Musikhøst 1990

- rapport fra FUTs festival for ny musik

AF TRINE BOJE MORTENSEN

Programmet for Musikhøst 1990 i Odense var opsigtsvækkende. På 4 dage blev der spillet 26 værker af Poul Ruders. Et så omfattende portræt af en så relativt ung komponist som Poul Ruders, er i høj grad usædvanligt; derfor er 'midtvej sportræt af Poul Ruders' som det hed i programbogen en dækkende og velvalgt undertitel til festivalen. Ordet midtvejsportræt understreger det endnu uafsluttede forløb, men giver indtryk af, at der alligevel er et vægtigt stof at portrættere og tage stilling til.

Og Ruders musik kræver mere end noget andet, at lytteren tager stilling. 26 værker og 2 seminarer om, med og af en komponist fordelt på 4 dage, giver et uvurderligt indblik i den allerede færdige produktion og i det værksted, der til stadighed er igang og i udvikling. Det skaber simpelthen en dybere forståelse af komponistens ærinde eller projekt, at få lov til at høre så mange værker, fra alle de år Ruders har været aktiv som komponist. Selvom der uvægerligt er værker, eller hele koncerter, der glider væk mellem ørerne på en, fordi mængden af musikalske informationer er for stor, så er det svært at pege på noget ved årets Musikhøst som kunne undværes. Det er festival-formens iboende problem, at det på et eller andet tidspunkt "bare er for meget"! Ligesom det er dens velsignelse, at der kommer en intensitet og åbenhed, som man som regel ikke opnår ved enkelt-koncerter i løbet af året.

Som før nævnt kræver Ruders musik stillingtagen fra lytterens side. Det er ikke muligt at gå iskold og uberørt fra en koncert, hvor der er blevet spillet musik af Poul Ruders. Den distancerede, tilbagelænede, kølige lytterholdning er her mere end så mange andre steder, nærmest utænkelig.

Det projekt eller tema i Ruders musik, der træder tydeligst frem efter de 4 Musikhøstdage kan beskrives som: Eneren mod helheden, individets vågne protest mod samfundets blindhed, individet der går imod strømmen. I bund og grund et tilbagegreb til et romantisk kunstnerbillede. Kunstneren (kompomsten/individet) fungerer som samvittighed. Det er hans nødvendige opgave at pege på de 'falske' ting i vores hverdag, og sætte dem overfor et mere 'sandt', idealiseret verdensbillede. Det er kunstneren, der har muligheden for at vise den tabte uskyld frem for os. Den romantiske kunstopfattelse går i forbund med en meget moderne livsopfattelse, med splittelsen som den centrale figur. I Poul Ruders' tilfælde med en klar bevidsthed om, at kunsten ikke som sådan er istand til at gøre noget ved splittelsen i samfundet. (»Selv en otte timer lang symfoni med kor og tekst fra de bedste skriftssteder afskaffer ikke krig og tortur!« (Modspil nr. 39,1988 - her citeret fra FUTs programbog). Tilbage står smerten. Smerten, der bliver til raseri i værker som "Towards the Precipice", til distanceret ironi i nogle af de næsten collage-agtige 70'er værker og til smertefyldt resignation i cellokoncerten "Polydrama" og tildels i symfonien "Himmelhoch jauchzend zum Tode betrübt". Sammenfattende om alle værkerne kan man med Poul Ruders' egne ord sige: »Kunst, det er udtryk.«

l løbet af de 4 dage viste der sig et problem ved den ensidige fokusering på en komponist: Det kunstneriske udsagn man får indblik i, kommer til at stå underligt uformidlet. Den tætte sammenhæng, der er mellem det Poul Ruders skriver og siger om sin kunstneriske intentioner og den musik han komponerer, gav Musikhøst 90 en meget monolit-agtig karakter. En perspektiverende koncert, eller en perspektiverende diskussion evt. med nogle af Ruders jævnaldrene kolleger, ville have fungeret som en igangsætter til lytteren til at få formuleret nogle af de mange musikalske informationer. Som det var nu, kom de forholdsvist ufordøjet gennem systemet, og det fortjener de ikke. Et modbillede til det ovenfor beskrevne (neo)romantiske udtryk ville have været spændende. På den måde ville der blive blændet op for der mange indfaldsvinkler til diskussionen af vores musikmiljø og til den ny musiks rolle i vores samfund i det hele taget, som man finder i Ruders' musikalske og verbale udtalelser.

Koncerterne var i indhold og fremførelse af utrolig høj kvalitet. Udvalget af Ruders' værker var velovervejet; fordelingen op igennem de 23 relevante år var jævn, men med en vægtning af værkerne fra de sene 70ere og 80erne. Alle koncerterne blev, uden undtagelse, opført med et engagement fra musikernes side, der vidner om at Ruders' musik har stor sympati blandt danske og udenlandske musikere.

Planlægningen af de enkelte koncerter og af hele festivalens forløb var konsekvent og gennemtænkt. Konsekvent var det også, at der ingen programnoter var i den veludformede programbog. Ruders skrev selv, at han ville undgå den velkendte situation fra ny musik koncerter: læsesal i den ene ende af salen og øvelokale i den anden! Igen en fokusering på musikken som det sted, hvorfra indhold og mening skal udgå og forstås.

Der kan skrives meget mere om de enkelte koncerter og det udsnit af Ruders værker, der blev præsenteret ved festivalen. Den sideløbende præsentation af Franz Syberg var et meget spændende indslag, ikke mindst rent musikalsk. Pladshensyn gør at det ikke er muligt at uddybe her, men lad ingen være i tvivl om at FUT med Musikhøst 90 igen markerede sig stærkt på ny musik-landkortet!