Den mindre komma kendte Nielsen

Af
| Årgang 66 (1991-1992) nr. 01 - side 20-27

Tanker efter lytning af syv timer og fjorten minutter Nielsen-sange


Af POUL BORUM

We can concede that he is England's greatest
painter while also observing that he was a
provincial artist, a victim of his times
and a slave to his genre.

Tim Hilton om Turner (Times Literary Supplement, 28. Dec. 1990, s. 1402)

THE LESSER KNOWN NIELSEN hedder plademærket Rondos fem plader med Nielsen-sange, hvormed det jo diskret angives, at man stiler mod et internationalt marked, der jo naturligvis ikke kender Nielsens danske sange. Teksterne aftrykkes i de trykfejlfyldte programhefter, og blot med en (næsten hver gang udmærket formuleret) stikordsagtig engelsk sammenfatning. Jeg mener naturligvis ikke der skulle have stået en sangbar gendigtning ved siden af, det ene eksempel i Simpsons bog (1) er afskrækkende nok. Det er desværre for sent at finde digtere, der kan gendigte disse sangtekster (hvoraf adskillige bestemt heller ikke ville være besværet værd), men en linje-for-linje prosagengivelse burde man nu nok have ofret - den plus lidt elementær udtalehjælp kunne have lokket internationale sangere til at tage nogle af de bedste numre på repertoiret.

Men faktisk må man jo nok primært regne med et dansk publikum til pladerne, bl.a. mig. Og når man så oversætter titlen til dansk, fristes man til at sætte et komma ind: den mindre, kendte Nielsen. 'Kendt', fordi selv om der er adskillige fund, sange der ikke før er opført og i al fald ikke indspillet, så er det ikke mange af den slags der virkelig slår, så det bliver trods alt Nielsen-hits, garneret med mindre kendte og ukendte sange. Men hitsene er unægtelig forbløffende mange. Og 'mindre', tjah, i al fald ti mindre format, det kan vi jo godt blive enige om, men om det også er en 'mindre' Nielsen end den større, ham med især symfonierne, det kan man jo så diskutere (hvis man kan -).

Jeg har altså lyttet intenst til de fem Rondo-CD'er, udsendt fra 1988 til1990, samt Jørgen Klints CD, udgivet på Paula i '89. Desuden har jeg hørt på Ulrik Golds LP fra 1982, plademærket Amber, vistnok udsolgt. Jeg har også hørt Canzone-koret, dirigeret af Frans Rasmussen, synge hans samtlige kor accapella-sange på en dobbelt-LP fra Danacorcl/Dansk Musik Antologi, men besluttet mig til at udelade den og koncentrere mig om solosangene. Der er nok endda!

Da jeg først hørte Rondo-pladerne og fik ideen til denne artikel, mente jeg den skulle hedde "Digternes Carl". Jeg ville starte med at koncentrere mig om teksterne, som er det jeg ved noget om, og så gå videre til musikaliseringen og til musikken, hvorefter der skulle følge nogle få bemærkninger om fremførelsen inden en finale om sangenes funktioner, om kunst og folkelighed, nybrud og tradition, internationalitet og nationalitet.

Men jo flere gange jeg hørte pladerne, jo mere syntes jeg det var vigtigt at begynde med fremførelsen. Så rækkefølgen bliver i stedet: 1) sangerne, 2) komponisten, 3) digterne, plus den obligate finale. Det betyder så til gengæld, at jeg i de to første afsnit taler om noget jeg ikke Tiår forstand på', altså som ikke-fagmand, ik-ke-musikkritiker, men måske kan jeg netop derfor, udefra, få sagt nogle andre, men alligevel vigtige ting. Og når det gælder komponisten kan jeg da støtte mig til Nielsens egne glimrende formuleringer og til Nielsen-litteraturen.

Nielsen-litteraturen? Åh ja. Den er nu ikke noget at prale med. Meyers store biografi (2) er selvfølgelig både oplysende og eminent underholdende, og mange af anekdoterne har dybere perspektiver end man u-middelbart skulle tro, men Schandorf s indføjede små-skriftskapitler om musikken giver ikke ret meget i al fald hvad sangene angår. Dolleris' store bog (3) er kun en kuriositet (ligesom Finn Mathiassens lille 'marxistiske' bog (4) fra '86 allerede er det). Så er der kun artikler tilbage, mest i nogle særnumre af DMT og i de to festskrifter fra '65, hvor Schiørrings om sangene i det officielle er ret intetsigende; i Danmarks Sanglærerforenings "Oplevelser og Studier omkring Carl Nielsen" er der fem stykker om sangene, hvoraf eet er nyttigt, den gamle litteraturkritiker Richardt Gandrups essay om Nielsen og den folkelige sang.(5)

Men så dukkede jeg (for sent) ned i specialerne, for noget måtte der jo være skrevet om Nielsens musik. K. Larsen om Nielsens romancer (Århus '63) fik jeg ikke fat i, men jeg har set tre københavnske, bladret i Ejner Mathiessens ('44) meget tynde sammenligning mellem CN og det 19. årh.s folkelige sang og Randi Teglbjærgs fra '48, som handler om forskellen på kunstsang og folkelig sang og nærmest er et fonnkatalog. Stor nytte har jeg derimod haft af Ulla Sylvest Vestergaards ""Nielsen og hans tekstdigtere""(6) fra '66, som udpræget er en studenteropgave, hvis iagttagelser om musik og metrik ser ud til at være lige så meget efter bogen (og 'bogen' er hvad metrik angår Marinus Børup (7) (!) suppleret med Arthur Arnholtz (8) (!)) som de litteraturkritiske iagttagelser, som mest er citater; men hendes speciale er en overordentlig nyttig materialesamling, lidt uoverskueligt organiseret, men med alt hvad man har brug for - jeg bruger den flittigt i det følgende. Og den er eet eksempel på, hvor meget godt der gemmer sig i universiteternes arkiver; den burde have været trykt forkortet, som en lille "håndbog i Nielsens sange", men nu er det altså femogtyve år for sent.

Men intet der er skrevet om Nielsen (undtagen måske Simpson, men jo selvfølgelig meget lidt om sangene) kan måle sig med den vidunderlige lille bog, der hedder "Levende Musik" (9), og især essayet fra 1909 om "Ord, musik og programmusik" (10).

Den Darnske Sarng

Men nu til de syv plader. Det må straks siges, at det er en hård kamp de har at tage op. For de fleste af os (og jeg taler på manges vegne, det er så rart, for en gangs skyld) er 'Nielsens sange' lig med dem vi har sunget i skolen, i forsamlinger (især på højskoler) og eventuelt i kirken, og hertil kommer Aksel Schiøtz' klassiske fortolkninger.

Og hvornår kommer de på CD? Nu hvor hele Osvald Helmuth og hele Liva Weel findes udgivet, så må det da være Aksels tur, hva', Hans Skaarup? Alle de gamle Schiøtz-indsyngninger burde jo findes på markedet, men især hans Nielsen-tolkninger. (Eller kunne man foretage den samme aflæsning af Schiøtz' stemme som Roland Barthes gjorde med Fischer-Dieskau i et af musikkritikkens morsomste mord? (11) Anyway, det bør findes tilgængeligt).

Jeg synes man kan mærke, at de fleste af sangerne på de syv plader er trykket af bevidstheden om Schiøtz' genialitet, men også gang på gang af at de folkelige sange er 'folkeeje'. Kun een sanger gør noget suverænt nyt ved begge dele, mens Ulrik Gold tilsyneladende føler stor glæde ved at vise, at hans stemme er lige så flot som Aksels! - men det er typisk at Cold er meget bedre i Tmnstsangene' på A-siden og virker lidt uengageret i hitsene på B-siden, i stærk modsætning til Jørgen Klint, hvis plade ligesom Colds udelukkende indeholder populære numre fra begge genrer, men som så givet er stærkest i de folkelige sange, hvor han næsten bliver en repræsentant, en for-sanger.

Cold synger altså de fem af Jacobsen-sangene (op. 4) og de 6 Holstein-sange op. 10, samt ti hits. Klint synger også de fem af Jacobsen, samt sytten andre, hvoraf tre ikke findes på Rondo-sættet (een fra "Fynsk Forår" med klarinet, Jeronimus' fra "Maskerade" og Mads Hansen-sangen "Det villeste"). På de fem Rondoplader er der i alt 157 sange. Dvs. at der er 160 ialt på de syv plader. Syv timer og fjorten minutter Nielsen.

De fem Rondo-plader er fordelt på forskellige sangere. Den første er med tenoren Peder Severin, som også deler nr. 2 og nr. 4 med sopranen Elisabeth Rehling. Disse tre har Dorte Kirkeskov som akkompagnatør. Nr. 3 er tildelt Lars Thodberg Bertelsen, baryton, som også har 11 numre på nr. 5, hvor tenoren John Laursen synger 6, alten Mette Ejsing 4 og sopranen Eva Hess Thaysen 10. På nr. 3 og nr. 5 spiller Tove Lønskov klaver. På nr. 4 synger Elisabeth Rehling også otte salmer med Jørgen Ernst Hansen ved orglet, og på nr. 5 synger Thodberg Bertelsen fem med Frode Stengaard.

Hvordan fordelingen på de seks unge sangere er sket, ved jeg ikke, men det gør i hvert fald sættet e-normt uoverskueligt, både hvis man vil se Nielsens udvikling og hvis man vil studere hans genrer og hans forhold til digterne. Sangerne er hovedsagen.

Og de er fantastisk forskellige.

Hovednavnene er altså Severin med 63, Thodberg med 43 og Rehling med 31 af de 157 sange. Da Nielsen i 1909 har sagt, hvad han vil sige om ord og musik, slutter han: »Om forholdet mellem ordet og musikken er der egentlig ikke meget mere at sige, hvis man da ikke vil ind på en skolemesteragtig udvikling angående tekstdeklamation og lignende.« (12) Det vil han ikke, men det vil jeg altså godt!

Fremførelse, deklamation, kritik, fortolkning, udtryk, foredrag - jeg ved godt at sangerne lærer en masse om alt det. Men hvad lærer de om tekstforståelse? Peder Severin forekommer mig at være typisk 'koncert-sanger', også med en sådans unoder (specielt påfaldende i den unaturlige vokalfarvning - når 'a' bliver ah eller ahr, eller når det 'i', der normalt udtales som 'e', bliver til spidst 'i': 'dah', 'dahrnsk', 'pr Ikkede', Ikke') og sjusk med teksten (eet sted, plade l, nr. 27, strofe 4, linje 4 synger han en forkert linje - andre steder er det nok tekstheftet der er forkert, eller Nielsens tekst i noderne afviger fra det trykte digt). Men mere end unoder er der tale om en holdning: en sanger fremfører musik (melodi samt harmonier og rytme), teksten er mere eller mindre vilkårlig. Derfor er Severin dårligere, jo mere t jenende musikken er, og bedre jo mere han kan lave et koncertnummer. Og hovednumret er så givet det meget atypiske, moderne-ekspressionistiske stykke "Balladen om Bjørnen" fra 1923 (som Klint til gengæld brækker halsen på med for meget 'naturalisme').

På samme måde og i endnu mere udpræget grad er Elisabeth Rehling koncertsangerinde. Hun gennemfører nodetro og konsekvent ren sang uden foredrag. Når hun f.eks. synger Holsteins vidunderlige "Fyldt med blomster blusser" glider ikke blot ordene men også bogstaverne, lydene ud i eet, det bliver næsten uforståeligt. Og når hun prøver med udtryk, kan det bliver ren kælenskab (Holsteins "Fuglefængervise", f.eks.). Bedst er hun, hvor Nielsen bliver mest Weysesk, som i Oehlenschlägers "Hvor sødt i sommeraftenstunden". Nu siger Nielsen ganske vist selv, at man ikke behøver forstå teksten, bare sangeren gør det, og O.K., men så skal man også være overbevist om, at sangeren gør det. Den store overraskelse - og dermed den af de syv plader jeg ubetinget vil anbefale til anskaffelse - er så Lars Thodberg, der i sin fremstilling viser samme evne til at skifte stil og holdning som den kamæleontiske Nielsen selv! Lars Thodberg undgår uimponeret alle fælder, fordi han simpelthen ved, hvad han synger. Selv en sanger må godt være intelligent! Han 'forsvarer' sine tekster og melodier (selv "Du danske mand" og "På det jævne") med en imponerende situationsfornemmelse, i de mest dramatiske sange af og til helt ud i det heroiserende, men med en sikkerhed i distancen, som er noget helt andet end Schiøtz' distancerede 'kultiverede inderlighed'. Han har af og til teknisk besvær, det kan selv en ikke-fagmand høre, og sjusker af og til (som i "Rosen blusser", hvor han synger løve-ti' og 'slæl'(?) i stedet for 'slægt'). Men hans tolkninger er oplevede og nye og af og til meget dristige, som når han gør den flotte, men umådeligt lange og tunge "Der dukker af disen" til en vise, eller når han giver en fællessangsschlager som "Tunge, mørke natteskyer" så mange nuancer, at man nyoplever den. Da han kommer til narreviserne fra Helge Rodes gyselige "Moderen" er han lige ved at ironisere dobbelt, nemlig også over forfatteren, men det er forståeligt. Og når han synger salmer med orgel, får det en inderlig bekendelses-karakter i stærk kontrast til Rehlings kirkekoncert. Thodberg tager chancer, men han vinder som regel, og hans tolkninger er virkelig tolkninger, de har givet mig noget nyt både som musiklytter og poesilæser.

Tenoren John Laursen synger kønt, men lidt svagt, Mette Ejsing til gengæld næsten pompøst og svulmende, men med kraft - en flot stemme! - og Eva Hess Thaysen lyder smukt, men lidt koncertsalsagtig og også ærlig talt lidt uengageret (men hun har også fået nogle ringe tekster og melodier) undtagen i vokalisen og de to forbavsende Jenny Lind-numre fra 1930, den ene Cavalcantis italienske hyrdearie, den anden en utrolig parodi (og samtidig dybt seriøs) på romantisk nationalsang, med Sophus Michaelis' perfekt artificielle tekst.

Men Thodberg Bertelsen er overraskelsen. Og så må jeg selvfølgelig gentage at Ulrik Cold er fremragende for Ulrik Cold-fans (og hvem er ikke det!), men alt for kultiveret til at synge 'folkelige sange'. Hos Jørgen Klint er det derimod en hjertesag mere end en strubesag, og derfor er det hit og miss efter om han føler noget for sangen. Hans 'kunstsange' dæmpes ned til det næsten udtryksløse, men de fleste af 'folkesangene' er utrolig fint afleveret, naivt og kønt og rigtigt.

Klint har også den bedste akkompagnatør, nemlig Rosalind Bevan, som med en mørk og utrolig smuk klang både følger og arbejder selvstændigt, genialt dristigt, hvor der er brug for det. Som i "Irmelin Rose" og "Har dagen sanket", og totalt underordnet og næsten uhørligt hørbart som i Brorson-salmen "Forunderligt at sige" (som forøvrigt også er det smukkeste hos Rehling med orgel).

Tove Lønskov er helt tjenende for Thodberg Bertelsen, forbilledligt, mens man hos Kirkeskov får indtryk af, at de strofiske sange keder hende lidt, men hvor klaverstemmen er en kompliceret kommentar, er Kirkeskov ofte spændende. Men hele spørgsmålet om sangenes klaverstemme som både følgagtig og modspil-lende fortjener en grundig behandling. Også klaveret tolker teksten.

Den lille Renault

Som bekendt siger folk allermest om sig selv, når de taler om deres bil. Nielsen fik kørekort så sent som 1924 og hans første bil var en Renault 1915, som den bette karl stolt er fotograferet sammen med. Om den skriver han i et brev: »...den lille, sikre, ærlige, fine, følsomme, levende og dog mådeholdne Renault, der aldrig gaber højere end den kan æde« (13). Jeg synes det siger det meste der er at sige også om Re-naultens ejer.

Det er denne lille, sikre, ærlige osv. vi møder i sangene, hvor han beviser, at det bestemt ikke er »meget lettere at komponere uudgrundelige harmonier end klare, faste melodier«.(14)

I "Ord, musik og programmusik" sammenligner Nielsen kunstarterne og siger om musikken: »og kan den... ikke udsige noget bestemt eller... give oplysning om det, vi kalder natur og virkelighed, så kan den til gengæld, fremfor de andre kunstarter, belyse, understrege, forudgribe og med lynsnar sikkerhed klarlægge de elementæreste følelser eller mest højspændte situationer«(15). - Det er hvad han gør i de bedste af sangene. Og sangen (tekst plus musik plus fremførelse) er ikke en sammenblanding af kunstarterne, men en genre. I essayet siger han det med en smuk, hjemlig lignelse: »... når man sår byg og havre imellem hinanden i samme ager, så bliver begge kornsorter kraftigere, end om de var holdte hver for sig. Men byggen bliver dog ved at være byg og havren havre«(16). Dvs. digtet bliver ved at være digt og musikken musik.

Og her har han den udfordrende formulering om forhold mellem musik og ord: »Vinødes til at indrømme det: forholdet er et rent dekorativt; dog rigtignok ikke i almindelig forstand, men på samme måde som solens forhold til tingene, som den belyser og giver farve, bestråler og giver glans og tillige varmer og giver liv, så alle muligheder kommer til udfoldelse. Vil man velvilligst tænke sig ordet dekorativ under ledsagelse af tanken om noget, der kræver solens medvirkning for at folde sig ud, åbne sig og blive smukt, så har man forstået, at der ikke ligger noget nedsættende heri« (17). - Nielsen bruger tydeligvis ordet 'dekorativt' på en anden måde end vi vil kunne bruge det. Men han er der i overensstemmelse med sin tid. Når Nielsens første vokale mesterværker var den 26-åriges to suiter til tekster af J. P. Jacobsen, udgivet seks år før, i 1885, så er det jo værd at bemærke, at grunden til at Jacobsen opnåede en så enorm europæisk berømmelse mellem 1890 og 1920, også for sine digte (jævnfør Schönberg og Zemlinsky og Delius), så var det jo netop fordi man opfattede ham som forløber for Jugend-stilen, den dekorative del af symbolismen. Og det er vigtigt at fastholde, at det var her Nielsen begyndte.

Den fremragende amerikanske filosof og kunstkritiker Arthur C. Danto skrev om en udstilling i New York i '86 af kunst fra Wien omkring 1900: »I 1891 erklærede Bonnard: »Maleriet skal frem for alt være dekorativt« og insisterede på, at det var netop hvad han havde lært af Gauguin. Dekoration var en almindelig bestemmende faktor for de kunstneriske bestræbelser i halvfemserne, og en af Bonnards venner, Ver-kåde, sammenfattede tidsånden således: »Ikke flere staffelibilleder! ... Maleriet bør ikke påtage sig en frihed, der isolerer det fra de andre kunstarter. Malerens arbejde begynder dér, hvor arkitekten betragter sit som færdigt. Vægge, vægge, der skal dekoreres! Ned med perspektivet! Væggen skal forblive flade, skal ikke ødelægges med en repræsentation af fj erne horisonter. Der findes ikke billeder, der findes kun dekoration« (18).

Med al respekt for Renaultens og Nielsens mådehold er dette et interessant aspekt på Nielsens musik, måske mest symfonierne, men også sangene.

»En indlevelse i tid og sind uden al stilisering har været vort mål«, skrev Nielsen jo i et brev i 1914 om sit og Laubs arbejde. Men stilisering er ikke det samme som stil. Og Nielsen som overgangsskikkelse mellem symbolisme (halvfemser) og ekspressionime (efter 1900) er jo netop et spørgsmål om stil, helt parallelt til Sibelius, selv om der selvfølgelig er alle mulige personlige og nationale forskelle på den sidstes dystre Koskenkorva-svit og den førstes muntre "Fynsk Frugtvin".

I forordet til 1. samling af "En Snes danske Viser" gjorde Nielsen og Laub jo J. A. P.Schultz' programerklæring fra 1748 til deres, dels at »gøre gode digte almenkendte« og dels, musikalsk, at give melodierne »et præg af det tilsyneladende velkendte«. Dette sidste 'Schein des Bekannten' - som vi idag ville kalde 'intertekstualitet'!- er vel egentlig ikke andet end den kvalitet ved folkesangene, at vi (næsten) umiddelbart kan synge med på dem - og det er nu ikke nogen ringe æstetisk funktionskvalitet, selv om det selvfølgelig ikke er nok.

Torben Meyer skriver så kønt at: »...hvad komponisten gør, er kun at forløse de toner, der latent bor i sprogets musik, og gøre dem til levende melodier. Det var dette, Carl Nielsen forstod som få« (19). Men vi er nu nogen, der ikke helt forstår det dér 'kun'.

Men det er klart at det for komponisten af og til kan føles sådan. At han ikke bare 'forløser' teksten, som det hedder med et nydeligt jordemoderudtryk, men direkte var et talerør (eller sangrør -). Ganske vist brød Laub sig ikke om sin konkurrent i salmebranchen, fordi han ikke var 'et barn af huset', men Nielsen skrev selv i '22 til en højskolemand: »..når jeg skriver en sådan melodi er det som om det ikke er mig der komponerer, men venner, frænder og landets folk der ønsker det således, og det kommer så af sig selv og jeg er kun det rør hvorigennem strømmen går.«(20)

Det lyder jo smukt, og det svarer fint til Richardt Gandrups forklaring på forskellen mellem kunstsang og folkelig sang: »Kunstsangen tolker sin tekst subjektivt, den folkelige tekst bevidner sin tekst på alles vegne«(21). Men det kan også nemt føre til en uheldig inspirations-mystik.

Ulla Vestergaard skriver i sin sammenfatning om, hvordan Nielsen når sit ypperste med så forskellige digtere som Oehlenschläger, Jacobsen, Holstein og Aakjær: »En sådan spredning kunne i forbindelse med mindre overbevisende og særprægede musikalske resultater se ud som en tilfældig og kritikløs holdning i valget af sang-tekster. Hos CN synes alsidigheden dog at have sit udspring i stor tekstlig indfølingsevne, udpræget sprogsans samt en stadig og levende interesse for tidens åndelige strømninger.« (22)

Hvordan det nu forholder sig med det sidste, så er sprogsans og indfølingsevne jo åbenlyse. Men man kan også se det på en anden måde. Meyer fortæller om Spa-niensrejsen (hvor han skrev musikken til "Moderen"), at Nielsen var ved at brække sig, da han blev taget med til tyrefægtning, men siden underholdt han derhjemme familien med parodier på tyrefægtning, med to teskeer bag ørerne som horn (ak, hvorfor havde Ir-melin ikke et videokamera?) Og så skriver Meyer: »Han var enestående som imitator og havde en særlig evne til at plagiere stemmer. Det kunne ligefrem være farligt. Han efterlignede stemmer, han havde hørt, og sagde både hvad de havde sagt, og hvad de kunne have sagt (23)« Jamen, er det ikke netop hvad han gjorde som sangkomponist?

Og i anmeldelsen fra 1921 af Laubs "Danske Sange" skriver han: »... hvad jeg fordrer i al kunst: noget modsat, der mødes og gennemglødes, så det synes ét, men dog bestandig er to, favnende, kærtegnende, som glidende vande over glatte stene, dog uden at komme til egentlig berøring og bryde det legende spil (24)«. Denne beskrivelse af Laub siger meget om Nielsen selv (og hans kærlige, men distancerede forhold til andre mennesker -) og om hans sange. Og det er værd at bemærke at de to ord vi på dansk har for 'play', nemlig leg' og tspir her forenes og omfavner hinanden i udtrykket tdet legende spil': den frie bevægelse og reglerne, improvisationerne og 'kunsten'. Og samtidig Nielsens erotiske musikalske poetik: noget modsat, der mødes og gennemglødes. Som f.eks. tekst og musik.

Tekstleverandørerne

I alt er der vel en 350 Nielsen-værker med tekst: to operaer, en række (verdslige) kantater, mest lejlighedsværker, korsange a cappella, solosange med klaver og folkelige sange for en eller flere stemmer. Hertil har han brugt cirka hundrede forfattere som tekstleverandører, over halvdelen af dem kun een gang. Selvfølgelig fandt han ofte selv frem til teksterne, men en overgang hjalp Laub godt med, og senere var det diverse sangbogsudgivere, præster og højskolefolk, der kom med tilbud, foruden de enkelte forfattere, både professionelle og amatører, der allerydmygst sendte deres produkter til hr. komponisten, der tit nok bed på krogen. Principielt er det let nok at se forskel på kunstsange og folkesange; allerede udgivelsesformen røber det også. Kronologisk begynder det med kunstsange i fornyende forlængelse af dansk romancetradition, og først efter århundredeskiftet dukker mere folkelige sange frem (først og fremmest landeplagen "Jens Vejmand" i 1907). Og da Laub ber ham lege (og især spille) med, bliver det alvor og profession (og selvfølgelig indtægtskilde).

Kunstsangene er mest gennemkomponerede og for professionelle sangere (solister eller kor) og derfor sværere, og digtene beholder deres digtkarakter. Folkesangene derimod er strofiske, kan synges af 'folket' (og er derfor jævnere) og digtet bliver 'tekst', sangtekst. Det er Randi Teglbjærgs opdeling, men der er mange tvivlsomme og overgangsformer. Gandrup siger at folkesangene har klare linjer, overkommeligt tonesprog, naturlige intervaller, sparsom kromatik, iørefaldende skønhed og fin tilknytning til teksterne. Men Gandrup bruger også (populistisk-reaktionært-polemisk) en skarpere skelnen: kunstsang = sangkunst man lytter til, men folkesang = sangglæde man deltager i. Hvis det sidste er rigtigt, bliver vore plader altså for en stor dels vedkommende en sølle erstatning.

Sangene kan så deles op efter tekstgenrer: salmer og åndelige sange (de sidste er ikke for kirken men for privat andagt eller 'gudelige forsamlinger'), sange om fædrelandet og om natur og årstid samt enkelte 'sociale' og mere abstrakte emner ('frihed', meta-emnet 'sang' som i schlageren "Den danske sang"), plus diverse smågenrer: børnesange, viser (muntre eller sørgelige), folkeviser og skæmteviser. Og så altså romancer og lignende lyriske eller lyrisk-episke typer.

Og så er der det med kvaliteten, for de er selvfølgelig ikke allesammen lige gode. Skematisk er der fire muligheder: dårlig (eller ligegyldig) tekst og dårlig melodi - dårlig tekst og god melodi - god tekst og dårlig melodi - god tekst og god melodi. Det sidste er selvfølgelig det ideelle, men tænk på hvor stort det kgm være selvom om vi må nøjes med mindre (f.eks. alle Schuberts geniale melodier til elendige tekster -). Hos Nielsen finder vi (også på pladerne) alle fire typer.

Også den folkelige gennemslagskraft er naturligvis et kvalitet s-kriterium for de folkelige sange, omend usikkert. Det er jo deres funktion. Bliver de optaget i sangbøgerne (eller salmebogen)? Og bliver de så virkelig brugt?

Svaret er jo, som vi ved, at der er omkring halvtreds Nielsen-sange, som vi allesammen (eller hvor meget er det i tilbagegang? er det snart kun en tredjedel af os?) kan mere eller mindre udenad. Og tit er det jo heldigvis fordi de ikke bare har gode ('iørefaldende') melodier, men også gode tekster.

Risikoen med en strofisk sang, og det har vi utallige eksempler på ikke bare hos Nielsen, er selvfølgelig, at komponisten bider sig fast i første strofe, så melodien passer knap så godt til de følgende strofer. Sådan må det jo nok være, og der behøver ikke engang at være metriske variationer fra strofe til strofe (som de ræddelige trykskift Johannes Jørgensen laver i "Nu lyser løv i lunde" som komponisten ikke kan redde ); et metrum er jo et abstrakt system, som ikke tager hensyn til det formelt vigtige problem der hedder ordgrænser (et tostavelsesord har ikke samme 'vægt' som to enstavelsesord, et ord med een vokal har ikke samme 'fylde' som et med en vokal omgivet af to konsonanter på hver side. Og også vokalerne (og konsonanterne) har forskellig kvalitet - selvfølgelig også i vores verssystemer, som ikke er officielt 'kvantiterende' - men alt dette ved vi (litteraturkritikerne) så uendelig lidt om og må derfor overlade det til digteres og komponisters og interpreters intuitions autoritet!). Og endelig har ordene jo forskelligt 'indhold', såmænd.

Sommetider kan det løses genialt som i tonesætningen fra 1916 af Aakjærs "Svalen" fra 1908: akkompagnementet til første strofe om svalen fortsætter og farver de følgende strofer, binder dem mere sammen.

Det modsatte eksempel er julesangen "Himlen mørkner, stor og stum" fra 1924 til tekst af den ukendte Mogens Falck. Den melodi står også i Sangbogen Danmark, men dels til Ingemanns "Dannevang med grønne bred" og dels til L. C. Nielsens "Er din stue lav og trang" - prøv at synge de tre linjer på samme melodi og kom så igen med musikken der kan »belyse, understrege, forudgribe og med lynsnart sikkerhed klarlægge« osv...

Forøvrigt synger Thodberg den, altså "Himlen mørkner", meget overbevisende. Ligesom han får et flot nummer ud af Bjørnsons "Sangen har lysning", som er det rene kitsch ("Samtidens længsler i toner vi fange / ind for en eftertids sjælfulde sans"! Naij, hr. Nielsen, vil De lægge navn og noder til det?), selv om jeg må indrømme jeg hører en ganske svag ironi på ordet 'festlige' i sidste linje hos Thodberg (og hos Nielsen, den strik?).

Det modsatte: at Nielsens kun er een af mange mulige tolkninger som man (lytteren subsidiært folket) må vælge imellem er der naturligvis mange eksempler på. Det vidner om Jacobsens uhyre popularitet i perioden, at f.eks."I Seraillets have" er tonesat af mindst ti komponister foruden Nielsen og schlageren "Irmelin Rose" af mindst fjorten (i al fald Zemlinskys husker jeg som fremragende). Nielsens Irmelin er sikkert bedst - ellers ville han vel ikke have opkaldt en datter efter hende. Men hylesvær at synge med den rette balance mellem romantik og ironisk pastiche og satire. Gold er bedst her, men ingen af de tre fordunkler mindet om Aksel Schiøtz. Og en anden af Jacobsensangene, "Har Dagen sanket al sin Sorg", er Nielsen ene om, forståeligt nok, for den har tydeligvis ikke været forståelig nok for hverken Cold, Klint eller Severin. (Om den så var det for Nielsen - eller for Jacobsen! - er to helt andre spørgsmål). Og forresten, hvad angår forståelse: når Klint i "Til Asali" to gange synger 'hvor' som 'voer' (som i hvor henne?) når meningen siger 'vorr' (ih hvor -), er det vel et helt pænt eksempel på manglende tekstforståelse, ikk'?

Forøvrigt har Rondo-sættet fundet et ukendt mesterværk frem, som er lige så ekspressionistisk-eksperimentelt som "Bjørnen" og lige så metrisk frit (nemlig i 'frie vers') som Jacobsen: den dansk skrivende islænding Johan Sigurjonssons skuespil-sang fra 1918, "Skjaldens drapa", som består af to lange parallelle tekstforløb, det første i nutid, det andet i datid. Det klarer Nielsen helt suverænt. Men her er vi unægtelig så langt væk fra folkesangen vi kan komme.

Både i skuespilmusik og i kantater indgik der jo som bekendt sange, der siden blev overtaget af A/S Folkeeje. Og det er vel ikke usandsynligt at der endnu flere blandt dem, der endnu ikke er på plade, som kunne blive opkøbt af enten dette firma eller Art Exclusive Ltd. - Og mon ikke det var det sidste firma Nielsen helst ville sælge til? Det var ikke bare krukkeri og træthed, når han af og til forholdt sig skeptisk til sin folkelige succes.

Men folkelig succes, det havde 'den mindre Nielsen'. Og så selvfølgelig kunne han også takke digterne for det.

Hitlisten

Ser vi på Ulla Vestergaards opgørelse over tekstleverandører til de verdslige sange, kunst- og folkesangene men minus salmerne ( hvor N. F. S. selvfølgelig kommer ind som en flot nr. l, 44 af ham tonesatte Nielsen, men jo mest salmer), så ser forfatternes hitliste sådan ud:

14: Aakjær

12: Oehlenschläger, Holstein, Rode

11: Aage Berntsen, Jacobsen, L. C. Nielsen
(og Brorson)

8: Drachmann (som Nielsen ikke kunne døj e)

7: Vilhelm Andersen, Bjørnson, Rørdam

6: Hostrup, Johannes Jørgensen

5: H. C. Andersen, Blicher, Einar Christiansen, Ingemann, Poul Møller, Chr. Richardt 4: Anton Berntsen, Hauch

3: Aarestrup, Bergstedt, Michaelis, Niels Møller, Carl Nielsen selv, Stuckenberg samt Davids salmer

2: Burns, Ewald, Holberg, Johannes V. Jensen, Kingo, Axel Olrik, Paludan-Müller, Fr. Poulsen Og så 53 med een tekst hver.

Mange af dem er naturligvis med af tilfældige grunde, fordi de har skrevet opera- eller kantatetekst eller skuespil. Men der er alligevel en tydelig udvælgelse, hvor personlig smag, temperament, samforståelse må have spillet ind. Det naivtrørende hos Oehlenschläger, det ungdommeligt splittede hos Jacobsen (og den unge Nielsen -), det mandigt-smukke og ø-danske hos Holstein og så Aakjær, ja, simpelthen hele hans 'melodiskhed'.

Og udeladelserne: kun de to jyske sange fra "Kongens Fald" (skævt fremført af Severin, uden stilsans) og ellers intet Johannes V. Jensen. De omgikkes ellers, ligesom Nielsens kendte Claussens, og af tidens største lyriker har tidens største komponist intet tonesat. Men så skal man bare huske at det først er efter 1945 Sophus Claussen er blevet placeret som den store moderne lyriker, og han blev ikke i sin samtid anset for 'sangbar'. Og efter '45 er det åbenbart for sent - eller vil nogen en dag vise, at Claussen kan komponeres? DET HER ER EN HANDSKE, TILKASTET LÆSENDE KOMPONISTER! (25)

Sagen er selvfølgelig at Claussens musikalitet er lige så kompliceret som den instrumentale Nielsens, så at det i virkeligheden er symfonierne, der tonesætter Claussen, Nielsen uafvidende, han kunne formodentlig ligesom de fleste i samtiden knap læse Claussen.

Men hvad er det da for en 'musikalitet' de 'sangbare' digtere har? Det er de fleste tilfælde en stemning, enten det flotte og fejende eller det inderligt rørende. Hos nogle af de samtidige, populære og offentligt meget anvendte digtere, som Nielsen samarbejdede med, digtere der nu er mere eller mindre glemt af andre end litteraturhistorikerne, er det en 'musikalitet' i det ydre, en klang