NUT-festival

Nordjyllands Unge Tonekunstneres festival i Aalborg 14. - 19. oktober

Af Peder Kaj Pedersen

NUT-festivalen har altid set det som sin opgave på den ene side at mønstre de lokale græsrødder blandt komponister og udøvende, på den anden side at trække inspirerende indslag udefra ind i det lokale musikmiljø. Efter den formel har man skabt en festival, der har markeret sig i det samlede danske ny musik-billede. Men selv om dette års indslag udefra, en række værker af Peter Maxwell Davies delvis under hans egen direktion, havde internationalt format, og selvom der blev mobiliseret nye lokale ressourcer ved inddragelsen af Aalborg Musikskole i festivalen med en meget god og entusiatisk opførelse af Maxwell Davies' børneopera "The Rainbow", så kan man ikke kalde festivalen helt vellykket. Den brækkede over på midten, der var Maxwell Davies og alt det andet. Problemet blev ikke mindre tydeligt af, at man - tvunget af den københavnske komponistbiennale - på et sent tidspunkt var blevet nødt til at flytte første halvdel af programmet, således at Maxwell Davies-islættet, der skulle have været festivalens kulmination, og som iøvrigt har været fastlagt i flere år, kom til at ligge som dens første halvdel. På den baggrund måtte den lokale mønstring, de traditionelle koncerter med værker af nordjyske komponister, uværgerligt tage sig ud som det tynde øl, ikke bare fordi man savnede helt overbevisende nye navne eller værker på den lokale front. Skuffende var det også, at Maxwell Davies-islættet trods betydelig foromtale i de landsdækkende medier ikke havde synderlig tiltrækningskraft på publikum og presse udefra. Atter måtte man konstatere, at der er længere fra København og Århus til Aalborg end omvendt, hvis ikke forklaringen er, at samtlige landets ny musik-interesserede - komponister så vel som lyttere - bare har gjort sig færdige med Maxwell Davies på et tidligere tidspunkt. Det ville i givet fald være uberettiget. For de bedste og mest overbevisende Maxwell Davies-værker var også de nyeste, "Violinkoncerten" og "An Orkney Wedding with Sunrise", begge fra 1985.

György Pauk var en glimrende solist i koncerten, og Aalborg Symfoniorkester havde under Maxwell Davies' ledelse gjort et gedigent stykke arbejde med musikken, alt i alt en præstation, der giver anledning til at konstatere, at Symfoniorkestret nu er overbevisende med i billedet, når man snakker ny musik i Nordjylland. Af de ældre og mere velkendte Davies-værker var det først og fremmest "Eight Songs for a mad King", der gjorde indtryk, ikke mindst i kraft af en fremragende udførelse af et ensemble fra Det fynske Musikkonservatorium under ledelse af Jens Schou og med Jesper Buhl som en imponerende fremstiller af titelfiguren.

Der var ingen lokale gennembrud på komponistsiden. Man noterede sig, at gengangere blandt NUT-komponister som Erik Bach ("Souvenir de Defense"), Mogens Christensen ("Elf and Fairy Suite") og Knud Riishøjgaard ("Kvintet i tre satser")holder niveauet med nye høreværdige værker for forskellige kammerbesætninger. Man noterede sig også, at det ensemble, som er opstået i forbindelse med NUT-festivalerne, Ensemble Nord, lægger et godt niveau for udførelserne af de lokale værker, selvom de udførelsesmæssigt mest overbevisende indslag kom udefra: Ny dansk Saxofon-kvartet og de to Bergen-musikere, Ricardo Odriozola og pianisten Anne Nitter Sandvik, der midtvejs i festivalen spillede blandede programmer i kanten af festivalens hovedtemaer, samt Odense ensemblet og Pauk.

De lidt blandede erfaringer med dette års festival må give anledning til eftertanke med hensyn til fremtiden. Med NUMUS-festivalen tilbage som en årlig festval med internationalt perspektiv skulle NUT måske overveje at styrke den lokale side af NUTs aktiviteter, udnytte den bredde i det lokale ny musik-miljø, som NUT-festivalerne selv har skabt til andre slags projekter ud fra devisen : i Nordjylland er ny musik bred musik.

Karikaturtegning: John Minnion.