Frugtbar forvirring på slottet

Lerchenborg Workshop 1. - 4. august 1991

AF HANS MATHIASEN

Arrangøren havde i år valgt to hovedemner, som de fleste af festivaldagenes workshops, seminarer og koncerter koncentrerede sig om. Den ene del drejede sig om dansk og svensk musik, såvel akustisk som elektronisk, den anden del var koncentreret omkring en præsentation af nogle af de mange - herhjemme relativt ukendte - nyere komponister fra Baltikum og Sovjet.

Musikdagene indledtes torsdag aften med en diskussion af nogle af de spørgsmål, der melder sig når talen falder på elektroakustisk musik. På workshoppens dagsorden stod bl.a. en behandling af emner som f.eks. opførelsespraksis indenfor elektroakustisk musik og computermusik m.m. I en artikel i programbogen, opsummerede Anders Blomquist udviklingslinier i den svenske elektronmusik. Han mener, at der i de senere års mange eksperimenter indenfor blanding af forskellige musikalske medier, kan spores en angst for blot at lade musikken tale for sig selv. Når musik opføres live er den i meget høj grad påvirkelig af udenomsmusikalske faktorer, som f.eks. den udøvende musikers kropssprog o.l. Hvor det indenfor den live-opførte musik således er muligt for den dygtige musiker at tilføre et værk nogle værdier, som det rent kompositorisk måske ikke formår at frembringe, må båndmusikken stille sig selv nogle meget høje indre materiale-mæssige og strukturelle kvalitetskrav for at kunne fange et publikums interesse.

Et andet synspunkt, der blev trukket frem under diskussionen, gik på elektron/computermusikkens manglende referencer til den traditionelle instrumentbundne frembringelse af selve tonen; den elektroniske musik bliver for abstrakt, og det lader sig ikke gøre at knytte den naturligt til nogle af de referencerammer, vi normalt benytter os af i vores omgang med den a-kustiske musik.

Diskussionen mundede ikke ud i nogen egentlig afklaring af dagsordenens punkter, - istedet viste det sig at de følgende dages omfattende program efterhånden forsynede festivalpublikummet med en række klingende eksempler på bl.a. disse problemstillinger.

Danmark - Sverige i Parken

Tager man programlægningen af musikdagenes to koncerter med hhv. dansk og svensk elektroakustisk musik for pålydende og ser dem som udtryk for hvilke spørgsmål, der nu rører sig i disse kredse, må man konstatere at de to Øresundslande ikke har meget tilfælles på dette område.

Det rød/hvide hold stillede op i noget, der kunne ligne stærkeste opstilling med ialt fem værker af Fuzzy, Nørgård, Møller Petersen, Winkel Holm/Aaquist Johansen og Siegel. Ofte beskyldes elektronmusikmediet for at være for teknisk, uden kontakt til 'virkeligheden', men paradoksalt nok tog samtlige fem værker ved koncerten mere eller mindre direkte udgangspunkt i, hvad man kunne kalde naturbestemte forhold. Til tider kunne det virke, som om musikken alene fandt sin berettigelse i efterligningen af disse forhold; det danske hold spillede for sikkert, risikerede for lidt.

Bedst virkede Per Nørgårds reviderede og forkortede udgave af værket "Kalendermusik", nu kaldet "Års-frise". Netop fordi stykket varede så forholdsvis lang tid (l time), kunne man som lytter nå at falde til ro inden for værkets egne rammer - det var meditation fremfor imitation.

De blå/gule havde valgt at præsentere en række forskellige indfaldsvinkler til mediet. Dette valg resulterede naturligt nok i et noget mere nuanceret indblik i landets lange elektronmusikalske tradition, end tilfældet var ved koncerten med den danske musik.

Flere af værkerne kunne høres i forlængelse af diskussionen om den abstrakte computerlyd overfor den mekaniske/organiske akustiske lyd. Således kom især to værker til at stå overfor hinanden: Rolf Enströms "Directions" og Pär Lindgrens "Houdinism". Beggebenyttede de sig af et materiale, som ikke umiddelbart lod sig - -sammenligne med klangen af akustiske instrumenter, de var begge 'rene' elektronmusikværker. Den markante forskel mellem de to værker bestod i måden de formulerede det valgte materiale på.

I Rolf Enströms stykke falder 'udsagnene' med en selvfølgelighed, som henter sin kausalitet fra bl. a. den sproglige frasering, mens enhver form for strukturel kausalitet omhyggeligt er undgået hos Pär Lindgren. Selvom de to værker på det klanglige plan har visse sammenfald, er der ikraft af de valgtc/fravalgte struktureringsprincipper tale om to vidt forskellige lytte-oplevelser, den ene direkte og vedkommende den anden bevidst afvisende og lukket.

Begge de her omtalte koncerter med elektroakustisk musik fandt sted under åben himmel i parken omkring Lerchenborg, hvor der også var ophængt forskellige mobiler og papirskulpturer som, sammen med en lydinstallation af Wayne Siegel: "Music for Wind", dannede en særpræget ramme omkring de fire festivaldage. Siegels lydinstallation var indrettet således, at dens forskellige musikalske parametre lod sig påvirke af de konstant skiftende vindstyrker og retninger, altså en slags musikalsk mobile.

Når der var koncerter i parken, eller når festivalpublikummet blot spadserede omkring i pauserne, ledsaget af Siegels "Music for Wind" (se også forsidens skærmudskrifter fra computer) ændrede man ved sin blotte tilstedeværelse det aktuelle helhedsbillede, man blev en lige-gyldig del af det samlede synsindtryk. En fin tanke, men hvordan man end vender og drejer det, er og bliver sådanne mobiler statiske.

Kamæleonen Malov

Broderparten af den del af Musikdagene, der handlede om præsentation af den nyere baltiske og sovjetiske klavermusik, blev varetaget af den russiske pianist m.m. Oleg Malov.

I den lumre danske sommervarme mødte publikum i første omgang Malov som engageret fortolker af en

musik med en ofte voldsom tyngde og seriøsitet, meget ulig den, vi kender på de hjemlige breddegrader.

Særligt ved lørdagens seminar, som snarere var en egentlig koncert, lykkedes det for Oleg Malov at trænge i-gennem den tætte varmedis og med overbevisende klaverspil gøre rede for nogle af de musikalske linier, der i øjeblikket tegner udviklingen i de pågældende lande.

Ved fredagens aftenkoncert var det Nikolaj Korndorfs "Jarilo" der stod stærkest. I dette værk benytter Korndorf en af de enklest tænkelige kombinationer af akustisk musik og bånd: mod slutningen tilsluttes en båndoptager, som løbende gennem resten af stykket med 10 sekunders forsinkelse gengiver det netop spillede i en svagere nuance indover det på dette tidspunkt klingende forløb.

Set i lyset af de mange langt mere komplicerede processer som blev sat i værk i forbindelse med opførelsen af andre af festivalens værker, var det ganske tankevækkende, hvor stor en effekt denne simple ekkovirkning kunne have på oplevelsen af Korndorfs værk.

Den sovjetiske musik indeholdt den nævnte seriøsitet, men kunne pludselig slå om i en ekstremt pågående løssluppenhed. Hér var det en helt anden langt mere popularitetssøgende side af pianisten Malov, der kom til syne - en besynderlig kontrast til indtrykket fra de foregående arrangementer. Ka' mæleoner få solstik?

En kort-slutning?

På sidstedagen var intet mindre end kulturministeren og det halve Tivoli-fyrværkeri blevet mobiliseret for at danne en værdig ramme om afslutningen af den 26. Lerchenborg Workshop.

Åke Parmerud, som gennem hele festivalen bl.a. havde markeret sig som en dygtig formidler af den svenske elektronmusik, var sammen med Anders Blomquist programsat til musikalsk at sætte det sidste punktum for festivalforløbet. Emnet for den planlagte koncert var live-electronics', en kombination af netop de to elementer som havde dannet tema for mange af festivalens arrangementer: de computerstyrede forløb i mecl/modspil med den levende musik. Dette forløb kunne have samlet workshoppens mange løse forbindelser. Men elektronmusikkens obligatoriske Jaques Tati-optrin fornægtede sig heller ikke denne gang: de løse forbindelser forblev løse.

At denne sidste performance gik i fisk på grund af tekniske vanskeligheder, kunne dog ikke overskygge den spektakulære afslutning i form af et formidabelt festfyrværkeri.