Anmeldelser

Af
| Årgang 66 (1991-1992) nr. 01 - side 29-29

Tre orgelværker af Per Nørgård

Per Nørgård: ""Partita Concertante"" (1958), ""Canon"" (1971), ""Trepartita"" (1988). Jens E. Christensen, orgel, (compact disc) Kontrapunkt 32081.

Af ANDERS BEYER

I de seneste par år er der kommet en lind strøm af udgivelser med musik af Nørgård. Såvel på skrift som lyd er han givetvis er den mest veldokumenterede nulevende danske komponist. Og de seneste pladeudgivelser på Da Capo og denne CD med tre orgelværker, spillet af Vor Frelsers Kirkes organist, Jens E. Christensen, fortsætter linien af kvalitetsudgivelser, hvad angår kunstnerisk niveau, opførelses- og lydkvalitet.

Med den nye orgel-CD, får man i tilgift et indblik i komponistens udviklingsforløb; i kraft af det spænd på 30 år, der er mellem ""Partita Concertante"" og ""Trepartita"", tegner værkerne en udviklingslinie fra Nør-gårds 'nordiske' periode, over nyorienteringen i tresserne og efterveerne fra modernismens chockerende værker, over uendelighedsrækker og hierakisk formtænkning, til senfirsernes videreudvikling af polyme-triske landvindinger. For nu at sætte et udviklingsforløb på kort formel og samtidig gøre sig skyldig i utilgivelig forenkling. Men sandt er det, at man ved gennem-lytning af de tre orgelværker genhører perioder af Nørgårds udvikling og værker med beslægtede tilgange, f.eks. ""Trepartitas"" gyldne proportioner, uendelig-hedsrækkerne (1. sats), temarelationerne (2. sats) til ""Den Vilde Brud"" fra violinkoncerten ""Helle Nacht"", accellerando-bevægelserne (3. sats) der viser tilbage til cellokoncerten ""Between"".

Men bag det man er sikker på at have hørt før, er der i værkerne et andet niveau, hvor man hører noget man tror at have hørt før - et skind af noget kendt - på samme måde som havets bølger i tidens løb udvisker indskriften i en sten til ugenkendelighed. Disse steder er måske de mest fascinerende, fordi de tvinger lytteren ud på kanten af egne referencer. Og dog er det i disse musikhistoriske flashbacks ikke muligt at finde entydige korrelater til den gamle musik. Som f.eks. den afsluttende toccata i ""Partita Concertante"", som jeg ser som Bachs polyfone kunst set gennem det 20. århundredes briller, hvor billedet af en kæmpelirekasse trænger sig på, og hvor musikken tager magten fra lirekassemanden og helt fandenivoldsk løber løbsk. Men tiden er ikke for den seksogtyveårige komponist til at slutte pompøst med en happy end, sådan som musikken selv vil det. Lirekassekværneriet bremses med en indadvendt, eftertænksom mine, som vendte musikken blikket bagud og erkendte, at det forudgående blot var en hul gestus.

Med udgivelsen forstærkes opfattelsen af, at Jens E. Christensen er vores måske allerbedste kort herhjemme, når det gælder opførelse af ny musik på orgel. De indspillede værker er så svære at udføre, at de nok aldrig kommer til at tilhøre standard-repertoiret. Men nu foreligger de altså på plade. Og tak for det.