Anmeldelser

Die Wienerschule und das Hakenkreuz (Studien zur Wertungsforschung 22), ed. Otto Kolleritsch. Wien - Graz: Universal Edition, 1990.

AF JAN MAEGAARD

Emnet har været Tiedt siden 1945 - og er vel endnu ikke helt kølet ned, skønt det i dag er de færreste der har nogen erindring om nazisternes regime og de ulykker, som de nedkaldte over resten af verden og til sidst også sig selv. I det tidligere DDR forsøgte man for nogle år siden at få emnet belyst ved et samarbejde mellem forskere i ind- og udland. Det blev imidlertid kun til et enkelt bidrag, ""Wer spricht von Siegen? Überstehn ist alles!"" i Frank Schneiders bog ""Welt, was frag ich nach dir?"" (Leipzig: Reclam, 1988) med politiske portrætter af komponister. Titlen er et Rilke-citat, som Anton Webern gjorde til sit, splittet, som han var, mellem på den ene side indgroet autoritetstro og tysk nationalfølelse og på den anden side hans overbevisning om kunstens autonomi og hans higen mod klarhed og renhed.

Professor Otto Kolleritsch tog da mod til sig og byggede det 22. symposium ved Institut für Wertungsforschung i Graz op omkring dette emne. De 14 bidrag på mellem 10 og 30 sider kommer ind på mange emner, både centrale og perifere, i forhold til symposiets hovedtitel. Det ville her føre for vidt at komme kritisk ind på dem alle. Jeg må indskrænke mig til at søge at give et indtryk af, hvad man kan få at læse i denne bog.

Emnet for Kolleritsch' indledningsbemærkninger er netop den diskrepans, som jeg har antydet ovenfor for Weberns vedkommende. Kort sagt: et autoritært styre kan ikke tolerere en autonom kunst. Kunstens rolle søges dirigeret hen til at fungere som enten sove- eller propagandarniddel. Den kunst, som ikke lod sig fortolke som sådan, blev som bekendt skreget ud son 'entartet', og de, som skabte den, kunne ikke føle sig sikre. Et ganske tilsvarende mønster kendes iøvrigt fra Stalin-regimet i Sovjetunionen i 1930erne, jfr. Shostakovitch. Kolleritsch mener på denne baggrund at kunne konstatere visse »samfundsmæssige og æstetiske konstanter som skæbnefaktorer i kunsten«, og han slutter med en anekdote om Picasso: Da en officer i den tyske besættelsesmagt pegede på Guernica-billedet og spurgte: »Har De lavet det?« svarede han: »Nej, De!«

Man behøver en historikers ikke-musikspecifikke overblik som indgang til et så politisk inficeret emne som dette. Et sådant leveres af prof. Karl Acham fra Institut for Sociologi ved universitetet i Graz. Han lægger udviklingen i mellemkrigstidens Østrig indtil Anschluß i 1938 frem under synspunktet »ansvarlighed og skyld, erindring og glemsel«. En indsigtsfuld og rystende lærerig introduktion til de følgende 12 indlæg.

Disse strækker sig lige fra dokumentariske beretninger om den førte kulturpolitik i Wiens ""Gesellschaft der Musikfreunde"" og i Italien under fascismen over behandling af fænomenerne tyskhed og jødedom til en teknisk/semantisk analyse af Schönbergs klaverkoncert.

Havde tolvtonemusik taget sig anderledes ud i nazisternes øjne, hvis Schönberg ikke havde været jøde? Det spørgsmål rejses af Albrecht Dümling i hans indlæg om Harms Eisler. Han hævder, at det ikke var dissonanser og kompleksitet der gjorde tolvtonemusikken suspekt, men snarere dens sammenhæng med j øden Schönberg, og han påpeger med rette, at den berygtede pamflet ""Entartete Musik"" lagde musik af alle mulige stilarter for had - operette, jazz, ekspressionisme, neo-klassicisme og dodekafoni - bestandig med henvisning til jødiske kunstnere eller - som i tilfældene Stravinsky og Hindemith - komponister af angiveligt jødisk præg (hvad dette så måtte være). Det ville på denne baggrund være at gå for vidt at påstå, at den nazistiske kulturpolitik var uden æstetisk sigte; men det var med racehadets pile man søgte at ramme det, som man ville til livs. Hvad de søgte at fremme, var deres forestilling om 'Volksgemeinschaft'. Hvad der lå heri, og hvorledes det kunne udnyttes i prægningen af en 'politisk musik', der ikke sigter mod 'Kunst', men mod ""Volkstum5, derom handler et langt og grundigt indlæg af Hanns-Werner Heister.

Lignende tankegange om musikkens muligheder som befordrer af ideologi forfølges af den østrigske freds- og konflikt-forsker Thomas H. Macho: »Er musikken vendt mod verden? Eller er den en akosmisk disciplin, en inderlighedens kunst, der kun ved lejlighed og tilfældigvis berøres af ydre omstændigheder og tildragelser?« På denne baggrund kommer Macho som den eneste ind på det mere end ømtålelige emne: Webern og nazismen. Han løser ikke problemet, men belyser en side af det, som viser ud over den respektfulde diskretion, hvormed Webern for det meste, om ikke frikendes, så dog tilgives som politisk naiv. Selvfølgelig var han politisk naiv, dvs blind; men det er en negativ bestemmelse. På den mere positive side nærede han livet igennem næsten fanatiske forhåbninger til Cerne, abstrakte mål. Betragter man hans senere vokalværker, er det slående, at det i poesien (Goethes og Hildegard Jones), som inspirerede ham til musik, bestandig var metaforer omkring lys, sol, morgen, forår, blomstring. Hans ideale stræben higede mod det absolutte - også når han blev slagen af politisk blindhed. Dette siges ikke af Macho; men havde han været musiker og kender af Weberns musik, var han måske kommet på den tanke...

Hermed er blot berørt nogle af de temaer, som denne tankevækkende publikation anslår. Udover de nævnte indlæg af Kolleritsch, Acham, Dümling, Heister og Macho findes bidrag af Constantin Floros om komponisternes bekendelse til 'tyskhed' i musikken, af Michael Mäckelmann om Schönbergs bevidsthed som jøde, af Peter Petersen om klaverkoncerten, af Allan Janik om Nietzsche-Wagner-kontroversen, af Jerome Barry om Kurt Weills vej fra Berlin til Broadway, af Alfred Goodman om eksilkomponister i operette, musical og film, af Quirino Principe om fascistisk kulturpolitik i Italien, af Hart-mut Krones om ""Gesellschaft der Musikfreunde"" og af Renate Bozic om wienerskolens reception i Graz 1945-68. - En broget buket er denne symposiumsberetning, og fornøjelig læsning er det langtfra altsammen. Men den kaster et facetteret lys over et emne, som mange musikforskere måske alt for længe har næret berøringsangst overfor.