Karlheinz Stockhausens ""Mantra"" for 2 pianister

Karlheinz Stockhausen modtog ved udgangen af 1969 fra Heinrich Strobel, den daværende leder af Südwestfunk Baden-Baden's musikafdeling og kunstnerisk leder af Donaueschinger Musiktage für Zeitgenössische Tonkunst, en bestilling på et stykke for 2 klaverer til musikdagene i 1970. Initiativet var udgået fra Stockhausen selv, idet han havde indviet Strobel i ideer, han havde til et sådant stykke, og som han allerede i begyndelsen af 1969 havde udviklet under et ophold i USA. Han havde dengang i et fly på vej fra New York til Los Angeles fået ideen til et stykke for 2 pianister, som i selve musikken forbandt det visuelle med det hørbare: To pianister kommer ind på scenen og begynder at udføre de mest forkelligartede spillebevægelser i luften, musikken kan endnu ikke høres, først når de kommer hen til klaveret omsættes disse spillebevægelser til klange, der kan opfattes med øret; og i det videre forløb skulle denne proces så under inddragelse af diverse optiske virkemidler føres frem til et punkt, hvor en kompositorisk enhed blev opnået.

I anledning af verdensudstillingen EXPO 70 var Stockhausen i marts 1970 rejst til Japan og arbejdede der i begyndelsen på et aktions-partitur med arbejdstitlen "Vision" for 2 klaverer, som skulle give hans oprindelige intentioner form. Imidlertid mistede han efter en tidages arbejdspause enhver interesse for projektet og fik - ikke mindst på grund af sine erfaringer under de daglige koncerter i verdensudstillingens tyske pavillon - en uimodståelig trang til at skrive en komposition, hvori samtlige musikalske processer måtte determineres og noteres eksakt. Han komponerede formplan og skelet til "Mantra" fra 1. maj til 20. juni 1970 i Osaka og valgte som grundformel en melodi, som han - ligeledes i USA - havde noteret under en biltur i marts 1969 ; bestemte dengang dermed forbundne forestillinger blev nu yderst vigtige for den formale konception af "Mantra". Endnu en afgørende beslutning gik ud på at indarbejde ringmodulatorer i den kompositoriske udarbejdelse; i den forbindelse gik Stockhausen ud fra et diagram, som han i december 1969 havde benyttet ved realiseringen af "Kurzwellen Mit Beethoven" Opus 1970, og udtænkte et apparatur, der sammenfatter alle bestanddele i diagrammet i et aggregat, den elektroniske klangtransformator (Modul 69 B). Mellem 10. juli og 18. august færdiggjorde Stockhausen partituret hjemme i Kürten. "Mantra" for 2 pianister uropførtes ved musikdagene for nutidig musik i Donaueschingen af pianisterne Alfons og Aloys Kontarsky.

Som det ses af titlen "Mantra", vender det ellers, hvad besætning og notation angår, tydeligt i europæisk tradition forankrede værk sig mod en fjernøstlig idéverden. Ordet 'mantra' er sanskrit, det højtidelige indiske sprog for litteratur, kultur og videnskab - fastlagt i alle enkeltheder af grammatikeren Panini i 5. eller 4. århundrede før Kristi fødsel. Etymologisk er udtrykket mantra afledt af 'man' og betyder 'at tænke'. Et mantra er altså et instrument til at tænke, et (hjælpe)middel for tænken. I Rigveda, den ældste kilde til indisk litteratur, er mantra en metrisk formet offer-formel, et vers eller en strofe i hymner henvendt til guder. Meningen med at recitere et mantra er den at tvinge guderne til at bortgive materiel rigdom og magt eller at beruse sig - betydninger, der begge er blottet for enhver transcenderende tendens. Først i forbindelse med meditationspraksissen føjes til begrebet mantra det moment af transcendens, som også er det bærende i Stockhausens komposition: mantra'et fungerer som meditations-sentens. Dets klang bliver hjælpemiddel til selvhypnose, som fremkaldes ved at man koncentrerer sig om et mantra og stadig gentager det.

I anledning af Donaueschinger-uropførelsen af "Mantra" lod Stockhausen en længere passus fra en bog af Satprem trykke i programheftet, som handler om inderen Aurobindo, født i Calcutta 1872, men opvokset i England og opdraget i europæisk tankegang. Først i en alder af 20 år vendte Aurobindo tilbage til Indien, hvor han lærte sig det bengalske sprog og blev fortrolig med indisk tænkning. Til sin død i 1950 forsøgte han gennem talrige skrifter og de mest forskelligartede aktiviteter, at forbinde sine samlede erfaringer fra Europa og Indien med det formål at nå frem til transcendensen. Og således kan man via udredningerne hos Satprem resp. Aurobindo om, hvad begrebet mantra betyder og indbefatter, vel få en af de mest direkte indgange til Stockhausens komposition, selvom man må vogte sig for at tro, at Stockhausen blot har overført Aurobindos ideer til musik.

På et højere plan, udelukkende stilende mod transcendente mål, defineres et mantra som håndtering af svingninger, og i overensstemmelse dermed kan også »digtning og musik, hvori en ubevidst håndtering af hemmelige svingninger er sagen, være et magtfuldt hjælpemiddel... til at åbne bevidstheden.« Den musikalske klang »er en lyd, som fører til skuen.« Med »mantrisk digtning eller musik henter vi guderne ned i vort liv... Mantraet eller den høje digtekunst, den høje musik, det helliggjorte ord, alle er de udsprunget af den højeste ånd.« Og det er »for ethvert menneske, som ejer evnen til mere eller mindre bevidst at træde i forbindelse med de højere lag, ... helt åbenlyst og tydelig erkendeligt, at der efter overskridelsen af et vist be-vidsthedsniveau ikke længere gives ideer, som man ser eller forsøger at oversætte. Man hører. Det er bogstavelig talt svingninger eller bølger, rytmer, som bemægtiger sig den søgende, trænger ind i ham og først senere, når de stiger ned, iklæder sig ord eller ideer, musik eller farver. Ord og idé, musik og farve er imidlertid resultat og står som sådan først på andenpladsen; de giver blot hin første svingning... en ydre form.« En mantrisk musik skal for lytteren muliggøre en indtrængen »i musikkens verden..., som... så at sige er en særlig oversættelse af hin samme store, uudtalelige svingning.« l. Den skal formidle den samme erfaring til ham, som komponisten under sit arbejde har gjort: "Mantra" for 2 pianister , en musik fra det ubevidste, og et mantra, en besværgelse af det ubevidste.

Imidlertid er Stockhausens "Mantra", som undertitlen viser, ikke et stykke for 2 klaverer, men for 2 pianister, i betydningen to musikere, som foruden klaveret tillige skal betjene flere andre instrumenter: cymbales antiques og woodblock samt en elektronisk klangtransformator og en kortbølgemodtager. Hver af de to pianister har et sæt cymbales antiques med forskelligt kombinerede tonehøjder stående foran sig lige over klaviaturet, og pianist II's sæt af cymbales antiques er suppleret med to dybere tempelklokker såvel som med woodblock, alle med forskellig tonehøjde; af klanglige grunde anvendes hertil to runde japanske Bokusho, som modsat den firkantede woodblocks kortklingende og hule klang giver en fyldigere og kraftigere klang. Den elektroniske klangtransformator (Modul 69 B) kan ved hjælp af sinussvingninger ændre klaverklangen. Begge pianister har et sådant udstyr stående ved siden af sig og betjener det: Den med mikrofon optagne klaverklang ledes som første indgangsfrekvens til ringmodulatoren og blandes der med en anden spænding, som en sinusgenerator leverer, og hvis frekvens pianisten kan vælge ved at indstille på klangtransformatorens frekvensmåler. Resultatet heraf bliver en multiplikativ blanding af klaverklang og sinus svingning (summations- og differenstoner), der gengives af højttalere bag ved klavereme, idet (dog) den modulerede klang skal indstilles lidt kraftigere end originalklangen. Kortbølgemodtageren, som er tildelt pianist I, sættes kun ind et sted henimod slutningen af værket. På grund af opførelsestekniske vanskeligheder - (pianisten har, fordi han samtidig stadig skal spille klaver, kun lidt tid til at finde en sender, der leverer de ønskede signaler, og desuden kan ugunstige arkitektoniske forhold i koncertbygningen eller atmosfæriske forstyrrelser fuldstændig umuliggøre modtagelse) - erstattes kortbølgemodtageren i reglen af en båndoptager, hvor de ønskede signaler er optaget på bånd og afspilles af pianist I ved tryk på en knap, ligesom deres stigende og faldende styrkegrad styres med volumenkontrollen.

»Værket er helt og holdent opbygget på basis af en 13-tonig formel, 'mantraet . Efter de første fire akkorder klinger dette 'mantra' i klaver Fs overstemme.« 2 (se nodeeksempel). Formlen begynder på tonen a og slutter efter en bestemt rækkefølge af alle den kromatiske skalas toner igen på a; da formlen består af 13 toner, er første og sidste tone identisk. Denne tone har status som centraltone. Den samlede toneformel kendetegnes ved et meget afrundet, melodisk forløb, præget af sangbare intervaller; i mængden af dominerende små og store sekunder og tertser træder kun den store sekst (h - gis1), som afgrænser tonerummet opefter, og også, omend i mindre grad, den rene kvart (d1 -g1) foran den midterste tone frem. Formlen er opdelt i 4 led adskilt af 4 pauser, således at 1. led har 4 toner, 2. led 6 toner, 3. led 5 toner og 6. led 3 toner. Med hensyn til proportioneringen af varigheder er 1. led sammensat afl+2 + 3 + 4 4.dele; 2. led består af 2 x 3 4. dele (med underordnede 2 + 3 + 1 S.dele); 3. led viser en udvidet permutation af forholdene i 1. led med rækkefølgen af5 + 2+1 + 3 + 4 4.dele, mens 4. led er en forkortet permutation med 2 + 1 + 3 halvnoder. Pauserne er ordnet i rækkefølgen 3 + 2 + 1+4 4.dele. Summen af de enkelte leds varigheder giver en følge af 10 + 6 + 15 + 12 4.dele, hvilket kombineret korsvist svarer til proportionerne 2 : 3 og l : 2. Ligesom det fremherskende i den melodiske bevægelse var mange små intervalskridt, konstateres her en reduktion til de enkleste tal- og dermed formrelationer. Ved spejling af 'mantraet' fremkommer en understemme, hvori 1. og 2. såvel som 3. og 4. led byttes om korsvist (understemmens sjette tone Dis er en afvigelse for at undgå det unisone sammenfald med overstemmen, som den rigtige tone E ville resultere i); understemmen har ledsagende funktion i forhold til overstemmen.

Endvidere har hver af 'mantraet's toner en særlig karakteristik: 1. regelmæssig gentagelse, 2. slutak-cent, 3. 'normal' spillemåde, 4. forslagsgruppe omkring centraltone, 5. 'tremolo', 6. akkord (betonet), 7. akcent i begyndelsen, 8. Tsromatisk' forbindelse, 9. staccato, 10. uregelmæssig gentagelse (grundlag for 'morsen'), 11. trille, 12. sforzato-indsvingning, 13. arpeggio-forbindelse. Og samtidig har hver tone også tilknyttet en speciel dynamisk værdi, således at der består en bestemt sammenhæng mellem tonernes styrkegrad og deres varigheder: lav styrkegrad svarer til lang varighed, høj styrkegrad til kort varighed, og det såvel ved de otte karakterer, hvis styrkegrad er konstant, som ved de øvrige fem karakterer (2., 7., 8., 10., 12.), som kendetegnes ved crescendo eller decrescendo. Med henblik på 'mantraet's fremtrædelsesform som helhed understøttes den allerede fastslåede homogene sluttethed i såvel proportioneringer af intervaller og varigheder som i inddelingen i led virkningsfuldt gennem udformningen af de dynamiske forhold. Det eneste fortissimo indtræder nøjagtig på den midterste tone. Der opnås en symmetrisk struktur, derved at 1. og 4. led i deres dynamiske kurve er ens, og 2. og 3. led forløber omvendt i forhold til hinanden.

Hertil træder som et sidste bestemmende kendetegn den klanglige determinering af formlen ved hjælp af klangtransformatoren. Hver tone ringmoduleres med en sinussvingning, som i hvert enkelt tilfælde svarer til 'mantraet's centraltone, i den indtil nu betragtede grundform på a altså svarende hertil med en frekvens på 220 Hz. Herved får alle toner en ganske speciel klangfarve og klinger „mere eller mindre 'dissonant' og klaverlignende i sit klangfarvespektrum (små sekunder eller små noner og store septimer frembringer de mest 'dissonante' modulatorklange, oktaver og kvinter de mest 'konsonante'). Derigennem mærker man en bestandig harmonisk 'ånden' af mellem det konsonante og dissonante svingende modulatorklange, afhængig af de nøjagtig afstemte forhold mellem modulerende sinustoner og modulerede klavertoner.«3 Det viser sig altså, at også ringmodulationen blev indkomponeret i formlens struktur. Udformningen af overstemmens melodiske linie bestemmes ikke kun af sin høje grad af sluttethed og prægnans som følge af små og sangbare melodi-intervaller, men også af de intervaller de danner i forhold til centraltonen - noget, der ligeledes gælder for understemmen.

'Mantraet' er kernen i stykkets overordnede struktur og indbegrebet af en bestemt holdning til det at komponere hos Stockhausen, som ikke træder frem for første gang her. Hans bestræbelse på at forme en musikalsk gestalt af de mindste og enkleste elementer og på at udvikle forskellige ting af én kilde er åbenbar. Stockhausen komponerede "Mantra" som det første atter strengt serielle værk efter en længere fase med indeterminerede former -frem til den intuitive musik over tekster som "Aus den Sieben Tagen" (1968) - og skabte således et fremadpegende liveelektronisk værk og samtidig prototypen på den formel-komposition, som siden da har præget hans kompositoriske arbejde væsentligt. Der er her tale om komponeren med de enkleste og mindste bestanddele, som sættes sammen til en helhed i nøje bestemte konstellationer og således muliggør den overordnede kompositoriske enhed og præger den gennemgribende.

En basisformel er med hver af sine 13 toner gjort til kerne for al videre strukturel udvikling i "Mantra": Ved hjælp af særlige skalaer for graden af forøgelse af melodiens intervaller dannes i alt tolv forskellige grundformer af 'mantraet', og til formlens tretten karakterer svarer tretten cykler, som hver er domineret af en bestemt karakter. Hver cyklus er baseret på en centraltone, der reguleres af rækkefølgen af de 13 formeltoner, og består af en dertil svarende transponeret og forlænget form af mantraets overstemme foruden af dennes tolv intervallisk udvidede former: »Der forekommer ikke andet end stadige rækkemæssige gentagelser og overlejringer af dette 'mantra'.« 4) Kontrasterende i forhold til klaverklangen akcentuerer woodblocks og cymbales antiques hovedpunkterne i storformen og har således overordnet set en periodisk inddelende funktion; og ikke mindst tilfører de værket en udtalt rituel karakter. Henimod slutningen af stykket sammenfattes i yderst hurtigt tempo i form af en ekstrem
sammenknytning af hele værket på allerkorteste spand af tid alle 156 intervallisk udvidede former og transpositioner af mantraet i fire lag, resulterende i et stretta, hvis sugende virkning vel næppe nogen tilhører kan undgå at fornemme. (Se nodeeksempel).

Derudover har der i "Mantra" også indsneget sig sceniske momenter, som jo i det oprindelig til Donaueschingen 1970 planlagte aktions-partitur "Vision" skulle optage stor plads. Således forlades et sted (takt 587-640) ved inddragelse af mimiske og gestiske virkemidler den europæiske klavermusiks verden, idet en tydelig reference til det japanske No-drama og en deri forekommende speciel situation etableres. Begge pianister holder op med at spille, rejser sig og reciterer en klang, noteret i lydskrift, som i No-dramaet fungerer som et særligt råb,
som den menneskelige stemmes udtryk for en følelse hinsides det sproglige plan. Dette indskud indledes af kortbølgesignaler, hvorved en særlig betydning tillægges det sceniske indslag. Thi i en tekst til sin komposition "Kurzwellen" for 6 spillere (1968) har Stockhausen forklaret en kortbølgemodtagers musikalske betydning og funktion på følgende måde: »Gennem koncentrationen...om uforudseelige hændelser fra kortbølgeområdet, om hvilke man kun i de sjældneste tilfælde ved, hvem der har komponeret eller frembragt dem, hvordan de er opstået og hvorfra de kommer -blandt hvilke i det hele taget alle mulige akustiske fænomener kan dukke op - , opnås en uanet intensitet i høreevnen og i det intuitive spil, som forplanter sig til alle medspillere og tilhørere«; det være sig den »direkte erfaring af vedvarende overpersonlig indgivelse, af udstrakt stilhed, af mangelagethed, frihed, rummelighed og medial selvopgivelse«, så at »tider og rum, vi hidtil har været vant til at fremføre musik indenfor, er ophævet, og den mulighed aftegner sig at optage forbindelse med bevidsthedslag, som hidtil har været lukket for os« 5). De grænser, der som følge af deres instrument er sat for pianisterne, overskrides, musikken munder ud i en hændelse, der - som Stockhausen til sin komposition "Spiral" for en solist med kortbølgemodtager (1968) bemærker - skal trandensceres udover grænserne for hidtidig spille- eller sangteknik og instrumentets eller stemmens begrænsninger. Hændelsen er trods sin umådelige tidsmæssige varighed indbygget i den serielle kontekst og danner således på dette sted en åbning i "Mantra"s prædeterm i nerede form.

Oversættelse fra tysk: Per Erland Rasmussen

Nodeeksempel opslaget side 282-83: "Mantra", takt 690 ff, overgangen fra 'hurtigt' til det meget hurtige 'stretta-afsnit'.

Foto opslaget side 282-83: Stockhausen (1981). Foto: Clive Barda.

Noter

1) Satprem, "Sri Aurobindo ou l'Aventure de la Conscience", Pondicherry 1964; citeret efter den tyske udgave, München 21973, side 170-173.

2) K. Stockhausen, Programnote og covertekst 1971/72 til "Mantra", i: "Texte zur Musik" 1970-1977, bd. IV, udvalgt og sammenstillet af Christoph von Blumröder, Köln 1978, side 154.

3) Ibid., side 156.

4) Ibid., side 155.

5) K. Stockhausen, Programnote 1968 til "Kurzwellen", i: Texte zur Musik 1963-1970, bd. Ill, side 113f.