Anmeldelser

Festskrift Søren Sørensen 1920-29. september 1990

Redaktion Finn Egeland Hansen, Arthur Ilfelt, Steen Pade og Christian Thodberg. Udgivet med støtte fra Augustinusfonden, 310 sider, København 1990.

Af Niels Krabbe

Lad det være sagt med det samme: Der er mellem år og dag skrevet mange fremragende festskriftartikler; adskillige af fagets mest læseværdige artikler har oprindelig været trykt i et festskrift. Men det ændrer ikke noget ved, at festskrifter er og bliver noget underligt noget. De, der ikke bliver bedt om at skrive til festskriftet, føler sig forbigået. De, der faktisk bliver opfordret, vil ofte føle det lidt ubelejligt, fordi tidsterminen ifølge sagens natur ligger fast, og resultatet bliver derefter. Det samlede festskrift fremviser sjældent en række artikler, hvis sum udgør et fagligt afrundet hele; oftere er der tale om en tilfældig blanding af 'lagervarer', ikke dikteret af faglige hensyn, men af forfatterkredsens tilknytning til fest-skriftsmodtageren. Mange festskrifters eksistens, deres udstyr og deres indhold skyldes således en konvention: når en af fagets professorer fylder 70 år, skal der udkomme et festskrift. Det koster fondskroner, og man burde o-verveje, om ikke fondskronerne kunne anvendes til andre formål og den berettigede hyldest til fødselarerne vises på en anden måde.

Det kan muligvis være rimeligt, at hylde fagets nestorer og frontløbere i form af en samling essays og artikler. Men så bør indholdet i egentlig forstand kredse omkring og derved belyse det emneområde, som har været fødselarens centrale. Kun herved bliver resultatet andet og mere end en tilfældig artikelsamling, og kun herved vil festskriftet fremstå som en værdig hyldest til sin modtager: den forskningsmæssige inspiration, der er udgået fra modtageren, bør afspejle sig, og det bør være den, som skaber en overordnet helhed ud af de forskellige enkeltbidrag. I modsat fald kunne disse be""dre have været trykt andre steder, hvis de over hovedet skulle have været trykt.

Ser man på indholdet af Søren Sørensen-festskriftet, leder man forgæves efter en redaktionel og faglig lime Her er artikler om stort set alt mellem himmel og jord. Man synes end ikke at kunne skimte en overvægt af artikler om enmer, som har ligget i centrum af Søren Sørensens forskningsvirksomhed. Man savner etnavne-og stikordsregister, ligesom man undrer sig over, at der

ikke - som i de fleste andre festskrifter - findes en bibliografi over fødselarens produktion. Både stikordsregistret og bibliografien ville aftegne en klarere profil af modtageren af festskriftet - og det er vel en af hensigterne med det.

Det er ikke her stedet at gå ind på en nærmere omtale af de enkelte artikler, hvoraf adskillige er både vægtige og perspektivrige. For DMTs læsere er det vel især artiklerne om ny musik, som har interesse. Dem er der tre af. Erling Kullbergs artikel ""Per Nørgård og den delte opmærksomhed"" rejser det vigtige spørgsmål om lytterens opfattelse af musikken sammenholdt med komponistens idé; eller sagt med andre ord: kan - og skal -kompleksiteten og strukturen i musikken også opfattes af tilhøreren. Endvidere gives et overblik over Nørgårds kompositoriske udvikling med hovedvægt på musikken fra fiden hierakiske periode' i 1970'erne. Detforsøges ligefrem at opdele produktionen i regelmæssige syv-årspe-rioder - noget der må tiltale professor Søren Sørensen, der jo selv både i sin musikhistorie og sin afskedsforelæs-ning plæderer for en sådan lovmæssighed i det store musikhistoriske forløb - naturligvis ikke i spand på syv år, men på 300.

Steen Pade s ""Landsdelsorkesterproblemer"" er en række reflektioner over Danmarks kulturpolitiske stilling i forhold til det ny Europa. Steen Pade tegner et realistisk billede af vores noget vaklende udgangspunkt Cet folk af bønder og landsbytosser'), men opstiller samtidig en række visioner for det komende årti. Disse konkretise-res med henblik på den fremtidige struktur for lands-delsorkestrene, og Steen Pade giver sit bud på, hvordan støttemidlerne til de professionelle orkestre kunne udnyttes anderledes og bedre. Artiklen har som bekendt givet genklang i pressen og ført til en bredere diskussion af disse spørgsmål - et forhold, der i nogen grad dementerer, hvad der ovenfor er sagt om festskrifters ligegyldighed!

Endelig får vi i Per Nørgårds artikel ""Flugten til Århus"" forfatterens personlige erindringer om begivenhedsforløbet omkring overflytningen af hans komposi-tionsundervisning fra København til Århus i 1965 og de følger dette havde for 'Århus-miljøet for ny musik'. Det er vanskeligt at se, hvad denne artikel har at bestille i et festskrift til professor Søren Sørensen - eller i et festskrift overhovedet, for den sags skyld.

Selvfølgelig er det festligt med festskrifter, og det er en smuk måde for en række elever og fagfæller at hylde fagets profiler på. Men man måtte kunne finde frem til andre udformninger end det velkendte 'lagkageprincip'. Et enkelt tema, en enkel udgivelse udsprunget af modtagerens forskning, eller noget helt tredie. På denne måde vil fødselsdagsgaven blive en virkelig gave og ikke blot en pligtaflevering dikteret af konventionen.

Et præg af tilfældighed

Gads Operaleksikon ved Inger Sørensen. 540 sider.

Af Jens Brincker

Gads Operaleksikon udgivet af Inger Sørensen er på mange måder en beundringsværdig og velkommen publikation. Den ligner mest af alt de engelske leksika af typen »The concise Oxford Companion to ...«: Dvs. med mange præcise og korte opslag om kunstnere og komponister, og redelige referater af operatekster. Ingen forsøg på at karakterisere musikken eller at give karakter til komponisterne, og godt det samme. Inger Sørensens operaleksikon vil uden tvivl blive anskaffet og brugt flittigt i de tusinde operavenners hjem.

Når det alligevel er svært at anbefale bogen i Dansk Musiktidsskrift, hænger det sammen med, at dens mest udtalte svaghed er på den ny musiks område. Hvad stiller man op med et operaleksikon, der har opslag om Wolfgang Rihm og Aribert Reimann, men ikke om Stockhau-sen eller Berio? Der kender Penderecki, men ikke Philip Glass? Hvor man kan læse om Ligetis »Den stora Maka-bern«, men ikke om Ligeti? Det er efter min mening for præget af tilfældigheder til, at man kan bruge det som guide til nutidig opera.

Problemet understreges, når man kommer til det danske stof. Stort set alle nye danske operaer, man kan komme i tanke om, har et opslag - som regel med en lakonisk meddelelse om komponist, tekstforfatter og uropførelse. Men langt de færreste nulevende operakomponister er fundet værdige til omtale. Per Nørgård og Ib Nørholm er nævnt - dog med en forkert angivelse af kom-positionstidspunktet for Nørgårds ""Det guddommelige Tivoli"". Men Svend S. Schultz, Bent Lorentzen, Thomas og Herman D. Koppel, Poul Rovsing Olsen, Bo Holten og de fleste andre nulevende eller nylig afdøde danske operakomponister er ikke biograferede. Man skal vide, hvad de har komponeret, og slå op under operatitlerne for f.eks at konstatere, at Trede skiftesvis kaldes Yngve Trede, Jan Yngve Trede og Yngve Jan Trede. Det er for dårligt af et dansk operaleksikon, der har plads til biografier af både Siegfried Saloman (»Tordenskjold i Dynekilden« 1842) og Siegfried Salomon (»Leonora Christina« 1926).

Inger Sørensen fortæller i forordet, at hun efter utallige forgæves forsøg på at fin de (den engelske sopran) Eva Turners dødsår blev helt lettet, da hun læste i en avis, at nu var damen død 98 år gammel. Hvis Inger Sørensen havde anvendet blot lidt af den møje, hun har viet Eva Turner, på at tage Dansk Komponistforeninges medlemsliste og telefonere til de komponister, hvis operaer er omtalt i Gads Operaleksikon, for at få indhente nogle korte biografiske oplysninger, så havde respekten for hendes arbejde været større og hendes bog været bedre.