Modernisme med mere

»Gerne lidt mere Kierkegaard og lidt mindre Grundtvig!« Sådan konkluderede komponisten og debattøren Sven Erik Werner i et kulturpolitisk indlæg ved et seminar for et års tid siden. I sit bidrag til dette nummers diskussion af den centraleuropæiske modemisme, "Uden hænder", slutter Werner med en variant af temaet: »... det hele var protestantismens skyld. Herhjemme plejer vi at skyde på andelsbevægelsen og socialdemokratiet. Om ikke andet så for debattens skyld vil jeg vælge at påstå, at de var lige gode om det - alle tre.« Men inden forfatteren når hertil, har han været vidt omkring; med en elegant frihåndstegning formår han at knytte tråde mellem en diskussion af den historiske nødvendighed, kunstens erkendelseskarakter, religions- og kultursociologiske betragtninger, inden de afsluttende øretæver til den inderliggjorte værdinihilisme. Intet mindre. Som næsten altid hos Werner er der tale om tankevækkende, svære og provokerende formuleringer, som tvinger til stillingtagen.

Hvis der bag forfatterens synspunkter ligger bestemte politisk-ideologiske aversioner, søger det andet bidrag i diskussionen en ny forståelse af modernismen. I artiklen "Fire spor i den musikalske modernisme" opstiller Erik Christensen et alternativ til den 'enstrengede' udvikling. 'Orden', 'mangfoldighed', 'rum' og 'rødder' er her nøgleord i en forklaringsmodel, som gennem en lang række eksempler forsøger at udvide den traditionelle opfattelse af begrebet musikalsk modernisme.

Begge artikler tager hul på en tiltrængt diskussion af det musikalske materiale og de vover at kaste sig ud i dristige tolkninger. Da DMT kridtede banen op i sidste nummer, lagde vi imidlertid ikke skjul på, at anledningen også var en diskussion af vore hjemlige komponisters forhold eller ikke-forhold til f.eks. den omtalte materiale-tænkning. Hvordan disse erfaringer tager sig ud for nulevende danske komponister, er ikke tilstrækkelig afspejlet i disse spalter. Men selvom kun få for alvor har stukket hovedet ud af busken og redegjort for tanker vedrørende æstetik og teknik, har man i de seneste år kunnet konstatere en tiltagende åbenhed og vilje til at bidrage til diskussionen - især hos den lidt ældre komponist-generation. De unge har været påfaldende tilbageholdende. Bolden er stadig givet op - grib den. Eller argumentér for at opgive den og lade den falde til jorden.

I sidste nummers diskussionsoplæg indgik spørgsmålet om en national egenart i forbindelse med den sydfra kommende påvirkning. Den problematik er i høj grad også nærværende i Peter Filtenborgs indsigtsfulde kulturhistoriske og -politiske artikel "Ungarn og den magtbeskyttende inderlighed", som vi bringer på de efterfølgende sider. Vi har længe savnet en nærmere beskrivelse af komponistgenerationerne efter Kodaly og Bartok. Og Filtenborgs artikel er tankevækkende læsning: at de seneste års begivenheder i Ungarn har medført nødvendige justeringer af landets kulturpolitik, var ventet. Men at den nationale identitet lige nu i den grad overskygges af en altovervejende opmærksomhed rettet mod de vestlige signaler, havde man vel ikke frygtet af det østland, som trods alt havde den mest pragmatiske og commonsense-holdning til de vestlige ideologier. Og problemerne, som dette og det nye system medfører for skabende kunstnere, er frygtindgydende - og får vores egen kulturpolitik til at fremstå som én stor godtepose med initiativer og tilbud. Forfatterens slutreplik indrammer situationen: »Det nye politiske styre har valgt side: dets opmærksomhed er rettet mod Vest. Alt, hvad der kommer fra Øst inkl. landets eget kulturliv, er sendt ud i kulden. Europa hører ikke længere op ved Hegyeshalom. Desværre, for Ungarns nye musik.«

Anders Beyer