LIN Ensemble

Af
| Årgang 65 (1990-1991) nr. 06 - side 196-198

»Ny musik så hatten passer«. Portræt af Danmarks nye centrale kammerensemble inden for nutidig musik, trioen Jens Schou (klarinet), Svend Winsløv (cello) og Erik Kaitoft (klaver), der lige helhjertet går ind for den ny musik, som for at hive den fri af de velkendte ghettoer.


AF BERTEL KRARUP

Recitativa i Ariosa - "Lerchenmusik" var ved sidste års Lerchenborg workshop programsat til søndag formiddag kl. 10. Og vel er Henryk Góreckis tre kvarter lange trio et meget bevægende værk, men alligevel må man nok tilstå, at det både var med en vis bagtræthed og enkelte bange anelser, at jeg efter næsten to døgns ubrudt kæde af koncerter og seminarer begav mig til den smukke riddersal for at høre LIN Ensemblets fremførelse af nævnte værk. Kun få minutter henne i forløbet var alt imidlertid fuldstændig glemt, totalt slået af banen af den intense atmosfære, som ensemblet lige fra først til sidst formåede at etablere i en sjældent gribende opførelse, der måske bedst kan karakteriseres som åndeløs. De heldige, der var tilstede, blev begunstiget med et af workshoppens absolutte højdepunkter, og helt uden reservationer tog langt de fleste den delvis nyskabte, ihvert fald forholdsvis nydøbte trio til sig.

Kunstens livsnødvendighed - samarbejde på tværs

LIN Ensemblet optræder naturligvis ofte - og normalt uden forbehold - inden for rammerne af den mere eller mindre traditionelle koncert. Men det de tre faste medlemmer faktisk mest er optaget af, er at nedbryde de velkendte grænser for almindelig koncertvirksomhed og i stedet søge nye muligheder i forskellige tværgående samarbejder. Især gælder det i den nuværende fase samarbejdet med digteren Poul Borum, hvor forholdet musik og digtning og musik og verbal musikformidling sættes i fokus. Selvom valget af Borum for de fleste indviede i dag måtte synes ret indlysende, rækker forudsætningerne for hans og ensemblets samarbejde meget langt tilbage i tiden, helt tilbage til sidste halvdel af 60erne, hvor Jens Schou under et ophold på Holbæk Kunsthøjskole lærte Borum personligt at kende, og under talrige natlige sessions i skolens kælderregioner medvirkede i lange improviserede forløb, hvor Borum indgik med recitation (oftest kløvende ord og lyde i en uendelighed for derefter påny at splejse dem sammen i stadigt nye og vekslende kombinationer). Desuden deltog blandt flere andre
digteren Per Aage Brandt, der bl.a. trakterede klaveret i kaskadeagtige-forløb à la Cecil Taylor.

Det var dog først for et par år siden, da Den (som bekendt nu opløste) fynske Trio ved lidt af en tilfældighed optrådte sammen med eller rettere alternerende med Poul Borum på Birkerød bibliotek, at det nuværende samarbejde blev sat igang.

Foruden fascinationen ved denne tilnærmelse til en anden kunstart, her undersøgelsen af forholdet mellem digte og musik, ligger der også en rent formidlingsbetinget stræben bag: forsøget på via det talte ord at »lette den stenfyldte vej fra komponistens hovede til lytterens øre« (citeret efter et 'koncert'-tilbud rundsendt til gymnasierne om et fællesarrangement med LIN Ensemble og Poul Borum under titlen "Ny musik så hatten passer").

Men den væsentligste drivkraft er dog under alle omstændigheder lysten til at gå på tværs af velkendte båse. Og med lidt andre fortegn føler ensemblets tre medlemmer sig da også fuldt på linie med Borum i dennes grundlæggende holdning:

»Det har altid været en selvfølge for mig, at man ikke kan beskæftige sig alvorligt med een kunstart uden også at være dybt optaget af de andre kunstarter. Især har musik og maleri konstant været en del af mit forfatterskab, og jeg synes jeg som digter har lært lige så meget af den musik jeg har været optaget af som af litteraturen... det har altid undret mig en smule, at mens 90 procent af den litteratur folk læste var fra det tyvende århundrede, så er 90 procent af den musik man opfører og hører fra det nittende.«

LIN

Vi har allerede strejfet et par af betingelserne for trioens valg af navn. For, som det hedder i ensemblets præsentationsbrochure: »LIN er kinesisk - et begreb fra I Ching, hvor det beskrives som tilnærmelse. Det skal her forstås som ensemblets ønske om at tilnærme sig musikken -publikum - andre musikere - andre kunstarter - andre koncertformer.«

Men (som Erik Kaitoft tilføjer i en samtale jeg havde med ham og Jens Schou i begyndelsen af januar): »Lin er så enkelt og internationalt og ubelastet, at det også bare kan fungere som et lydord. Man skal altså heller ikke lægge alt for meget i det. Vi kalder os LIN i stedet for at kalde os sådan noget som f.eks. crescendo-trioen eller kontrapunkt-trioen eller noget andet.« - »Og så er det navnet på en trio af Per Nørgård. Vi markerer respekten for ham, altså et sted vi alle tre føler os nært tilknyttede« (lægger Jens Schou til).

Første gang trioen optrådte under navnet LIN var i øvrigt i forbindelse med NUMUS-festivalen for knap et år siden. Siden blev det som nævnt til medvirken i Lerchenborg workshop, derefter MUSIKHØST og her i dette forår står der både radiokoncerter, FUT-koncert samt NUMUS (påny) i kalenderen. Der er bud efter ensemblet, der er 'brug for' det, kunne man fristes til at sige. Men Kaitoft understreger, at dette 'brug for' i mere snæver betydning langt fra tilfredsstiller trioens ambitioner: »Vore mange års erfaring i og beskæftigelse med ny musik skulle gerne udmønte sig i ensemblet som et mere profileret brændpunkt.«

I korthed tager nævnte erfaring sig således ud: Foruden mange års omfattende og alsidigt virke som pianist med utallige markante indstuderinger bag sig - ikke mindst inden for ny musik-repertoiret - var Erik Kaltoft i 1975-1989 (d.v.s. hele ensemblets levetid) en af ankermændene i The Elsinore Players, ligesom han længe har varetaget et fuldtidsdocentur ved Det jydske Musikkonservatorium. Også Jens Schou er i dag heltidsdocent - i klarinet og kammermusik ved Det fynske Musikkonservatorium. Forud lå en næsten tyveårig periode som orkestermusiker (soloklarinettist) i Odense Symfoniorkester, men frem for alt må naturligvis i denne forbindelse anføres hans arbejde i og for Den fynske Trio (1973-90). Her har ligeledes Svend Winsløv erhvervet en stor del af sin erfaring, omend meget væsentligt suppleret gennem et langt virke i Carl Nielsen Kvartetten samt som koncertmester i Odense Symfoniorkester. Også Winsløv er konservatorielærer, ansat ved Det fynske Musikkonservatorium.

Til nærmere præcisering af LIN Ensemblets intentioner forklarer Erik Kaitoft videre:

»Det der tit kendetegner ensembler er, at de præges meget stærkt af vort betjenings- og produktionssarnfund. Man lærer det jo allerede på konservatoriet - at man skal tilegne sig noget, som man kan leve af, når man kommer ud. Man skal synge de sange, som folk gerne vil høre til kirkekoncerterne, og man skal spille de værker, som der er brug for o.s.v. Netop denne utilfredsstillende funktion af serviceorgan har vi diskuteret meget i LIN. Hvad er det vi vil med vort ensemble? Det er m.a.o. det vi nu er igang med at undersøge. Og derfor er vi i utrolig bevægelse hele tiden. Vi vil gerne afprøve mange forskellige muligheder, f.eks. sådan som vi nu er igang med sammen med Poul Borum. Men vi har mange andre ideer, som også skal forfølges, og det vil vi skånselsløst gøre. Som vi nu har tid og kræfter til det.«

I dialog med komponist og musikliv - ensemblet som katalysator

Kaltoft fortsætter: »Vi vil gerne være med til at præge udviklingen. I forbindelse med en værkbestilling f.eks. i den betydning, at man har nogle bestemte ønsker med det bestilte, at det skal bruges i en bestemt sammenhæng, at det kan involvere nogle ekstra ting - f.eks. en digter. Eller at det skal gå i retning af instrumentalteater med inddragelse af dansere, skuespillere, mimere o. lign. Eller at komponisten kan inddrage visse andre instrumenter. I det øjeblik vi kan give sådanne stikord, er vi jo med til at præge det. Dette ønske hænger måske sammen med vores alder og erfaring, vi synes vi har aftjent vores værnepligt. Og komponister er jo nogle ensomme sjæle, der sidder derhjemme og skal finde på. Der kan vi hjælpe til ved at give konkrete oplæg. I den traditionelle musikerrolle er der alt for udbredt tendens til, at man lader andre bestemme. Dette også i forbindelse med programlægningen.«

Og Jens Schou supplerer: »Vi har megen erfaring i at afgive bestilling til komponister. Og det vi nu ydermere ønsker er, at provokere komponisten ud i et terræn, hvor han ikke har været før. For eksempel hvis vi siger, skriv noget enkelt, eller en anden gang måske, skriv noget virtuost - eller ultrakort eller alenlangt. Det kan være, at det ikke lige passer ind i hans kram eller aktuelle situation. Alene det kan være distraherende for en komponist i sit tårnkammer. Der skal ikke så meget til, før man har blandet sig meget. Bare det at afgive en helt afgørende og fast tidsfrist - altså i betydningen: Hvis du ikke afleverer til tiden, så spiller vi det ikke, så har vi ikke brug for det.

Problemet er jo ofte, at mange komponister befinder sig meget langt fra selve den udøvende proces og de opførelsespraktiske problemer, der kan være. Det er egentlig dybt beklageligt, at komponisterne har trukket sig tilbage fra den side af musiklivet, sådan som flertallet jo har. Selvom der naturligvis er indlysende undtagelser som f.eks. Herman D. Koppel, Niels Viggo Bentzon og Karl Aage Rasmussen. Det er derfor vigtigt, at ensemblet provokerer dem til at tage stilling til flere praktiske ting.« Men både Jens Schon og Erik Kaitoft understreger, idet de samtidig fremhæver den fordel som mange års nært bekendtskab med talrige komponister er, at de naturligvis er på deres side, at de selvsagt altid er loyale. »For mange andre ensembler ville det naturligvis være et problem sådan at gå i dialog.

Komponister, det er jo sådan nogen som Beethoven. Dermed opstår der let et modsætningsforhold mellem komponister og ensembler.«

Repertoire

Selvom LIN Ensemble erklærer ny musik for at være deres specielle område, og i overensstemmelse hermed i deres introduktionsfolder anfører en omfattende liste af værker af mange fremtrædende (overvejende danske) komponister for såvel trio som solo samt diverse duo-kombinationer, er det værd at hæfte sig ved rummeligheden af det ny musik-begreb, som trioen på det seneste har spillet ud med. Et godt eksempel er deres radiokoncert "lieder og lyrik" for nylig, der rummede sange af Ives og - Franz Schubert. De var ganske vist instrumenterede af tre højst nulevende komponister, henholdsvis Erik Højsgaard, Bo Holten og Karl Aage Rasmussen, der naturligt nok hver især havde afsat deres præg, men alligevel. I nævnte forbindelse anfører Erik Kaitoft, at det var ønsket om at samarbejde med Lars Thodberg Bertelsen, der satte dette tiltag igang:

»Der er jo ikke noget repertoire for den kombination. I øvrigt er det at ominstrumentere, at arrangere, transskribere en skæg idé, som jeg har eksperimenteret med tidligere. Og dertil en praktisk ting som alle komponister, dengang sådan nogle selv var udøvende, til stadighed gjorde.«

»Men også ren instrumentalmusik kunne komme på tale«, siger Jens Schou, »f.eks. Bachs "Die Kunst der Fuge". Det er jo også en måde at lave ny musik på. Der er i og for sig ingen grænser - vi er skamløse.« I ensemblets brochure hedder det da også, at LIN Ensemble »vil indgå aktivt i en udvidelse af repertoiret... også i forsøget på at søge nye musikalske udtryk. Måske findes der i kløfterne mellem jazz, rock, avantgarde, serialisme, minimalisme, ny enkelhed, nyromantik, stilpluralisme og postmodernisme en endnu ikke hørt musik, som kan få klingende liv.«

Publikum

LIN Ensemblet optræder meget gerne for et mindre, højt kvalificeret UT-publikum, men synes (som UT-foreningerne jo også selv synes det og bestræber sig på at realisere), at »det er væsentligt at mange flere hører ny musik. Ikke mindst unge. Musikken er som bekendt meget bedre end sit rygte! Vi skal ud, hvor der er folk, ud af ghettoen.

Men her kan prisen f.eks. være mindre ideelle spillesteder, en ting som man da også har gjort sig tanker om (Erik Kaitoft): »Det er klart, at vi kæmper på flere fronter. Vi kæmper mod det bestående, men også mod os selv. Vi er vant til, at vi skal sidde rigtigt, have det rigtige lys o.s.v. Når vi så kommer ud til nye, mere utraditionelle steder, er der ofte helt nye, ikke nødvendigvis særlig ideelle betingelser. Og det er vi jo nødt til at tage stilling til og eventuelt være indstillet på at tage med, som det kommer.«

Et godt eksempel var ensemblets medvirken ved en koncert på Brandts Klædefabrik under MUSIKHØST '90, hvor de akustiske forhold var meget afvigende i forhold til det, man var vant til. Til gengæld var publikum talstærkt og rummede ansigter, som man normalt ikke ville se til den slags koncerter. Hvortil naturligvis kom selve rummet, ikke mindst den kunstneriske kulisse, som udstillingen "Rockens billeder" i sig selv uomgængeligt lagde til: »Det rum er jo et synsindtryk, der blander sig med et lydindtryk og medfører et andet, et nyt lydindtryk. Alene det synsbombardement ... du kan ikke holde det adskildt og sige: jeg abstraherer. Det er vi ikke engang selv i stand til.« (Jens Schou).

Også de traditionelle, ældre musikforeninger vil man gerne i forbindelse med. Og her kan sangeren Lars Thodberg Bertelsens medvirken eventuelt have en murbrækker-funktion. I en henvendelse til disse foreninger hedder det i indledningsafsnittet:

»Spørgsmålet ny/gammel musik og let/vanskelig musik er gammelkendte problemstillinger for enhver koncertarrangør, såvel som for ethvert ensemble ... LIN Ensemble har valgt at sammensætte programmer med overvejende ny musik. Ikke for at skræmme publikum bort, men tværtimod for at vise hvor mangfoldig, rig og skøn musikken fra vores egen tid kan være - når den bliver helhjertet og entusiastisk spillet, og ikke er programsat af pligt.«

På tærsklen til 90erne

Sådan kalder ensemblet sin anden radiokoncert her i dette forår, den 8. april, hvor fire ud af fem stykker er uropførelser. Foruden værker af Svend Hvidtfeldt Nielsen, Per Nørgård og Karl Aage Rasmussen opføres musik af Pierre Dørge og Jacob Draminsky Højmark. Sidstnævnte har man fået kontakt med på foranledning af Borum, der står for koncertpræsentationen. Som Pierre Dørge kommer Jacob Draminsky fra et helt andet musikmiljø (i dette tilfælde rockperformerens), hvilket giver meget uvante prøvesituationer. (Jens Schou:) »Du skulle se et værk, Stjerneham. Han har det hele i hovedet... men han vil noget. Personlige prøver er helt nødvendige, ja altafgørende. Partituret er blot en huskeseddel, idet selve klangverdenen, passionen, dynamikken og meget andet slet ikke står nedskrevet. Foresvævelserne er jo gennemgående hentet i en anden verden.«

Endnu engang - ikke mindst sammenholdt med Erik Kaitofts betragtninger i et tidligere afsnit - bekræftes nødvendigheden af snarest at få iværksat realiseringen af de 'tanker omkring en alternativ diplomuddannelse', som netop Jens Schou på Det fynske Musikkonservatorium har stået fadder til, og som betoner betydningen af at få det kropslige, det performeragtige, den ubændige nysgerrighed og fleksibiliteten integreret i den traditionelle uddannelse. Det er jo her, det hele begynder.