Anmeldelser

Danske komponister i tekst og billeder. Flot nyudgivelse om danske WH-komponister

Toneangivende danskere. 11 komponistportrætter i tekst og billeder. Af Karl Aage Rasmussen og Jesper Høm. Wilhelm Hansen 1991. 118 sider, pris 298,-.

AF ANDERS BEYER

At Karl Aage Rasmussen kender sit århundredes musik og kan formidle sin viden, gav hans bidrag til GAD's Musikhistorie vidnesbyrd om. At han også er dybt fortrolig med sit eget lands kompositionsmusik og musiktænkning, er med denne nye publikation hævet over enhver tvivl.

Bogen er udgivet af et kommercielt foretagende og er vel først og fremmest tænkt som en promotion-publikation for forlagets førende navne: Vagn Holmboe, Niels Viggo Bentzon, Per Nørgård, Bent Lorentzen, Pelle Gudmundsen-Holmgreen, Ib Nørholm, Svend Nielsen, Ole Buck, Poul Ruders, Hans Abrahamsen, Karl Aage Rasmussen (sidstnævnte portrætteret af Hans Gefors). Og som sådan fungerer den glimrende -og den engelske udgave, ""Noteworthy Danes"", vil uden tvivl være til nytte for mange uden for landets grænser, som interesserer sig for ny dansk partiturmusik.

Men bogen rækker ud over kvalifikationen som gedigent PR-materiale for forlagets Top 11; den er skrevet på et formfuldendt dansk, fyldt med billeddannelser og tværforbindelser til den internationale avantgarde, vel og mærke uden at fortabe sig i indforståetheder og faglig jargon, eller for den sags skyld det endnu værre: det hymnisk tilbedende. Og så er bogen herligt fritaget for forfatterens private idiosynkrasier. Det er portrætter i miniature-form med indsigter som vidner om indgående kendskab til person og værk. I ganske korte poetiserende snapshots, får forfatteren forbilledligt karakteriseret de enkelte komponister. Selv den stilistiske detalje er indordnet persontegningen; Poul Ruders skildres lidt stakåndet, med korte sætninger og fyndige formuleringer, Svend Nielsen med søgende tekst-melismer og impressionistisk stem-ningslyrik, osv.

Jesper Høms billeder er rentudsagt fremragende: de visualiserer tekstdelen, understreger og supplerer det der siges med ord. Poul Ruders er indfanget ved arbejdsbordet, frækt med en blyant hængende i mundvigen: ""Den lige vej til sagen"". Svend Nielsens fysiognomi er tilsvarende gengivet fotografisk med den søgende komponist, som med et uudgrundeligt blik spej der ud over havet ved Marselisborg strand.

Den sædvanlige endeløse række af pæne portrætfotos er her erstattet af dybdeborende, psykologisk persontegning - billeder med en bemærkelsesværdig evne til at trænge ned i det unikke hos den enkelte person.

Det 'irriterende' ved denne type publikation, som optegner bevægelserne i et landskab i stadig forandring, er normalt at den er forældet på udgivelsestidspunktet. Denne kritik rammer ikke bogen, fordi der ikke gøres noget stort nummer ud af ^bogholderiet'. Snarere koncentreres indsatsen om at indfange det specifikke hos komponisterne, den almengyldige karakteristik. Skønt Ib Nørholm f.eks. for længst har fået sin 8. Symfoni uropført, bliver oplysningen, om at han har skrevet syv symfonier, i denne sammenhæng underordnet.

Selvfølgelig sidder man efter læsningen tilbage med et ønske om at høre nærmere om de øvrige danske toneangivende komponister. Også dem der er i Wilhelm Hansens egen stald: det er for dårligt at Bo Holten ikke er medtaget, og komponister som Bent Sørensen og Anders Nordentoft fortjener nu også prædikatet toneforskel. Og sprogblomsten godt-imponerende er helt ufølsomt udeladt. Side 52-53 er der anført en unøjagtig værktitel og en forkert oversættelse. Der står:

»Om værket ""Jamais"" hedder det ligefrem (...) Stykket bygger på en Beckett-sætning (- »Jeg giver aldrig op. Aldrig.«)«

Hvis man studerer Gudmundsen-Holmgreens originalmanuskript til værket, finder man et sted i materialet, hvor komponisten skriver:

»Titlen er: ""Je ne me tairai jamais. Jamais.""«

Det er et citat fra Becketts roman ""L'innommable"" (på dansk ved Uffe Harder). Den korrekte oversættelse er: »Jeg vil aldrig tie. Aldrig.« I Gudmundsen-Holm-green-biografien side 112 er der gjort et forsøg med den rigtige titel, her dog stavet forkert.

Der er en uforståelig sætning i Ruders-portrættet side 86 øverst (»Troværdighed er impulsiv og uordentangivende. Bogen har været adskillelige år undervejs, og burde have været ajourført med de navne, som er dukket op siden forlaget i 1985 besluttede at søsætte en bog med flagskibsnavnene.

Bogen er ikke skrevet af en videnskabsmand - det kan man alt efter temperament fryde eller ærgre sig over. Den er forfattet af en skrivebegavelse, som undertiden ikke er helt præcis dér, hvor han bør være det. Et par eksempler: side 52 i portrættet af Pelle Gud-mundsen-Holmgreen omtales angiveligt ""Tricolore IV"", og komponisten hævdes at have skrevet om værket: »umådelig kedeligt at spille for den musiker der vil gøre brug af sin tekniske dygtighed, og ligeså kedeligt at lytte til for den lytter der ønsker handlingsmættet musik, rytmisk tgo', melodisk 'Schwung', harmonisk variation, raffineret instrumentation og andre positive kvaliteter.« Den rigtige beskrivelse fra en programnote til værket lyder: »... umådelig kedsommelig at spille for den musiker, der er indstillet på at udnytte hele sin kunnen, og ligeså kedelig at høre på for den tilhører, der er indstillet på, at der skal ske noget, og venter sig rytmisk go, melodisk schwung, harmonisk variation, orkestralt raffinement og andet godt-imponerende.« Meningen er nok den samme, men der er en nuance-

lig, men i live, - sandheden er en statue i en tysk folkepark.«). Er indholdet et forsøg på at score billige points på den gode, gamle danskerparade over for tysk musik og musiktænkning?

I den korte Ruders-biografi side 116 er der volapyk (»Som komponist elev af Ib Nørholm.«) - Kierkegaard staves både med 'aa' og 'å*. Langgaard staves konsekvent med 'å'. Selvom komponisten er født med bolleå, blev navnet siden af ham selv ændret til Langgaard.

I portrættet af komponisten Karl Aage Rasmussen er der en pudsig formulering side 98: »Hovedpersonen i den alternative musikhistorie er imidlertid ingenlunde glemt: Igor Stravinsky. Det var ved at stille Stravinsky op imod Schönberg at Adorno tolkede historiens nødvendighed til Schönbergs fordel. Men der hersker ingen tvivl om på hvis side Karl Aage Rasmussen står. Som på trods bestemte han sig for at afvæbne Ador-no's musiktænkning ved igennem 70'erne at bygge en række værker næsten udelukkende på traditionelle vendinger, uden at nogen derfor kan påstå at verden virker frelst.« Nu er Adorno vel ikke sådan lige at afvæbne, selv af en nokså Rasmus Modsat. Men det er måske i virkelighedenet work in progress, eller som de siger dernede: et uafsluttet projekt?