Et åndehul i Århus

Af
| Årgang 66 (1991-1992) nr. 01 - side 15-18

- portræt af Århus Sinfonietta


Af MORTEN LAMBERTSEN

(En velkommen fornyelse

Det var en af de helt gode oplevelser at arbejde med Århus Sinfonietta, da de indstuderede og opførte mit værk "Spar Konge, Dame og Es": med en omhu ikke blot for detaljen, men for meningen med hver detalje, lod musikerne, dirigenten og den kunstneriske leder mig ikke et øjeblik i ro! Jeg fik den sjældne følelse af 100% engagement af alle medvirkende. Når man dertil ligger at det drejer sig om en så væsentlig fornyelse som en sinfonietta, er det næppe vanskeligt at forstå, at jeg med stor glæde fortsætter samarbejdet og har sagt ja til opfordringen om at komponere et nyt værk til ensemblet. Min erfaring med Århus Sinfonietta er ganske vidst af nyere dato, men har ikke desto mindre efterladt et dybtgående indtryk: den uselviske ensembleånds rene og høje luftlag. For dansk musikliv vil det være lykkeligt om der også økonomisk vil være tilstrækkelig opbakning omkring denne velkomne fornyelse. Og helt bogstaveligt en skam - for dansk musikliv - om dette initiativ ikke skulle få tilstrækkelig
støtte fra de bevilgende instanser.

Per Nørgård)

I efterhånden mange år har man snakket meget om, at dansk musikliv mangler et fast sinfonietta-ensemble. Samtidig har den hjemlige benovelse over udenlandske ensemblers opførelser af ny dansk musik, ofte efterladt det fejlagtige indtryk, at vi i Danmark ikke er i stand til at præstere musikere på helt samme niveau.

Disse, og mange andre betragtninger motiverede komponisten Hans Abrahamsen til, sammen med basunisten Niels-Ole Bo Johansen og cellisten Jens Lund Madsen, at gøre noget ved snakken. Århus Sinfonietta debuterede sidste efterår, og har siden givet ikke mindre end 12 koncerter. Musikerne, hvoraf halvdelen er rekrutteret fra Århus Symfoniorkester, har alle base i eller i nærheden af Århus, og de ældste er endnu mindst 35 år fra pensionsalderen. Med bare én sæson i ryggen, lyder en lille buket af anmelder-superlativer således: »Enestående, dygtige, højt kunstnerisk niveau, levende, forfriskende...«. Gennemgående fremhæves musikerne og deres faste dirigent Søren K. Hansen for den klanglige homogenitet og en veloplagt umiddelbar spillestil. Alle nærer store håb til ensemblets fremtid.

Demokrati og selvstyre

Et studieophold hos solobasunisten i det franske Ensemble Inter Contemporain, satte skub i Niels-Ole Bo Johansens gamle drøm om at danne en Sinfonietta. Over en kantinebajer med kollegaen Jens Lund Madsen, efter en koncert med symfoniorkestret, kom der gang i sagerne: »Jeg har, med bl.a. Esbjerg Ensemble, altid spillet en masse ny musik og kammermusik, og Jens fortalte at han efter Elsinore Players igen havde lyst til noget lignende. For en musiker er sinfonietta besætningen en ideel udfordring. Man er på én gang solist, kaminer- og orkestermusiker. Alle er lige meget med, der er ingen biroller. Med sin baggrund som blå. arrangør af Numus festivalen og kunstnerisk leder af Esbjerg Ensemblet, stødte Hans Abrahamsen til, og snart havde vi sat navne på musikerne og formuleret en hel sæson.«

Bag, og foran de tre initiativtagere ligger der et enormt arbejde, primært med at få økonomien til at løbe rundt. I travle perioder har således næsten al fritid været beslaglagt af denne, den første danske sinfoniet-tas fødsel. Fra alle sider er det længe ventede barn blevet modtaget med lykønskninger og opmærksomhed. Ikke uventet, for Århus Sinfonietta er i international sammenhæng lidt af en efternøler. Siden 60erne er talløse sinfoniettaer og beslægtede ensembletyper skudt op overalt. London Sinfonietta, det hollandske ASCO Ensemble, Die Reihe i Wien - og man kunne fortsætte. Med speciale i først og fremmest ny musik og en utrolig høj teknisk såvel som musikalsk standard, er fællesnævneren demokrati og selvstyre. Ingen spilledåser, men - som i Århus Sinfonietta - medbestemmende, kompetente musikere. Som da Elgar Howarth, London Sinfoniettas faste dirigent, dirigerede det århusianske søsterensembles debutkoncert. Under en prøve sagde han: »Lad ikke mig om at få jer til at spille, det skal komme fra jer selv.«

For en orkestermusiker er det en stor tilfredsstillelse at spille i en sinfonietta. Niels-Ole Bo Johansen: »På ingen anden arbejdsplads end i et symfoniorkester skal 102 ansatte fuldstændig synkront gøre det samme på tegn fra en mand. Så selvom man måske har et iøvrigt fantastisk job som orkestermusiker, er sinfo-niettaen lidt af et åndehul for os. Bolden ruller hele tiden, i et symfoniorkester skad der, som med en supertanker, drejes 20 takter forinden. Et stort orkester er et hieraki, med dirigenten som enevældig. I sinfoniettaen er skrankerne nedbrudt. Faktisk er vi på sin vis alle både dirigenter, komponister og musikere, alle er lige aktivt medskabende.«

Jens Lund Madsen tilføjer: »Meget symfonisk musik er svær at få helt på plads. Rytmisk komplekse ting eller f.eks. kvarttoner er vanskelige at spille helt nøjagtige med en stor strygersektion.«

Foruden at være kunstnerisk leder, fungerer Hans Abrahamsen ved prøverne - der minder om workshops - som en slags producer: »Uden at dirigenten af den grund underdrejes, er jeg, som også alle musikerne, med til gennem forslag og diskussioner at forme musikken. Den enestående åbenhed og kontakt gør det let at afprøve en masse muligheder. Et symfoniorkester er en institution, og skal behandles som sådan. På den måde, det nødvendigvis fungerer, kan det være svært at prøve utraditionelle ting, og man kan aldrig optimalt realisere et partitur helt ud i hjørnerne. Ingen kan forvente at alle musikerne er lige entusiastiske, og prøvetiden er er altid begrænset. Skriver en komponist noget der er forkert, fører afstanden bare til at han og musikerne tænker hver deres. Så også som komponist lærer jeg en bunke af at arbejde med sinfoniettaen.«

Uden at Århus Sinfonietta af den grund ønsker at imitere en anden spillestil end deres egen, bidrager Christoffer van Kampen og Elgar Howarth som tilbagevendende gæstemusikere med erfaringerne fra London Sinfonietta. Jens Lund Madsen: »Det er vigtigt ikke at låse sig fast på noget endegyldigt forbillede. Vi vil være så gode som vi kan blive, med de forudsætninger vi har. Men naturligvis kommer ingen uden om London Sinfonietta, de er fantastisk dygtige og har siden 60erne været banebrydende.«

Århus Sinfonietta bruger over dobbelt så meget prøvetid som normalt et symfoniorkester, og de 7-8 timer lange rnarathonprøver bringer hver gang musikerne over 'muren'. Der ligger mindst 30 timers prøvearbejde i en enkelt koncert, men mediet i sig selv byder også på en del indbyggede udfordringer. Traditionelle ensemblekonstellationer, som feks. en strygekvartet eller blæserkvintet, holder sig stort set inden for familierne, foretrækker egalitet, og har i reglen ingen medfødte balanceproblemer. I sinfoniettaen samles alle slægtens medlemmer, en af hver slags. Men balanceforholdene er ikke en til en, og det er ikke ligetil at bringe f.eks. en basun i ligevægt med en bratsch. Af andre vigtige arbejdsområder nævner Hans Abrahamsen bl.a. grundartikulation, opstilling, dynamik og tempovalg.

Kunst koster penge

Medaljens bagside hedder i dette - som i så mange andre tilfælde - økonomi. Og det er nu engang sådan, at er man ikke tilstrækkeligt disponeret for det markedsorienterede, og er man optaget af stort andet end med et omsætnings-fremmende smil at foretage sig noget valutaindtjenende, så må man også regne med løn som forskyldt. Det har krævet utallige timer og stort slid af de tre stiftere, som i parantes bemærket både hæfter juridisk og økonomisk. Første sæson kostede det uhørt lave beløb af 250.000. Til sammenligning ville det, bare i musikerlønninger, koste langt over fire millioner hvis Århus Sinfonietta var et statsensemble til tariffen. Koncerthonorarer skraber de lovfæstede, absolutte bundgrænser. Regissør- og arkivarbejde, koordination, PR osv. gøres naturligvis vederlagsfrit. Men herom Niels-Ole Bo Johansen: »Ved den første prøve før en koncert ånder vi lettet op. Så er det nemt, så kan vi komme til sagen. Det store tidskrævende arbejde forinden gør man ikke uden en følelse af, at det for musiklivet næppe er den mest hensigtsmæssige brug af hverken Hans eller os som musikere.«

Første sæsons bidragydere fordeler sig med 65.000 fra Statens Musikråd, Augustinusfonden 15.000, underskudsgarantier fra kommune og amt 42.000, resten dækkede radiohonorarer, med entusiastisk opbakning fra DRs Lars Ole Bonde.

I første omgang håber man blot på at kunne gennemføre næste sæson. Af de 250.000 sinfoniettaen indtil videre har fået, er 80.000 fra musikrådet, hvilket er det maksimale støttebeløb. Det er man naturligvis glade for, men det er samtidig beklageligt at der ikke findes flere midler til støtte af noget der i forhold til prisen uden tvivl vil kunne spille en vigtig og nærende rolle på den danske musikscene. F.eks. præsterer næppe noget andet dansk ensemble seks uropførelser på bare fire koncerter.

Endvidere lægger Hans Abrahamsen vægt på, at den sum penge Århus Sinfonietta har behov for, udelukkende skal bruges til at dække konkrete og indlysende udgifter. Der er altså ikke tale om, at man beder om støtte til et ambitiøst svævende kunsteksperiment. Tværtimod har Århus Sinfonietta gennem en, snart to, klart formede sæsoner bevist initiativets omfang og seriøsitet. De usikre vilkår besværliggør ikke bare engagering af solister og gæstedirigenter ud i fremtiden, men er også i høj grad en trussel mod den livgivende funktion ensemblet har som aftager af nykomponerede bestillingsværker. Til trods herfor, indebærer ulemperne alligevel visse fordele. Som det er tilfældet med Numus festivalen, der i mange år bevidst har manøvreret sig fri af al institutionalisering, er det vitalt for et ensemble som Århus Sinfonietta at forblive selvbestaltet. Man ønsker forståeligt nok at undgå de kvælende forhåndsbetingelser og risikoen for kunstnerisk stagnation, som offentlig etablering desværre for ofte medfører. Men dette ikke være sagt uden at musikerne kraftigt understreger hvilken lettelse det ville være, hvis man blev sikret 3-4 års arbejdsro gennem en forplig-telsesløs årlig støtte på bare små 300.000 kr.

»At kunst også koster penge, er et indiskutabelt faktum. Grundlæggende handler det om arbejdsbetingelser, og her kunne de som fordeler kulturstøtten måske se på, hvad der foregår i udlandet. Sidder man som fordeler af disse midler, er man også ansvarlig for kulturlivets udformning. Nedprioriterer man feks. ny musik, falder den let i hænderne på tilfældigheder og uengagerede opførelser, og på den måde kommer den aldrig et bredere publikum i møde. Selvom man herhjemme kan spore en tiltagende interesse for ny musik, er den tilværelse den fører stadig helt afhængig af de vilkår man byder den. Vi vil gerne vare med til at få den ud, at synliggøre den, både i Danmark og i udlandet, og med tiden håber vi på at kunne blive en slags kultur ambassadører.

Den nuværende fordelings-politik tilgodeser gerne bredden - tag f.eks. Højlundfonden eller den rige støtte til musikskolerne - men skyr eliten. Eller for at være præcis: det som har faet påklistret en etikette med navnet 'elite'.

Man kunn ønske sig et mere opsøgende og positivt nytænkende kulturpolitisk bagland med et skarpere blik for nye og utraditionelle tiltag. Den ideelle løsning for os ville faktisk være noget der ligner Kunstfondens treårs legater, altså en fast årlig ydelse på omkring 300.000. Blev dette virkelighed, ville det sikre ensemblets helt vitale grundsæson, og vi ville fortsat gøre vores bedste, men sove bedre om natten«, forsikrer Hans Abrahamsen.

Gunstigt arbejdsklima

At der ikke er noget som helst elitært eller sammespist over Århus Sinfonietta, kan man ved selvsyn konstatere ved deres koncerter. Musikerne har smidt de kvælende slips og knirkende laksko, og optræder i stedet i spraglede skjorter og løstsiddende bukser. Alt synes at foregå i en atmosfære af afslappethed. Men selv om det formelle er bragt ned på jorden, ligger det musikalske nivau - som Per Nørgård ovenfor bemærker - i alt andet end gulvhøjde.

Den nicheagtige placering ny musik ofte får, er tildels selvforskyldt. I erkendelse af dette, gør man i Århus Sinfonietta så meget som muligt ud af PR (iøvrigt med aktiv - uofficiel - indsats af symfoniorkestrets informationschef Jens Rossel). At man har fået bid, bevidner en publikumstilstrømning på 150-200 pr. koncert. En god fangst, når man tænker på, at London

Sinfonietta har 300-400 og Ensemble Inter Contemporain 150-200 tilhørere pr. koncert og det i London og Paris, altså ikke i Århus!

Om det på mange måder gunstige århusianske kulturklima, bemærker Niels-Ole Bo Johansen: »Da jeg for nogle år siden som ubeskrevet ung musiker kom til byen, lagde jeg mærke til at folk i musiklivet er - ja faktisk - utrolig søde overfor hinanden.

Det åbne miljø jeg mødte, virkede ikke domineret af magtfulde kulturetablissementer, og både budgetter og institutioner her i Århus er så forholdsvis små, at man må knokle med tingene. Alle andre steder end lige her, ville man nok indlægge folk, hvis de forsøgte at sætte Wagners "Ring" op med de forhåndenværende ressourcer. Ikke desto mindre blev den en international succes.«

En anden nævneværdig faktor skyldes et interessant lærestykke i netop ikke at undervurdere et nutidigt koncertpublikum. Med symfoniorkestrets chefdirigent Norman del Mar og hans sære program-sammensætninger, strømmede abonnenter og abonniner til. Idag er situationen den, at f.eks. en Numus-koncert med symfoniorkestret her i maj, var fuldstændig udsolgt. På programmet stod værker af bl.a. Nono, Scelsi og Ligeti!

Århus og den ny musik er også et kapitel for sig. En lang række komponister og musikere - Per Nørgård, Pelle Gudmundsen-Holmgreen, Karl Aage Rasmussen, Ejnar Nielsen m.fl.- har i funktion af lærere ved det stedlige konservatorium fungeret som igangsættere. Sidst men ikke mindst, er det svært at overvurdere betydningen af den årligt tilbagevendende Numus festival. Disse omstændigheder taget i betragtning, har Århus uden tvivl været udmærket grobund for et initiativ som Århus Sinfonietta.

Om selve programmerne siger Hans Abrahamsen som kunstnerisk leder: »Sinfoniettaen er et demokratisk foretagende, men hvad angår repertoiret har jeg det afgørende ord, hvilket både er nødvendigt for den kunstneriske linje og profilen i det hele taget. Men vi opfører kun værker, vi selv mener virkelig fortjener at blive spillet, og alle går 100% ind for sagen. Jeg forsøger at sammensætte programmerne, så værkerne belyser hinanden indbyrdes. Vi vil ikke begrænse os til kun ny musik, for måske afslører Mozarts blæseroktet hørt i lyset af Schönbergs kammersymfoni og musik af Birtwistle, nye sider af sig selv - og omvendt. Vi har også mange gengangere på repertoiret, det er vigtigt både at høre og spille et værk mange gange. Musik er altid åben for nye opdagelser.«

Fremtiden

Programmet for sæsonen '91-'92 er mildest talt interessant. Ved Århus Festuge, fre. 13.9, er temaet nordisk, eller nordisk inspireret, med Stravinsky's "Dumbarton Oaks", Per Nørgårds harpekoncert "Dame, konge, es", Kaija Saariahos "Lichtbogen" og Griegs Holbergsuite. Torill Nielsen, harpe og Frans Rasmussen, dirigent.

Den første af fire hjemmebanekoncerter i Musikhuset byder på Saties bizarre "Sports et divertissements", arrangeret, eller genkomponeret, for 5 instrumenter af Karl Aage Rasmussen. Også en uropførelse (og iøvrigt senere pladeindspilning) er Mogens Winkel Holms "Min syster, min syster" for sopran og ensemble, desuden Charles Ives' "Set no.l" for kammerorkester, en rigtig ørehænger, og der rundes af med Karl Aage Rasmussens efterhånden ofte opførte "Movements on a moving line". Koncerten finder sted den 30.9. Åsa Bäverstam er solist, Søren K. Hansen dirigerer.

"Silbury Air", et af Harrison Birtwistles vigtigste værker, kan høres første gang i DK må. 9.12. sammen med Erik Højsgaards "Fire skitser", Mozarts oktet for blæsere i C-mol, og et af den tonale ekspressionismes hovedværker, nemlig Schönbergs første kammersymfoni. Elgar Howarth dirigerer.

Ma. 16.3. 1992 er Elgar Howarth tilbage for at dirigere Ligetis kammerkoncert, og uropførelsen af "Three Misteries" er et arrangement af en stor arie fra Ligetis "Le Grand Macabre", foretaget af Howarth med komponistens billigelse. Hakon Hardenberger er også solist i et stykke for trompet og ensemble af Stefan Wolpe, desuden uropføres et nyt værk af Per Nørgård.

Til den sidste koncert i serien har Hans Abrahamsen arrangeret 7 kanoner af Bach, Karl Aage Rasmussen har komponeret et nyt værk for violin og 13 instrumenter, solist bliver Århus Sinfoniettas egen Christina Åstrand, Stravinskijs "Renard" er en gammel kending, og endelig kan høres en dansk førsteopførelse af Luciano Berios "Ricorrinza". Søren K. Hansen dirigerer d. 13.4.92. Forude venter koncerter rundt omkring i landet, flere uropførelser og også pladeindspilninger. Desuden er der følere ude om turneer både England og Sovjetunionen. Men selv om også talentet er stort, nytter det ikke meget hvis pengene er små.

En rigtig deprimerende slutning (var der nogen der sagde typisk dansk?), ville være den, hvor Århus Sinfonietta grundstødte, fordi man ikke kunne finde den lille kvarte million - altså hvad man i andre sammenhænge plejer at betale for en hæderlig japansk fabrikeret familiebil.

Morten Lambertsen studerer teori ved Det Jydske Musikkonservatorium og er freelance skribent ved dagbladet Information.