Nørholms musikalske prosa

Dette er et temanummer om Ib Nørholm. At vi har valgt at udgive det her i januar måned, hvor komponisten fylder 60 år, hænger naturligvis sammen med at vi gerne vil hylde fødselaren. Men i endnu højere grad fordi der rent faktisk er noget at skrive om. I det materiale som foreligger på skrift om komponisten, er der 'huller' om person og værk, som trænger til at blive udfyldt. Dette sagt velvidende, at dette nummer af DMT på ingen måde danner en fuldstændig og kompletterende udfyldning. Man skuffes over de områder og værker, som ikke har været behandlet før og som heller ikke har fundet vej til disse spalter. Men slående er det, at hvis man kaster et vue ud over rækken af skriftlige publikationer om komponisten, så er den for det første ikke særlig omfattende, for det andet har indsatserne nødvendigvis et skær af tilfældighed over sig. Nogen samlet vurdering af det kompositoriske virke, endsige en perspektivering til nationale og internationale strømninger, har hidtil været en mangelvare. Det er tydeligt, at Nørholm ikke, som enkelte andre nulevende danske komponist-koryfæer, har en decideret biograf. At komponisten selv kun nødtvunget skriver om sig selv og sin musik, gør heller ikke sagen bedre. Håbet er, at vi med dette nummer kan råde en smule bod på det forsømte.

Set i fugleperspektiv bemærker man, at de fleste artikler i dette nummer hæfter sig ved Nørhoims episke kompositionsmåde, det romanagtige og fortælleteknikken. Nørholm selv er også inde på dette i artiklen på de følgende sider, hvor han giver et umiskendeligt bud på en æstetik og teknik, som vel næppe er formuleret så entydigt før. Det er næppe skudt helt ved siden af at hævde, at store dele af Nørhoms værk søger en åbenhed i form og indhold, som minder om Baudelaires berømte formulering i forordet til "Parisisk Spleen" : »Hvem af os har ikke, på sine mest ambitiøse dage drømt om miraklet af en poetisk prosa, en musikalsk prosa uden rytme og uden rim, smidig og stærk nok til at føje sig efter sjælens lyriske bevægelse, drømmens bølger og bevidsthedens spring.« Det kommer hos Nørholm til udtryk som en a priorisk form, men ikke bricolage - det tilfældigt sammensatte. Per Erland Rasmussens introduktion til Nørholms 8. Symfoni bekræfter, at dette ikke blot er en retrospektiv iagttagelse, men tværtimod en igangværende proces. Og hos Poul Borum, i 'anmeldelsen' af strygekvartetterne, slår det åbne og rapsodiske ned og sætter sig som spor i selve materialet. I beskrivelsen af de stilistiske træk i operaen "Invitation til Skafottet" når Agnete Hytten frem til formuleringen: »Musikken ... får derved sit eget gestiske udtryk. Der opbygges gennem forløbet et sprog, der som antydet får betydning for en lang række af senere 'Nørholm-fortællinger'.« Endelig er Jens Brincker i sit portræt af komponisten, med en henvisning til Adornos brug af det Vomanagtige' hos Mahler, også inde på dette aspekt ved Nørholms musik.

Det kunne umiddelbart godt opfattes som en 'løs' værkstruktur, som en blot og bar anti-modernistisk holdning. Og som det fremgår af komponistens egen artikel, er han da heller ikke bleg for at sætte spørgsmål ved ideen om stadig fornyelse af de tekniske muligheder for materialestyring. Men selvom visse af strømningerne sydfra synes at udgøre en 'irriterende' provokation, formulerer Nørholms musik også en modificering af det skrevne, nemlig i de tilfælde, hvor det kritiserede udgør en 'spillemur', som komponisten står overfor og spiller op imod og ikke så sjældent også med.

Men dermed er det sidste ord ikke sagt i den sag, som det vist hedder. Som det fremgår af artiklerne inde i bladet, unddrager Nørholms musik sig kategorisering og rubricering. Og det er vel i sidste instans en af de kvaliteter, der gør den så fascinerende, ubestemmelig. Vejen ad hvilken er i Nørholms tilfælde som et netværk af stier - vi andre kan så forsøge at opspore de forskellige retninger og indfaldsvinkler. En værktitel fra 60erne antyder de vanskeligheder, man møder i efterforskningen:""Direction inconnu".

Anders Beyer