Animation - en levende formidling af ny musik

Af
| DMT Årgang 65 (1990-1991) nr. 05 - side 177-179

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Arbitrary

Samarbejde mellem DUT, Musikvidenskabeligt Institut og gymnasieskoler


Af Trine Boje Mortensen og Jakob Wivel

Siden begyndelsen af 80'erne har DUT stået for en række 'animationsprojekter'. Projekter, der haft til formål at formidle et stykke ny musik for gymnasie- og seminarie-elever. Idéen er, at værkets komponist, eventuelt en af de medvirkende musikere og en såkaldt 'animator' tager ud på skolerne for at introducere værket. Animatoren skal fungere som formidler mellem komponisten/musikeren og eleverne. Derefter bliver eleverne inviteret med til den koncert, hvor værket bliver opført. Umiddelbart efter koncerten afrundes animationen med en eftersnak mellem komponister/musikeren og eleverne.

Teorierne bag denne form for musikformidling vil vi komme ind på senere, først en historie fra det virkelige liv:

Animation efteråret '90

På kurset "Formidling af ny musik" ved Musikvidenskabeligt Institut i København, blev der i efteråret arrangeret animation i forbindelse med 3 af DUTs Pumpehuskoncerter. Animationen gjaldt tre danske uropførelser: Bent Sørensens "The Bells of Vineta" for basun, Per Nørgårds "Gemini Rising" for cembalo og Andy Papes "Variations on Nearer My God to Thee", et instrumentalteaterstykke for pianist og nodevender. Seks musikstuderende var involveret som animatorer, to for hver komponist og hvert hold var ude på tre skoler.

Per Nørgårds cembaloværk "Gemini Rising" blev uropført den 11. november af Elisabeth Chojnacka. I ugen forinden besøgte Per Nørgård og nærværende forfattere tre gymnasier.

Der var truffet aftale med Ingrid Jespersens Gymnasium, Holte Gymnasium og Nørre G., og der var afsat en dobbelttime med musikgrenklasserne hvert sted.

Et eksempel

Det er animatorernes opgave at skaffe og udvælge materiale til lærerne. Dette skal kunne danne grundlag for både lærernes og klassernes forberedelse.

Dette arbejde blev begyndt den 22. oktober. Lærerne fik bl.a. tilsendt partituret til "Gemini Rising" og "Fragment I" (1959-60), Per Nørgårds artikel "Hvad drejer sagen sig om?" fra antologien "Køn & verdensbillede" og et eksempelbånd med 4 værker af Per Nørgård samt 3 cembaloværker, for at give et indtryk af det elektrisk forstærkede cembalos klang og Elisabeth Chojnackas spillestil. Materialet blev sendt ud til lærerne sammen med et brev, som bl.a. indeholdt et forslag til timens forløb.

Vi kontaktede lærerne telefonisk ugen inden animationen, for at træffe praktiske aftaler og ikke mindst for at høre hvad klasserne havde beskæftiget sig med under forberedelsen. Lærerne viste stor velvilje og imødekommenhed, og de kunne alle fortælle om både nysgerrighed og interesse hos eleverne. Vi blev enige med Per Nørgård om en grov-skitse til timernes forløb:

1) En kort præsentation af Per Nørgård og Elisabeth Chojnacka/v. animatorerne.

2) Per Nørgård fortæller om Gemini Risings tilblivelse og om stykkets form og indhold.

3) en introduktion til Per Nørgårds musikalske og idémæssige univers.

Dispositionen var som før nævnt kun ment som en skitse. Eleverne skulle have mulighed for at præge timernes forløb ved hele tiden at kunne stille spørgsmål. Desuden får animatorerne og komponisten på denne måde en frihed til at ændre forløbet fra gang til gang.

Alle tre besøg var præget af, at lærerne havde forberedt deres klasser godt; der var blevet gjort flittigt brug af det tilsendte materiale. Eleverne var generelt interesserede og nysgerrige, men ikke særligt spørgelystne. Disse fællestræk taget i betragtning, var besøgene meget forskellige: stemningen, de emner som klasserne interesserede sig for og formen på vores oplæg udviklede sig forskelligt fra gang til gang. Efter timerne blev der uddelt billetter til alle de elever, der ville komme til koncerten. Alle elever fik mindst en billet. C a. 75% af de uddelte billetter blev benyttet.

Efter koncerten blev eleverne til eftersnakken med Per Nørgård og Elisabeth Chojnacka. Den kom til dreje sig om Per Nørgårds stykke og de vanskeligheder der er med at indstudere og opføre et helt nyt værk. Koncerten som helhed blev også diskuteret.

Lærerne blev opfordret til at evaluere animationen med deres elever, og sende referatet til animatorerne. På baggrund af disse kan man konkludere, at alle klasser har fået udbytte af konfrontationen; reaktionerne spænder lige fra det rent oplevelsesmæssige (det var fedt) til at der ligefrem var enkelte, der ville gøre den ny musik til emne for deres hovedopgave i 3.G.

Hvorvidt animationerne har vakt en videregående interesse for den ny musik er det naturligvis for tidligt at sige noget om. Men, som det er fremgået af reaktionerne, er der ingen tvivl om, at det er en god måde at introducere ny musik på. Metoden er dog ikke nødvendigvis så let at gå til som det kunne fremgå af ovenstående; at Per Nørgård er en blændende foredragsholder er bekendt, og det reducerede selvfølgelig vores rolle som animatorer væsentligt.

Der var blandt alle animatorerne generelt en usikkerhed om hvor meget rollen indebar, kendskabet til idéerne bag animationsprincipperne var ikke tilstrækkeligt.

Animationstanken

Svend Aaquist Johansen havde i Köln stiftet bekendtskab med Werner Klüppelholz, der er manden bag teorierne om denne form for musikformidling. I forbindelse med en udvekslingskoncert mellem Ensemble Modern og det daværende Vestjysk Kammerensemble, var Aaquist Johansen med Klüppelholz på animationsturné i Köln. Aaquist Johansen bragte idéerne med til Danmark og i foråret 1982 blev de praktiseret for første gang i DUT-regi. I den forbindelse holdt Werner Klüppelholz en gæsteforelæsning på Musikvidenskabeligt Institut.

Klüppelholzs idé er, at man i formidlingen af ny musik skal gå ud fra elevernes egne forudsætninger. Det vil sige, at animatorerne ikke må være belærende, de må ikke tale 'oppefra og ned', men skal godtage de synspunkter der kommer frem, som gyldige reaktioner på den musik man præsenterer dem for. Musikken skal gøres attraktiv, det skal fremgå at den ny musik er vigtig og betydningsfuld, så eleverne selv får lyst til at lære mere om den. De skal hverken tvinges eller lokkes. Det er vigtigt at lægge vægt på det oplevelsesmæssige og så vidt muligt at undgå den 'nøgne' analyse.

Under selve animationen skal rollerne være klart afgrænset: komponisten er 'giraffen', attraktionen, der skal vises frem af animatoren, der er 'dyrepasser'. Komponisten skal ikke forsøge at være pædagogisk selvom han måtte have evner i den retning. Det er animatorens opgave at få en dialog igang imellem eleverne og komponisten; hvis komponisten bliver for svær at forstå kan eleverne hente hjælp hos animatoren. Den tryghed, som denne rollefordeling skaber, gør det lettere for eleverne at komme frem med deres reaktioner på musikken.

Efter besøget bliver eleverne inviteret til koncerten, der foregår i 'det virkelige liv'. På den måde kommer de i berøring med et musikmiljø, hvis eksistens de sandsynligvis ikke har kendt til i forvejen.

Der er altså to sider af animationen: et besøg på skolen i elevernes eget miljø, og en invitation til at komme ud og høre og se musikken, der hvor den foregår. Det er ikke mindst disse aspekter, der gør animationen så velegnet til at introducere den ny musik. Erfaringerne fra dette og tidligere animationsprojekter viser at Klüppelholzs metode er ideel når det drejer sig om at formidle et svært tilgængeligt stof.

DUT vil også i fremtiden stå for Animations-projekter. De umiddelbare planer er at arrangere et "animatorseminar" i sensommeren 91, for på den måde at få en håndfuld uddannede animatorer, der kan fungere aktivt nogle år frem; i første omgang i næste efterårssæson. Til de interesserede: Der findes Animationsrapporter fra 1982 og fremefter samt animationsmateriale vedr. efterårets animationer med Nørgård, Sørensen og Pape på: Musikvidenskabeligt Instituts Bibliotek, Klerkegade 2, 1308 Kbh. K. Information om seminaret i 1991 kan fås ved henvendelse til DUT, Valkendorfsgade S, 1151 Kbh. K.

Årgang 65/1990-1991, nr. 05