side, og det blev en virkelig flot opførelse.

Politikens Jan Jacoby var begejstret over at være i stue med den danske førsteopførelse. »En overvældende fylde og dybde af klanglige detaljer og nuancer åbenbarede sig bag den allerede kendte dramaturgi«, og Jakob Levinsen skrev i Berlingske Tidende under overskriften ""Et isnende mesterværk"": »...Jubel var der ikke desto mindre, da symfonien i forgårs fik sin danske førsteopførelse i Radiohusets Koncertsal, og med god grund. Det er et mesterværk, ogikke kun efter danske forhold: en opvisning i suveræn og original orkesterbehandling, og -nok så vigtigt - musik med en isnende stærk udtrykskraft. Og så er det iøvrigt også fuldblods koncertmusik, med en fysisk udstråling og et klangligt nærvær, som man ikke oplever igennem højttalerne, kun ved at være til stede.«

Blandt de aviser, hvor jeg fandt anmeldelser eller omtaler af den danske førsteopførelse, var Jyllands Posten ene om at omtale begivenheden med korte, uforbindtlige bemærkninger, der lod ane, at dette ikke var anmelderens kop te.

Horsens-modtagelsen

På Horsens Statsskole havde de to lærere valgt at sætte Ruders' symfoni ind i en bred moderne-musik sammenhæng og formidle værket med udgangspunkt i den kulturbegivenhed, en uropførelse resp. en dansk første-opførelse er. De havde sammenstillet et pædagogisk materiale bestående af:

- (Uddrag af) Peter Bastians artikel ""En verden mellem vore ører"" i Samvirke nr. 9, sep. 1990, der bl.a. andet handler om musikkens billedskabende kraft og giver anvisninger på, hvordan lytteren kan forholde sig over for moderne musik;

- Artiklen ""Poul Ruders"" i Gads Musikleksikon;

- Foromtaler i P2 Musik, Berlingske Tidende og Politiken af uropførelsen;

- Sven-Erik Holgersens interview med Poul Ruders sendt i DR forud for uropførelsen. Heri fortæller Poul Ruders bl.a. sin arbejdsmetoder;

- Et dobbeltinterview i OPUS om musikeren og den ny musik med talsmanden for Radiosymfoniorkestret, Carsten Svanberg, og Poul Ruders;

- Poul Ruders' læserbrev i DMT 88/89 nr. 4 vedr. redaktørens brug af begreberne ""Det hæsliges æstetik"" og ""det dekadente"" i en foromtale af Ruders' ""Monodrama"";

- anmeldelserne i Berlingske Tidende og Politiken af uropførelsen.

Dette materiale var delt ud til eleverne sammen med arbejdsark, der stillede konkrete opgaver og sporede eleverne ind på de for gennemgangen af symfonien frugtbare problemstillinger. For eleverne på højt niveau desuden syv kopierede partitursider fra første sats og et ""lytteark"", der satte eleverne i gang med at skrive stikord om anden sats på tre niveauer:

- konkret, beskrivbar lyd, instrumenation m.v.;

- iagttagelser, associationer i dit eget hovede, billeder du selv danner, jvf. Peter Bastians artikel;

- ""begge steder"", på tærsklen mellem det konkrete og det associative.

Desuden fik eleverne til opgave at gætte, hvilke karaktertræk der måtte være til stede i symfoniens 1. sats (som de endnu ikke havde hørt).

Eleverne på mellemniveau fík ikke noder, men analyserede symfonien auditivt med brug af associative billeder, som musikken havde fremkaldt.

Ingen kan være i tvivl om seriøsiteten og ambitionsniveauet bag denne præsentation af værket. Heller ikke eleverne, der har valgt musik som eksamensfag og ved, at symfonien vil indgå i det pensum, de kan komme til eksamen i. Det er forståeligt, at Kirsten Dollerup, der havde klassen på mellemniveau, »havde sommerfugle i maven«, da hun gik igang: »Det er uden tvivl en af de største udfordringer, jeg har været ude for som pædagog, at formidle denne musik. Hele medieafdelingen volder jo ingen problemer, men musikformidling pr. gehør og til uvante ører har været en svær, men utrolig stor oplevel-

se. Af 12 elever har to (drenge???) nægtet at 'lade sig omvende', mens resten har været ivrige i både diskussioner og i arbejdet for at tilegne sig nyt - ikke at jeg tror, det bliver 'deres musik', men dette er dog en begyndelse. Der er flyttet nogle grænser. Ogjegkan da hilse og sige, at flere fandt især 2. og4. sats meget smukke.« (Citeretfraet brev til nærv. forf. 7. oktober 1990).

Bente Laursens klasse, der har valgt musik på højt niveau (hvilket svarer til den gamle gymnasieordnings musikgren) har været utvetydigt positiv. Eleverne har følt sig priviligerede og fulde af forventninger over at deltage i noget nyt, og Bente Laursen noterer i et brev til nærv. forf., at; »Tolerancen over for kammeraternes kommentar er var total. Jeg har aldrig før har oplevet, at en klasse - i en sådan lytte-situation - forbliver alvorlig (dvs. uden et par - i øvrigt uskyldige - vitser) undervejs.« Flere af eleverne skulle høre torsdagskoncerten med den danske første opførelse sammen med deres forældre, andre bad om girokort til at abonnere på det ny P2, blad, andre igen foreslog en klassetur til en symfonikoncert i Århus med et Ruders-værk på programmet, én skrev dansk stil om symfonien, og FONA i Horsens havde pludselig en Ruders-indspilning stående, (...»ja, der har været et par unge mennesker, der spurgte efter noget af denne Ruders«). Efter arbejdet med 2. sats skrev Bente Laursen til Poul Ruders og bad om at få kopier af nogle partitur sider til 1. sats. I hendes brev af 24. 9. hedder det: »Arbejdet med din symfoni har i denne i øvrigtforudsætningsløse klasse (menuetten fra ""Eine kleine.."" og lidt Dominant-Toni-ka-treklangsstabling!) betydet en enorm udvidelse af e-levernes lyttevaner, af deres sprog i forbindelse med billeder, følelser og tanker, af deres tolerance over for kammeraternes associationer, kort sagt: forøgelse af deres evne til at tage det ""svære"" seriøst.... at det har været frugtbart og vigtigt for eleverne, er der ingen tvivl om.«

Poul Ruders1 symfoni er et pragtfuldt værk. Det er anmeldere, koncertgængere og eleverne i Horsens Statsskole enige om. Men den er ikke så uendeligt meget bedre end mange andre ny danske symfonier, at den ene af alle har mulighed for at bryde den ny musiks isolation og slippe ud i den virkelighed, hvor nutidig musik formidles og lyttes til af ungdommen. Andre nye værker burde have tilsvarende mulighed for at få en god modtagelse på Horsens Statsskole og de mere end 100 andre gymnasier, hvor der er klasser med musik på mellem- og højniveau.

Kirsten Dollerup og Bente Laursen har vist, hvordan det kan gøres professionelt og seriøst. De har gennem Gymnasieskolernes Musiklærerforenings medlemsblad stillet deres materiale til rådighed for kollegerne, og de har gennemgået det på et pædagogikumskursus for vordende gymnasielærere i musik. Måske var det en idé,hvis Komponistforeningen engagerede Bente og Kirsten som konsulenter i formidling og kontaktpersoner til gymnasielærerne, så flere værker end Poul Ruders' symfoni kan komme ud på gymnasierne, og flere lærere end Kirsten Dollerup og Bente Laursen kan nyde godt af den personlige 'sidegevinst', som Bente omtaler i sit brev til Poul Ruders: »Når man har et utal af musik-gren-hold bag sig, er det befriende at tvinge sig selv ud i noget, der på een gang er 'nyt' og ægte nyt!«.