Musikken i Tjekkoslovakiet efter revolutionen

I rækken af artikler om musik: og musikliv i østeupa og det gamle Østeuropa, bringer vi her en situationsrapport fra Tjekkoslovakiet. Artiklens forfatter, Olga Frederiksen, er bosat i Danmark, men født og opvokset i Tjekkoslovakiet. Hun er uddannet pianist fra konservatoriet i Zilina og er Dr. phil. i musikvidenskab fra Comenius universitetet i Bratislava.

Af Olga Frederiksen

Fløjlsrevolutionen i Tjekkoslovakiet i november 1989 var den naturlige konsekvens af den politiske og kulturelle udvikling siden 1968 - eller snarere siden 1948. Det var kun et spørgsmål om hvornår og hvordan oprøret måtte finde sted. Rystende og chokerende var det, da vi med komponisten Petr Ebens ord i maj 1990 måtte erkende:

»Hvis man skal gøre regnskabet op, så må man sige, at man nu kan se, hvordan regimet ikke kun begik politiske forbrydelser - og økonomiske og økologiske - men også kulturelle. Det er altsammen så sørgeligt, at man virkelig må betegne det som en kulturel forbrydelse.«

Kulturlivets begrædelige situation var baggrunden for det kulturprogram, som ret hurtigt efter revolutionen blev formuleret af 'Borgerforum' i Bøhmen og 'Offentlighed imod vold' i Slovakiet. Hovedpunkterne er bl.a. at:

- der skal ske en demokratisering af kulturlivet på en måde, så kulturværdierne og deres udbredelse kan genkendes af ethvert menneske som dets egen kultur. På denne måde skal samfundet ændres fra at bourgeois-samfund til et borgersamfund.

- kulturen må ikke være forbundet med nogen ideologi, - der må ikke kunne manipuleres med den af noget politisk parti.

- kulturmonopolerne - som komponistforbundets og de store musik-agenturers tidligere monopoler - afskaffes og erstattes af et nyt organisationssystem med fonde, der skal støtte enhver kunstner.

- den afgørende faktor fremover skal være den kunstneriske kvalitet.

- den tjekkoslovakiske kultur skal integreres i den europæiske.

Disse elementer fra det polistiske program har virkelig mening efter november-begivenhederne. Især psykologisk, fordi de er blevet motivation for folk: de er begyndt at tro på fremtiden, er ikke længere bange, og lever uden det pres, de har levet under i mere end 40 år.

Vaclav Havel og Borgerforum er blevet et symbol og en garanti for en positiv kulturudvikling og efterhånden er der sket ændringer i alle kulturinstitutioner -og foreninger. I det gamle system var komponistforeningen det politiske instrument, der bestemte, hvad der blev komponeret og opført, men hvad er der sket med komponistforeningen siden november sidste år? Hvordan ser virkeligheden ud nu?

Dr. Ivan Polednak er formand for en ny sammenslutning på musikområdet, en organisation ved navnet "Sammenslutningen af musikkunstnere og musikvidenskabsmænd", og han siger:

»Sommetider er der også kujoner i en revolution, men dette var virkelig en revolutionær bevægelse. Det vigtigste øjeblik var, da Borgerforum også blev etableret i komponistforeningen. Især i de første dage og uger overtog de initiativet, der kom repræsentater fra Borgerforum til møderne, og de fortalte den ledende komité, at komponistforenings medlemmer ikke længere havde tillid til ledelsen. Så bad ledelsen om tilladelse til at trække sig tilbage - og den fik de naturligvis straks. Derefter blev der nedsat en forberedelses-komité under ledelse af komponisten Jan Hanus og komiteen indkaldte i januar 1990 til et møde med deltagelse af såvel komponister, musikere som musikvidenskabsmænd, der sammen besluttede etableringen af den nye "Sammenslutning af musikalsk udøvende kunstnere og musikvidenskabsmænd", hvor alle kan blive medlemmer.

Denne sammenslutning bygger på helt nye principper sammenlignet med den gamle komponistforening. Den er ikke centralistisk organiseret, men består af 19 små helt uafhængige grupper - f.eks. "Studio 90", "Gruppen af udøvende kunstnere", tre musikvidenskabelige grupper, en gruppe af instrumentbyggere, en musikudgivergruppe, og flere regionale grupper.

Det særlige ved organisationsformen er, at alle grupperne selv kan træffe beslutninger, og de har direkte adgang til ministerier og til at indgå aftaler. Den nye organisations råd har kun koordinerende karakter.

Da sammenslutningen blev etableret, nedsatte den også en rehabiliteringskomité, for i denne førte fase er det vigtigt, at rense kriminelle elementer ud og offentliggøre navnene på dem, der blev holdt og nede. I rehabiliteringskomiten sidder både folk, der blev holdt nede i disse 30 - 40 år og folk, der ikke var direkte involveret og måske har et mere objektivt syn - og vi regner med, at konfrontationen mellem disse to grupper kan føre til et fornuftigt resultat. Komiteens resultat skal ikke være bestemt af følelserne over for fortiden, men naturligvis er der mennesker, som vi gerne vil have lidt på afstand nu - f.eks. komponisterne Oldrich Flosman og Arnost Kostál, der som administratorer af de Tjekkoslovakiske komponisters rettigheder selv beholdte store pengebeløb og delte dem mellem sig. - Det har ingen mening at diskutere med dem, men der er kun få mennesker, som vi slet ikke ønsker at føre dialog med. - Det betyder ikke, at vi vil sparke dem fuldstændig ud af det tjekkiske kulturliv - det ville være nonsens.«

Det er meget vanskeligt at finde den rigtige nøgle til det delikate spørgsmål om rehabiliteringen af komponister, udøvende musikere og musikvidenskabsmænd -folk, der var undertrykt i mere end 30-40 år. Vanskeligheden er bl.a. administratorerne af den nye musik-sammenslutning ikke ønsker at gøre de samme fejltagelser, som komponistforeningens administratorer begik i 50'erne og i slutningen af 60'erne, hvor folk blev sparket fuldstændig ud af musiklivet. - De forbryderiske komponister kan fortsætte med at komponere, men de mister naturligvis alle de fortrin, de havde i kraft af deres position i musiklivet - fordi de misbrugte deres stillinger til skade for deres kolleger.

Udviklingen i Slovakiet efter fløjlsrevolutionen var den samme som i Bøhmen: Komponistforeningen blev opløst og erstattet med "Den slovakiske musikunion" med samme organiseringsmønster som i Prag - altså grupper, hvor unionen har koordinerende funktion. I Slovakiet er der dog kun fire hovedgrupper (mod Bøhmens nitten) og den, der har størst aktivitet, er "Sammenslutningen for nutidig slovakisk musik" bestående af både komponister, musikere, kritikere og tilhængere af ny musik. Dens mål er bl.a.:

- at skaffe den slovakiske musik de moralske og kunstneriske kvaliteter tilbage, som den engang havde - men som på forskellige måder er blevet trådt ned.

- at forhindre, at de skabende kunstnere vulgariseres, forfølges og undertrykkes.

- at udarbejde forslag til retningslinier for, hvordan staten og forskellige institutioner kan støtte komponisterne.

- at skabe en festival, hvor den slovakiske nutidige musik har mulighed for at slå igennem internationalt.

- at arbejde for, at den slovakiske nutidige musik kommer til at fungere som en naturlig del af det slovakiske folks åndelige og intellektuelle udvikling.

Den del af målsætningen, der handler om at skabe en festival for ny musik, bliver en realitet allerede i oktober i år, hvor det er lykkedes formanden for "Den slovakiske musikunion", komponisten Ilja Zeljenka at arrangere en international festival i Bratislava med 12 koncerter - 6 hentet fra Claudio Abbados "Wien Modern" og 6 med ny tjekkisk og slovakisk musik.

"Sammenslutningen for nutidig slovakisk musik" består bl.a. af komponister som Juraj Benes, Jozef Sixta, Roman Berger, Vladimir Godár, Martin Burlas, Robert Rudolf, Daniel Matej og Ilja Zeljenka. Og kernen i sammemslutningen er ensemblet "Veni", der består af både musikere og komponister. Ensemblet organiserede i juni sidste år en mini-festival i Bratislava, hvor der også var seminarer, bl.a. med Louis Andriessen - og Ensemblet Veni inviterede deres søster-ensemble "Agon", og de unge Prag-komponister Petr Kofron, Martin Smolka, Jaroslav Pudlak og musikerne i Ensemble Agon gav koncerter med tjekkisk og udenlandsk musik.

Agon-ensemblet har støtte fra "Studio 90", en af grupperne under den nye musiksammenslutning i Bøhmen, og lederen af "Studio 90", komponisten Marek Kopelent siger om meningen med Agon-ensemblet:

»Vi vil bringe tjekkisk musik i konfrontation med den udenlandske, og vi har også forpligtelser over for komponister, der ikke længere er i live, f.eks. Miroslav Kabelac, Zbynek Vostrak og Jan Kapr, der alle efterlod værker, der ikke er blevet opført.«

Der findes desværre hverken grammofon- eller radiooptagelser med Agon-ensemblet, selvom det har eksisteret i tre år. Det gamle regime accepterede simpelthen ikke, at ensemblet eksisterede - fordi den musik, de spillede, ikke var den 'rigtige'.

Musikken var bl.a. den, som Marek Kopelent komponerede, og efter at Tjekkoslovakiet officielt har undertrykt hans musik i atten år, virker samarbejdet med "Agon" og "Studio 90" som balsam på hans sår. Men såret er ikke fuldstændig helet, for ganske vist var Kopelent hele tiden kendt og højt skattet i udlandet, og ganske vist har han - efter i mange år at have måttet tjene sit brød som klaverakkompagnetør på en danseskole for børn - netop fået tilbudt ansættelse som lærer i komposition ved Prags Musikkonservatorium. Men hans fremtidige kolleger på konservatoriet er stadig det gamle regimes folk, komponisterne Václav Felix og Jiri Dvoracek samt teoretikeren Jaroslav Jiránek, - netop de mennesker, der indtog de ledende stilllinger under det socialistiske regime, som holdt Kopelent nede.

November-revolutionen i Tjekkoslovakiet medførte en masse positivt for kulturlivet: Gamle systemer faldt sammen, og der opstod nye organisationer med nye folk med klare forestillinger om, hvad de vil. Psykologisk set er kunstnerne mere åbne nu, og de er ikke bange for at kritisere hinanden.

De komponister, musikvidenskabsmænd og musikere, der i mere end 20, 30 eller 40 år var undertrykt af regimet, er gamle mennesker nu. Alligevel gav de under revolutionen al deres energi til forsøget på at skabe nye betingelser for kulturen. De gav hele deres erfaring -god og dårlig - fra fortiden, f.eks. komponisten Jan Hanus, der som nævnt var leder af den komité, der forberedte den nye musiksammenslutning i Prag, Ilja Zeljenka, der var leder i Bratislava, Milos István, der gjorde en masse for nyorganiseringen af Janácek-musikkonservatoriet i Brno, Petr Eben, der blev præsident for musikfestivalen "Prag Forår" og Marek Kopelent. Musikvidenskabsmanden Ivan Polednák blev leder af den nye musik-sammenslutning i Prag og dirigenten Rafael Kubelik og pianisten Rudolf Firkusny optrådte i år i deres fædreland for første gang i mere end 40 år.

Det er sørgeligt, at nogle af de bedste komponister døde før eller under den tjekkoslovakiske revolution: Zbynek Vostrak, Miloslav Kabelac, Jan Kapr, Jan Novák (der døde i emigration) og Milos István, der døde i januar sidste år, fordi hans kræfter ikke slog til i reorganiseringen af Janácek-musikkonservatoriet i Brno. Disse er nogle af navnene på komponister, der ikke var anerkendt af det socialistiske regime. Men deres musik er blandt klenodierne i den sokaldte 'alternative musikkultur', 'den anden kultur', der levede i folks bevidsthed.

I Tjekkoslaovakiet betyder 'alternativ kultur': den rigtige kultur - den, der har kvalitet - den, der kan bygges videre på. Og den 'alternative kultur' er noget unikt, for kun i et totalitært system kan noget sådant opstå.

Nu, hvor den alternative musik ikke længere befinder sig under overfladen, men er den, der skal bygges videre på, melder to spørgsmål sig: Hvordan kan kulturen klare sig økonomisk og hvordan ser dens fremtid ud?

Disse to sprøgsmål prøver den tjekksike vice-kultur-minister Josef Simon at besvare:

»Vi lavede vores analyser og på grundlag af dem vores opfattelse af kulturens udvikling indtil år 2010. Og vi nåede til den hypotese, at hvis vi når til en fornuftig måde at dele arbejdet på i hele samfundet, så vil det være muligt om fem år at få balance i tingene, - d.v.s. at der ikke længere på kulturområdet er nogle klare negative sider.

Vi regner med at budgettet til kultur forbliver det samme i 1990 og 1991 - og først vil vi sikre den nationale kulturskat. Vi vil lave en ny kulturlovgivning, så kulturen får en særlig stilling og bliver beskyttet ved en særlig lov om kulturstøtte, vi vil bruge skattesystemet til det, og vi vil etablere forskellige fonde. Desuden er det vigtigt, at vi ikke kun giver folk ret til at gøre noget, men at vi også giver dem ansvar for at det, der kommer ud af det, er godt.

Særlig vigtigt i vores program er, at der skal ske en integrering af tjekkoslovakisk og europæisk kultur. Som et skridt på vejen har vi netop åbnet en Europæisk Kulturklub i Palfy-paladset i Prags hjerte, og vi håber, at det i løbet af fem år vil blive et europæisk kulturhus, et aktivt sted, hvor kunstnere fra hele verden mødes, og hvor tingene virkelig sker. Vi vil gerne gøre Prag til at aktivt sted i den europæiske kulturudvikling - så Prag og andre tjekkiske og slovakiske byer ved hjælp af kulturen bliver europæisk byer.« Josef Simons tanker er sympatiske nok, men deres virkeliggørelse er i høj grad et økonomisk spørgsmål. Efter revolutionen er publikums-tallet til koncerter faldet drastisk, både fordi de nye muligheder for at se TV (mange kanaler og emner, det tidligere ikke var muligt at få kendskab til) holder publikum hjemme, og fordi den økonomiske udvikling har betydet stigende priser på alt. I den situation prioriterer folk koncertbilletterne lavere. - Der er også hos en befolkning, der i så mange år har været vant til at andre bestemte for den, en uudtalt venten på en leder eller nogle antydninger af, hvilken vej, der er den rigtige.

Tjekkoslovakiets musik har altid haft sine egne meget stærke karakteristika. Selv mere end 40 års kulturundertrykkelse har ikke formået at dræbe den - musikken fortsatte sit eget frie sprog som undergrundskultur. Nu, hvor den kommer op til overfladen og frem i solen vil det vise sig, om den er stærk nok til at fastholde traditionen fra Janácek og Martinu også i fremtidens nye tjekkoslovakiske musik.