Klangens udforskning

DMT har i de seneste par årgange bragt interview- og analyse-artikler, som omhandler den kompositionsmåde, der sædvanligvis omtales som spektralmusik. Senest komponisten Tristan Murails redegørelse for værket ""Kristi syv ord på korset"" (nr. 6 1990/91). Spektralmusikken er en kompositorisk tænkemåde, en behandling af det musikalske materiale, som man først og fremmest forbinder med franske komponister, der arbejder i det institut Pierre Boulez grundlagde i Paris 1977: ""Institut de Recherche et de Coordination Acoustique/Musique"" (Institut for udforskning og koordinering af akustik/musik), i daglig tale kaldet IRCAM. Det er komponister, som Gerard Grisey og Tristan Murail, der idag er med til at tegne IRCAMs profil. Og det gør de så godt, at komponister fra hele verden valfarter til Paris for at studere den spektralmusik, der er blevet omtalt som 80ernes vigtigste nye trend indenfor kompositionsmusikken.

Men hvor mange kan sige, at de er fortrolige med de tanker og tekniske principper, som ligger bag denne kompositionspraksis, endsige afgøre, om der er tale om fremskridt eller reaktion? Næppe mange. Og det med god grund: vi bevæger os i et nyt arbejdsfelt, som kun er i færd med at etablere sig. Vi mangler stadig, i forbindelse med spektralharmonikkens klangforskning, at opstille æstiske kriterier, at vurdere den form for materialetænkning. Allerede i 1977 kunne Boulez til det tyske tidsskrift Melos, præcisere problematikken ved denne styring af de musikalske forløb: »... hvis man vil frembringe disse artificielle klange, mangler vi ethvert æstetisk kriterium. Vi er henvist til spontant at afgøre, om noget passer godt eller mindre godt sammen. Hvordan man kan ordne og vurdere disse klange, om de er egnet til musik eller ej -alt det er spørgsmålet. (...) Desværre har mange komponister overset den fundamentale forskel på klangenes æstetiske kvalitet og deres hieraki. Men det æstetiske udvælgelsesproblem er endnu uendelig meget mere kompliceret ved elektronisk frembragte klange. Man har en strømmende verden foran sig og ved ikke, hvordan den æstetisk skal udnyttes. Hvor befinder dialektikken mellem komposition og klang sig?«

Med Julian Andersons artikel om spektralmusikken, som vi bringer på de følgende sider, får vi en introduktion til emnet, som giver os et redskab, så vi bedre kan forstå nogle af disse klanges hemmeligheder. Vi får et historisk vue over spektralmusikkens udvikling, og vi får at vide hvem der gør det og hvordan de gør det. Endelig berører Anderson også oplevelses-aspektet og dermed de æstetiske kvaliteter ved at inddrage spektralmusikkens psyko-akustiske egenskaber som en væsentlig faktor. I den historiske gennemgang er det, set med danske øjne, nok så interessant, at Per Nørgård i sammenhæng med spektralmusikken betragtes som noget af en faderskikkelse i kraft af hans arbejde med interfererende harmoniske spektre i tresser-værker som "Prisme", "Iris", "Luna" og "Den fortryllede skov". I det franske tidsskrift for ny musik, "Entretemps", placeres Nørgård i et temanummer om spektralmusik således som banebryder og inspirationskilde for de komponister, man idag forbinder med spektralmusikken.

I den efterfølgende artikel, interviewet med den finske komponist og cembalist, Jukka Tiensuu, forfølges emnet, set udfra Tiensuus erfaringer med spektralmusikken som arbejdsområde. Og i kommende numre af DMT vil danske komponister, der har beskæftiget sig med og er præget af den spektrale tænkemåde, skrive om fremgangsmådens påvirkning af deres kompositoriske praksis.

Anders Beyer