UNM '90

Af
| DMT Årgang 65 (1990-1991) nr. 04 - side 134-135

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Rapport fra den nyligt afholdte festival for Ung Nordisk Musik i Helsinki


Af Morten Michelsen

I begyndelsen af oktober blev den årlige festival for Ung Nordisk Musik afholdt i Helsinki i Finland. Gennem en hel uge blev der hver dag afholdt én koncert og indtil flere seminarer. Ialt blev der opført 42 værker (ud af 48 planlagte) af lige så mange komponister fra de nordiske lande og fra Estland. Desuden var der en 'Vorabend', hvor der opførtes værker af den indbudte ping - Franco Donatoni - og af de to seminarledere, Eero Hämeenniemi og Olli Koskelin (begge finske komponister i slutningen af 30'erne). Fire af de afholdte koncerter var kammerkoncerter, én var orkesterkoncert og én var overvejende korkoncert. Opførelseskvaliteten var forbløffende, den svingede mellem god og virkelig god.

Værket i centrum

Hvis man på tværs af alle stilistiske skel skal finde en fællesnævner for de opførte værker, må det være, at der er tale om -ja, Værker. Lyd struktureret i tid. Der er en begyndelse, hvor materialet præsenteres, en midte, hvor materialetbearbejdes og en afslutning, som man ikke er i tvivl om, er en afslutning. Der var ikke nogen, der stillede spørgsmålstegn ved denne 200 år gamle tradition for at fremstille musik. Kernen i traditionen var og er det funktionsløse værk, der kun lyder sine egne love og som er genstand for kunstnydelsen og den æstetiske betragtning. Man kunne forvente at unge komponister var mere eksperimenterende, at de ikke blotkomponerede lukkede værker, hvis udsagn synes at være Kunst for Kunstens skyld. Om manglen på eksperimenterende værker skyldes udvælgelseskomitéerne eller om de slet ikke bliver komponeret, skal jeg lade være usagt. Dog var der hele genrer der manglede, bl.a. computerbaseret musik, installationer og musikdramatik.

Estisk besøg

At de nordiske værker hyldede princippet om Kunst for Kunstens skyld blev fremhævet af de estiske bidrag, fordi der i høj grad er tale om en funktionel musik, en musik der virker som et socialt samlingspunkt og identifikationsobjekt for estlændere. Fire estiske værker blev opført og der var et enkelt foredrag om de unge estiske komponisters musik, hvor syv værker blev afspillet på bånd. Ud fra et vestligt perspektiv er de unge estiske komponisters musik ikke særlig spændende. Den er præget af klicheer, og tonesproget er dybt tonalt, nærmest som Part uden Part. Kravet er blot at det fungerer - og det gør det ikke engang altid. Men det er egentlig forkert at betragte den estiske musik i forbindelse med de vesterlandske krav til et værk lige netop fordi den er en funktionel musik og bør vurderes på sådanne betingelser. Et uheld er det blot at den i UNM-sammenhænge virker fattig, når den placeres ved siden af nordiske værker. En hel koncert udelukkende med estisk musik ville nok have sat tingene mere i perspektiv.

Høj kvalitet

Når det accepteres, at musikkens ramme er værket, var værkernes kvalitet høj. Der var få dårlige værker, og de der var, ble v ganske overskygget af en del virkelig gode. Blandt de virkelig gode værker hørtes Michael Nyvangs "Oprindelse II" for strygetrio, der med meget få midler fik opbygget en klanglig og motivisk meget differentieret sats; den engelskfødte, men i Norge boende, Mark Adderleys "Triptych" for klaver og orkester (minus stryger-gruppen), et langt, kompakt og aggressivt værk i 3 dele; Klaus Ib Jørgensens "Höhe des Sommers" for mezzosopran, viola og percussion, der som flere andre værker på festivalen søgte bagom traditionen for at opnå det intense udtryk associeret med den tyske senromantik og ekspressionisme. Blandt korværkerne lagde man specielt mærke til den kun 20-årige finne Peter Peitsalos "Three Poems by William Blake".

Hans Peter Stubbe Teglbjergs "K'.po - Signs for Violin and Piano" for klavertrio var det eneste værk, der prøvede at overskride det traditionelle værkbegreb. Blandt de - i festivalens sammenhæng - utraditionelle elementer var, at instrumentalisterne også skulle fungere som sangere og percussionister. Endvidere var der fagter og udråb, der godt kunne være inspireret af Stockhausen. Den grønne lyssætning og læbestift bidrog til indtrykket af, at udførelsen af et ukendt ritual fandt sted. Og det der skete, var faktisk spændende.

Inden for værkrammen var de stilistiske og æstetiske kendetegn dog meget forskellige. Fra det enkle, tonale til det ekstremt komplekse, fra det overvejende citerende til det kun til sig selv henvisende. Også titler og programnoter svingede fra det helt neutrale over den ironiske kommentar til den poetiserende udlægning. De æstetiske standpunkter kan meget groft opdeles i tre: 1. Den grænseløse (romantisk inspirerede) subjektivitet, hvor komponisten blot råber ud i verden uden noget videre ønske om at blive hørt eller forstået, 2. Den ansvarlige og traditionsbevidste komponist, der hele tiden må spørge: hvorfor? og må formulere sig i et tonesprog, der både hviler på traditionen og fornyer den, og 3. Håndværkeren, hvis kompositoriske praksis minder om barokkens, og som egentlig er a-æstetisk.

Seminarerne

De æstetiske standpunkter kom bl.a. til udtryk på de kritikseminarer, der blev afholdt hver morgen. Siddende foran en væg dekoreret med malerier af de 16 største finské komponister (i legemstørrelse) ledede Eero Hämeenniemi seminarerne, der både indeholdt den snævre værkkritik og de bredere problemstillinger. Central var diskussionen om værktitler og programnoter. Denne etablering af sproglig mening forud for værket gav flere komponister problemer, enten fordi de egentlig mente noget andet end det, de havde skrevet, eller fordi ordene (ufrivilligt) kom til at stå i direkte modsætning til værket.

Et eksempel var Hilmar Thordarssons klaverstykke "Oh, Yellow Wonderworld". Programnoten var ret lang og beskrev stykket i en lettere naivt-ironisk tone, bl.a. omtaltes et par solbriller med revner i. Da stykket blev opført, var scenen badet i gult lys og pianisten bar en meget rød skjorte. Stykket var opdelt i 9 små og én større del, og efter hver del flyttede en ung kvindelig nodevender nodearket (hun syntes ganske overflødig). Selve musikken var meget fascinerende og holdt i et modernistisk tonesprog - og helt seriøs. Denne modsætning var meget pirrende og satte fantasien igang hos lytteren. Problemet var blot at modsætningen overhovedet ikke var intenderet fra komponistens side!

Et problem for flere komponister var angsten for at stole på egen intuition, på den 'gode idé', som udgangspunktet for kompositionsprocessen. Som en deltager formulerede det: »our minds are full of rubbish«. I dette uhyggelige udsagn lå, at man i dag er nødt til at reflektere over den kompositoriske handlen helt fra begyndelsen, og derved distancerer man sig hele tiden fra det værk man komponerer. Kravet om den totale distance er opstået fordi vi hele tiden bombarderes aflyd/støj, normalt i form af musik. Meget af det trænger ufrivilligt ind i underbevidstheden og sætter sig fast, men det må ikke sætte sig spor i værket. Et eksempel på dette var Osmo Honkanens "Trivial Music for Piano", der absolut ikke var trivielt. Komponisten fandt at det var nødvendigt at distancere sig fra musikken, og det opnåede han da også, men på en ganske misvisende måde. En titel som "Trivial Music for Piano" bevirker ligeledes, at lytteren distancerer sig, måske i forventningen om et humoristisk stykke. En anden seminarrække handlede om musik og bevægelse, koreografi og dramaturgi. Forskellige indbudte gæster, der arbejdede indenfor andre kunstarter, fortalte løst ogfast om deres måde at arbejde med musik på. Kvaliteten var noget svingende og interessen blandt festivaldeltagerne minimal (det understreger endnu engang denne læggen vægt på musikværket). Franco Donatoni (italiener, født 1927) var indbudt til at tale om den nutidige musik. Han nåede dog ikke længere end til sig selv, men det var et meget interessant bekendtskab. Gennem tre seminarer blev man introduceret til forskellige sider af Donatonis virke, ikke mindst blev der spillet en masse værker. Først på det sidste seminar begyndte han for alvor at fortælle, hvordan han komponerede og hvorfor. Det var faktisk noget af en oplevelse. Men hvorfor lige netop Donatoni var blevet inviteret som festivalens Grand Old Man, fremgik ikke af forløbet. Ud over seminarerne var han ikke involveret som andet end lytter i festivalen. Finnerne havde fået organiseret festivalen godt. Programbog, pressekonference og den løbende information fungerede tilfredsstillende. Stemningen blandt deltagerne var afslappet og diskussionsbefordrende. Selvom de fem nordiske lande ikke synes at have så meget til fælles rent musikalsk, er der et omfattende alment-kulturelt fællesskab. På trods af at det officielle UNM-sprog er slags engelsk, som de fleste ikke netop behersker, opstod der en forståelse blandt deltagerne, der var mere end overfladisk. Man må håbe, at det kan blive en lige så god festival til næste år, hvor den skal være i København. Planerne er ambitiøse, bl.a. en kammeropera fra hvert land og en hel koncert med elektronmusik og mixed media.

Årgang 65/1990-1991, nr. 04