Den udgrænsede avantgarde - interview med Karlheinz Stockhausen

Af
| DMT Årgang 65 (1990-1991) nr. 08 - side 259-267

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Arbitrary

- interview med Karlheinz Stockhausen


AF GISELA GRONEMEYER

- Karlheinz Stockhausen, De er født i 1928 i Mödrath i nærheden af Bergheim, en lille by i brunkulsdistriktet som slet ikke findes mere i dag, og De oplevede krigsudbruddet som elleveårig. Hvordan oplevede De disse krigsår?

»Meget drastisk dengang min far, der var folkeskolelærer i Altenberg, blev indkaldt første gang under den første Sudeterkrise og skulle gøre tjeneste på den militære flyveplads Köln-Wahn (der jo lå ikke så langt fra, hvor vi boede). Da han ved krigsudbruddet blev indkaldt anden gang, betød det en stor omvæltning hjemme hos os. Jeg var tolv år på det tidspunkt og var blevet sendt i en statsskole - netop fordi min far ikke var der - et seminarium i Xanten am Niederrhein. Der opholdt jeg mig indtil efteråret 1944. Tiden gik mest med sport, med skoling i en ny ideologi og med megen musik. Jeg spillede tre instrumenter i forskellige af instituttets orkestre. I 1944 blev jeg så udkommanderet i cirka to måneder, hvor vi var med til at opføre Vestvolden. Vi skulle grave skyttegrave...«

- Hvor var det henne, i nærheden af Köln?

»Nej, det var længere vestpå, hvor alle de unge og ældre, som ikke var indkaldt, deltog i opførelsen af den sidste tankgrav mod de angribende engelske og amerikanske tropper. Mine klassekammerater blev også udkommanderet. Jeg var omkring to år yngre end de andre og blev derfor alene tilbage sammen med en kammerat, der af helbredsmæssige grunde ikke kunne indkaldes. Vi blev så forflyttet til Bedburg an der Erft, til et slot der var blevet indrettet som feltlazaret. Her tilbragte jeg adskillige måneder - fra slutningen af '44 til foråret '45 - som lazaretmedhjælper, og jeg var dagligt med til at forpleje hundredvis af sårede. Jeg oplevede således mange voldsomme ting. Vi blev ustandselig beskudt af jagerbombere, til trods for at der både på taget og på pladsen foran var anbragt kæmpemæssige røde kors.

Under krigen tilbragte jeg fra omkring 1940 stort set hver eneste nat i kælderen, navnlig i Xanten hvor vi blev gennet i kælderen, så snart der var luftalarm. Der var lagt stråmåtter ud overalt i kælderen til de henved to hundrede 'ynglinge'. Jeg meldte mig som regel frivilligt til brandtjenesten. Vi boede i et gammelt kloster omgivet af en klostermur, og oppe på denne mur skulle vi gå frem og tilbage og holde øje med, om der faldt brandbomber, så vi kunne få dem slukket med det samme. Jeg oplevede altså krigen i alle variationer, men jeg blev ikke selv indkaldt, og jeg deltog ikke direkte i kamphandlinger.«

- Ved krigens afslutning var De helt forældreløs.

Deres mor blev offer for eutanasien i 1941, og Deres far faldt i 1945.1 1947 kom De til Köln uden en Pfennig på lommen. De har engang sagt, at De dukkede frem af hullerne som en rotte. De ankom med det forsæt at studere musikpædagogik. Hvad levede De i det hele taget af?

»Allerede som barn arbejdede jeg hver eftermiddag, og ferierne tilbragte jeg på en bondegård. Navnlig i ferierne, når de andre rejste hjem, tjente jeg penge - allerede dengang havde jeg lidt ved siden af, idet jeg improviserede på klaver og spillede jazz og schlagere. På den måde holdt jeg mig oven vande umiddelbart efter krigen.

Der var et operetteteater i byen Blecher i nærheden af Altenberg, og allerede som syttenårig og igen som atten- og nittenårig indstuderede jeg operetter og fik penge for det. Det gjorde jeg også under opførelserne, idet jeg dirigerede fra klaveret.

Jeg spillede også jævnligt i danseskoler. Når jeg cyklede hjem fra skole i Bergisch Gladbach, tog jeg om eftermiddagen ud i landsbyerne og spillede til danseundervisning for to Mark i timen.

Jeg har aldrig fortalt det før, men umiddelbart efter krigen og indtil foråret 1946 tjente jeg næsten et år som karl på en gård, så jeg havde nok at spise. Derudover fik jeg tredive Mark om måneden, en Mark om dagen. Hovedsagen var, at jeg kunne bringe nok med hjem, så jeg kunne forsørge mine søskende.«

- Men det var altsammen før Deres studier.

»Ja, og så umiddelbart efter påske 1946 kom jeg på gymnasium i Bergisch Gladbach. Min tidligere eksamen blev ikke godkendt, så jeg tog en ny studentereksamen i '47 efter et år på et humanistisk gymnasium. Her fik jeg mange venner, og de skaffede mig også arbejde. Jeg spillede til danseundervisning, og da jeg kom til Köln, spillede jeg jazz næsten hver aften på en bar eller en restaurant - sammen med to, tre andre eller alene - så jeg kender mange natklubber og barer i Köln. Et halvt år spillede jeg hver aften i Alteburger Strasse, hvor der var en slags natklub for amerikanere og sortbørshandlere. Der tjente man godt.

Jeg spillede også underholdningsmusik under hele mit studium. Da jeg var færdig med studierne, turnerede jeg et år «sammen med tryllekunstneren Adrion overalt i Tyskland. Jeg tjente penge nok og kunne oven i købet hjælpe andre.

- De studerede først musikpædagogik. Var det Deres fars ønske, at De skulle være lærer?

»Nej, jeg overvejede forskellige muligheder, før jeg vidste, at det skulle være musikpædagogik. Det var i første omgang min plan at studere historie i Köln, for jeg havde klaret mig godt i historie til studentereksamen. En overgang overvejede jeg at blive forstmand. Jeg bestod faktisk den statslige optagelsesprøve til forstkandidatuddannelsen.

Skæbnen ville, at jeg skrev til Musikhøjskolen i Köln og søgte om at måtte gå til optagelsesprøve i musikpædagogik. Da det ikke gik som det skulle, blev jeg optaget i soloklassen for klaver. En koncertmester fra Blecher, hr. Müller - der var blevet smidt ud af radioen (hvor han havde været førstekoncertmester) fordi han havde været medlem af Partiet og nu spillede i IG-Farbens symfoniorkester i Leverkusen - havde trimmet mig så meget ved klaveret, at jeg bestod optagelsesprøven i Köln.

Efter et år følte jeg, at studiet ikke gav mig nok som pianist. Straks jeg begyndte på studiet, havde jeg indskrevet mig ved Universitetet for Musikvidenskab. Allerede mens jeg gik i skole i Bergisch Gladbach, havde jeg interesseret mig meget for musikhistorie. I gymnasiet skrev en af mine venner, Hermann-Josef Knickenberg, næsten 150 sider af på maskine efter et musikhistorisk værk til mig, fordi jeg ville vide, hvad musikhistorie var for noget. Jeg havde aldrig lært det og heller aldrig oplevet klassisk musik før, bortset fra skolen i Xanten, hvor skoleorkesteret engang spillede en Haydn-symfoni - i sig selv et højdepunkt i klassisk musik. Bortset fra det havde jeg kun spillet med i salon- og jazzorkestre.

Efter et års klaverstudium kom jeg så ind på afdelingen for musikpædagogik. Jeg bestod de teoretiske eksaminer og afsluttede studierne i musikpædagogik med en cand-mag. eksamen. Parallelt hermed studerede jeg filosofi, musikvidenskab og germansk filologi ved universitetet.«

-1 første omgang spekulerede De altså ikke meget på komposition. Hvad bragte Dem så til Darmstadt i 1951?

»Jeg skrev nogle stykker i 1950 og 1951 og tilmeldte mig det valgfri fag komposition hos Hermann Schroeder, der var min teori- og harmonilærer. Der var tale om øvelser i forskellige stilarter. Man skulle altså skrive en baroksuite, et værk i stil med den klassiske sonate samt en fuga. Jeg skrev også et stykke i Hindemith-stil, fordi jeg på det tidspunkt selv spillede Hindemith-sonater, navnlig hans tredje klaversonate - som jeg også spillede til den afsluttende eksamen sammen med stykker af Bartok og Schönberg.

Mens jeg studerede musikpædagogik, hørte jeg et foredrag af Hermann Heiss om tolvtonemusik. Det optog mig meget. Pianistinden Else C. Kraus spillede Schönbergs samlede klaverstykker. Det var en utroligt fascinerende verden, der her åbnede sig. Jeg ville vide mere om den. Hvad det moderne angår, var det yderste, vores direktør, Hans Mersmann, kunne acceptere, Stravinsky. For eksempel analyserede han udførligt "Duo concertante". Også Hindemiths "Marienleben" forklarede han indgående. Det interesserede mig utrolig meget. Det er nok derfor, jeg besluttede mig for komposition.

Da jeg var 22 år gammel, skrev jeg "Drei Lieder" für Altstimme und Kammerorchester, der i dag findes på plade. I forbindelse med en afslutningsfest efter et sommerkursus i Steinbach in der Eifel, hvor de musik-pædagogikstuderende mødtes, komponerede jeg sammen med to kammerater fra min klasse en Burleske; et teatralsk stykke med musik og masker og alt muligt

På det tidspunkt besøgte jeg en herre, som på det tidspunkt var kritiker ved Kölner Rundschau. Han hed Herbert Eimert og han gav mig et godt råd: »Ved De hvad, der bliver arrangeret feriekurser i ny musik i Darmstadt. Det vil interessere Dem. Prøv at tage derhen.« Han nævnte tidspunktet. Jeg tog dertil og lærte en belgier at kende, som var elev af Messiaen.«

- Karel Goeyvaerts.

»Ja. Han fortalte utroligt spændende om Messiaens dengang nye stykker. Det fascinerede mig, for jeg vidste intet om det. Dog må jeg sige, at jeg allerede i forvejen var dybt betaget af Messiaen takket være en opførelse i aulaen på Kölns Universitet. Stykket hed "Trois petites liturgies", det blev dirigeret af Günther Wand, og jeg græd under opførelsen. Denne musik var så inderlig, at jeg levede i en drømmeverden, og jeg ville i gang med Messiaen. Goeyvaerts forklarede mig, hvordan Messiaen komponerede sine nye stykker. Det drejede sig om "Fire etuder for klaver". Især den ene var jeg meget betaget af.

Med denne erfaring rejste jeg tilbage til Köln og derfra videre til Hamburg. Jeg rejste på tommelfingeren og havde undervejs nogle mærkværdige ideer om en helt anden slags musik. I Darmstadt havde jeg i forbindelse med et Adorno-seminar spillet et stykke af Goeyvaerts, andensatsen af hans "Sonate for to klaverer" - en musik der virkede som et chok for samtlige tilhørere - der var cirka 280 personer samlet i salen på Marienhöhe. Det var en helt ny slags musik. Den var umiddelbart inspireret af Messiaens stykker, som jeg netop har omtalt.«

- Hvordan var stemningen i det hele taget på det tidspunkt i Darmstadt? Var der også her en slags opbrudsstemning, en følelse af at vi befandt os ved år nul?

»Ja i høj grad. Der var en utrolig nysgerrighed efter alt ukendt. Jeg kunne ikke få nok. Allerede første og andet år, hvor jeg deltog