Tro og Længsel - En kort præsentation

Ib Nørholins nyeste symfoni er et bestillingsværk fra Sjællands Symfoniorkester i anledning af dets 25 års jubilæum. Uropførelsen fandt sted i Tivolis Koncertsal den 28. november 1990 med Okko Kamu som dirigent og Jørgen Ole Børch som barytonsolist.

Af Per Erland Rasmussen

Endnu en dansk symfoni

Symfonien "Tro og Længsel" er komponeret 1989-90. Den blev afsluttet d. 23. juli i år. Nørholm oplyser, at han har opfattet den som en livshandling for sig selv, i den tid den er blevet til. En handling, som ikke lader sig formulere i ord, ganske vist. Men netop derfor insisterer Nørholm - i næsten nielsensk forstand - på, at symfonien er en parallel til liv, et livsforløb eller drama, og ikke en abstrakt leg med toner endsige en kalkule. I det hele taget har Nørholm i de senere år prøvet at holde sig fri af alt, hvad der smager af ren konstruktion, og har ladet sig lede af sin kunstneriske forestillingsevne og kompositoriske fantasi.

Det "nørholmske" kan derfor være vanskeligt at indkredse, hvis man søger at sammenfatte det i et entydigt begreb. En bekvem etikettering kan ikke formuleres, for det er en afgørende pointe i hans tilfælde, at der - jævnt udtrykt - ikke er nogen facitliste. Nørholm er ligesom det hele i én person - lyriker, dramatiker, symfoniker. Som han selv engang har sagt:

»Det var selvfølgelig rart, hvis man kunne sige, at jeg var rigtig stærk eksponent for det og det - så kan det bruges til at hænge ud i skabe, men det går altså ikke rigtig. Jeg morer mig over for mange ting. Jeg kan godt se, at begrænsningens kunst er gylden, men den morer mig ikke, jeg vil foretrække at more mig meget ved at kaste mig ud i alverdens ting - jeg kan ikke engang blive forarget over patos!« (DMT nr. 3 1985/86).

Den foreliggende symfoni er i god overensstemmelse med en flere gange set tendens hos Nørholm til at lade ord og sang optage og indgå som væsentlige bestanddele i symfonier (jvf. de i øvrigt meget forskellige løsninger i 2. symfoni "Isola bella" (1968-71), 4. symfoni "Modskabelse" (1979) og 6. symfoni "Moraliteter" (1981)). Med det følgende digt af Poul Borum når denne symfoni i sidste sats frem til sin endelige afrunding:

en sær grov egenkærlighed
bemægtiger sig min time i mørkning
og jeg kan slet ikke forstå mere
at noget bevæger sig udenfor

mens min stemme ruller tråd efter tråd op
klipper min tanke tråden over
og til sidst sidder jeg der med bare mig selv
da er der grund til tro og længsel

»Det var nødvendigt for mig at gribe til tekst og sang for at finde den afrunding, som var nødvendig«, har Nørholm sagt. Ja, digtets inddragelse blev efterhånden uomgængelig. Musikken, som i tre satser har 'rullet tråd efter tråd op' til et labyrintisk netværk af stadige symfoniske udsagn, har mestendels udviklet sig ved ustandselige brud, der i nogen grad har modarbejdet oplevelsen af en "lang linje". En fragmenteret udvikling, hvor 'tanken bestandig har klippet tråden over'. I tredjesatsens akcellererende agitato sidder tilhøreren - ligesom komponisten også gjorde - der med mængder af uforløste spændinger, som det gælder om at komme ud af igen. I den situation fungerer Borums digt i mere end én forstand næsten som en redningsplanke, der leverer løsningen på et intrikat kunstnerisk problem, som tilsyneladende ikke lod sig løse alene på det musikalske stofs egne præmisser. Med dette digt blev det muligt i ét greb at samle alle tråde i en fælles handling.

Nørholm siger endvidere: »Det er på mange måder det, jeg ofte oplever, når jeg komponerer. Man skriver, man får idéer. Og det som man er i tvivl om, det dementerer man igen. På den måde kan man komme i en meget rådvild dialog med sig selv, som man selvfølgelig må finde vejen udover. Og den vej igennem, det er det der hedder tro og længsel.« (fra introduktionen i Danmarks Radio)

Musikken i Nørholms 8. symfoni er med komponistens egne ord kompliceret, særdeles fluktuerende, musik der ustandselig skælver, omend den hverken melodisk, rytmisk eller klangligt stiller ekstreme krav til lytterens koncentrationsevne. I det karaktermæssige er den dog ganske differentieret. Og selve struktureringen af stoffet og dispositionen af formforløbene kræver ikke mindst en betydelig omstillingsevne hos lytteren. At uropførelsen så, hvad selve udførelsen angik, lod meget tilbage at ønske, gjorde ikke opgaven lettere for publikum!

1. sats

Ydersatserne er skrevet i en nervøs, sine steder næsten abrupt stil med en mangfoldighed af idéer, disponeret i korte fraser, som bestandig veksler. Hørt på nært hold er 1. sats i konstant uro - en slags symfonisk staccato. Kompositionsteknisk minder dens kortåndede fraser og skarpe kontrasteringer og overgange ofte slående om Stravinskys variable ostinater. Hørt i auditivt fugleperspektiv, derimod, konstateres det let, at satsen - som Nørholm selv har peget på - respekterer en arketypisk formforestilling, nemlig den klassisk-romantiske sonateform:

1. To kontrasterende temagrupper

2. Udviklinger

3. Kort reprise

I komponistens forord til symfonien får man følgende præsentation af satsen:

»Førstesatsen udspiller sig i to tempi, et relativt hurtigt og et lidt langsommere. Der præsenteres efterhånden tre forskellige stofområder domineret af henholdsvis messing, strygere og træblæsere. Udviklingen af dette stof forløber i en række afsnit, hvis markanteste adskillelse vises af korte pizzicato passager.«

Det første (relativt hurtige) tempo hører til 'den ret voldsomme og insisterende indledning', dvs. de første 29 takter, hvor messingblæserne dominerer ("hovedtemagruppen"). (Eks. 1:1. partiturside, se næste side).

Det lidt langsommere tempo begynder i takt 30, hvorfra strygerklangen er den dominerende (med ophør i takt 52) ("sidetemagruppen", inklusiv "epilogen"). (Eks. 2: sidetemaets begyndelse, se side 157.) Dette Tempo II varer det meste af satsen (takt 30 -169), dvs. frem til reprisen.

Skitseret i absolutte hovedtræk tager 1. sats sig således ud:

Tempo I (Allegro)
1-29 Messingdomineret 1. temagruppe

Tempo II
30-52 Strygerdomineret 2. temagruppe

53-56 1. pizzicato
57-74 Træblæserdomineret udvikling
75-78 2. pizzicato
79-117 Tutti med trompeter indleder længere udvikling
118-160 Repriseelementer skydes med voksende tydelighed ind i den fortsatte udvikling,
først epilogens temaer
161-169 3. pizzicato

Tempo I 170-180

Tempo II 181-184

Tempo I 185-194

Kort reprise af 1. og 2. tema

1. sats er nok symfoniens vanskeligst tilgængelige. Jan Jacoby (Politikens anmelder) skrev om den: »At høre første sats er som at bladre i en dagbog: Tanker, indfald og iagttagelser falder over hinanden, ofte skarpe og friske og umiskendeligt udsprunget af samme sind og erfaringsverden, men uden en samlende idé, en understrøm der skaber oplevelsen af at være på vej fra et sted til et andet. Bl.a. savner man en metrisk 'bærebølge' under den komplekse overflade.«

Et sådant lytterindtryk var venteligt i en symfoni, hvor materialeudviklingen efterligner klassisk romanteknik med flere parallelhandlinger, flere personer, hvis individuelle skæbner krydser hinanden eller følges på skift i en fortløbende handling. En nærlæsning af partituret og/eller gentagne gennemlytninger åbenbarer imidlertid gennemreflekterede symfoniske formuleringer disponeret i en række udviklinger, der lader stoffet gennemløbe nogle mere eller mindre genkendelige forvandlinger. I 1. sats føres udviklingen egentlig ikke hen mod noget bestemt punkt. Satsen slutter uden en konklusion. Ganske vist hører man til sidst en forkortet reprise, men den har for mig at se mere et neutralt resumerende præg. Satsens mosaiklignende form opleves - og det understreges af de korte pizzicato-afsnit - som en række kapitler, der står sideordnede, mere end som stadier i en organisk vækst.

En rød tråd

Ifølge Nørholms forord præsenterer indledningen (takt 1-29) et materiale, der som en rød tråd går igen i alle satser, men i stærkt ændrede skikkelser. Anmelderne var efter uropførelsen tydeligt i vildrede på dette punkt. »Selve tråden forsvinder«, var Børge Friis (Frederiksborg Amtsavis) vel hurtig til at mene.

Alligevel tør man uden tøven fastslå, at den røde tråd snor sig gennem symfoniens satser i form af nogle klart formulerede grundgestalter, som ikke skulle være så vanskelige at få øje på, endsige følge på deres vej gennem vekslende konstellationer og omformninger. Den første partiturside (Eks. 1) viser de væsentligste ingredienser i dette materiale - nogle klart mejslede, forskellige, men tillige relaterede musikalske idéer:

Over liggetonerne A og H spiller klarinetter og horn en ostinat melodi bestående af to optaktisk opadgående formindskede oktaver (eller store septimer) i halvtoneafstand: d-e/ des-es. Desuden spiller hvirveltrommen (tamburo rullante) en triolrytme, og trombonerne en kort figur, der (hvilket ofte forekommer) opdeler det store interval (her lille none) i sekst + kvart. Triolrytmen i trommen vandrer over i trombonerne (i takt 3), hvorefter en pendant til klarinei/horn-melodien følger i 4. takt. Endelig tilføjer trompeterne en ny, men beslægtet kort idé: Et opadgående stort interval (lille septim) deles symmetrisk i to rene kvarter. (Selvom det foranstående måske mest af alt virker som mindre afgørende tekniske detaljer, tildeles de sidenhen centrale roller i udviklingen.)

Også førstesatsens primære stoflige kontrast, "sidetemaet" (Eks. 2), er subtilt afledt af begyndelsen. For det første er den oprindelige rytme (kortlang) bibeholdt, omend ændret fra ubetonet-betonet til det omvendte. For det andet ses nogle tonemæssige identiteter, selvom selve melodien er ny. Slægtskabet mellem begyndelsens d-e / des-es og det nye temas b-ges / c-a er ikke tilfældig. (I øvrigt er flere sammenhænge påviselige).

Nedenfor vises nogle andre karakteristiske eksempler (se side 158):

Eks. 3 : l. sats, takt 14: Helt almindeligt forekommende udvikling af en type, som faktisk kan iagttages på så godt som hver eneste partiturside. I klanglig henseende ser man en kombination af to brudte klange: es- el. dis-moi og en Bmaj7-akkord. I oboer og klarinetter ses såvel delte (dvs. treklangsbrudte) som udelte sekster, mens fagotterne spiller det oprindelige trombone-motiv (opadgående sekst + kvart).

Eks. 4: 1. sats, takt 46-48: Takt 46: Dolce-version af trombone- og trompetkvarten f-b. Seksten a-f er blevet til en regulær F-dur-treklang, her iøvrigt underlagt en tremulerende c-mol-akkord, som ikke er taget med i eksemplet.

Takt 47-48: De samme elementer indgår i det sødmefyldte fløjtetema, som udover kvarten også rummer den formindskede oktav h-b, hvorved det afslører sig som en ægte tematisk metamorfose.

Eks. 5: 1. sats, takt 49-52: Basmelodien, der afslutter "epilogen", er en endnu mere vidtgående udvikling - udelukkende byggende på de hidtil omtalte basisintervaller kvart, terts, sekst og stor septim.

2. og 3. sats

Andensatsens indledende tema i piccolofløjten er afledt af indledningen; men det store opadgående melodiinterval er her trukket sammen til sin omvending, halvtonen: se eks. 6.

Temaet foretager en rolig vandring gennem forskellige instrumenter, først andre træblæsere, siden strygerne, hvorunder dets intervaller og toneomfang gradvist ekspanderer.

Den langsomme midtersats (Adagio) er symfoniens mest stemningsfulde og vel tillige den mest raffinerede, såvel i kompositorisk som instrumentatorisk henseende. Den afslører endvidere den største udtryksmæssige spændvidde. For mig har den flere steder karaktennæssig lighed med Bartóks særlige 'nattemusik' (jvf. f.eks. den langsomme tredje sats af Musik for strengeinstrumenter, slagtøj og celesté), ikke mindst fordi den omfattende slagtøjsgruppe her kommer til større selvstændig udfoldelse. Også hvad formen angår, kan man komme til at tænke på Bartóks sats. Der er nemlig tale om en klar tendens til symmetrisk spejl- eller bueform, hvilket stærkt forenklet kunne vises på følgende måde:

A---------------- centrum----------------A'

- med slagtøjsintermezzoet som centrum.

Elementerne forbindes organisk og med stor smidighed. Ofte lægges de ind over hinanden, hvorved der flere steder opbygges store hymniske og/eller spændingsladede højdepunkter. Især er satsens kulmination meget dramatisk - og af en voldsomhed, der kan kalde 2. sats i 5. symfoni "Elementerne" fra 1980 frem i erindringen.

Med sidstesatsen (Nørholm: »en grovkornet, hurtig allegro«) vender udtryk, som tydeligt fortsætter tankebaner fra 1. sats, tilbage. Nye udviklinger af det grundlæggende materiale tager form, omend måske gennemgående en anelse mindre prægnante end tidligere. Efterhånden skruer den søgende, mærkeligt hvileløse sats sig op i hurtigere og hurtigere tempi. I takt 80 sætter et hektisk "fugatema" ind i strygerne, hvori man i ny udformning atter engang møder den oprindelige tonemæssige kerne des-es-d-e: se eks. 7.

Til sidst - efter barytonsoloens udlægning af handlingens idé - klinger symfonien ud i stille, lyrisk ro. Et antal store noner stables oven på hinanden i trompeter, klarinetter, oboer og fløjter. Bortset fra fis og gis svarer alle tonerne til symfoniens begyndelse. Se eks. 8.