Weiter so

Interview med Gisela Nauck og Reinhard Oehlschlägel. I forbindelse med Feriekurset i Darmstadt, juli 1990, talte DMT med Gisela Nauck fra DDR og Reinhard Oehlschlägel fra BRD. Nauck har været redaktør af tidsskriftet Musik und Gesellschaft, men redigerer nu sit eget tidsskrift, Positionen. Oehlschlägel er redaktør ved tidsskriftet Musik Texte. Begge har fulgt udviklingen og begivenhederne omkring genforeningen af de to tysklande. Her giver de en situationsrapport om musiklivs-forholdene i Øst- og Vesttyskland.

Af Anders Beyer

AB: Den 3. oktober i år bliver de to tysklande til ét land. Kan I fortælle noget om baggrunden for den nuværende situation i musiklivet i DDR og BRD?

GN: Fra oktober til november '89 skiftede stemningen fra angstfor borgerkrig til et stort håb. Under de store demonstrationer i oktober i Leipzig og november i Berlin satte et demokratisk venstrepotentiale sig igennem. Håbet var begrundet i, at en form for overgangsregering blev dannet, der såvidt jeg ved er uden fortilfælde, med en komité der kaldte sig "Det runde Bord", som stod lige med ministerraden og regeringen. "Det runde Bord" bestod af medlemmer fra alle de spontant dannede partier/borgerbevægelser, f.eks. Neues Forum, "Demokratie jetzt" og SPD, der blev konstitueret på ny efter 40 års forbud i DDR, et kvindeparti og et grønt parti var der også. Alle disse partier regerede i 4 måneder under ministerpræsident Hans Modrow. En helt ny forfatning blev udarbejdet, men blev 18. marts nedstemt med få stemmer efter CDU's valgsejr. Alle de gode forslag og idéer indeholdt i forfatningen kom aldrig mere til orde, skønt der var flere forsøg på at lave en folkeafstemning.

RO: Måske kan det interessere læserne, at også musikere deltog i demonstrationerne.

GN: Ikke kun musikere, kunstnere i almindelighed, demonstrationerne blev organiseret af Theaterverband og senere fulgte andre kunstnersammenslutninger, altså venstreorienterede intellektuelle, men der var også mange arbejdere med.

RO: Fra vores side så det ud som om demokratiseringsbevægelsen udgik fra Leipzig og Dresden, men ikke som en intellektuel bevægelse.

GN: Det er rigtigt at navnlig i Leipzig var bevægelsen kraftigt understøttet af kirken. Om natten mellem 6. og7. oktober (7. oktober er DDR's Nationaldag) var der ballade mellem politi og demonstranter, en rigtig politiindgriben blev bl.a. forhindret af en præst. Kirken, der hele tiden sagde »Ingen vold!«, var altså med til at forhindre en katastrofe.

RO: De første følger for musikken indtrådte hurtigt. I november trådte Komponistforbundets leder Wolfgang Lesser, den berømte gammelstalinist, tilbage, eller 'blev tilbagetrådt' sammen med resten af ledelsen.

GN: Måske skal jeg fortælle lidt om komponistforbundets rolle i et centralistisk system. Forbundsledelsen bestemte i sidste ende det æstetiske klima, det musikalske klima. Tydeligst så man det ved festivalerne "DDR-Musiktage" og "Biennale", hvor ledelsen bestemte hvilke komponister og værker der blev udvalgt. De komponister der var 'ubekvemme' blev undertrykt/tilsidesat. Komponisten Georg Katzer begyndte allerede i september/oktober at forsøge at vippe ledelsen af pinden. Nu består komponistforbundsledelsen af nye mennesker som man kan stole på. Samtidig er et nyt 'musikviden-skabsforbund', der hidtil var betragtet som unødvendigt, blevet dannet med den dygtige Eberhard Klemm som leder, samt et selskab for ny musik med Friedrich Goldmann som leder.

RO: Jeg ser lidt anderledes på det, det skyldes nok afstanden mellem de to Tysklande. Jeg vil sige det endnu hårdere: komponistforbundet var 'clearing's-sted for alt, ikke kun de to festivaler, men også hvem der måtte rejse til udlandet, hvem der fik opgaver, også opgaver for andre institutioner. Efter doktrinen "Partiet bestemmer alt" uddelegerer partiet magt til arbejdsforbundene (kunstnerforbundene), men beholder alligevel en tredobbelt magt: For det første gennem kadre-politikken, for det andet gennem sikkerhedspolitikken, for det tredje gennem den centrale sekretær. Financielt og forvaltningsmæssigt er de underlagt Kulturministeriet og politisk set centralkomitéen. På samme måde, men alligevel mere autonomt, var det med andre store kultuinsti-tutioner, f.eks. Den komiske Opera, Dresdneroperaen, "Akademi der Künste" og radioen. Disse institutioner fik efterhånden mere og mere indflydelse og hjalp med til at udvide spillerummet for hvad der var muligt, mens komponistforbundet hele tiden bremsede.

GN: Desuden var komponistforbundet ansvarlig for DDR's afsondring internationalt, meget lidt nutidig musik slap ind.

RO: Problemet nu er, at det er blevet 'inderliggjort', at pengene og magten må komme fra oven. Og nu hvor pengene ikke mere kommer, så er forventningen dog den samme: »Jamen, de må da komme.«

GN: Kunst kan ikke stå alene, men må subventioneres, en holdning, der sikkert også gælder i Danmark. Nu er situationen den, at landet ikke har flere penge. Forlagene er forgældede, radioen og fjernsynet er truet i sin eksistens. Forlagene, der blev delt i østlige og vestlige "Søsterselskaber" i 1945, bliver nu opslugt af de vestlige. Mit tidsskrift, der blev subventioneret af forlaget Peters i Leipzig, er nu truet på sin eksistens, dvs. at Peters i Frankfurt skal tage stilling til bladets udgivelse. Samarbejde med andre tidsskrifter anser jeg ikke for muligt, for de andre DDR-tidsskrifter står i samme situation som os.

RO: Med den galoperende udvikling ser det ud som om der i 1991 ikke mere findes noget selvstændigt GNM (Gesellschaft für Neue Musik). Det vesttyske GNM har foreslået det østtyske GNM, at optræde med en fælles delegation i Oslo til Verdensmusikdagene og at lave en fælles medlemsforsamling og et fælles GNM i forbindelse med "10 Jahre Ensemble Modern Frankfurt" i december. Der findes i hele processen en række af små fænomener, som man kalder "at være på forkant med tilpasningen" (vorwegeilende Anpassung). I DDR fandtes der, faktisk på grund af det centralistiske styre, nogle institutioner og aktiviteter, som vi godt kunne bruge i Vesttyskland (i andre europæiske lande findes disse institutioner også). F.eks. findes der i DDR et lille Musikinformationscenter under opbygning, i Vesttyskland findes der ikke noget! I DDR findes en international festival for ny musik, i Vesttyskland ingen. Darmstadtinstituttet er også defineret som et musikinformationscenter, men varetager ikke de funktioner et musikinformationscenter burde. I 60erne søgte Wolfgang Steinecke, den daværende leder af Darmstadt feriekurserne, kontakt med musikinformationscentre, han søgte om at blive medlem og forpligtede sig til at opbygge et center. Han ansøgte i Musikrådet i Indenrigsministeriet i Bonn, denne ansøgning blev afvist. Der findes indtil i dag ikke financieringsbasis for et center. I Darmstadt findes der naturligvis et bibliotek, der indsamler noder, men ikke nogen fra Vesttyskland , kun internationale tilfældigt samlet på feriekurserne. Biblioteket har ikke nogen indkøbsmuligheder, det får nogle værker fra forlagene, men der er ikke nogen "pligtstykker", kun frivillige ting. Tilrejsende komponister, f.eks. Gage og Xenakis, medbringer nogle noder, og sådan er biblioteket vokset fra 1946 til idag! Altså Darmstadt er slet ikke noget ""MIC"" som vi finder det i København, Stockholm og Amsterdam. Vi har brug for en international musikfestival som "Biennalen" i DDR, med bidrag fra alle lande (godt nok var det ikke altid topmusikere der deltog, men alligevel). Skandinavien var altid med, Østeuropa selvfølgelig også, med USSR i spidsen og Vesttyskland som nr. næstsidst.

GN: Men det var altid konservative komponister.

RO: Det behøver jo ikke at blive ved med at være sådan. Man kan jo tage Biennale-idéen, gøre basis bredere, også financieringsbasis, og gøre det bedre indholdsmæssigt. Såvel i DDR som Vesttyskland arbejdes der med sådanne planer. Men på grund af denne galoperende "Anschluss", sker der ikke noget af alt dette. Den føderale struktur, der er meget stærk hos os, eksporteres, dvs. der findes mange små regionale festivaler, men alt hvad der i større international kontekst kunne danne målestok har sekundær rang. Det gælder også Darmstadt feriekurserne. De blev lavet af byen Darmstadt i 1946 i sammenhæng med den amerikanske besættelseszone. Så stort var udsynet dengang! Ikke større. Selvfølgelig er der siden sket forandringer, men byen financierer stadig festivalen 90%, selv om det burde være en opgave for hele landet. Indtil i dag er det ikke lykkedes at gøre det til et "landsinstitut", selv om det sikkert havde kunnet lykkes, hvis det var blevet forsøgt, med et 2-, 3-, 4-dobbelt budget. Der kunne have været et orkester, større ensembler og ny elektronik, men pga. denne føderale struktur er det forblevet ved det gamle. Vi har forsøgt at gøre Ensemble Modern til et overregionalt ensemble, tilsidst lykkedes det også, men efter enorm regional modstand. Det tyske Musikråd, dette "clearings-sted" med sangere, musikere osv. modarbejdede dette med hænder og fødder.

GN: I DDR genopbygger man også i øjeblikket regionalstrukturen med 5 temmelig selvstændige delstater. Hvad der sker kulturelt skal ikke bestemmes så meget af Kulturministeriet, men mere af den enkelte delstat. Musikrådet i DDR er også ved at ændre sig, fra en organisation domineret af Komponistforeningen til en slags paraplyorganisation repræsenterende alle mulige musikforeninger i ind- og udland.

RO: Hos os er Musikrådet også en paraplyorganisation for alle musikerforbund, der overfor regeringen kan formulere musiklivets samlede behov. I DDR er Musikrådet såvidt jeg ved den eneste institution, der fortsat skal financières. Dertil må siges, at vore almindelige fagforeninger ikke bliver financieret af staten. Vi søger altid en forretningsfører, der i forvejen har et kontor, hvorfra han f.eks. kan skrive breve til GNM, sådan tror jeg også det er i de skandinaviske lande.

AB: Når man spillede DDR-musik i Danmark var det i Danmarks Radio etablerede komponister som f.eks. Siegfried Matthus. Giver den nye situation ikke nye muligheder for de unge komponister? Ved et seminar i Darmstadt i år, gjorde komponisten Jörg Herchet jo opmærksom på dette.

GN: Matthus og Udo Zimmermann var dem der havde fart fodfæste i udlandet og for hvem alle veje var åbne, statstro komponister, der var musikalsk "tilpassede". Jeg er sikker på, at det nu er mere kvalitet der slår igennem både til koncerterne og forlagene. Det er blevet nemmere at virke i udlandet. Eller tager jeg fejl der?

RO: Jeg ville se lidt anderledes på det. Matthus og Zimmermann er mere teater- og operakomponister. At de havde succes hænger sammen med den metier. Den måde de optræder på i musikerkredse, den sympati eller skepsis de blev mødt med, hænger sammen med deres personlige naturel. Vi ser Matthus som en meget solid og ærbar komponist, men også lidt kedelig, et erfarent teatermenneske.

GN: At få 5 operaer opført i øst og vest samtidig tyder nu også på en vis forretningssans!

RO : Måske nu, ja. Rejsemuligheder har Georg Katzer i de sidste år haft lige så mange af. Han var længe Komponistforbundets vicepræsident (selv om han var lidt uortodoks kunne man vel ikke nægte en vicepræsident udrejse). Hans speciale var elektroakustik. Han var selvfølgelig med til elektronmusikfestivalen i Stockholm og har også arbejdet i EMS-studiet. Bevægelsesmulighederne er øget i de sidste 20 år. Goldman opnåede sin bevægelighed ved at dirigere.

GN: Disse mennsker var så kendte, så man ikke kunne gemme dem. Men de andre måtte rende alle mulige steder hen for at få et pas, som de ofte ikke fik. Dette idelogiske "nej" er nu væk, og det er blevet lettere at få opgaver i udlandet, f.eks. laver Lutz Glandien og Helmut Zapfet værk, der hedder "Europa", i Bonn.

RO: Spørgsmålet gik vist mest på de yngre komponister. På afstand forstår man selvfølgelig kun indirekte hvad der foregår, men det er min fornemmelse, at Dresden og Leipzig-udviklingen hovedsagelig blev båret af den unge generation (måske ikke nødvendigvis komponisterne).

GN: Men Steffen Schleiermacher og Georg-Chistoph Biller lavede Eislerkoncerter, og Josef Christof på den tid.

RO: Den ældre generation lærte en bestemt holdningsstruktur, at lade ting prelle af, og dog delvis acceptere nødvendigheden af stat og parti, mens den yngre generation og kirkekredse ikke mere accepterede den. Så kom udrejserne til Ungarn, der som første land tillod et hul i systemet, man kunne frit forlade Ungarn til Vesten. Det kunne være interessant at se på, hvad komponisterne sagde til hele denne udvikling, hvad komponerede de om osv. Hvad siger du til det?

GN: Jeg tror ikke deres kompositionspraksis bliver ændret særligt. De komponister jeg har talt om her i Darmstadt er alle ret 'befæstigede'. Jeg ved f.eks. at Lutz Glandien er meget utilfreds med den politiske situation og har i sin musik protesteret mod det politiske regime og vil også fortsætte med det. Jeg tror ikke det er væsentlig anderledes med de andre komponister. Jeg tror ikke på en radikal musikalsk forandring.

AB: Hvor står en ung komponist som Jakob Ullmann, hvis far er særdeles politisk aktiv, i denne sammenhæng?

GN: Hos Jakob er modstanden så stærk i materialet og strukturen, at det ikke kan være anderledes. Ullmann er et meget venstre-engageret menneske, der tog meget del i demonstrationerne. Det politiske slår ikke direkte ned i kompositionerne. Kunst kan ikke kun forandre, den skal. I sit seneste værk har han benyttet tekster af politisk kritiske digtere, men skjult budskabet lidt gennem fremmedsprog.

RO: Hvad angår de unge komponister, så var der en festival i Witten i foråret, hvor 7 unge DDR-komponister var til stede. Hos 4 af disse var der tilsyneladende en ændring i deres skrivemåde før, under og efter opbruddet. Jeg spørger mig hvad der kommer ud af dette - men jeg er ikke bange for disse unge, de er lærenemme og fleksible. Jeg stoler på at nogle unge komponister er i stand til at indtage en produktiv/kritisk holdning. Hos os har vi en række folk, der kun vanskeligt vinder anerkendelse i sammenligning med de neo-ekspressionistiske, f.eks. Wolfgang Rihm, som i løbet af 2-3 år er kommet meget i rampelyset. De mere kritiske, som f.eks. Helmut Lachenmann, Mathias Sparlinger og Dieter Schnebel, har haft det meget sværere med at komme frem. Alligevel har de skabt sig en identitet og position, det tror jeg også de unge, som f.eks. Gandien og Ullmann, vil få. Også selvom Ulmann aldrig blev støttet; han var militærnægter, skønt det ikke fandtes i DDR - og han kunne heller ikke få skoleeksaminer eller studere.

GN: Men du kan ikke sige, at udviklingen i DDR kan ses i de værker du nævner. De var alle færdigskrevet før.

RO: Jeg mener jo også den situation, hvor de befandt sig. Den er afbildet tydeligst der.

GN: Det er ikke tilfældigt, at Schleiermacher i sin musik beskæftiger med magtkonstellationer. Glandien er den der tydeligst, mest programmatisk og umiddelbart reflekterer samfundet i sin musik. F.eks. stykket "Weiter so" der viser hvordan det går, hvis man går videre sådan. Der er også i andre dramaturgier, hvor rollespil har betydning, f.eks. i trio-, kvartet- og sekstetkonstellationer. F.eks. hvordan den enkelte ytrer sig i forskellige kontekster. Sådanne momenter forekommer fordi komponisterne i DDR reagerer mod magtforholdene i DDR. Det har en umiddelbar indflydelse på musikken.

RO: Hvis man prøver at kigge videre, tror jeg at de tysk-tyske problemer hurtigt bliver sekundære til fordel for europæiske problemer. Det kommer til at dreje sig om at bevare identiteten i de forskellige lande, at bevare sproget, også musiksproget. Senere bliver det først og fremmest nord-syd-konflikten mellem 3. verdenslande og Europa, naturligvis også i musikken. Når man ser hvordan ISCM har udviklet sig de senere år kan man se hvordan flere og flere 3. verdenslande er kommet med, næsten alibi-agtigt ophævet til førerposition.

AB: Hvordan er DDR's forhold til ISCM? Man har jo ansøgt om at blive optaget som medlem her.

RO: Ja, GNM i DDR har spurgt. Spørgsmålet er, om man skal realisere noget, der allerede i morgen er passé. DDR har fået nogle værker opført i ISCM og haft medlemmer i juryerne. Jeg mener ikke det giver nogen mening, at gøre DDR til medlem nu, det har vel kun en indre funktion i DDR. Derfor har de vel også ansøgt, for at etablere musikinformationscentrum, biennale, musiktidsskrifter.

GN: Også for at fastholde den moderne musiks position på trods af den manglende subvention af koncertinstitutionerne.

RO: Senest i foråret 1991 vil der alligevel ske en fusion af de to tyske GNM'er. Der har aldrig været konkurrence mellem de to GNM'er.

GN: Grundlæggelsen af DDR's GNM var en indrepolitisk nødvendighed.

RO: For 10 år siden blev det prøvet første gang. Det blev forhindret, man prøvede igen, centralkomiteen tillod det så, men kun hvis det blev i Musikrådets regi. Det kunne Komponistforbundet ikke acceptere, de ville have det i deres varetægt. Det var altså under stadige kampe, at GNM blev grundlagt.1)

Over sat fra tysk af Christian Høeg Jacobsen, Mariann og Klaus Bromenne

1) Bestyrelsen for GNM i Vesttyskland har i begyndelsen af september besluttet at udvide medlemsforsamlingen i vesttysk GNM (den 8. december i Frankfurt). GNM i DDR vil i overskuelig fremtid blive opløst. I forbindelse med ISCM-generalforsamlingen i Oslo ultimo september, trak DDR deres ansøgning om optagelse tilbage. GNM i DDR har imidlertid anbefalet at opbygge lokale GNM-grupper (f.eks. i Leipzig og Dresden) og indrage personer fra vesttysk GNM.

Reinhard Oehlschlägel, Oslo, 30.09.90. (medlem af ISCM's eksekutivkomité)

Artiklens forfatter ønsker at takke Dansk Komponistforening, som gjorde det muligt at foretage kulturudveksling i Darmstadt 1990.

ISCM i Schweiz 1991

Den danske ISCM-jury (Per Erik Veng, Poul Ruders og Niels Rosing-Schow) har udvalgt følgende værker:

Henrik Colding-Jørgensen: Le Alpine nel Cuore (1988)

Hans Abrahamsen: Lied in Fall (1987)

Bent Sørensen: Shadowland (1988-89)

Pelle Gudmundsen-Holmgreen: Trois Poèmes de Samuel Beckett (1989)

Erik Højsgaard: Two Songs for mixed Choir (1986)

Ivar Frounberg: Time and the Bell (1990)