Debat

Af
| DMT Årgang 65 (1990-1991) nr. 07 - side 244-251

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Kunstkritikk

Hvorfor spiller Danmarks Radio ikke ny musik på P3?


AF BJARNE RUBY

Ved flere lejligheder - senest i februar-nummeret af Danmarks Radios blad P2-Musik - har Poul Borum givet udtryk for sin undren over, »at mens 90% af den litteratur folk læser er fra det 20. århundrede, så er 90% af den musik man opfører og hører fra det nittende århundrede«. Det er selvfølgelig hverken kiosklitteratur eller populærmusik Poul Borum her tænker på. Men u-anset hvilken genre indenfor musikken det er, kommer man ikke uden om, at radioen spiller en stor rolle for musikformidlingen. Spørgsmålet ligger derfor lige for: Hænger dette forhold måske sammen med den måde radioen - og her ikke mindst Danmarks Radio - formidler musikken på?

Danmarks Radio anfører i en præsentationsbrochu-re for hele institutionen (""DR - døgnet rundt"". 1989), at P2 er den klassiske musikkanal og fremhæver, at man foruden at bruge et tocifret millionbeløb på at optage og afspejle det levende musikliv i hele landet, både når det gælder koncerter og amatørmusik, også optager og støtter »den nyskabende og spændende musik, som ikke sigter bredt for koncert-arrangører og ikke kan klare sig i kommerciel sammenhæng«. Om P3 hedder det, at kanalen »dækker alle genrer af den rytmiske og den øvrige populærmusik, og en særlig kulturforpligtelse for denne kanal går ud på at sikre en righoldig præsentation og produktion af levende musik. Det sker gennem optagelser og transmissioner fra små og store spillesteder og festivaler i hele landet...«

Man kan mene, at der er langt fra Danmarks Radio til schweiziske urfabrikanter eller svenske producenter af regnemaskiner. Men for mig, er det ikke svært, at se en vis lighed mellem Danmarks Radios kanal- og programpolitik og sidstnævnte virksomheders opfattelse af at deres fremmeste opgave var at fremstille det ypperste indenfor finmekanik: præcision, pålidelighed og kvalitet. Det gjorde de også for 20 år siden, men i dag er en hel del af dem forsvundet ud af markedet eller har kun med store omstillingsvanskeligheder formået at overleve.

Mere konkret udtryk, når Danmarks Radio har placeret den ny kompositionsmusik på P2, opfatter jeg det som et eksempel på nøjagtig den samme form for levering af varen på producenternes betingelser. Der er ingen med kendskab til musikhistorien, der vil benægte at den nyere kompositionsmusik hænger nøje sammen med den klassiske tradition, men hænger det også sådan sammen for lytterne? I ovennævnte interview

udtaler Poul Borum: »Mit samliv med den klassiske musik begyndte for alvor i halvtredserne, og det begyndte med Bartoks strygekvartetter og Anton We-berns g aralede værker. Jeg er altså ikke kommet til den klassiske musik via ""klassikerne'...«. Personligt har jeg også i dette øjeblik svært ved at erindre mig nogen jeg kender, der har vandret den vej.

I dag hvor Danmarks Radio kun har 3 kanaler til rådighed, kunne man på denne baggrund spørge om det ville være en idé helt eller delvist at placere den nyere kompositionsmusik på P3. P3 har i forvejen en række magasinprogrammer, hvor forskellige musikgenrer (rock, jazz, folkemusik mv.) behandles journalistisk. Herved ville den nyere kompositionsmusik blive placeret som en del af samtidskulturen.

Forskellige interessegrupper har naturligvis hver deres - og formentlig højrøstede - argumenter for eller imod en sådan placering, men hvad mener lytterne e-gentlig? De er selvfølgelig ikke blevet spurgt, og i det hele taget er det vanskeligt at stille spørgsmål om et sådant forslag i et spørgeskema. Men fra tidligere undersøgelser om lytternes musikpræferencer kan man alligevel danne sig en vis opfattelse heraf.

Danmarks Radio gennemførte i efteråret 1984 i samarbejde med AIM en musikundersøgelse blandt 500 personer. Ved hjælp af en kassettebåndoptager afspillede man 42 musikeksempler hvert af ca 45 sekunders varighed og bad respondenterne tage stilling til hvert musikstykke. Ved udvælgelsen af musikstykkerne havde man bestræbt sig på, at de skulle være repræsentative for en række musikgenrer, men anonyme. Lavest vurdering fik uddraget fra Pendereckis ""Symfoni"", Nordheims ""Epitaffio"" og Schönbergs ""Serenade"" (op. 24). Herefter fulgte en række eksempler fra den avancerede jazz-musik samt fra den ældste klassiske musik. I toppen fandt man Rebildspillemændene, Kenny Rogers, Wigg & Godtfredsen, Birthe Kjær, New Orleans Stompers mv. Det er ikke den slags top-10 lister, der interesserer her, men derimod sammenhængene mellem præferencer for forskellige musikgenrer.

På grundlag af materialet søgte man ved hjælp af en faktoranalyse at gruppere respondenterne i grupper, der hver for sig havde forholdsvis homogene musikpræferencer. Det blev til 2 store segmenter med nærmest modsatte præferencer. Det ene, noget yngre segment, omfattede 45% af befolkningen og havde en meget lav vurdering af den klassiske musik, en lav vurdering af ældre populærmusik samt en høj vurdering af pop/ rock-musik. Det andet store og aldersmæssigt noget ældre segment omfattede 39% af befolkningen og havde en høj vurdering af både den klassiske musik og den ældre folke- og populærmusik, samt en meget lav vurdering af pop/rock-musikken.

Foruden disse to store segmenter fandt man to mindre segmenter. Dels et segment på 10% med en generel positiv vurdering af al klassisk musik (inklusiv den moderne del) såvel som den mere avancerede rytmiske musik. Og dels et avantgarde segment på 6%, som vurderede det moderne repertoire af den klassiske musik ekstremt højt.

En hovedkonklusion, der kan drages af denne undersøgelse, er vel, at musikpræferencer deler først og fremmest befolkningen i to store grupper med omtrent diametralt modsatte præferencer og der er faktisk ingen af de to grupper, der bryder sig særligt om den nyere kompositionsmusik. Aldersmæssigt er segmentet, der interesserer sig for den nyere kompositionsmusik væsentlig yngre end segmentet, der fortrinsvis interesserer sig for den klassiske musik, medens de uddannelsesmæssigt og geografisk kommer fra et noget andet miljø end pop/rock-musik segmentet.

Hvor meget musikken betyder og hvor stærke skel musikken sætter mellem befolkningsgrupper, kommer også til udtryk i en undersøgelse Danmarks Radio sammen med AIM gennemførte i foråret 1984. Her spurgte man respondenterne: »Findes der bestemte slags radioudsendelser, som får Dem til at slukke for radioen eller skifte program?« 60% af lytterne nævner spontant et eller flere programmer, der får dem til at slukke. Den altovervejende del af disse er musikprogrammer, halvdelen klassisk musilvtammermusik og halvdelen pop, rock eller jazz. Blandt de yngste aldersgrupper siger op imod 50%, at klassisk musik får dem til at slukke for radioen, medens omvendt mere end en tredjedel blandt dem på over 50 år nævner pop, rock eller jazz.

Når der ses bort fra at ovennævnte undersøgelse af musikpræferencer kun var baseret på 500 interviews, var en anden mangel ved undersøgelsen at den ikke inddrog respondenternes kanalvalg i analysen. Begge disse mangler er der rådet bod på i en undersøgelse Danmarks Radio foretog i samarbejde med d B Y omkring årsskiftet 1985/89. Her afspillede man ikke musikeksempler for respondenterne, men karakteriserede derimod de enkelte genre ved at nævne et par eksempler på typiske solister, grupper eller komponister idet 1985 undersøgelsen allerede havde vist, at der var god overensstemmelse mellem denne fremgangsmåde og reaktionen på afspillede musikeksempler.

På side 246 er spørgeskemaet gengivet påført de procentandele, som har markeret i de forskellige svarrubrikker. Lige så interessant som det kan være at notere sig, hvem der står øverst eller nederst på ranglisten, er det her, at fæstne sig ved andelen, der angiver ikke at kunne tage stilling eller efterlader spørgsmålet ubesvaret. Det er foruden middelalder- og renaissancemusik-ken især de moderne genrer indenfor den klassiske musik samt rock-musikken, man finder det vanskeligt at tage stilling til.

I den følgende tabel (side 247) er sammenhængene mellem præferencer for forskellige musikgenrer belyst. Det er en såkaldt korrelationsmatrice. De tal, der er indført i tabellen udtrykker i hvor høj grad det er de samme personer, der synes om både den genre, som står ud for den pågældende række og den genre, som er anført oven over den aktuelle søjle. Hvis tallet er lig med

0, betyder det, at det er rent tilfældigt, om man synes bedre eller dårligere om den ene genre, blot fordi man synes virkelig godt om den anden. Hvis tallet er lig med

1, betyder det, at alle de personer, der synes virkelig godt om den ene genre også synes virkelig godt om den

anden. Er tallet derimod lig med -1, betyder det, at netop de personer, der synes virkelig godt om den ene genre, synes aldeles ikke godt orn. den anden. Tal, der ligger mellem de omtalte værdier, udtrykker således hvor graden af sammenhæng er at finde imellem disse ekstremer.

Tabellen viser, at der indenfor den klassiske musik er en høj grad af sammenhæng mellem præferencer for de forskellige genrer. Noget tilsvarende gælder indenfor folkemusikken, indenfor jazz-musikken og indenfor rock-musikken. Indenfor populærmusikken er der en høj sammenhæng mellem de mere traditionelle genrer, ligesom der er høj sammenhæng mellem de mere moderne genrer, medens de to grupper indbyrdes opviser en noget mindre overensstemmelse. Det er også interessant her at bemærke, for det første, at de musikgenre, som det klassiske publikum synes at stå mest fremmede overfor, er den moderne populærmusik (moderne pop, Country & Western og slagere). For det andet, at afstanden mellem rock-musikken og den traditionelle populærmusik såvelsom folkemusikken er væsentlig større end afstanden mellem store dele af rock-musikken og den klassiske musik. I det hele taget, er der ret betydelige sammenhænge mellem den klassiske musik og jazz-musikken, ikke mindst den moderne jazz.

Udtrykt i procenttal kan man mere detaljeret konstatere, at der er 3% af hele befolkningen, der siger, de synes virkelig godt om klassisk musik komponeret efter 2. verdenskrig (fx Boulez, Stockhausen, Per Nørgård). Blandt dem, der holder af de moderne klassikere (fx Bartok, Stravinskij, Hindemith), er der hele 17%, der også holder af nyere kompositionsmusik, medens det tilsvarende tal blandt dem, der holder af wienerklassi-cisme (fx Haydn, Mozart, Beethoven) alene er 5%. Sidstnævnte andel er faktisk ikke flere end man også finder blandt dem, der holder af heavy-metal, folk-rock, reggae, traditionel jazz, swing, dansk spillemandsmusik eller udenlandsk folkemusik. Blandt dem, der holder af moderne jazz er det tilsvarende tal hele 16%.

Kanalvalget er i denne undersøgelse opgjort ved at respondenterne har fået forelagt et ""gennemsnitligt""-radioprogram for udbuddet af dansk radio på en almindelig hverdag. Spørgsmålet lød herefter: »Forestil Dem en typisk uge og sæt kryds ud for de udsendelser De almindeligvis lytter til«. Aftenfladerne på P2 og P3 så i programmet således ud:

Musikaften

P2

20.00 De fire årstider 20.40 Danske sange 21.00 Beethovens kvartetter 22.30 Musikmagasinet 23.00 Nocturne

P3

18.05 Noget for dig (for børn)

18.20 Musik til opvasken

18.30 Radioavis

19.05 Teren

20.05 Teren

21.05 7'eren

22.00 Radioavis, P3 sport

22.25 Grammofonen swinger

23.05 Folk-nyt

Alle personer, soin har sat kryds ud for mindst én udsendelse på P2's aftenflade, er nedenfor kaldt P2-af-ten lyttere, ligesom alle der har sat kryds ud for mindst én udsendelse på P3's aftenflade er kaldt P3-aften lyttere. Musikaften-lyttere (P2) i løbet af en hel uge omfatter efter denne opgørelsesmetode 17% af befolkningen, medens det tilsvarende tal for P3 er 42%. Disse tal er ikke uventet betydelig højere end de tal, der fremkommer når respondenterne bliver anmodet om at føre dagbog over deres faktiske radiolytning (for 1989 var tallene efter dagbogsmetoden således for P2: 4% og for P3: 24%), men for nærværende formål betyder det ikke så meget.

På omstående figur (side 249) er musikpræferencerne for P2-aften lyttere og P3-aften lyttere sammenlignet med hele befolkningens musikpræferencer. Søjlerne viser andelen i hele befolkningen, som synes virkelig godt om den pågældende musikgenre, den stiplede linje viser de tilsvarende tal for P2-aften lyttere og den prikkede linje viser P3- aften. Figuren viser ikke uventet, at der er omtrent dobbelt så mange på P2, der interesserer sig for de forskellige klassiske genrer, som på P3. Det omvendte for pop/rock-musikken og P3 er imidlertid kun tilnærmelsesvis tilfældet, når det gælder den moderne pop og dansk rock. Interessant er det, at der blandt P3-aften lyttere er omtrent lige så mange som gennemsnitlig i befolkningen, der interessererer sig for de klassiske genrer. Man kan endvidere notere sig at

interessen for moderne jazz, moderne kompositions-musik, udenlandsk folkemusik og eksotisk musik ikke er væsentlig forskellig blandt lytterne på de to kanaler. Tager man desuden udgangspunkt i at der er 6 gange så mange lyttere på P3-aften som på P2- aften, kan man opstille følgende regnestykke: Når P2 sender ny kom-positionsmusik er der 6% blandt P2-aften lytterne, der interesserer sig, medens der blandt det 6 gange større publikum, der sidder og har stillet ind på P3 er 2%, der interesserer sig for denne musik, eller anderledes udtrykt dobbelt så mange potentielle lyttere på P3 som på P2. - Ude i erhvervlivet taler man om, hvordan man bedst når sin målgruppe.

I det hele taget må man sige, at de musikpræferencer lytterne på P3 har, varierer ret så kraftigt dagen i-gennem, som det fremgår af den følgende opstilling (side 250), der sammenligner dagfladen og jfyraftenfladen påP3.

For at efterprøve om regnestykket nu også holder, har jeg slået op i de to seneste radiofrekvensundersøgelser, som GFK/OBSERVA har gennemført i samarbejde med Danmarks Radio. De er gennemført i ugerne 6.-12. nov 1989 respektive 5.-11. nov 1990. I begge undersøgelserne er respondenterne dag for dag en uge igennem blevet bedt om at udfylde en dagbog over deres radiolytning. I nedenstående tabel er der uddraget en række karakteristiske magasinprogrammer fra P2 og P3 hver for sig, samt programmer som samsendes på de to kanaler eller først udsendes på den ene kanal for derefter en uge senere at genudsendes på den anden.

Begge undersøgelser omfatter ca 1150 personer og da procenttallene i rapporterne ikke er opgjort med decimaler, er der i tabellen i stedet anført det opregnede antal personer i hele befolkningen, som lyttede til den pågældende udsendelse. Som det fremgår af tabellen, er antallet af lyttere ved udsendelserne på P3 efter kl. 22 uanset musikmagasinets genre ca 60.000 lyttere -noget højere, når lyttere kan ringe ind og deltage i en quiz, og tilsyneladende noget lavere for nyligt introducerede magasinprogrammer. På P2 er antallet af lyttere for de nævnte magasiner mindre end det halve - måske højere for Bolero's vedkommende og noget lavere, når det drejer sig om Lyt til nyt (i 1990 var der så få i stikprøven, der angav at have lyttet, at man her ikke har forsøgt at opregne til hele befolkningen).

Det interessante er imidlertid de to magasiner, som sendes på begge kanaler. Det tredje øre - med underrubrikken: ""Klassisk møder nyt - du møder lyd. Musik for sans og samling"" - der sendes søndag kl 23 på P2 og på denne kanal har 10-12.000 lyttere, medens der samtidig på P3 er 38-56.000 lyttere til det samme program, dvs 4-5 gange så mange. (Faktisk sendes det også på Pi og har her 7-11.000 lyttere). Det andet program er Pink Amadeus - med underrubrikken: ""Musik for nysgerrige ører"" - der sendes på P2 onsdag kl 20 - dvs på det tidspunkt, der sædvanligvis betragtes som aftenens bedste sendetidspunkt - programmet har her 19-23.000 lyttere. Det samme program, genudsendt en uge efter - på hvad man vist nok må kalde det værst tænkelige tidspunkt -nemlig kl 3 natten mellem onsdag og torsdag, har på P3 15-16.000 lyttere. Under hensyntagen til den usikkerhed tallene er behæftede med vil det sige stort set samme antal lyttere og ser man endvidere på ændringerne fra 1989 til 1990, må man vist sige, at det er svært at tale imod, at der skulle eksistere et publikum for klassisk musik på P3 - herunder formentlig for nyere kompositionsmusik - som kunne berettige en saglig pro-gramomlægning.

Al fornyelse er selvfølgelig vanskelig og meget vil naturligvis afhænge af måden, hvorpå en sådan program-omlægning foretages. Men jeg gad vide, om ikke også en stor københavnsk fødevarekæde var meget i tvivl, da de for en halv snes år siden begyndte at sælge sokker og trusser side om side med oksekød og spaghetti. Når de stadigvæk fortsætter, er det formentlig fordi, der er et publikum. Omvendt har deres tiltag vel næppe generet de, der interesserer sig for det frække undertøj eller de eksklusive sokker, i at få deres ønsker opfyldt.

Bjarne Ruby er lie. soc. og leder af Udviklingsfirmaet VIBY Aps, som foretager markedsanalyser baseret på grundlæggende socio-kulturelle værdier.

Årgang 65/1990-1991, nr. 07