Anmeldelser

Tag tre dirigenter - betal for en! Nørgård, strygekvartetter og sjusk præger de første plader fra Da Capo.

AF JENS BRINCKER

Specialtilbud: 2 CD'er for l CDs pris. Sådan lokker Selskabet til udgivelse af dansk musik på fonogram og videogram i anledning af den længe ventede introduktion af Da Capo-pladerne på markedet. De 2 CD'er, der er tale om, indeholder Karl Aage Rasmussens strygekvartetter ""Solos & Shadows7* og ""Surrounded by Scales"" og Bent Sørensens tre kvartetter ""Al-man"", ""Adieu"" og ""Angel's Music"" indspillet af Arditti kvartetten, og det tilbud er nok værd at overveje.

Men det er ikke det eneste fund, man kan gøre i kataloget »Music from Denmark« som OLGA MUSIK har udsendt i anledning af det statslige pladeselskabs officielle debut.

Hvad mener man f.eks. om to koncerter af Per Nørgård - bratschkoncerten ""Remembering Child"" og cellokoncerten ""In Between"" - med Pinchas Zukerman og Morten Zeuthen som solister og Radioorkestret dirigeret af Tamás Veto? Dem kan man læse om i brochuren på en venstreside, og på højresiden kan man se et billede af coveret, hvor de samme værker, de samme solister og det samme orkester figurerer, men nu med Jorma Panula som dirigent. Er det Veto eller Panula, der dirigerer? Spændt åbner man etuiet og kigger på pladen. For at opdage, at det ikke er nogen af dem, men John Frandsen der står som dirigent af de to Nør-gård-koncerter.

Tag tre dirigenter - betal for én! Det tilbud er der vist ikke andre end Selskabet til udgivelse af dansk musik på fonogram og videogram, der kan reklamere med.

Hvis dette tilfælde var enestående, kunne man betragte det som en original joke, en aprilsnar i stil med New Grove's Esrum Hellerup artikel. Men desværre er der for mange af slagsen. F.eks fra coverteksten til de to Nørgård-koncerten denne her:

»Per Nørgård understreger, at hans kompositoriske stil udspringer af ""Det nordiske temperaments univers"", og hvert af hans værker viser tydeligt påvirkningen fra Carl Nielsen og Sibelius, samt Holmboe, Nørgårds lærer«.

Man studser, indtil man opdager, at ordene ""hvert af hans værker"" skyldes en forkert oversættelse af det engelske early works, og at ""Det nordiske temperaments univers"" må være en ordret oversættelse af den engelske covertekst (the univers of the Nordic temperament), der erstatter det korrekte danske Nørgård-citat, ""det nordlige sinds univers"".

Flueknepperi?

Måske, måske spiller det heller ingen rolle, at man ikke altid kan se, hvilke af Da Capos indspilninger, der er nyindspilninger, og hvilke der tidligere har været udgivet på lp. Det gælder f.eks. indspilningerne af Per Nørgårds 3. symfoni og hans opera ""Gilgamesh"", der begge stammer fra Dansk Musik Antologi. Kontra kvartettens indspilninger af Hans Abrahamsens og Poul Ruders' strygekvartetter har tidligere været udsendt på RCA, og det kan man se, hvis man lukker etuiet op og læser på bagsiden af coveret. Men man kan ikke se det, hvis man læser på bagsiden af etuiet, for der er den oplysning nemlig fjernet fra en ellers identisk tekst.

Og så kommer stavefejlene...

For ca. to år siden bragte DMT en enquete om Selskabet til udgivelse af dansk musik på fonogram og videogram i anledning af, at bestyrelsen var nedsat. Et af de punkter, som mange enquete-deltagere hæftede sig ved, var vedtægternes bestemmelse om, at bestyrelsen skulle træffe beslutninger om tekstforfattere og udgivelsesdesign, så de mange kokke kunne befrygtes at ville fordærve maden.

Jesper Buhl skrev: »Jeg kan ikke forestille mig, at det påtænkte udvalg (bestyrelsen, JB) med dets forretningsorden ville kunne imødegå de krav, man fra branchen stiller over for væsentlige punkter som faglig indsigt, teknisk viden og produktion«.

Asger Lund Christiansen: »den kommende selskabsbestyrelse med den alt for store indflydelse er aldeles inkompetent når det drejer sig om pladeudgivelser.«

Ole Kongsted frygtede, at »kompetencefordelingen mellem bestyrelse og leder vil afholde nogle fra at søge stillingen (som direktør, JB)«.

Per Erik Veng: »Bestyrelsen har med sin nuværende personsammensætning og med den nuværende vedtægtsformulering fingeren alt for langt nede i de kunstneriske, repertoiremæssige og produktionelle processer - så langt nede, at den formentlig også får svært ved at finde en leder af den rette støbning til selskabet.«

Siden er der gået to år med afklaring af distributionsforholdene, planlægning og indspilninger af plader. To år er lang tid, men åbenbart ikke lang tid nok til at gennemføre en simpel sammenligning af de tekster, der trykkes på plader, coverer og i kataloget. Ikke tid nok til af tjekke det måske mest benyttede Nørgård-citat eller til at undgå forvekslinger af ord som early og each. Og ikke tid nok til, at bestyrelsen for Selskabet til udgivelse af dansk musik på fonogram og videogram ved afstemning har kunnet beslutte, om man vil stave Karl Aage Rasmussen med Å eller Aa, hvorfor begge stavemåder praktiseres hver anden gang.

Skeptikkerne fik ret.

Alt det siger intet om pladerne og musikken, der er indspillet på dem. Men det vidner om, at dansk musiks achilleshæl, distribution og markedsføring, stadig er et problem, selv om Asger Lund Christiansens musikantologi blev lukket, og Statens Musikråd gik ind med penge og prestige bag det ny Selskab til udgivelse... Samarbejdet mellem Selskabet og OLGA MUSIK i Ry, der står for distributionen, virker ikke professionelt, og det slører billedet af den statslige indsats, når der i brochuren over Da Capo-pladerne både skal være plads til plader fra Selskabet til udgivelse for dansk musik på fonogram og videogram og andre OLGA-varer som indspilninger af Roussel, Debussy eller Pierne med Con Anima-ensemblet eller jazz-evergreens som ""Round Midnight"" og ""Yesterdays"" spillet på klassisk guitar af Erik Axel Wessberg.

Det er en skam, for de fleste af de indspilninger, som Selskabet præsenterer på Da Capo-etiketten, bør have chance for at gøre sig internationalt, hvis de distribueres og markedsføres, så de ikke drukner i mængden af gode CD-indspilninger.

Det drejer sig om Nørgård-udgivelserne: Stockholm-indspilningen af ""Gilgamesh"" med Tamás Veto som her genudgives på CD koblet med ""Rejse ind i den gyldne skærm"" spillet af Radiosymfonorkestret med Oliver Knussen (DCCD 9001); og Radioorkestrets indspilning af tredje symfoni med Tamás Veto koblet med ""Twilight"" dirigeret af Jan Latham Koenig (DCCD -8901). Både ""Gilgamesh"" og tredje symfoni foreligger på lp, men der er al mulig grund til, at disse to hovedværker genudgives på CD. En ny CD-generation af danske musiklyttere med interesse for vor egen tids musik er vokset op, og det internationale marked kræver CD-indspilninger. Coverteksterne er skrevet af Jørgen I. Jensen om ""Gilgamesh"" og tredje symfoni, og de giver en kortfattet, men god indføring i værkerne. Desværre har man ikke bedt Jørgen L Jensen om også at skrive om ""Rejse ind i den gyldne skærm"", hvorfor coverteksten meddeler, at Per Nørgård fandt frem til uendelighedsrækken i løbet af 1950'erne. Det var faktisk i løbet af 1960'erne, og ""Rejse..."" er det første værk, hvor man umiskendeligt hører uendelighedsrækken udfoldet med både dens melodiske og harmoniske aspekter.

Men pladerne fejler ikke noget, og det gør nyind-spilningerne heller ikke. De to Nørgård-koncerter

(DCCD 9002) klinger glimrende, og dirigenten (hvem det end måtte være) har sammen med tonemesteren forstået at mestre de store balanceproblemer, der er knyttet til cellokoncerten ""In Between"" med dens indbyggede kamp og forsoning mellem solist og orkester. Hvad der i koncertsalen kan virke overlæsset fremstår her som en dristigt tænkt og overlegent realiseret konflikt mellem eneren og kollektivet, hvor det romantiske koncertbegreb tages op til på én gang kritisk og kærlig behandling.

Bratsch-koncerten er tyndere instrumenteret og har en mere klassisk balance mellem solist og akkompagnement. Med Pinchas Zukerman som solist er man ikke et øjeblik i tvivl om berettigelsen af denne holdning. Solisten får talrige muligheder for at udfolde sig både alene og i samspil med orkestret, og Per Nørgårds koncert burde kunne blive en farlig konkurrent til repertoireværker som f.eks. Hindemiths Schwanen-dreher-koncert.

Også de to plader med Arditti-kvartetten (DCCD 9003 a/b) er absolut anbefalelsesværdige. Karl Aage Rasmussens ""Solos and Shadows"" fra 1983 og ""Surrounded by Scales"" fra 1985 får en virtuos opførelse, der yder det fremtrædende artistiske element i musikken fuld retfærdighed og blotlægger både de subtile nuancer og de kraftfulde kontraster, som komponisten trækker ud af sit stof. Det er imponerende, men jeg skal indrømme, at imponertheden for mig bliver til betagelse, når turen kommer til den næste plade med Bent Sørensens ""Alman"", ""Adieu"" og ""Angel's Music"". Disse tre kvartetter komponeret i løbet af fem år mellem 1983 og 88 er for mig noget af det mest frapperende, der er sket i dansk musik i 80'erne. De tegner en linje fra dansk tradition ud mod internationale normer uden på noget tidspunkt at miste identiteten og blive flagrende i tonesproget.

Bent Sørensen vokser med syvmileskridt fra kvartet til kvartet, og han giver næring til ens hemmelige håb om, at ny dansk musik her mod århundredets slutning kan blive en fuldgyldig partner i den europæiske koncert. Ja - det er lige før, at man tør tro alle de pæne ord, som Peter Paul Nash skriver om sit eget møde med dansk musik og de to komponister i det indlagte hæfte.

Fuldgyldig partner har dansk musik faktisk været før, hvad Selskabet til udgivelse.... også kan demonstrere i denne første pladepakke. Her tænkes på nyudgivelsen af ""Royal Music from the courts of King Frederik II & Christian IV"" (DCCD 9020). Det er musik af frapperende kvalitet, man møder på disse plader. Først og fremmest de tre anonyme Kronborg-motetter, som Ole Kongsted i den grundige introduktion mener endog kunne været skrevet af selveste Lassus. Store ord, men når man hører værkerne sunget af Radiokoret under Stefan Parkman, er man tilbøjelig til at købe teorien. Det er en sand mester, der har sendt disse noder til det fjerne nord.

Også de øvrige værker på pladen - motetter, tyske lieder og madrigaler, dansesatser og instrumentalstykker - er gennemgående af høj, international kvalitet. Hvis Ole Kongsted, der har fremdraget disse værker og mange andre fra glemslen, har ret i, at de giver et billede af musiklivet på en latinskole i en stor dansk provinsby (Flensborg) omkring år 1600, så har vi noget at leve op til.

Indspilningerne er gode - ikke alene Radiokorets satser, men også instrumentalsatseme spillet af Royal Danish Brass, gambeensemblet Bourrasque og organisten Per Kynne Frandsen. Men selv her, hvor teksthæftet er præget af videnskabelig akribi og skrevet af Ole Kongsted himself, må man undre sig over, at der ingen steder står, hvilket orgel Per Kynne Frandsen spiller på. For det lyder som Compenius orglet i ny-restaureret stand, og hvis det er rigtigt, så er der ingen grund til at skjule for et internationalt publikum, at vi faktisk har et originalt pragtorgel fra ca. 1600 stående her i landet i fuld spilleklar stand.

Men på den anden side: Hvis den internationale distribution af disse plader bliver lige så sjusket og tilfældig som udformningen af covers og brochurer til det danske marked har været, så spiller det ingen rolle. Så vil det gå statsselskabets plader - alle deres kvaliteter ufortalt - som det gik hovedparten af musikantologiens. Ingen vil få øje på dem.