Mine tidlige læreår hos Ib Nørholm

- en imaginær skåltale

Af Steen Pade

Da jeg var 16-17 år gammel havde jeg komponeret fire sange for klaver og bariton, som min daværende klaverlærer, Eyvind Møller viste Ib Nørholm. Ib mente åbenbart ikke, det så helt håbløst ud, for han ytrede ønske om gerne at ville tale med mig ved lejlighed. Jeg var meget benovet og beæret, Ib var dog noget af et navn, selvom jeg med skam at melde ikke havde hørt en tone af ham på det tidspunkt. Jeg opsøgte mesteren en lørdag eftermiddag i hans lejlighed på Sankt Hans Torv. Det var en på mange måder betagende og chokerende oplevelse. Betagende, fordi Ib var så venlig og imødekommende, chokerende, fordi der var så rodet i Ibs lejlighed. Jeg havde aldrig før sat mine ben i en komponists hjem, men jeg formodede, at sådan var det nok, når man ernærede sig ved noget åndeligt som at komponere musik.

Han spurgte mig ud om mit kendskab til musik. Det var meget ringe, og han anbefalede mig derfor at gå til koncerterne i Det Unge Tonekunstnerselskab, som jeg heller ikke kendte meget til. Jeg spillede derefter mine sange igennem på klaver. Ib kunne bedst lide den sidste og sagde, at det nok var den, der havde overbevist ham om, at jeg havde talent. Han undrede sig over en melodisk vending et sted, men bortset fra det havde han ikke så meget konkret at sige. Alligevel følte jeg mig meget glad, fordi j eg havde fornemmelsen af, at Ib forstod, hvad det var for (musikalske) problemer, som havde optaget mig, og fordi det var første gang, at jeg havde haft lejlighed til at tale musik med en komponist (af lutter beskedenhed og ærefrygt ville jeg aldrig dengang have vovet at opfatte mig som 'kollega' til den store mand!). Da vi havde talt lidt, drukket kaffe og spist et stykke wienerbrød, sluttede mødet med, at Ib tilbød at stå til rådighed, hvis jeg senere skulle have noget at vise ham.

Det havde jeg et halvt års tid senere. Hans kommentarer til min nye klaversonate var karakteristiske: Den lyriske anden sats tiltalte ham meget, bortset fra en ritarderende trille hen mod slutningen af satsen. »Tag den væk, det er en floskel«, hvorimod han slet og ret kasserede sidste sats » Det er for dårligt, den må du lave om; der er for mange oktaver.« Ved denne lejlighed gjorde han mig opmærksom på to ting, som jeg har tænkt meget over siden. For det første netop oktaven i klavermusik, ikke blot som bart oktavspil, men også som dødt interval, der sniger sig ind i mange akkorder, fordi den ligger lige for i fingrene. For det andet begrebet klaverinstrumentation, spørgsmålet om hvordan teksturer og linjespil deles ud på klaviaturet. Alt i alt følte jeg det lidt, som om jeg havde bestået en svendeprøve, da Ib klappede mig på skulderen, lykønskede mig med anden sats og sagde bravo med et meget venligt smil.

Den næste gang vi sås, fandt mødet vist nok sted i en anden lejlighed på Sankt Hans Torv (samme opgang). Den var præget af en helt anden orden og hjemlig hygge end sidst; men Ib var meget diskret og fortalte intet som helst om baggrunden for sceneskiftet. Jeg havde udover en ny sidstesats til sonaten en strygekvartet med i bagagen, som Ib slet ikke brød sig om, uden at han dog sagde det så tydeligt. Jeg tror, det var ved den lejlighed, jeg fortalte ham, at jeg havde i sinde at prøve at komme ind på konservatoriet, og da han som svar herpå spurgte mig, hvorfor jeg egentlig ikke hellere ville tage en juridisk embedseksamen, fik jeg en fornemmelse af, at han måske ikke var slet så begejstret for mit talent, som jeg havde troet. Han opfordrede mig i hvert fald til at trænge meget dybere ned i stoffet og til at søge en meget mere oprindelig oplevelse af den enkelte tone, end jeg havde på det tidspunkt. Jeg havde vist kvartetten til Asger Lund-Christiansen, som tilbød at spille den med Københavns Strygekvartet. Det fortalte jeg Ib, og på trods af, at han tilsyneladende ikke var begejstret for den, opfordrede han mig til at sende partituret til den og klaversonaten til DUT og lovede mig at arbejde for en opførelse af kvartetten med københavnerne i denne forening. Da DUTs sæsonprogram senere udkom, uden at min strygekvartet figurerede på den, og da jeg stærkt skuffet ringede til Ib (han var formand for DUT) og spurgte, hvad der var sket, reagerede han højst karakteristisk. Han blev ophidset, erklærede at der var sket en fejl i programudvalget, og at han ville gå af som formand, hvis ikke min kvartet omgående blev sat på programmet igen. Det blev den naturligvis aldrig, og Ib fortsatte som formand.

På trods af dette svig, svækkedes min beundring for mesteren dog ikke nævneværdigt, og jeg fortsatte min undervisning hos ham på konservatoriet. Jeg tror, at han allerede fra første færd prøvede at gøre mig til en god modernist (måske fordi han altid selv havde problemer med modernismen!), men det lykkedes aldrig. For da jeg havde opnået betydelig mere færdighed i modernistisk tænkning og teknik, og jeg kunne mærke Ibs store tilfredshed med, at det endelig var lykkedes, fik jeg pludselig en chokerende, stærk oplevelse af den danske ny-enkelhed og konkretisme og ændrede fuldstændig æstetiske signaler til Ibs store forbitrelse. Mine kompositoriske forbilleder ændredes fra wienerskolen til Stravinskij og den hjemlige faderskikkelse Ib Nørholm skiftedes ud med Pelle Gudmudsen-Holmgreen. Jeg var dengang meget unfair over for Ib og det meget han havde lært mig, og det taler for hans store menneskelige forståelse, at han ikke tog mig det ilde op i nær den grad jeg givetvis havde fortjent det. Til et af de første stykker jeg komponerede efter min omvendelse ("Florilegium" for klaver solo) bemærkede han lidt maliciøst: »Nå, Steen, har du hørt meget Carl Nielsen for nylig.« Selvsagt fandt jeg bemærkningen og den dom den implicerede dybt uretfærdig og krænkende for mit stykkes originalitet, men har sidenhen indset, at spørgsmålet om materialevalg måske ikke er helt så enkelt, som æstetikken i det stykke lader formode.

Jeg nød godt af Ibs undervisning i cirka seks år, derefter havde vi mest med hinanden at gøre i bestyrelssarbejdet i Samfundet til udgivelse af Dansk Musik. Alle der kender Ib ved, at han ynder at true med at gå af, og rent faktisk lykkedes det mig ved en meget uheldig disposition (fra min side) at få Ib til at gå af som medlem af bestyrelsen. På det tidspunkt var vores gensidige følelser nok noget frosne, men det blev gudskelov bedre igen, og han vendte efter et års pause tilbage til Samfundet.

Det er skik og brug, at man ender en skåltale med et ønske for fremtiden og et trefoldigt leve! Det sidste er jeg af gode grunde afskåret fra her, men et ønske for Ib kan jeg godt ytre her. Måtte han da, nu han går ind i det tiår, der vil se hans pension som professor, opleve en ny og stærk inspiration, når det kongelige danske institutions-åg fjernes fra hans skuldre.